Bliv aktiv ven af ​​Israel nu!

Kom til Nordic Israel Congress 10.-12. maj for at høre meget relevante foredrag. Vær hurtig med tilmelding, begrænset antal pladser. 

Jødisk og palæstinensisk nakba – befolkningsudvekslinger var normale for tiden

Folkevandringer – både frivillige og under tvang, er en del af menneskets historie. Den moderne æra så opløsningen af store imperier, som førte til en ny bølge af forvisninger og befolkningsudvæksling – dengang for at skabe nationalstater. Befolkningsusdvækslinger skete enten som led i en igangværende konfrontation eller efter dens afsluntning. Sådan var det også under konflikten mellem jøder og arabere.

Omslagsillustration fra ​​bogen Fordrivelsen viser jødiske flygtninge fra Yemen. (Bogen er skrevet af Lyn Julius på engelsk og oversat af MIFF til norsk)

I 1940’erne levede der omkring 1.000.000 jøder i den arabiske verden. Den jødiske minoritet var ubevæbnet, forsvarsløs og fredelig. I dag er der under 5.000 jøder tilbage. Arabiske stater havde ikke, og har ikke, plades til deres jøder og jøder kan ikke leve i fred, frihed eller værdighed i den arabiske verden. Israel er blevet nødhavn for mindst 600.000 jøder som blev jaget ud af den arabiske verden

Det er i grunden ganske enkelt: Flere hundrede/tusind års historie har bevist at jøderne ikke kan leve i frihed/værdighed i den muslimske verden eller i Europa. Derfor har jøder brug for at kunne leve et sted hvor de har kontrol over deres skæbne – en stat hvor jøder er et flertal, ikke et sårbart mindretal som de er i diasporaen.

Der er flygtet flere jøder fra arabiske lande end der er flygtet arabere fra Israel. Medtages tallene fra resten af det muslimske område, bliver billedet endnu tydeligere. Medregner vi også Europa, bliver tallet fuldstændig overvældende – blev der sørget for et retfærdigt erstatningsopgør, ville jøderne tjene mest på det. Læs mere i artiklen Jøderne har ret til landet.

Innholdsfortegnelse

  1. Hvad er Nakba?
  2. I dag handler Nakba om at afvise Israels eksistens
  3. En stor del af de arabiske flygtninge kom fra andre arabiske lande
  4. Arabiske ledere i “Palæstina” hvade intentioner om folkemord af jøderne
  5. Homoganisering som norm og legenden om nakba
    1. Forflytninger på Balkan
    2. Polen og Ukraine
    3. Tyskerne i Øst-Europa
    4. Indien og Pakistan
    5. Armenien og Azerbaijan
    6. Abkhasien og Georgien
    7. Sudan
    8. Cypern
    9. Israel
  6. Støtte til befolkningsforflytning
    1. Målet: at forhindre nye forsøg på udryddelse
    2. Retslig støtte til befolkningsforflytning
    3. Arabisk støtte til befolkningsforflytning
    4. Årsagen til at arabiske ledere støtter befolkningsudveksling
    5. Vestlig støtte, zionistisk tøven

Hvad er Nakba?

«Nakba» betyder «katastrofen» på arabisk og bruges af palæstinenserne til at beskrive hvad der skete da Israel blev oprettet i 1948 og ca. 700.000 arabere flygtede fra det som blev Israel. Grunden til at det 74 år senere fortsat er en katastrofe, skyldes at araberne har valgt at fastholde palæstinenserne i flygtningestatus. Alle andre flygtningegrupper fra den tid – og det er mange – har for længst fået en normal tilværelse og opbygget et liv der hvor de kom til. Det gælder ikke mindst jøderne som er flygtet til Israels fra arabiske lande, Europa og andre områder i verden.

Palæstinenserne og deres utallige støttespillere har formået at fremstille palæstinensernes flugt i 1948 som noget helt ekstraordinært og værre end alt andet, det til trods for at det i udgangspunktet var et enklere flygtningeproblem end mange andre: Araberne (som senere kaldte sig selv for palæstinensere) kun flygtede få kilometer til hvad er samme sprog- og kulturområde. Da og når jøder flygter, må de ofte lære et nyt sprog, kultur og levemåde – det kræver en usædvanlig omstillingsevne. Samme udfordring har mange andre flygtningegrupper skulle igennem – eksempelvis vietnamesiske bådflygtninge. Læs mere i artiklen Den jødiske nakba i arabiske lande.

I dag handler Nakba om at afvise Israels eksistens

Du behøver ikke at være anti-israeler for at anerkende den humanitære katastrofe (Nakba) som palæstinenserne oplevede i 1948, siger den israelsk-arabiske kristne diplomat og ambassadør i Azerbaijan, George Deek. Det bør bemærkes at der var flere konflikter i det 19. og 20. århundrede som førte til at befolkningsgrupper blev udvist og forflyttet. «For mig synes det at være tilfældet fordi Nakba er blevet forvandlet fra en humanitær katastrofe til en politisk offensiv. Markeringen af Nakba handler ikke læpngere om at mindes hvad der skete, men derimod at blive vred over at staten Israel eksistere,» tilføjer Deek.

«Nakba-dagen er ikke 9. april – dagen for Deir Yassin-massakren, eller 13. juli – dagen for tvangsforflytningen fra Lod. Nakba-dagen blev fastsat til den 15. maj – dagen efter Israel proklamerede sin uafhængighed. Ved at gøre det signalerede den palæstinensiske ledelse at Nakba ikke handler om tvangsforflytningen, de forladte landsbyer eller at leve i eksil. I deres øjne er Nakbaen etableringen af Israel. Den humanitære katastrofe mod palæstinenserne, er i deres øjne ikke så trist som etableringen af den jødiske stat. (…) Derved er palæstinenserne blevet slaver af fortiden – de fastholdes i lænker af krænkelser, fanget i en verden af frustration og had.»

jødiske flyktninger
Forsideillustration til bogen Fordrivelsen viser jødiske flygtninge fra Yemen.

En stor del af de arabiske flygtninge kom fra andre arabiske lande

En meget stor andel (anslået over 50%) af dem som senere blev kaldt for palæstinensiske flygtninge, var ikke flygtninge i den forstand at de ikke havde levet i landområdet i lfere tusind, flere hundrede eller blot i i årtier. En stor andel af dem var hvad kaldes for indvandrer som kun havde levet i kort tid i Palæstina-mandatet, nogle havde kun levet der i få uger eller måneder. UNRWA stiller blot krav om at de skal have levet i området i 1 år, 11 måneder og 2 uger for at blive registreret som flygtninge. I praksis blev det krav ikke håndhævet fordi der ikke fandtes en registrering som kunne dokumentere det. Som nævnt var en stor andel af de palæstinensiske flygtninge i virkeligheden økonomiske arabiske indvandrer fra lande som eksempelvis Egypten, Libanon, Syrien og Irak.

Her er et tænkt eksempel som illustrerer det: En svensker og en finne rejser til Norge for at arbejde. Nogle år senere udbryder der krig mellem svenskerne og danskerne i Norge, finnen og svenskeren flygter til Sverige. Hvilken status vil det give dem? Er de norske flygtninge eller er de svenske og finske flygtninge? Med det eksempel i baghovedet, er det reelle tal for arabiske flygtninge fra Palæstina-mandatet meget lavere end de officille tal.

Følgende er en gengivelse fra tre kapitler, inkl. fodnoter, hentet fra bogen Løgnindustrien, skrevet af den israelske journalist Ben-Dror Yemini. MIFF udgav bogen i 2015 – du kan hente bogen gratis HER.

Arabiske ledere i “Palæstina” havde folkemordsintentioner mod jøderne

De to mest centrale personer som ledede arbejdet mod jøderne, delingsforslaget og oprettelsen af den jødiske stat var stormuftien af Jerusalem Haj Amin al-Husseini og Fawzi al-Qawuqji. Begge erklærede åbent deres støtte til nazisterne, begge var også i Tyskland under Anden Verdenskrig. Muftien gik endda endnu længere og gjorde følgende helt tydeligt:

Vores grundlæggende forudsætning for at samarbejde med Tyskland var for at få frie hænder til at udrydde alle jøder i Palæstina og den arabiske verden. Jeg bad Hitler om en eksplicit forpligtelse til at lade os løse det jødiske problem på en passende måde i overenstemmelse med vores nationale og racemæssige ambitioner, med de videnskabelige metoder som Tyskland har opfundet til håndtering af deres jøder. Svaret jeg fik var: «Jøderne er dine.»[1]

Andre personer kom med lignende udsagn. Udtalelserne blev ikke ytret i hemmelighed i krogene, de blev hørt ved vigtige internationale fora. En uofficiel arabisk delegat i FN, Jamal al-Husseini, forklarede at araberne førte «en kamp om liv og død» mod jøderne.[2] Nogle uger senere lovede han Gud og hvermand at «kampen vil fortsætte, på samme måde som den gjorde mod korsfarerne, indtil uretfærdigheden er blevet rykket op fra området». Og skulle der være dem som ikke forstod hvad han mente, udpenslede han hvordan det skulle ske: Delingsplanen vil omdanne Palæstina til et «blodbad», som han udtrykte det. Da en af de tilstedeværende under mødet bemærkede at grænsen som var specificeret i delingsplanen var ment som en grænse for fred, råbte Husseini med fuld kraft : Den grænse vil i fremtiden være «en grænse af blod og ild».[3]
            General Ismail Safwat havde frem til maj 1948 rollen som «Generalkommandør for de kæmpende [arabiske] styrker i Palæstina». I kraft af sin stilling var han ansvarlig for koordinering og drift af de forskellige arabiske styrker. Han havde på alle måder en vigtig og central rolle. Safwats målsætninger blev formuleret i et telegram han sendte til sekrætariatet for Den arabiske liga: «at udslette jøderne i Palæstina og rense landet fuldstændig for dem» og «at stramme rebet om halsen på jøderne i kampene og med våbenmagt tvinge dem til at acceptere arabernes vilkår». Det tredje mål gik ud på at undergrave sikkerheden i Palæstina på en måde som forhindre delingen.[4]
            Af grunde som ikke er knyttet til principper for moralsk krigsføring afviste Den arabiske liga at godkende noget som helst mål for kampene. Men generalsekretæren i ligaen, Abdel-Rahman Azzam, lovede Safwat personligt at de to første mål var målet for krigsføring.[5] Azzam havde stærke meninger om behovet for at udslette den jødiske stat. Han fremlagde de nødvendige midler for at eliminere den zionistiske fjende i interview med egyptisk avis:

Det vil være en udryddelseskrig. Den vil få sin plads i historien som en enorm massakre, som vil blive omtalt som man omtaler mongolernes massakre og korstogene. Jeg tror at antallet af frivillige udenfor Palæstina vil være større end blandt indbyggerne i Palæstina; det er fordi jeg ved at frivillige fra Indien, Pakistan og Kina vil skynde sig at slutte sig til os for at vinde æren af at blive martyrer for Palæstina.[6]

Ideen om at sende millioner af martyrer til krigen kom ikke kun fra Azzam. To år tidligere lovede imam Hassan al-Banna, grundlægger og leder af bevægelsen Det muslimske broderskab, i poetiske og udtryksfulde ordvalg, at hvis zionisterne ville våge at bevæbne sig og forberede sig på krig, ville de gå en bitter skæbne i møde.

Der er millioner af egyptere, arabere og muslimer overalt, der hvor som helst knælende i bønn beder Allah om at høre deres bønner om at dø som martyrer. En sådan død vægtes højere end en naturlig død forårsaget af alder. Det som mere end noget andet gør deres sjæl mørk er fraværet af slagmarker at dø på som martyrer, og hvis England eller USA og de zionistiske jøder allerede er fast besluttet på at stå sammen for at undertrykke og plyndre araberne og tage deres land med magt, vil millioner anerkende slagmarken de længtes efter og strømme til, taknemlige for muligheden de har fået.[7]

Al-Banna nøjes ikke blot med ord. Flere tusind frivillige fra organisatione mobiliserede til krig mod Israel. Frem for alt i den egyptiske hær som invaderede Israel 15. maj stod militærenheder med frivillige fra Det muslimske broderskab. De nåede helt frem til kibbutz Ramat Rachel i den sydlige utkant af Jerusalem.[8]
            Udtalelsen om at det var en krig om liv og død fortsatte, selv efter 29. november 1947. Tre dage senere udtalte den højeste myndighed inden for sunni-islam, det religiøse råd for Al-Azhar-universitetet, sin mening om sagen. Den religiøse kendelse (fatwaen) erklærede «Global jihad i forsvaret af Palæstina».[9] Som følge af kendelse fra Al-Azhar gik de fleste religiøse ledere i den arabiske verden ud med lignende udtalelser.[10] Den regulære palæstinensiske hær blev til dels omtalt som «Jaysh al-Jihad al-Muqadassi», «Hæren for hellig krig».[11]
            15. mai 1948 fortolkede rektor ved Al-Azhar-universitetet betydningen af jihad, da han forklarede at flere hundrede muslimer ville kunne bekæmpe flere tusind kættere (ikke-muslimer). Han præciserede for de kæmpende at deres belønning var sikret i himlen.[12] De praktiske konsekvenser af jihad blev udtrykt af lederen for Organisationen for arabiske kvinder, som står Den arabiske overkomite nært: «Fra det tidspunkt den hellige krig erklæres, er der ingen mulighed for at en jødisk stat vil overleve. Enhver jøde vil i sidste ende blive udryddet.»[13] Muftien selv udtalte i marts 1948 at araberne ikke havde til hensigt at tage til takke med delingsplanen, men at de ville fortsætte med at kæmpe «indtil zionisterne er udslettet og Israels land i sin helhed er rent arabisk.»[14]
            Andre personligheder nøjedes med historiske analogier. Syriens præsident og Libanons premierminister sidestillede zionisternes længe ventede mål med andre skurke som tidligere havde invaderet Palæstina. De ville blive fjernet, forklarede de, selvom det kunne tage lang tid, måske flere århundreder, som det i sin tid gjorde med korsfarerne.[15] Også kongen af Saudi-Arabien sammenlignede ødelæggelsen af korsfarernes kongedømme med den forestående ødelæggelse af Israel. I et brev kongen sendte til præsident Truman truede han med at Palæstina vil blive et «blodbad», og selv hvis jøderne ville opbygge et lillebitte land «på undertrykkende og tyrannisk vis og med deres penger», ville vejen ikke lykkes for den onde: «Araberne vil isolere landet fra resten af verden, vil belejre det til de dør af sult.»[16]
            Det var ironisk at stædigheden de udviste ved at føre jihad for enhver pris, netop førte til at den arabiske jihad kollapsede. 7. april 1948 nægtede Jamal al-Husseini på anmodning fra Moshe Sharett at erklære våbenhvile i Jerusalem, selv om forslaget indebar et stop i jødisk indvandring. I samtaler som skete via FN (den palæstinensiske ledelse nægtede at forhandle direkte med zionisterne), krævede al-Husseini at delingsforslaget blev lagt på hylden for at godtage en våbenhvile.[17] Prisen araberne betalte som følge af afvisningen var enorm: Én dag senere blev kommandøren for Hellig jihad-styrkerne, Abdel Kader al-Husseini, dræbt ved Kastel, otte kilometer vest for Jerusalem. Hans fald var et dødeligt slag for arabernes militære kapacitet, og jihad-hæren smuldrede og med det også støtten fra de palæstinensiske arabere.[18]

Bemærk: Uddrag fra bogen Løgnindustrien fortsætter efter nedenstående fodnoter.

[1] David G. Dalin, John F. Rothmann, Icon of Evil: Hitler’s Mufti and the Rise of Radical Islam, Random House 2008, s. 5.

[2] Jamal al-Husseinis vidnesbyrd (for den arabiske højkomité), som fremlagt for Ad-Hoc-kommissionen 29.9.1947, Tres år siden 29. november 1947, s. 271.

[3] «Kampen ville fortsætte, som den havde gjort ved Korstogene, frem til uretfærdighed var helt fjernet. Ved at pålægge deling ville FN i praksis lede Palæstina til et blodbad… En delegation som forsvarede delingen, havde omtalt grænsen som den endelige grænse for fred. Som repræsentant for Palæstinas arabere, ønskede hr. Husseini at sætte den alvorlige overbevisning om at det ikke ville føre til andet end ild og blod på dagsordenen.» Se: «Ad hoc-komiteen om Palæstina-spørgsmålet, opsummering af det 31. møde, Lake Success, N.Y.», 24. november 1947, FN.

[4] Me-Ahorei Hapargod: Bag gardinet: irakisk parlamentarisk komité for krigen i Israel [hebraisk], Tel Aviv 1954, s. 77.

[5] Ibid.

[6] <http://www.meforum.org/meq/pdfs/3082.pdf>

12

 فإنﻥ ھﮪﮬﻫناكﻙ ملاﯾﻳﯾﻳنﻥ منﻥ اﺍلمصرﺭﯾﻳﯾﻳنﻥ وﻭمنﻥ اﺍلعرﺭبﺏ في كلﻝ مكانﻥ وﻭمنﻥ اﺍلمسلمﯾﻳنﻥ ﯾﻳتضرﺭعوﻭنﻥ إﺇلى الله في سجوﻭدﺩھﮪﮬﻫمﻡ أﺃنﻥ ﯾﻳرﺭزﺯقﮭﻬمﻡ اﺍلشﮭﻬادﺩةﺓ في سبﯾﻳلﮫﻪ،٬ وﻭأﺃلا ﯾﻳكوﻭنﻥ موﻭتﮭﻬمﻡ ھﮪﮬﻫكذﺫاﺍ حتفﻑ أﺃنوﻭفﮭﻬمﻡ كما ﯾﻳموﻭتﺕ اﺍلبعﯾﻳرﺭ. وﻭكانﻥ أﺃشدﺩ ما ﯾﻳحزﺯ في أﺃنفسﮭﻬمﻡ أﺃنﮭﻬمﻡ لا ﯾﻳعرﺭفوﻭنﻥ مﯾﻳدﺩاﺍ ًنا للاستشﮭﻬادﺩ،٬ فإذﺫاﺍ كانتﺕ إﺇنجلترﺭاﺍ وﻭأﺃمرﺭﯾﻳكا وﻭاﺍلﯾﻳﮭﻬوﻭدﺩ اﺍلصﮭﻬﯾﻳوﻭنﯾﻳوﻭنﻥ قدﺩ اﺍعتزﺯموﻭاﺍ أﺃنﻥ ﯾﻳتفقوﻭاﺍ على ظﻅلمﻡ اﺍلعرﺭبﺏ وﻭاﺍغتصابﺏ أﺃرﺭضﮭﻬمﻡ،٬ فإنﻥ ھﮪﮬﻫذﺫهﻩ اﺍلملاﯾﻳﯾﻳنﻥ حﯾﻳنئ ٍذﺫ تكوﻭنﻥ قدﺩ وﻭجدﺩتﺕ مﯾﻳدﺩاﺍنﮭﻬا اﺍلمرﺭتقبﺏ،٬ وﻭإﺇنﮭﻬا لتتقدﺩمﻡ إﺇلﯾﻳﮭﻬمﻡ شاكرﺭةﺓ أﺃنﻥ أﺃتاحوﻭاﺍ لﮭﻬا ھﮪﮬﻫذﺫهﻩ اﺍلفرﺭصة-
Artiklen blev publiceret i Ah’uan al-Muslimun al-Majlat (Det muslimske broderskabs avis) den 3. november 1945 med overskriften بي رﺭﯾﻳح اﺍلجنةھﮪﮬﻫ («Spirit of Heaven, blow!») som henviser til krigernes sang da de kom til slagmarkerne.

[8] Om Det muslimske broderskabs aktivitet under 1958-krigen, se: Richard Mitchell, The Society Of The Muslim Brothers, London 1969 og relevante kapitler i Morris, 1948

[9] Morris, 1948, s. 81.

[10] Selv i Libanon, som indtil da havde været moderat hvad angår det palæstinensiske spørgsmål, opfordrede muftien nu til jihad for at befri Palæstina fra jøderne. Se: Guy N. Maayan, «Burning the Candle at Both Ends: Lebanonand the Palestine War 1947–1949», i: Eli Podeh og Asher Kaufman (red.), Arab-Jewish Relations from Conflict to Resolution: Essays in Hounour of Professor Moshe Ma`oz, Sussex 2005, s. 155. I forbindelse med jihad i Saudi-Arabien, se: Madawi al-Rasheed, «Saudi Arabia and the 1948 Palestine War: Beyond Official History», i: Eugene Rogan; Avi Shlaim (reds.), The War for Palestine: Rewriting the History of 1948, anden udgave, Cambridge 2007, s. 240. Vi bør bemærke, at en opfordring til jihad fra sådanne højtstående religiøse myndigheder var uden sidestykke på det tidspunkt; der var ingen lignende opfordringer fra høje myndigheder i 1930’erne og under den arabiske opstand. Se: Gilbert, Be-Ohalei Yishma’el, s. 180–181.

[11] Eliezer Tauber, «The Army of Sacred Jihad: An Army or Bands?», Israel Affairs 14 (2008), s. 430.

[12] Benny Morris, 1948 as Jihad, s. 5. <http://www.isgap.org/wp-content/uploads/ 2011/10/paper-1948-as-jihad.pdf>

[13] Morris, Medinah Ahat, Shtei Medinot, s. 81.

[14] Idem., 1948, s. 440.

[15] Morris, 1948 as Jihad, s. 6.

[16] Kong Abdul Aziz Ibn Saud til præsident Truman 26. oktober 1947, i: Foreign Relations of the United States, 1947, bd. 5: The Near East and Africa, Washington D.C. 1971, s. 1212. <http://images.library.wisc.edu/FRUS/EFacs/1947v05/reference/ frus.frus1947v05.i0016.pdf>

[17] Ilan Pappe, Landets adel, familIen Al-Husseini – en politisk biografi [hebraisk], Jerusalem 2002, s. 358–359.

[18] Den palæstinensiske historiker Rashid Khalidi siger, at med Abdul Kaders død “mistede palæstinenserne en af ​​deres mest talentfulde militære ledere og en vigtig samlende figur.” Khalidi forbinder sit fald med den proces, der begravede palæstinensernes evne til at være uafhængige aktører. Idem., Jernburet: Historien om palæstinensernes kamp for deres egen stat [hebraisk], Jerusalem 2010, 141.

Homogenisering som norm og legenden om nakbaen

En kvindelig hijab-klædt studerende rejste sig, tog mikrofonen og stillede mig et spørgsmål: «I dit foredrag», sagde hun, «fortalte du at de arabiske stater modsatte sig FNs delingsplan. Tænk dig følgende», fortsatte hun, «at du bor i en toværelses lejlighed, og noen kommer ind i din lejlighed, overtager et af værelserne og siger til dig: Lad os lave en opdeling Havde du accepteret det?»
«Din beskrivelse er interesssant», svarede jeg. «Det er en meget brugt måde at fremstille historien bag den israelsk-arabiske konflikt. Men du overser én ting. Vi kan kalde den for ‘normen om homogenisering’. Mange millioner mennesker», fortalte jeg hende, «er blevet tvunget til at forlade deres fødested for at skabe plads til andre grupper, til andre lande, til andre nationer. Fortællingen om den toværelses lejlighed som jøderne indvarderede, og derefter krævede at dele, accepteres i mange kredse. Formålet er at retfærdiggøre arabernes modstand mod delingsforslaget. Det er et udemærket eksempel på en påstand med et lille gran af sandhed, men som fuldstændig overser baggrunden og de historiske fakta. Jerusalem havde en jødisk majoritet i 1800-tallet, og der har altid levet jøder i området. Derudover», sagde jeg til hende, «jøder som blev evakueret/tvunget fra arabiske lande; et langt større rum end det lille rum de kom til.»
            «Uanset», tilføjede jeg, «kender man ikke til en palæstinsk nationalitet, og slet ikke en palæstinensisk stat, forud for fremvæksten af den zionistiske bevægelse. Faktisk opstod begrebet «nakba» («katastrofe») i 1920 som en protest mod at kolonistyret foretog en ny inddeling, hvor Syd-Syrien blev til Palæstina underlagt britisk styre, og Syrien blev underlagt fransk styre.[1] Det var en tid hvor imperier styrede regionen. Først Det Osmanniske Rige, herefter briterne. Opløsningen af de pågældende imperier førte til en enorm bølge af befolkningsudvekslinger. «Jøderne», mindede jeg den studerende om, «var blandt dem som flygtede, forsvandt og blev udvist. De blev ikke kun forfulgt i Europa. De blev også forfulgt i muslimske lande. På samme måde som mange andre folk i den periode ønskede de et fristed. De ønskede et nationalhjem. Oprettelsen af de fleste nye nationalstater det sidste århundrede medførte forflytning af befolkningsgrupper fra deres oprindelsessteder.»           

Kapitlet er viet til den bredere historiske kontekst som lå til grund for forflytning og deportering af flere millioner mennesker fra deres hjem, som regel under tvang, som regel i løbet af krig eller som følge af krig, som regel for og med det formål at oprette en ny nationalstat. Det skete også med palæstinnserne. Det må man ikke glemme. Det samme skete også med jøderne, på baggrund af samme konflikt. Det må man heller ikke glemme.

***

Lad os starte med en fortælling. I et specifikt og kendt land som en gang var underlagt Det Osmanniske Rige lever en stor muslimsk minoritet. Der findes ingen gensidig hengivenhed mellem majoriteten og minoriteten. De har en lang og mørk historie mellem sig, som omfatter mange fjendtlige handlinger fra begge parter. I en særskilt fase tvang landets majoritet en stor andel af den muslimske minoritet til at forlade landet og emigrere til nabolandet, hvor minoritetsbefolkningen er en majoritet, både i religiøs og etnisk forstand.
            Der er ikke tale om Israel eller Palæstina. Der er tale om den muslimske minoritet i Bulgarien og det skete ikke for flere hundrede år siden, men derimod i slutningen af 1980-tallet. 300.000 muslimer blev tvunget til at forlade Bulgarien. Der var ikke egentlig ikke tale om tvungen forflytning, men det var heller ikke en frivillig udvandring. Det var heller ikke første eller sidste gang muslimer blev tvangsforflyttet. Det var en af mange muslimske udvandringsbølger, der skete på Balkan i 1800- og 1900-tallet.[2]
            Hvad skete der med de flygtninge? Har verden hørt om organisationer som arbeider med flygtninge fra Bulgarien? Har vestlige universiteter holdt konferencer om «returretten» for flygtninge fra Bulgarien? Er der i dag fjendtlighed mellem Tyrkiet, som to imod de muslimske bulgarere, og Bulgarien, som pressede dem ud? Oprettede flygtningene organisationer som begår terror?
            Findes der en hel industri af journalistiske og akademiske udgivelser som forklarer og begrunder muslimsk terror mod Bulgarien med «forbrydelsen mod menneskeheden» som landet udførte mod dem? Findes der en «dag for markering af bulgarske flygtninges katastrofe»? Er der blevet vedtaget utallige FN-fordømmelser mod Bulgarien? Blev der opsat flygtningelejre? Blev der oprettet et særskilt FN-organ til at håndtere de flygtninge? Bistår EU eller lande i Europa forskellige organisationer som holder fortællingen om flygtning- og offerstatus vedlige? Svaret giver sig selv. Internationale medier nævner sjældent hvad der skete i Bulgarien eller den systematiske chikane mod muslimer i Bulgarien før. Der findes ingen faglige konferencer som markerer den. Du finder ikke hylde efter hylde på akademiske biblioteker om etnisk udrensning af muslimer i Bulgarien eller om forbrydelser mot menneskeheden. De er glemt, som om det aldrig skete.
            Ingen bestrider at der var tale om en uønsket minoritet i forhold til majoriteten i Bulgarien. Ingen bestrider at minoriteten blev tvunget til at forlade området. Der er flere lighedstræk mellem de bulgarske muslimer og araberne i det britiske mandat-Palæstina (som først senere blev til «palæstinensere»). I 1878 udgjorde muslimerne en betydelig andel af befolkningen i Bulgarien. De udgjorde et flertal i alle provinserne i de delene af Balkan som var underlagt Det Osmanniske Rige. Flere hændelser – blandt andet chikane, tvungne konverteringer og tvungne skilsmisser, medvirkede til at de med tiden blev en minoritet.[3] Bulgarien har officielt fordømt udvisningen som fandt sted i 1980’erne og kaldt den en forbrydelse.[4] Alligevel har Bulgarien ikke inviteret deporterede tilbage til landet. Og til trods for at der officielt er ligestilling, fortsætter muslimer i Bulgarien med at lide under chikane og diskriminering.
            Der er ikke noget særligt ved udvisningen af muslimer fra Bulgarien: Det var normen. Ifølge et estimat blev fem millioner muslimer udvist fra Europa i perioden 1821-1922 – de fleste af dem til Tyrkiet. Yderligere fem millioner blev dræbt eller døde af sult eller sygdom som følge af udvisning.[5] Det var normen i 1800-tallet og primo 1900-tallet. Det fortsatte også i 1940’erne, da verden blev vidne til en enorm bølge af befolkningsudvekslinger som omfattede flere millioner mennesker som blev fortrængt fra deres fødesteder.
           Vi vil ikke gå dybere ind i de fleste af historiens befolkningsforflytninger, men derimod udvekslingen af befolkningsgrupper som foregik siden primo det tyvende århundrede – og af pladshensyn ikke alle af dem. Følgende undersøgelse, knyttet til «etnisk udrensning» og «befolkningsforflytning» eller ‑udveksling, baserer sig på anerkendte definitioner og forskellige forskningskilder.[6] Gennemgangen som præsenteres vil fokusere på hændelser med ligheder til det, der skete mellem Israel og de arabiske nabolande, en udveksling som havde alt: både udvisning, flugt og frivillig flytning – på begge sider.

Forflytningerne på Balkan

Det er ikke tilfældigt at vi starter diskussionen netop på Balkan. I den region startede en udveksling og udvisning af befolkningsgrupper for at skabe homogenisering på etnisk, religiøst eller national baggrund for at lægge grundlaget for nationalstater. Området dannede «normen om homogenisering», som ville komme til at påvirke flere millioner menneskers liv i første halvdel af 1900-tallet, deriblandt alle dem som blev forflyttet da de store imperier smuldrede og blev erstattet af nationalstater som vi kender i dag.
            I et område med en befolkningslighed lig den vi ser i Frankrig, men som er omtrent 15% mindre i grad udstrækning, lever 13 nationaliteter side om side: albanere, bulgarere, bosniere, ungarere, grækere, montenegrinere, makedonere, slovenere, serbere, kosovo-albanere, kroatere, rumænere og tyrkere. Dertil kan tilføjes østrigere, italienere, tyskere og mongoler – en har fundet tegn på at de har været i området siden middelalderen og frem til Anden Verdenskrig. Det er ikke overraskende at regionen blev til en sydende gryde af endeløse etniske konflikter, blodige katastrofer og religionskrige i nationalismens tidsalder. Fjendtlighederne fremaflede begrebet «balkanisering», med betydning «at dele (som et område) til små enheder som mangler kraft, og som ofte er i konflikt med hinanden».[7]
            Balkaniseringsprocessen startede da Det Osmanniske Rige, som havde hersket i store dele af regionen frem til primo 1900-tallet, blev tvunget til at trække sig tilbage fra det meste af Balkan. Befolkningsforflytningerne som begyndte på Balkan kan også omtales med et annet begreb – «et laboratorium for etnisk eksperimentering» på kontinentet. Resultatet blev udvisning, forflytning og masseflugt, som følge af flere krige de seneste hundrede år, fra den første, Balkan-krigen i 1912, til den sidste, Kosovo-krigen i 1999. Heller ikke den markerede et endeligt slutpunkt for befolkningsforflytninger i området.
            Det skal præciseres: Den enorme forflytning af befolkninger, der havde til formål at oprette politiske enheder som fulgte national tilknytning, omfattede normalt også grusomme handlinger. Flere millioner mennesker blev dræbt og massakreret i løbet af de år. Til trods for det, støttede det internationale samfund tvangsforflytningen. Da spørgsmålet om udveksling blev lagt frem på forhandlingsbordet i slutningen af Anden Verdenskrig, var stormagterne Storbritannien, Sovjetunionen og USA enige om den. De var overbeviste om at separation af befolkningen i det nære Østen kunne bidrage til at skabe virkelig fred i regionen.[8]
            Den britiske udenrigsminister, Lord Curzon, rådede parterne til at gennemføre tvangsforflytning; tidsmangel gjorde det presserende. Han sagde senere at den tvungne forflytning ville forårsage enorme vanskeligheder overfor den blandede befolkning, men at de problemer alligevel ville være meget mindre end skaden ved ikke at gennemføre befolkningsforflytningen. Senere klagede han over at den armenske minoritet ikke havde fået lignende løsning: «Armenerne blev overladt til deres skæbne», sagde han.[9]
            Med opløsningen af Jugoslavien i 1990’erne brød der krige ud mellem de forskellige republikker i landet. Flere hundrede tusind mennesker fra alle regioner hvor der blev kæmpet, mistede deres hjem og blev tvunget til at flytte, enten til en anden region i det samme land (hovedsagelig Bosnien-Hercegovina) eller til andre områder. De eksakte tal er ikke kendt. Det vurderes at 2,7 til 3,3 millioner personer blev forflyttet fra deres fødesteder i løbet af krigsårene.[10] Af dem som blev udvist fra områder hvor de var en del af flertalsbefolkningen, vendte de fleste tilbage til deres hjem efter krigen. Mange andre forblev udenfor deres fødesteder. Som ved tidligere bølger af befolkningsudvekslinger blev skete der her også massakrer. Det førte i offentlig og akademisk diskurs til brug af udtrykket «etnisk udrensning».[11] Tabene var de højeste i Europa siden Anden Verdenskrig. Antallet af døde på begge sider nåede 100.000. Alene i byen Srebrenica slagtede en serbisk milits 7.000 bosniakiske mænd og drenge på én dag. Flere tusind kivnder og piger blev voldtaget.[12] Flere millioner blev flygtninge. Serbiens præsident under krigen, Slobodan Milosevic, døde under retssagen i Den internationale domstol (Haag) for det tidligere Jugoslavien. Han var anklaget for krigsforbrydelser i Bosnien og Kroatien. Serbernes leder i Bosnien og øverstkommanderende for hæren blev også tiltalt.
          Beskrivelserne ovenfor kan ikke dække alle tilfælde, hvor befolkninger flyttede. Ialt drejer det sig om ca 7–10 millioner mennesker.[13] I visse tilfælde er der tale om etnisk udrensning, i andre tilfælde om folkemord (som ved den dødelige forflytning som tyrkerne gennemførte mod armenerne), mens der ved Lausanne-pagten, skette forflytninger med samtykke. Ultimo 1980’erne i Bulgarien, var udvisningen et resultat af etniske spændinger. Forflytningen af befolkninger på Balkan skabte «normen om homogenisering».

Polen og Ukraine

Allerede før slutningen af Anden Verdenskrig spredte der sig en opfattelse hos de allierede om at der nu ville være mulighed for, en gang for alle, at få en ny europisk orden på plads. Det centrale spørgsmål, der meldte sig på banen i den forbindelse, var de østeuropæiske landes flernationale karakter, og udfordringen som lå i at trække passende grænser op, i henhold til de etniske skillelinjer. Beslutningstagerne indså at det var på tide med en mere rational inddeling af det europæiske landkort , eller i det mindste løse nogle af de problemer som havde lagt grunden til utallige konflikter.[14] Et sådan problem kunne ses ved den østlige grænse af Polen. Stalin ville løse problemet med «Curzonlinjen». Allerede i 1919 foreslog Storbritanniens premierminister Lloyd George en sådan linje som skillelinje i regionen. På den ene side af linjen levede der flest polakker, på den anden side var de fleste østlige slaviske folkeslag.[15]
            Befolkningsforflytningen begyndte allerede i slutningen af Anden Verdenskrig og varede frem til 1949, med blandt andet «Operation Vistula» i 1947. I alt nåede antallet af udviste over grænsen, fra begge sider op på 1,75 millioner. Ifølge et nyt studie publiceret i Polen, blev omkring 150.000 dræbt på begge i perioden.[16] I dag er der på trods af fortiden, et brebt samarbejde mellem de to sider af grænsen. I stedet for at kræve retten til at vende tilbage til Volhynia eller Øst- eller Vest-Galicia, finder parterne frem til løsninger via debatter omkring spørgsmålet om historisk ansvar og statistisk data om hændelserne.[17]

Tyskerne i Øst-Europa

Den næste store udvisning blev bestemt under Potsdam-konferencen,[18] umiddelbart efter Anden Verdenskrigens afslutning. Der havde levet tysktalende samfund i flere hundrede år i cental- og øst Europa, i Syd-Rusland og på Balkan.[19] De pågældende tysktalende samfund blev anklaget for at støtte nazisterne og for at opildne til nationale konflikter. Anklagen havde en kerne af sandhed. I Sudeterlandet i Tjekkiet støttede flertallet af tyskerne for eksempel Hitler og hans krav. Nogle støttede nazipartiet, tilsluttede sig SS-enheder, og deltog aktivt i Det tredje riges grusomheder. Flere millioner tyskere i Sudeterlandet, Rumænien, Ungarn og Polen støttede derimod ikke Hitler. De led under nazisternes magt og blev misbrugt som en brik af Det tredje riges ideologer og politiker.[20]
            På trods af det, som en fortsættelse af det, der skete på Balkan og i Øst-Polen, forudsatte Europas stabilitet ikke kun skiftende grænser, men også (ifølge nogle hovedsageligt) befolkningsforflytninger til nationalstater Statslederne var enige om sagen, men der blev også brugt tvang mod dem som måtte flytte. De allierede ledere freemede ideen om forflytning af tyske befolkningsgrupper, allerede før de gik i land i Normandiet.[21] Mange tyskere flygtede, enten spontant eller i evakueringer organiseret af Wehrmacht, fra Øst-Europa, Polen, Slovakiet, Danmark og til og med fra områder som var under tysk kontrol før krigen – eksempelvis Øst-Preussen og regionen, der ligger øst for Oder-Neisse. Der er ingen tvivl om at grusomhederne begået af soldater fra den Røde Armé mod den tyske befolkning, var medvirkende til at flere flygtede mens de bevægede sig vestover.[22]
            Selv om flere millioner tysktalende var flygtet, forblev der fortsat flere millioner udenfor Tyskland, og deres skæbne blev som tidligere nævnt, bestemt under Potsdam-konferencen. Beslutningen om at forflytte tyskerne til områder i Tyskland skulle ske på en «organiseret og human» måde. Ordene er i dag genstand for intens debat blandt forskere og historikere,[23] selv om tyskerne erkender at deportationen ikke kan sammenlignes med nazisternes deportering af jøder og andre grupper.[24]
            Efter Potsdam-konferencen begyndte tvangsforflytningen af tyskere, der af nogle anses for at være den største befolkningsforflytning i historien.[25] På initiativ af myndighederne i Sovietunionen, Storbritannien og USA blev et enormt antal tysktalende statsborgere bosat i Tjekkoslovakiet, Ungarn, Polen (med deres nye grænser) og andre regioner i Rusland, omkring Donau og på Balkan, forflyttet til tysk territorium. På samme måde blev tysktalende forflyttet fra andre lande som ikke var en del af den oprindelige plan. Forflytningen blev både gennemført med- og uden transportmidler. Der er en stor grad af ironi i ordene fra forskere, der klager over umenneskelig transport, beskrevet som “kvægtransport” uden sanitære faciliteter.[26]
            Som ved alle befolkningsforflytninger, striedes der også her om tallene. Det menes at 12–17 millioner blev deportert ved «Potsdam-forflytningen» ( flygtningebølgen i forkant af konferencen er ikke inkluderet). De blev alle modtaget og fik statsborgerskab i Vest- eller Øst-Tyskland. Der er større kontrovers knyttet til antallet der blev dræbt eller døde i løbet af forflytningen. Nye historikere baserer sig på statistik samlet af regeringen i Vest-Tyskland i 1960’erne, hvor antallet af døde blev anslået til op mod to millioner.[27] Selv hvis det tal skulle være for højt, er der ingen tvivl om at mange omkom.

Indien og Pakistan

I mange år samarbejedede indere fra alle trosretninger om at frigøre sig fra mange års britisk okkupation. I takt med aktiviteten for frihed steg, opstod der spændinger mellem hinduer og muslimer. Spændingerne blev så store at der opstod en synlig rift mellem dem. Ideen om en uafhængig muslimsk stat identificeres med filosof- og forfatter Muhammed (Alamo) Iqbal. I 1930’erne sluttet Gina Mohammed Ali sig også til kravet. Han var medlem af Indiens kongres og havde indtil da været tilhænger af ideen om en samlet stat. Han blev senere grundlægger af det moderne Pakistan.[28]
            Allerede fra et tidligt tidspsunkt stod det klart at der ikke var tale om en homogen befolkning, og der var mange uenigheder. De religiøse uenigheder – de fleste af dem mellem muslimer og hinduer, var blot nogle af dem og de var ikke de vigtigste. Den ubestridte leder i kampen for frigørelse fra briterne, Mahatma Gandhi, jorde alt hvad der stod i hans magt, for at etablere et samlet Indien som ville omfatte hinduer, sikher og muslimer. Han formåede ikke at opfylde den ambition (Gandhi blev dræbt af en yderliggående hindu som var blev provokeret af hans eftergivenhed over for muslimerne).[29]
            I august 1947 lakkede det britiske styre i landet mod ende og der var stigende interreligiøs vold. Derfor blev der etableret to lande: Indien og Pakistan (den gang omfattede det også dagens Bangladesh). Erklæringen blev efterfulgt af omfattende bilateral migration – i de efterfølgende 4 år lå de officielle tal på over antallet af mennesker som havde forladt deres hjemegn på 14,5 millioner. Antallet var ligeligt fordelt mellem hinduer og sikher, der flyttede fra den muslimske- til den indiske side, og muslimer, der rejste den anden vej vejen. Ifølge tidligere estimater flyttede 12–17 millioner fra side til side, og antallet af dræbte anslås at være mellem 400.000 til en million mennesker.[30] Nyt studie anslår af antallet af flygtninge, der forlod deres hjem var omkring 17,9 millioner. 3,4 millioner af dem nåede ikke frem, ofte som en konsekvens af omfattende massakrer, der fulgte i kølvannet på forflytningen, sult og sygdom som ramte flygtningene. I andre tilfælde nåede flygningene ikke frem fordi de udvandrede til andre lande.[31]
            Pakistan blev hovedsagelig muslimsk. I dagens Indien lever der over en milliard mennesker, hvoraf omkring 13,5% er muslimer.[32] Et centralt punkt i spændingerne mellem de to lande, er den indiske del af Kashmir hvor de fleste indbyggere er muslimer.[33] Konflikten omkring Kashmir har allerede ført til vold og krige. På begge sider var integrationen af flygtningene ikke let, alligevel er der i dag hverken indere eller pakistanere der defineres som «flygtninge». Begge grupper blev assimileret der hvor de flyttede til og tilhørte majoriteten i befolkningen. Nogle af dem har sågar formået at nå til tops i de højeste samfundspositioner.[34]

Armenien og Aserbajdsjan

Sovjetunionens opløsning i nye nationalstater på baggrund af den administrative opdeling i Sovjetunionen skabte etniske og nationale problemer for de nye republikker. Grænserne mellem dem, som hovedsageligt var fastsat for at administrere det kommunistiske regime, var ikke altid koordineret med den etniske fordeling. Under det sovjetiske styre blev der også gennemført ændringer af organisatorisk, politisk og etnisk karakter samt omfattende befolkningsbevægelser.[35] Spørgsmålene, der dukkede op og voksede i slutningen af ​​det kommunistiske styre (“Glasnost”-perioden), prægede i høj grad de nationalistiske bevægelser i de 15 republikker og gav nyt liv til konflikter – nogle af dem havde varet i flere hundrede år – ingen central regering kunne løse dem.
            Med Sovjetunionens opløsning, blev konflikterne til territoriale, nationalistiske og i visse tilfælde også til religiøse kampe mellem de nye lande/mellem landene og separatist minoritetsgrupper.[36] Eksempelvis blev mange muslimer i Tjetjenien i Stalin-perioden deporteret til andre regioner som lå i den tidligere Sovjetunionen. * Spørge Conrad: Brorparten returnerte til Tsjetsjenia og til krigen som fant sted der, og kampen deres tok etter hvert form som religiøs hellig krig (jihad).[37]
         Centralt for konflikten som er relevant for vores sag var i Nagorno-Karabakh-regionen. Da Sovjetunionen kollapsede, var der en armensk-kristen flertalsbefolkning (omkring 75%). I den interne opdeling af unionen var den alligevel blevet inkluderet som en selvstyrende provins i et område tilhørende Aserbajdsjan, som er shiamuslimsk.
Der er tale om en kamp med historiske rødder der går langt tilbage. Den blev vækket til live igen da det sovjetiske styre var ved at være slut og indbyggerne i regionen ville være en del af Armenien. Den etniske spænding bed sig fast i regionen. Det udviklede sig hurtigt til en blodig konflikt, og efter oprettelsen af de selvstændige republikker i Kaukasus forvandlede konflikten sig til krig mellem dem. Der var massakrer mod muslimer i Armenien og armeniere i Aserbajdsjan. I 1994 sluttede kampene med sejr til armenierne, som overtog det meste af territoriet. De erobrede også land i tilstødende områder vedAserbajdsjan.[38]
            Konflikten krævede 17.000–25 000 menneskeliv.[39] Det er usikkert hvor mange flygtninge krigen skabte – anslag varierer fra 800.000 til én og en halv million mennesker.[40] I en FN-rapport tales der om ca. 850.000 aserbajdsjanske flygtninge og fordrevne og 372.000 armenerer siden konflikten brød ud i 1988.[41] Den armenske regering samarbejdede med internationale organisationer om håndtering af kristne flygtninge fra Aserbajdsjan og gav dem statsborgerskab. Kun en meget lille gruppe er endnu ikke permanent bosat.[42] Nogle af de aserbajdsjanske flygtninge blev placeret i landsbyer og huse, der tidligere hovedsageligt var beboet af armeniere.[43] Omkring 500.000 muslimske flygtninge lever fortsat i midlertidige lejre.[44] I fravær af offentlige rehabiliteringsprogrammer hænger mange af dem fortsat fast i en tilværelse præget af fattigdom og kriminalitet. Aserbajdsjan kræver at de bliver sendt tilbage til distrikter i deres hjemland – Armenien afviser den mulighed.[45]

Abkhasien og Georgien

Da Den georgiske republik blev oprettet efter de sovjetiske grænser, fik den i sit territorium områder befolket af ikke-georgiske folkeslag. Den største region var Abkhasien. Grundet udvandringsbølger i den sovjetiske periode var der kun en lille andel abkhasiere i regionen (omkring 18% af de 537.000 personer som havde levet der før Sovjetunionens opløsning, mod 44% georgiere). Den separatistiske atmosfære i region steg i intensitet i slutningen af 1980’erne. I august 1990 meddelte den øverste ledelse i det abkhasiske Sovjet deres uafhængighed i området. To år senere meddelte de det uafhængige Abkhasien konstitution fra 1925. Efter centralregeringen i Tbilisi sendte politistyrker til området, gjorde abkhaserne oprør. De fik hjælp af russiske regulære militære placeret i områderne og fra tjetjenske styrker.[46]
            Georgien, der samtidig var involveret i en borgerkrig og kampe i Sydossetien, var ude af stand til at stå op mod abkhasierne og deres allierede. Koalitionsstyrkerne erobrede regionen og fordrev omkring 300.000 mennesker, der havde levet der (georgiere og armeniere) til Georgien. 50.000 abkhasiere blev også rykket op med roden under kampene, hvoraf mange slog sig ned i georgiernes forladte hjem. Skøn over antallet af døde varierer fra nogle få tusinde og op til 15.000. Da det internationale samfund ikke anerkender staten Abkhasien, defineres flygtninge fra Abkhasien som “internt fordrevne personer”.[47]
            I maj 1994 blev en aftale om en våbenhvile og adskillelse af de to siders militærstyrker underskrevet i Moskva. Som et resultat af aftalen vendte nogle titusinder tilbage til deres hjem i Gali-provinsen, der ligger i det sydlige Abkhasien, et område, der blev erklæret en demilitariseret zone. Aftalen har ikke forhindret abkhasiere i at fortsætte deres chikane af den georgiske befolkning i den rige og frugtbare provins. Toppen kom under anden kamprunde i Abkhasien i 1998. I dag anslås antallet af georgiske flygtninge at være omkring 200.000.[48] I maj 2008 anerkendte FN’s Generalforsamling retten til at vende tilbage for flygtninge og fordrevne personer fra Abkhasien.[49] Men i dag er der ingen, der har mulighed for at gøre det.

Sudan

Der er ikke tale om en bevægelse af befolkninger. Det handler om et land, der udfører etnisk udrensning og mord af egne borgere med hjælp fra militser loyale over for regeringen (Janjaweed) og regulære militærstyrker.[50] Siden den islamistiske fraktion kom til magten, er etnisk- og religiøs udrensning steget – ikke kun i Darfur. Grusomhederne der udspiller sig på grund af regimet, er årsagen til en flygtningestrøm. Nogle af flygtningene defineres som internt fordrevne flygtninge, og nogle af dem er flygtninge i nabolandene.
            Tal fra FN og andre der arbejder på området, er ikke entydige. Ofte modsiger de hinanden, og i Vesten er der dem som vurdere at statistikken er bevidst forvrænget.[51] Der er ingen tvivl om at krigen i Sydsudan mod den kristne og traditionelt religiøse befolkning, har gjort 4,6 millioner mennesker til flygtninge, og ført til at yderligere to millioner er blevet dræbt. Omkring halvdelen af ​​Sydsudans flygtninge blev genbosat efter våbenhvilen i 2005.[52] I Darfur-regionen er den etniske udrensning ikke stoppet siden begyndelsen af ​​krigen i 2003. Under de værste kampe i 2009, lå antallet af fordrevne på omkring tre mio.[53]
            Den sudanesiske brutalitet medførte ikke massedemonstrationer i den arabiske verden. Det har Sudan allerede gjort i flere år. Landet forhindrer adgang af international bistand, chikanerer journalister og medarbejdere i hjælpeorganisationer, landet står i vejen for FN-styrker og fortsætter deres etniske udrensning med uformindsket styrke. Alene i 2012 meddelte FN, at yderligere 500.000 ville blive føjet til det stadigt stigende antal flygtninge i landet.[54] Alene fra Darfur er antallet af internt fordrevne ca. 1,4 mio. (pr. august 2013). Det samlede antal flygtninge fra Sudan er omkring 2,1 millioner.[55] Ifølge samlede tal, ligger det totalle antal sudanesiske flygtninge de seneste tyve år på 5.840.000.[56]

Cypern

Sagen med Cypern er særlig interessant. På Cypern er omkring 80% grækere og 20% er tyrkere, som kom dertil i takt med at ​​Det Osmanniske Rige spredte sig. I 1974 invaderede Tyrkiet Cypern efter et militærkup på øen som truede med at forene øen med Grækenland. Invasionen delte øen i to politiske enheder – en græsk og en tyrkisk. Omkring 160.000-200.000 grækere blev tvunget til at flygte til den græske del. Mens omkring 50.000-60.000 muslimer blev tvunget til at flygte til den tyrkiske side. Her foregik en fuldstændig etnisk udrensning, uden at flygtningene fik mulighed for at vende tilbage, da situationen ikke har fået en endelig løsning.[57]

Israel

I 1947 da ​​det britiske mandat var tæt på at slutte, vedtog FN delingen: To stater til to folk – en jødisk stat og en arabisk stat. Beslutningen var en fortsættelse af Balfour-erklæringen fra 1917 og Folkeforbundets resolution fra 1922.[58]
            Det skal understreges, at der aldrig har været en selvstændig enhed, hverken arabisk eller muslimsk, kaldet Palæstina. Der var et britisk mandatområde kendt som “Palæstina”. Det er et gammelt navn, som er afledt af græsk-romersk, og som senere blev brugt i en kristen sammenhæng. Derfra gik det ind i det arabiske sprog som en rent administrativ betegnelse, Filastin, fra begyndelsen af ​​den arabiske besættelse indtil det 13. århundrede.[59]
            Navnet optræder i geografisk litteratur og islamiske historiske optegnelser fra middelalderen, og et ekko af brugen ses frem til slutningen af ​​det 19. århundrede.[60] Selv avisen Falastin, der så dagens lys for første gang i 1911, og angiveligt vidner om en palæstinensisk national identitet, blev grundlagt af kristne og havde en klar pan-arabisk linje.
          Hele det britiske mandatområde i Palæstina var fra starten beregnet til at blive brugt som et “nationalt hjem for det jødiske folk”. Da FN vedtog delingen, var alle arabiske stater imod den, og førte en diplomatisk kampagne imod den. Umiddelbart efter beslutningen var vedtaget, startede araberne i mandatområdet fjendtlige aktiviteter mod det jødiske folk, og de blev hjulpet af frivillige fra nabolandene. Da det stod klart, at kampen var frugtesløs og kun forværrede situationen for den lokale arabiske befolkning, nægtede deres ledelse, ledet af muftien Haj Amin al-Husseini, at erklære en separat stat – på trods af at de kunne have gjort det uhindret. I stedet for samlede de sig til krigsindsatsen med det mål at arabisk overtagelse af både de områder, der var udpeget til den jødiske stat og dem, der var beregnet til en arabisk stat.[61]
           Mange palæstinensiske arabere flygtede før maj 1948. Andre flygtede efter. Kun en lille del blev fordrevet under krigen. Som følge af modstanden mod at acceptere delingsforslaget, som følge af en krigserklæring, inkl. trusler om at udrydde det jødiske samfund, som følge af den brede og omfattende invasion af israelsk territorium, måtte flere hundrede tusind flygte. Forskere er uenige om det nøjagtige antal. Baseret på flere kilder kommer professor Efraim Karsh frem til et skøn på 583.000-609.000.[62] Alligevel vil vi tage udgangspunkt i FN’s skøn, som er omkring 711.000 flygtninge.[63]
            Et spørgsmål som ofte glemmes, skal dog nævnes – når det kommer til de palæstinensiske flygtninge (størstedelen af ​​dem forblev faktisk i området beregnet til den arabiske stat, Gaza og Judæa og Samari – de samme områder, der i dag omtales som “den palæstinensiske stat”). De var og er fortsat internt fordrevne. Der var ingen “besættelse” på det tidspunkt. Det område, der var blevet udpeget til dem, var i deres hænder. De kunne have skabt en stat der. Det var ikke Israel som forhindrede det. Der er arabiske lande som ikke har tilladt det.

***

De nævnte eksempler er langt fra en fuldstændig fremstilling af befolkningsbevægelser de seneste hundrede år. Befolkningsbevægelser i Sovjetunionen i den kommunistiske periode anslås til cirka 65 millioner mennesker.[64] Vi har ikke her gennemgået fordrivelsen af 480.000 finner efter Sovjetunionens overtagelse af Karelen;[65] heller ikke fordrivelsen af ​​de omkring 700.000 kurdere, som osmannerne fordrev fra deres hjem – næsten halvdelen af ​​dem døde;[66] heller ikke den evakuering, der brutalt blev påtvunget tre tusinde kurdiske landsbyer under konflikten mellem Tyrkiet og den kurdiske undergrundsorganisation PKK i 1980’erne og 90’erne. Skøn over antallet af udviste varierer fra 400.000 til omkring to millioner.[67] Nævnt er helle ikke den enorme strøm af flygtninge på omkring 2,2 millioner kristne, der blev tvunget til at forlade Irak grundet etnisk- eller religiøst motiveret vold[68] – for ikke at nævne masseudvandringen af ​​den forfulgte kristne minoritet af kopterne.[69] Vi har heller ikke nævnt fordrivelsen af ​​kristne fra Libanon efter den iransk-shiitiske magtovertagelse af landet. Eller den store udvandring, som bærer præg af flugt, af flere hundrede tusind kristne fra muslimske lande.
          Chancen for at de flere millioner flygtninge vil kunne vende tilbage til deres oprindelsessteder, er nul. Som et resultat af borgerkrigen i Syrien blev yderligere syv millioner mennesker tilføjet antallet af flygtninge.[70] Trods krigens etniske og religiøse karakter er der på det tidspunkt ikke behov for at inkludere dem inden for rammerne af “etnisk homogenisering”, fordi pågældende millioner måske kan vende tilbage til deres hjem, når krigen slutter.
            Andre konfliktcentre – eksempelvis i Afrika, skaber de endeløse borgerkrige i Congo og Somalia flere millioner flygtninge, som bor i flygtningelejre og forsøger at komme til rige lande – Europa. Mange af dem står tilbage uden nogen form for hjælp. Deres situation er meget sværere end blandt de palæstinensiske flygtninge. Intet specifikt hjælpeorgan i FN tager sig af dem. De kan kun drømme om at blive behandlet som palæstinenserne, men verden byder dem nogle helt andre kriterier. Også antallet af publikationer om deres situation og international interesse generelt, kan slet ikke sammenlignes med den internationale interesse for palæstinensiske flygtninge.
            De afrikanske flygtninge bliver mødt af en helt anden international indsats og problemet både forstærkes og videreføres via manipulationer som kun får antallet af flygtninge til at stige fra år til år. I modsætning til alle de titusindvis af millioner, der er blevet flygtninge, er det kun blandt palæstinenserne, at deres efterkommere også bliver betragtet som flygtninge.
            Her er situationen: Befolkningsforskydninger og bevægelser i den nye æra involverer i alt 50-60 millioner personer (det er svært at nå frem til det nøjagtige tal, fordi forskning og kilder ofte bruger estimater og brede skøn, men ikke eksakte tal). Det skal præciseres: Vi taler ikke om befolkningsbevægelser generelt, men kun om tilfælde, hvor det vigtigste formål var homogenisering af ​​befolkningen som led i etablering af ​​nationalstater. Der har været år med massive befolkningsbevægelser på flere tusind personer. Det er den globale baggrund for konflikten mellem den zionistiske bevægelse og den arabiske verden.

Støtten til befolkningsforflytning

I første halvdel af det tyvende århundrede var udveksling af befolkninger den accepterede norm. Idéen havde international opbakning, også i det jødisk-arabiske spørgsmål. Blandt tilhængerne af befolkningsforflytningen var ikke kun statsoverhoveder fra den vestlige verden, men også lederne af Irak, Egypten, Syrien og Jordan.

For omkring firs år siden traf seks herrer beslutning om at dele et ikke særlig stort område mellem to nationer, for at forhindre grusomheder begået af majoritetsbefolkningen mod mindretallet og omvendt. De seks herrer besluttede, at homogene nationale enheder skulle skabes ved befolkningsforflytninger. De foretrak, at det foregik frivilligt, og holdt kun muligheden for tvangsforflytning åben som sidste udvej.
          Anbefalingen om skabelse af homogene lande og gennemførelse af befolkningsudvekslinger kan blandt andet tilskrives lederen af ​​flertallet i landet. Da han blev spurgt, om landet ville kunne give plads til det mindretal, der boede der, svarede han blot “nej”. Da han blev bedt om at forklare, om det var nødvendigt at flytte mindretallet, eventuelt også med magt, undgik han et direkte svar og sagde, at det fremtiden vise. Lederen hed mufti Haj Amin al-Husseini. Ved at nægte, at give en garanti mindretallets sikkerhed var han med til at sætte ideen om fordrivelse øverst på dagsordenen.[71]
          De føromtalte seks herrer var medlemmer af Peel-kommissionen (kommissionen blev oprettet som et resultat af det arabiske oprør i det britiske mandat Palæstina i 1936). I historisk erindring er der tvivl om, hvorvidt Peel-kommissionen (eller som kommissionen hed officielt “Royal Commission for Palestine”) forblev mere end en perifer fodnote i forflytningsprogrammet. Programmet blev afvist af palæstinenserne, som afviste enhver deling – i hvert fald officielt.[72] Men set i bakspejlet er det svært at undervurdere den slags tanker som et afgørende vendepunkt i Israels historie.
      Peel-kommissionens medlemmer var flittige og grundige.[73] De samlede skriftligt materiale sammen, de interviewede flere hundrede personer – jøder, arabere og briter og organiserede ture i landet. De skrev en rapport på 404 sider med vigtige anbefalinger og konklusioner i kapitlet “Muligheden for varig fred”. I rapporten er er også vigtige beskrivelser og detaljeret gennemgang af Israels historie, forholdet mellem jøder og arabere, historien om konflikten mellem dem samt ett grundigt overblik over det britiske mandats administration.[74] Selv kyniske iagttagere måtte indrømme at rapporten var gennemført og seriøs.[75]
            Det var ikke det første delingsforslag – både palæstinensere og jøder kom med tidligere delingsforslag, med henblik på at skabe et etnisk homogent nationalt hjem til jøderne, som formuleret i delingsforslaget: “uden arabere”, selvom det ville indebære “forflytning af ejendom og befolkning”.[76]
         Peel-kommissionens rapport er unik grundet sin indsigt i at konflikten i det lille land, mellem to nationale grupper, der ikke har noget til fælles, er “umulig at tæmme”.[77]  Kommissionens dokument er historisk skelsættende i den israelsk-arabiske konflikt grundet kommssionens officielle status og anbefalinger om opdeling af landområdet Palæstina i to separate stater med hver sin etniske homogenitet.

Målet: at forhindre endnu et forsøg på udryddelse

Kommissionens forståelse og anbefalinger omkring den etniske konflikt i landområdet Palæstina afspejler datidens praksis. Kommissionens udgangspunkt for sine konklussioner var at to nationer, der havde nået en national selvbevidsthed, ikke ville kunne leve i sameksistens som ligeværdige partnere i samme land.[78] Ethvert forsøg på at tvinge dem til at dele en fælles politisk ramme ville resultere i en humanitær katastrofe, fordi det ville intensivere konflikten. Stormuftiens udsagn ovenfor om at jøderne ikke ville blive garanteret deres sikkerhed eller ejendom, blev tillagt stor vægt. Tom Segev, der ikke kan beskrives som værende overdrevent sympatisk over for zionismen, tolker Haj Amin al-Husseinis ord som en advarsel for fremtiden: “Muftien sagde, at sameksistens ikke er mulig i ét land med to folkeslag så forskellige fra hinanden og forsøg på at tvinge dem til det ville skade alle parter.”[79]
         
Kommissionen slog fast:

“Vi sætter ikke spørgsmålstegn ved muftiens eller hans kollegers humanisme, oprigtighed eller hensigter. Omvendt må vi ikke glemme hvad der er sket med det assyriske mindretal i Irak på trods af kontraktmæssige retningslinjer og eksplicitte løfter, ej heller at de arabiske politikeres had til en nationalstat for jøderne aldrig har været skjult, og at det had nu breder sig til hele den arabiske befolkning.”[80]

På den baggrund syntes anbefalingen om en opdeling i to etnisk homogene størrelser at være den mest etiske mulighed, for at forhindre masseslagtning af jøder. For kommissionsmedlemmerne stod behovet for at opdele området allerede klart i 1937. Flere senere ​​udtalelser fra de arabiske ledere eksplicit om udryddelse, gjorde tanken om opdeling og adskillelse langt mere nødvendig – især efter Anden Verdenskrig med bølger af homogenisering i hele Europa.
           Efter kommissionen indså, at deling var uundgåelig, anbefalede kommissionen etnisk homogenisering ved at forflytte befolkninger på begge sider af grænsen. Et eksempel er paragraf 10: “Før eller siden vil det være nødvendigt at overføre jord og om muligt udveksle befolkning.”[81] Benny Morris mener, at det var nødvendigt for at forhindre dannelsen af ​​separatisme og irredentisme [aspirationer blandt minoritetsbefolkningen i et område om at blive en del af et andet nærliggende land] blandt araberne i den jødiske stat, og for at give plads til fremtidige immigranter.[82] Bevis på det kan findes i udtalelser fra et af kommissionsmedlemmerne, som beskrev udveksling af befolkningen som den “ideelle løsning”. Han stolede på den tyrkisk-græske udveksling, som førte til, at “forholdet mellem Grækenland og Tyrkiet blev venligere end nogensinde”. Udvekslingen var moralsk, fordi alle de vanskeligheder, den indebar, “blev udlignet, når fred og venskab skabes”.[83]I kommissionens rapport nævnes også den tyrkiske forløber som eksempel på vellykket homogenisering og en moralsk løsning.[84]
            Peel-kommissionen var ikke den første som talte om homogenisering som en accepteret og moralsk løsning. Længe før Lord Peel satte sine ben i Det Hellige Land, udgav Carlile Aylmer Macartney, sekretær for Forum for Minoriteter i Folkeforbundet murstenen “Land, Nationalitet og Nationale Minoriteter”.[85] Han forstod allerede dengang det destruktive potentiale af interetniske konflikter i et nationalt territorium, som kom til fuldt morderisk udtryk et halvt årti senere. McCartney understregede, at “En nationalstat og nationale mindretal er uforenelige.”[86] I sådan en situation skal man tegne nye landegrænser, der er tilpasset den etniske opdeling, løse problemet gennem emigration og befolkningsudveksling eller ændre selve staten, så den ikke længere er en nationalstat. Han mente, at man skal vælge mellem en af de muligheder for at forhindre den fjerde mulighed, fysisk udryddelse.[87]
            Den første halvdel af forrige århundrede var præget af ​​ideen om etnisk homogenisering. Blandt tilhængerne af ideen var den norske polarforsker og fredspirsvinder, Fridtjof Nansen. Nansen var en af ​​initiativtagerne til aftalen om befolkningsudvekslingen mellem Grækenland og Tyrkiet. Det var ikke første gang en sådan udveksling havde fundet sted; tidligere var det i praksis sket mellem lande på Balkan.[88] Men nu spillede det internationale samfund en helt anden rolle i gennemførelsen af ​​befolkningsudvekslingen, og det gjorde aftalen til et eksempel til efterfølgelse, både i internationalt diplomati, i den akademiske verden og i konflikten mellem jøder og arabere i Palæstina.

Juridisk støtte til befolkningsforflyttelse

Ikke kun politikere støttede flytning af ​​befolkningen. Idéen blev også juridisk støttet af datidens højeste domstol. I 1930 udsendte Den Permanente Domstol for International Retfærdighed en rådgivende udtalelse, der fortolkede afsnittet om befolkningsudveksling mellem Grækenland og Bulgarien. Den fastholder, at målet med den gensidige udveksling af så store befolkningsgrupper som muligt er at fjerne eller reducere de opildnende centre for separatisme på Balkan, som nyere historie har vist så ofte forårsager tragiske hændelser eller alvorlige konflikter, og at bidrage mere effektivt til genoprettelse af ro i lande i Østeuropa.[89]

Syv år senere blev ideen formelt anerkendt af Peel-kommissionen.

Arabisk støtte til befolkningsforflytning

Der var også ledere i den palæstinensiske nationale bevægelse, der støttede opdelingen af ​​det britiske mandatområde Palæstina i to homogene stater. En af de første var Musa al-Alami, medlem af den arabiske højkomité og repræsentant for palæstinenserne i Den Arabiske Liga.[90] Alami støttede ideen om etnisk adskillelse med en plan for administrative områder (kaldet kantoner), som han foreslog i 1933 (nævnt ovenfor), hvori han understregede sin støtte til, at det jødiske område skulle være en “autonom jødisk kanton uden arabere”.[91] Området beregnet til jøder i det program strakte sig fra Tel Aviv til Atlit ved kysten, et område, der indtil 1948 havde snesevis af arabiske landsbyer. Alami forklarede ikke, hvordan området ville blive “uden arabere”, men svaret er indlysende.
            Hvad Alami kun antydede, sagde den palæstinensiske pædagog Dr. Ahmed Sameh al-Khalidi, far til den palæstinensiske historiker Walid Khalidi, det klart.[92] Hans detaljerede plan gik så langt som en fuld politisk adskillelse (og ikke kantoner) og etablering af en jødisk stat, der ud over kyststriben ville omfatte Jizreel-dalen, Kinneret-dalen og Galilæa (på strækningen Tel Aviv). –Haifa–Beit Shean–Tiberias–Metula). For at skabe fuld etnisk adskillelse foreslog Dr. Khalidi at gennemføre “en overførsel af ejendom og befolkning”.[93] Den arabiske opstand og den efterfølgende interne terror, medførte at de palæstinensiske stemmer igennem lang tid var tavse – måske for længe.
Årene, der gik, og begivenhederne under Anden Verdenskrig påvirkede også tankerne om den jødisk-arabiske konflikt. Arabiske ledere begyndte at acceptere ideen om adskillelse, nationalstaten og – i praksis – homogenisering. Det blev gjort af Nuri al-Said, en af ​​de fremtrædende ledere i Mellemøsten i 1930’erne og 40’erne. Han var premierminister i Irak i otte perioder og var en vigtig repræsentant for den pan-arabiske bevægelse.[94] Allerede i december 1944 udtrykte Said i en samtale med en britisk diplomat støtte til delingen af ​​Palæstina og endda “behovet for at overføre araberne fra den jødiske stat gennem en udveksling.”[95]
            Nuri gentog sin holdning som en del af sin tilgang til jødisk-arabiske relationer, baseret på forebyggelse af pan-arabiske “sikkerhedsdilemmaer”, der kunne føre til krig i regionen. Da han talte til den britiske ambassadør i Amman, Sir Alec Seath Kirkbride, insisterede han på, at det var nødvendigt at skabe etnisk homogenitet, som ville holde, hvad han så som en “zionistisk fare”, ved at etablere en jødisk stat i befolkede områder af jøder.[96] Den irakiske udenrigsminister, Arshad al-Umari, senere premierminister og forsvarsminister i Irak, udtrykte også en lignende holdning.[97] Kommentarerne stemmer overens med rapporten fra Lord Moyne, den britiske udenrigsminister for mellemøstlige anliggender. Ifølge ham blev premierministrene i Egypten og Transjordanien, Mustafa Nahas og Tawfiq Abu al-Huda, enige om at opdele det britiske mandatområde Palæstina af etniske grunde – men de turde ikke sige det offentligt.[98]
          Støtte til homogenitet og befolkningsforflyttelse fandtes også i Transjordanien. Kong Abdullah I var den eneste arabiske leder, der åbenlyst støttede Peel-kommissionens anbefalinger, og han kom derfor under hård kritik fra sine mellemøstlige kolleger.[99] Britiske arkivdokumenter viser, at hans holdning til støtte for etnisk homogenisering forblev stærk efter krigens afslutning. Det fremgår eksempelvis af et telegram sendt af Kirkbride til det britiske udenrigsministerium i august 1946. I telegrammet står der at kongen og hans premierminister Ibrahim Hashem støttede deling og befolkningsoverførsel som den eneste praktiske løsning på Palæstina-problemet.[100] Fire dage senere rapporterede Kirkbride igen om klar støtte fra Amman til deling og befolkningsforflyttelse. Samir al-Rifai, en højtstående jordansk statsmand af palæstinensisk oprindelse, som var premierminister i seks perioder støttede kong Abdullah. Ligesom kong Abdullah søttede al-Rifai også befolkningsforflyttelse.[101] I det følgende ser vi nærmere på Said og Rifais medvirken til et andet befolkningsforflyttelsesinitiativ.
            Stærk støtte til befolkningsforflyttelse som løsning på konflikten kom fra den transjordanske premierminister Ibrahim Hashim, som også var af palæstinensisk oprindelse. I juli samme år berettede Kirkbride om en samtale mellem dem, hvor en sober tilgang kom frem. Hashim så behovet for at reducere etniske friktionspunkter i området ved at skabe en homogen ramme. I profetien, der senere blev opfyldt, siger Hashem: “Den eneste retfærdige og permanente løsning ligger i fuld deling med udveksling af befolkninger; At efterlade jøder i et arabisk land, eller arabere i en jødisk stat, vil uundgåeligt føre til flere konflikter.” Hashem tilstod, at han ikke kunne tale offentligt af frygt for at blive anklaget for forræderi. Og han antog, at arabiske embedsmænd “vil blive opdelt i dem, der ligesom han selv ikke vil vove at udtrykke deres reelle holdninger, og ekstremister, der blot vil kræve det umulige.”[102]
                
Der an præsenteres mange argumenter som underminerer pålideligheden af ​​de arabiske stemmer, der talte for befolkningsforflyttelse. Nuri al-Said, kendt som “den gamle ræv”, kunne jo ikke betragtes som ærlig, uskyldig eller pro-zionistisk. Abdullah I veg ikke tilbage for at tale med to tunger og foretage handlinger, som mange i den arabiske verden så som forræderi.[103] De hashemitiske politikere var generelt dygtige til på den ene side at tale glat med deres britiske mæcener og på den anden side gøre, hvad deres machiavelliske mestre forlangte.
            Hovedpointen er ikke desto mindre gyldig: vi ser, hvordan arabiske mænd i høje stillinger forholdt sig til befolkningsforflyttelse som et middel til at løse den zionistisk-palæstinensiske konflikt, og den accept som ideen fik i den arabiske verden. Peel-kommissionen satte ikke kun den zionistiske bevægelse i stand til at diskutere befolkningsforflyttelse,[104] de gav også arabiske ledere legitimitet til at udtrykke støtte til ideen om etnisk homogenitet. Den slags diskussioner blev naturligvis holdt bag lukkede døre, under tillid til, at briterne ville bevare diskretionen.

           Men der er tale om et klart synspunkt. Transjordan fremsatte i løbet af en måned tre anmodninger til fordel for ideen. Said opfordrede til fremme af et befolkningsforflytningsinitiativ mindst seks gange (!) i løbet af 1949. I en række møder med vestlige diplomater foreslog han overførsel af flere hundredetusind jøder fra Irak til Israel i bytte for overførsel af et tilsvarende antal palæstinensiske flygtninge. Hans argument var at eksistensen af ​​et stort jødisk samfund i hans land kunne føre til ustabilitet. Det var muligt, at styrker i landet ville forsøge at slippe af med dem efter nederlaget mod Israel. Han forklarede en amerikansk diplomat, at han ønskede at gennemføre en “frivillig befolkningsforflytning mellem jøderne i Irak for et tilsvarende antal palæstinensere”. Argumentet var frygten for “vrede irakere, der ville tage sagen i egen hånd og forårsage lidelser blandt flere tusind mennesker”.[105]
            Syrien tilsluttede sig også til den linje. Under våbenhvileforhandlingerne med Israel i 1949 fremsatte Husni al-Zaim, Syriens militærleder, der efterfølgende blev udnævnt som landets præsident, et interessant forslag: At bosætte 300.000 palæstinensiske flygtninge i det nordlige Syrien som led i en fredsaftale mellem de to lande.[106] Forslaget har været genstand for debat blandt historikere – nogle af dem har beskyldt Israel for at misse muligheden for fred med Syrien.[107] Debatten er legitim, men den misser det vigtigste: Zaim fremsatte faktisk et forslag om de facto fortrængning af palæstinensere for at skabe fred. Indtil da havde Syrien taget imod omkring 100.000 flygtninge. De levede i flygtningelejre i Damaskus-området i den sydlige del af landet. Zaims forslag ville givetvis betyde, at de skulle tage imod yderligere 200.000 flygtninge, og sættes i arbejde for at fremme landets økonomi. Intentionerne er mindre vigtige. Kernen i initiativet, at flytte et stort antal palæstinensere, viser, at tanken om befolkningsforflyttelse havde legitimitet blandt arabiske ledere – også efter Anden Verdenskrig og nederlaget i 1948.

Årsagen til at arabiske ledere støttede befolkningsforflyttelse

Da han igen blev irakisk premierminister ultimo ​​1950, foreslog Said tre forskellige programmer for overførsel af irakiske jøder: 1. luftbro via fly fra British Airways; 2. lastbiler via jordansk territorium; 3. sende jøderne i lejre i ørkenen.[108] Han forklarede sine tanker til den palæstinensiske historiker og politiker Aref al-Aref:

Jøderne har altid været en kilde til problemer i Irak. De er spioner. De solgte deres ejendom i Irak og ejer ikke jord til at dyrke sammen med os. Hvad skal de leve af? [Hvem ved] hvad de vil gøre, hvis de bliver i Irak. Nej, nej, min ven, det er bedst for os at slippe af med dem, mens vi har chancen. [Prof. vægt][109]

Irakiske jøder var ikke involveret i spionage, kun få af dem var zionister og regeringen havde nationaliseret deres ejendomme. Al-Arefs tvivl om initiativet til befolkningsforflyttelser, skyldes ikke moralske skrupler, der grundet muligheden for at forvandle “Iraks jøder og deres ejendomme” til en brik i et par år til at presse Israel til at løse det palæstinensiske problem. Jordans premierminister, Samir al-Rifai som havde støttet befolkningsforflyttelde, nægtede at overføre jøder via Jordan af frygt for vreden det ville forårsage blandt palæstinensiske flygtninge i Jordan. Diskussionen mellem de to om spørgsmålet, ifølge den britiske ambassadør i Amman, var deres diskussion tæt på at blive fysisk. Til sidst blev Saids første plan udført og jordanerne gik stille og roligt med til jødernes lufttransport over deres luftrum.[110]
            Manden, der i 1930’erne tilbød at flytte palæstinenserne, støttede i 1940’erne befolkninsforflytning, og gennemførte primo 1950’erne forflytning af ​​jøder. Det er svært at vide hvorfor Saids adfærd nærmest var tvangsadfærd. Uanset, så beviser det at han anså befolkningsforflytninger for at værelegitime, at dem som modsatte sig hans planer ikke afviste befolkningsforflytning og den jordanske regerings stiltiende accept af befolkningsforflytning.
Siden offentliggørelse af Peel-kommissionens konklusioner er den løsning blevet betragtet som det mindste af to onder, som på sigt ville redde liv og forbedre muligheden for at håndhæve nationale rettigheder for de berørte nationer. Derfor var der bred international opbakning til Peel-kommissionen. 111] 
Britiske parlamentsmedlemmer roste den kongelige kommissions rapport og beskrev den som “et af de vigtigste offentlige dokumenter i det 20. århundrede”. Det britiske kabinet støttede planen,[112] selv om de senere trak den tilbage efter pres fra udenrigsministeriet.
            Professor Benny Morris som var forskeren, der afslørede omfanget af støtte til “muligheden for befolkningsforflyttelse” af jøder og arabere, mener, at de arabiske embedsmænd var oprigtige. Han forklarer, at deres primære drivkraft var troen på at kun befolkningsforflyttelse ville give en klog, bæredygtig og retfærdig udvej ud af labyrinten i Palæstina. Løsningen ville kun være holdbar, hvis den var baseret på etableringen af ​​nationalstater gennem etnisk homogenisering. Hvis et stort og utilfreds arabisk mindretal blev tilbage i en fremtidig jødiske stat, ville det være en sikker opskrift på ustabilitet og katastrofe.[113] Omvendt ville ​​store grupper af jødiske minoriteter i arabiske lande også udgøre en fare for de eksisterende regimer: enten ved at være et let mål for nationalistiske grupper (som var hvad der skete), eller myndighedernes mistanke om at jøderne var en femte kolonne. De internationale normer var i praksis blevet realiseret – til tider meget hensynsløst, både i Europa og Asien (Indien-Pakistan), stemte Saids og andres ideer med datidens internationale tankegang.

Vestlig støtte, zionistisk tøven

Primo 1940’erne støttede det britiske arbejderparti befolkningsforflytning som passende løsning på spørgsmålet om det britiske mandat i Palæstina.[114] Ideen blev også støttet af USA’s præsident Franklin Delano Roosevelt og Herbert Hoover, Tjekoslovakiets præsident Edward Benes, britiske politikere, højtstående embedsmænd – eksempelvis vicekrigsminister Leopold Omri, højkommissær Arthur Volpe, amerikanske politikere og diplomater – eksempelvis senator Claude Pepper, USA’s ambassadør i Moskva, William Christian Bullitt, forfattere og intellektuelle – blandt dem filosoffen Bertrand Russell. Listen af tilhængerelisten af befolkningsforflytning blev også støttet Nobels fredspris vinderen, Sir Norman Angell. Han var en af ​​de mest indflydelsesrige intellektuelle, og blandt de stærkeste modstandere af fascisme og nazisme. Angell støttede forflytning af ​​den arabiske befolkning fra det britiske mandat i Palæstina til mindre udviklede områder af den arabiske verden og skabe en jødisk stat som kunne rumme flere millioner jøder fra hele verden. Christian Lange – Norges repræsentant for Folkeforbundet og vinder af Nobels Fredspris i 1921 støttede også ideen. Lange mente, at Peel-kommissionens forudsete grænser ikke var tilstrækkelige for den jødiske stat, og at den også skulle indeholde områder i Negev. I den forbindelse så han behovet for at flytte den lokale beduinbefolkning derfra, og han mente, at de økonomiske omkostninger forbundet med forflytningen ville være relativt lave.[115]
            Mens den zionistiske side både tøvede og modsatte sig forslaget, fik ideen om befolkningsforflytning flere og flere tilhængere i Vesten. Støtten kom ikke fra folk på ydrefløjen, men fra fremtrædende og indflydelsesrige personer – eksempelvis USA’s tidligere præsident, Herbert Hoover. Han skrev således i bog udgivet i 1943: “Man skal tage højde for den dristige løsning med forflytning af befolkninger… Vanskelighederne ved befolkningsforflytninger er enorme, men de er mindre end minoriteternes fortsatte lidelse og (kontinuerlige) fornyelse af krigen.”[116] Senere præciserede Hoover gentangende gange, at det var løsningen på den jødisk-arabiske konflikt, og han foreslog at flytte araberne i det britiske mandat Palæstina til Irak. Året efter luftede Winston Churchill samme ide:

Mec alt hvad vi hidtil har set: Er metoden som vil give stabilitet, forflytning. Der bliver ingen sammenblanding af befolkninger, der ikke vil skabe uendelige problemer… Vi skal rydde op her, i alle afkroge. Jeg er ikke chokeret over [befolknings] bevægelser, som er nemmere at udføre med de forhold, vi har i moderne tid.[117]

Senere fik ideen international opbakning forud for konferencen som i princippet godkendte udvisning af ​​tyskerne fra lande i Central- og Østeuropa – udvisningen begyndte allerede før Potsdam-beslutningen blev truffet.
            Og for at der ikke skal herske tvivl: Også personer fra den zionistiske bevægelse – eksempelvis Israel Zangwill, Arthur Rupin og andre havde tanker om befolkningsforflytning,[118] selvom deres støtte til idéen var mindre entusiastisk og utvetydig end den i Europa i 1930’erne og 40’erne. Der var ikke noget zionistisk politisk parti med befolkningsforflytning i deres politiske program, og tilhængere indså, at idéen ikke kunne gennemføres uden britisk støtte. Ideen er upraktisk og urealistisk. Det zionistiske samfund, også hvis det ønskede det, havde ikke magten til at gennemføre det.
            Det bør nævnes, at den revisionistiske højre- og antizionistiske forskning i nyere tid har fundet et fælles sprog, som har forsøgt at komme med marginale udtalelser, også af Herzl selv som er kernen i den zionistiske bevægelses ideologi. Men den tendentiøse litteratur ændrer ikke på det faktum, at forflytning aldrig blev en gældende linje i den zionistiske bevægelse. Den zionistiske bevægelse forsøgte at ændre Labours politiske program, så det ikke ville omfatte støtte til forflytning. Labour-medlemmer reagerede ikke på den zionistiske sides bønner. I overensstemmelse med datidens ånd, fortsatte de med at støtte idéen. i det mindste gav de besked om, at det ikke var deres hensigt at tvinge nogen til forflytning.[119]
          Det er så det sande billede: Det internationale samfund støttede ideen om befolkningsforflytning. Den Internationale Domstol begrundede det. Stort set alle arabiske ledere tog idéen op på den ene eller anden måde. Befolkningsforflytning var en løsning vedtaget i Europa efter Første- og Anden Verdenskrig. Derfor er det overraskende, at støtten til befolkningsforflytning var mindst i den zionistiske bevægelse – det er fakta. Nogle historikere, ikke kun Pappe, har formået at vende billedet på hovedet og introducere en fortælling, der bevæger sig et sted mellem løgn og bedrag.

[1] George Antonius, The Arab Awakening, Putnam 1979, s. 312.

[2] Om dele af befolkningsforflytningsbølgen se: Talip Küçücan, «Re-claiming Identity: Ethnicity, Religion and Politics among Turkish Muslims in Bulgaria and Greece», Journal of Muslim Minority Affairs 19, 1 (1999), s. 59–78.

[3] «A Country Study: Bulgaria», Library of the Congress: <http://memory.loc.gov/cgi-bin/query/r?frd/cstdy:@field(DOCID+bg0084)> I forbindelse med forfølgelse og konvertering, se eksempelvis påstande på arabisk hjemmeside: «Bulgaria: The Suffering of One Million Muslims», Islamweb: <http://www.islamweb.net/emainpage/index.php?page=articles&id=136011>; om udvisningen i 1980’erne og tilknyttet info om den muslimske minoritet i Bulgarien – eksempelvis de tyrkiske og bulgarske forskere, Kemal H. Karpat (red.), The Turks of Bulgaria: The History, Culture and Political Fate of a Minority, Istanbul 1990; Darina Vasileva, «Bulgarian Turkish Emigration and Return», International Migration Review, 26 (1992), s. 342–352; Minkov, Anton. «Bulgaria.» Encyclopaedia of Islam, 3. udgave, Brill Online 2013.

[4] Se: «Bulgaria MP Move to Declare Reviving Process as Ethnic Cleansing», Novinite 11. februar 2010: <http://www.novinite.com/view_news.php?id=113074>

[5] Eksempelvis: Justin McCarthy, Death and Exile: The Ethnic Cleansing of Ottoman Muslims, 1821–1922, Princeton NJ 1995.

[6] Ufuldstændig kildeliste, baseret på: Andrew Bell-Fialkoff, «A Brief History of Ethnic Cleansing», Foreign Affairs 72, 3 (1993), s. 110–121; idem, Ethnic Cleansing, New York 1996; Robert Melson, Revolution and Genocide: On the Origins of the Armenian Genocide and the Holocaust, Chicago 1992; Norman Naimark, Fires of Hatred: Ethnic Cleansing in Twentieth Century Europe, Cambridge Mass. 2001; idem, «Ethnic Cleansing», i Encyclopedia of Genocide and Crimes Against Humanity, bd. 1, Detroit 2005, s. 301–304; Phillip Ther og Ana Siljak (red.), Redrawing Nations: Ethnic Cleansing in East-Central Europe 1944-1948, Boulder 2001; Renata Dwan, Building Security in Europe’s New Borderlands: Subregional Cooperation in the Wider Europe, Armonk, New York 1999.

[7] «To break up (as a region) into smaller ineffectual and frequently conflicting units», Philip B. Grove (red.), Webster’s Third New International Dictionary, bd. 1, Chicago 1968, s. 166. Om Balkan i vestlig diskurs, se: Eyal Ginau, «Islam og muslimer på Balkan: Orientalistisk forståelse, myter og hukommelse», Jama’a (2002)9, s. 17–25.

[8] John A. Petropulus, «The Compulsory Exchange of Populations: Greek-Turkish Peacemaking 1922–1930», Byzantine and Modern Greek Studies 2 (1976), s. 143. «To unmix the populations of the Near East will tend to secure the true pacification in the Near East.»

[9] Christa Meindersma, «Population Exchanges: International Law and State Practice – Part 1», International Journal of Refugee Law 9 (1997), s. 340–341; Michael Barutciski, «Lausanne Revisited: Population Exchanges in International Law and Policy», i Renée Hirschon (red.), Crossing the Aegean: An Appraisal of the 1923 Compulsory Population Exchange between Greece and Turkey, Oxford 2003, s. 26; Michael L. Dockrill, «Britain and the Lausanne Conference», The Turkish Yearbook of International Relations 23 (1993), s. 10.

[10] UNHCR’s rapport (<http://balkansnet.org/refugees.html>) – ifølge rapporten har 3.680.300 flygtninge og/eller personer behov for deres hjælp; rapport i New York Times 24.11.1995, inkl. samtale med Ron Dermer, talsmand for komiteen som arbejdede med flygtninge fra krigen: «UN Facing New Burden»; og hos Weiss og Pasic, s. 45, om statistiske vanskeligheder ved vurdering af antal dræbte ved krig – især på Balkan, se: Adam Roberts, «Lives and Statistics: Are 90% of War Victims Civilians?» Survival 52 3 (2010), s. 115–136.

[11] Drazen Petrovic, «Ethnic Cleansing – An Attempt at Methodology», European Journal of International Law 5 (1994), s. 342–359.

[12] Sabrina Ramet, Balkan Babel, kap. 10, 12; Gearóid Tuathail, «After Ethnic Cleansing: Return Outcomes in Bosnia-Herzegovina a Decade Beyond War», Annals of the Association of American Geographers 99 (2009), s. 1045–1053; Jan Zwierzchowski og Ewa Tabeau, The 1992–95 War in Bosnia and Herzegovina: Census-Based Multiple System Estimation of Casualties’ Undercount, 1. februar 2010: <http://www.icty.org/x/file/About/OTP/War_Demographics/en/bih_casualty_undercount_conf_paper_100201.pdf>; Jolie Highlights, «The Continuing Suffering of the Displaced in Bosnia», 6. april 2010, UNHCR: <http://www.unhcr.org/4bbb422512.html>

[13] Udtømmende liste over befolkningsforflytninger på Balkan: Mike Haynes, «Theses on the Balkan War», International Socialism 83 (sommeren 1999), bilag 2: <http://www.marxists.org/history/etol/writers/haynes/1999/xx/balkans.htm>

[14] Bohdan Kordan, «Making Borders Stick: Population Transfer and Resettlement in the Trans-Curzon Territories, 1944–1949», International Migration Review 31 (1997), s. 704.

[15] Til trods for at den var logisk, blev ruten ikke implementeret efter Versailles-aftalerne, den blev flyttet østpå. Linjen tilskrives Storbritanniens udenrigsminister Lord Curzon og er fejlagtigt opkaldt efter ham. Se: James R. Hooker, «Lord Curzon and the ‘Curzon Line’», Journal of Modern History 30 (1958), s. 137–138.

[16] Ewa Siemaszko, «Bilans Zbrodni», Biuletyn Instytutu Pamieci Narodowej 7–8, nr. 116–117 (juli–august 2010), s. 77–94. Tak til hr. Weingest for hjælpen med at oversætte artiklen fra polsk.

[17] Mariusz Zajaczkowski, «Polish-Ukrainian Historical Disputes over the Volhynian Massacres», 18 Volhynia Massacres: Truth and Remembrance: <http://www.volhyniamassacre.eu/spory-o-wolyn>; Kataryna Wolczuk, «The Polish-Ukrainian Border: On the Receiving End of EU Enlargement», Perspectives on European Politics and Society 3 (2002), s. 245–270.

[18] Se del XII, Potsdamkonferencen: «Primary Resources: Berlin Potsdam Conference, 1945», PBS, <http://www.pbs.org/wgbh/americanexperience/features/primary-resources/truman-potsdam/> For debatterne ved konferencen – se dokumenter: United States Department of State, Foreign Relations of the United States: Diplomatic Papers: The Conference of Berlin (the Potsdam Conference), 1945, 2 volumes, Washington DC 1960.

[19] Om gruppernes oprindels, se undersøgelse. Første kap.: Alfred-Maurice De Zayas, A Terrible Revenge: The Ethnic Cleansing of the East European Germans, 1944–1950, New York 1993.

[20] Valdis O. Lumans, Himmler’s Auxiliaries: The Volksdeutsche Mittelstelle and the German National Minorities of Europe, 1933–1945, Chapel Hill 1993.

[21] De Zayas, s. 78–81.

[22] For vidnesbyrd om den slags handlinger og forbrydelser mod de tyske befolkninger, se Anthony Baiwer, Berlins fall – 1945, Yavneh Publishing, Tel Aviv 2003.

[23] Se diskussion om krigens historiografi: Robert G. Moeller, «Germans as Victims? Thoughts on a Post-Cold War History of World War II’s Legacies», History and Memory 17 (2005), s. 147–194.

[24] Eksempelvis: Douglas, s. 5.

[25] R. M. Douglas, Orderly and Humane: The Expulsion of the Germans after the Second World War, New Haven 2012, s. 65.

[26] Se eksemplevis De Zayas og hans brug af dem – især kap. 5. Ovennævnte citat, se s. 103. Redaktøren beskriver de udviste som ofre, «akkurat som de polske officerer dræbt i Katin-skoven, sigøjnerne ført til deres død af nazistisk dødspatrulje og jøderne fragtet til deres død i Auschwitz». (s. 145)

[27] Foruden undersøgelserne nævnt ovenfor, se også også diskus også artiklerne: Awa Hen og Hanes Hanning, «Forflytning af de tyske minoriteter fra Øst-Europa til Tyskland i retrospekt: Om de nye fortolkninger af ‘udvisningen’ som ‘etnisk udrensning’», Papers for the research of Holocaust (2005) 19, s. 197–217; Samuel Zaltzboran, «Det tyske mythos – at føle sig som et offerfolk: Fremstilling af ‘Tyskerne som ofre’ i den nye polmos om flugt og udvisning», Papers for the research of Holocaust 21 (2007) s. 239–260.

[28] Om Iqbals politiske ideer og hans påvirkning på Pakistan, se Iqbal Singh Sevea, The Political Philosophy of Muhammad Iqbal: Islam and Nationalism in Late Colonial India, Cambridge 2012.

[29] Yonathan Ginstein, Om magt og ikke-vold: Mahatma Gandhis liv og lære [hebraisk], Tel Aviv 2005.

[30] Litterær undersøgelse af antal flygtninge og dræbte, se: Hill et al. «The Demographic Impact of Partition in the Punjab in 1947», Population Studies 62, nr. 2 (juli 2008), s. 155–170. Mere om delingen af Indien, se: Barbara D. Metcalf og Thomas R. Metcalf, A Concise History of Modern India, Cambridge 2006, s. 203–230; James Lawrence, Raj: The Making and Unmaking of British India, New York 1997, s. 608–639.

[31] Prashant Bharadwaj, Asim Khwaja and Atif Mian, «The Big March: Migratory Flows after the Partition of India», Economic and Political Weekly 43, nr. 35 (2008), s. 39–50.

[32] Jf. oplysninger fra CIAs Factbook, 2013: <https://www.cia.gov/library/publications/the-world-factbook/>

[33] A. Guimbretière, «Kashmir», Encyclopaedia of Islam, 2. ugave, Brill Online 2013.

[34] Pervez Musharaf, født i Delhi, tidligere øverstkommanderende i Pakistans hær og præsident. Indiens premierminister, Manmohan Singh, født i landsbyen Gah (idag Pakistan).

[35] Avinoam Idan, Syd-Kaukasus – en ny geostrategisk orden, Haifa 2005, s. 11–15.

[36] Mark Beissinger, Nationalist Mobilization and the Collapse of the Soviet State, Cambridge 2002; Vicken Cheterian, «The Origins and Trajectory of the Caucasian Conflicts», Europe-Asia Studies 64 (2012), s. 1625–1649.

[37] Moshe Gammer, The Lone Wolf and the Bear: Three Centuries of Chechen Defiance of Russian Rule, London, Hurst and Company 2006.

[38] Se detaljeret undersøgelse af krigen og dens årsager: Thomas de Waal, Black Garden: Armenia and Azerbaijan Through Peace and War, New York and London 2003. Se videre s. 29–35; Christopher, Paul Colin Clarke og Beth Grill, Victory Has a Thousand Fathers: Detailed Counterinsurgency Case Studies, Santa Monica 2010, s. 219–229.

[39] Moorad Mooradian og Daniel Druckman, «Hurting Stalemate or Mediation? The Conflict over Nagorno-Karabakh, 1990–95», Journal of Peace Research 36 (1999), s. 712; De Waal, s. 285.

[40] Idan, s. 32; Patricia Carley, Nagorno-Karabakh: Searching for a Solution – A United States Institute of Peace Roundtable Report, Washington DC 2008. Og: Ron Redmond, Redmond, «Conflict in the Caucasus», Refugees Magazine 98 (dec. 1994). <http://www.unhcr.org/3b54208d3.html>

[41] I undersøgelsen er det anslået antal flygtninge 1,1 millioner – omkring 350.000 armenske kristne flygtede til områder under armensk og russisk kontrol, omkring 750.000 muslimer flygtede til områder under de azeriske myndigheders kontrol. Se: De Waal, s. 285.

[42] Artak Ayunts, «Return and Its Alternatives: Perspectives from Armenia», i Forced Displacement in the Nagorny Karabakh Conflict: Return and Its Alternatives, London 2011, s. 13–21.

[43] De Waal, s. 117–121.

[44] Cheterian, s. 217.

[45] De Waal, s. 220.

[46] Grundig gennemgang af grudlaget for den første konflikt i Abkhazia, Idan Shem, Reza Enayatollah og Qasemi Jawad. «Abkhazia (Abkhaz)», Encyclopaedia Islamica. Brill Online 2014.

[47] Erin D. Mooney, «Internal Displacement and the Conflict in Abkhazia», International Journal on Minority and Group Rights 3 (1995), s. 197–198. Om krigens forløb, se: Pael et al., s. 209–216; Alexei Zverev, «Ethnic Conflicts in the Caucasus 1988–1994», i Bruno Coppieters (red.), Contested Borders in the Caucasus, Brussels 1996: <http://poli.vub.ac.be/publi/ContBorders/eng/ch0101.htm>

[48] George Tarkhan-Mouravi og Nana Sumbadze, «The Abkhazian-Georgian Conflict and the Issue of Internally Displaced Persons», Innovation: The European Journal of Social Science Research 19 (2006), s. 283–302; Rick Fawn og Sally N. Cummings, «Interests over Norms in Western Policy towards the Caucasus: Why Abkhazia is No One’s Kosovo», European Security 10, nr. 3 (2001), s. 84–108.

[49] Se FN’s hjemmeside: <http://www.un.org/News/Press/docs//2008/ga10708.doc.htm>

[50] Om grunnlaget for konflikten i Darfur, se: Haim Koren, «Darfur i den sudanske kontekst: geografiske, historiske, etniske, religiøse og politiske aspekter», i: Arnon Sofer (red.), Flygtninge eller arbejdsindvandrere fra afrikanske lande [hebraisk], Haifa 2009, s. 67–80.

[51] En af dem er dr. Eric Reeves, ekspert i Sudan, har i 13 år arbejdet for øget bevidsthed i Vesten om folkemordet og etniske udrensning i Darfur, se: Eric Reeves, «Taking Human Displacement in Darfur Seriously», 3. juni 2013, Sudanreeves.

[52] Anita Fábos, «Migration: Refugee Camps (Sudan)», Encyclopedia of Women and Islamic Cultures, Brill Online 2013. Og her «South Sudan – Complex Emergency», 25. april 2013, USAID.

[53] Se «Sudan – Complex Emergency», 11. dec. 2009, Relifeweb. Endestående kvantitativ undersøgelse af FNs data om antal fordrevne og flygtninge per 2009. Se: Ola Olsson, «After Janjaweed? Socioeconomic Impacts of the Conflict in Darfur», World Bank Economic Review 24, 3 (2010), s. 361–385.

[54] «The UN Refugee Agency: Global Trends 2012», 19. juni 2013, UNHCR.

[55] OCHA, «Humanitarian Bulletin: Sudan», 33 (12.–18. august 2013), Reliefweb.

[56] Ud af 485.000 flygtninge fra lande udenfor Sudan, og resten internt fordrevne. Se: Thomas Lothar Weiss, «The Transition from Post-Conflict Assistance to Rehabilitation in Sudan – An IOM Contribution to State-Building and Reconstruction», i Ulf Johansson Dahre (red.), Predicaments in the Horn of Africa, Lund (Sverige) 2012, s. 189.

[57] Om flygtninge fra Cypern, se: Roger Zetter, «The Greek-Cypriot Refugees: Perceptions of Return under Conditions of Protracted Exile», International Migration Review 28 (1994), s. 307–322; Chaim D. Kaufmann, «When All Else Fails: Ethnic Population Transfers and Partitions in the Twentieth Century», International Security 23 2 (efterår 1998), s. 151.

[58] Se Folkeforbundets afgørelse her: <http://avalon.law.yale.edu/20th_century/palmanda.asp>. «Whereas the Principal Allied Powers have also agreed that the Mandatory should be responsible for putting into effect the declaration originally made on November 2nd, 1917, by the Government of His Britannic Majesty, and adopted by the said Powers, in favour of the establishment in Palestine of a national home for the Jewish people, it being clearly understood that nothing should be done which might prejudice the civil and religious rights of existing non-Jewish communities in Palestine, or the rights and political status enjoyed by Jews in any other country.»

[59] D. Sourdel, «Filastiin», Encyclopaedia of Islam, 2. udgave, Brill Online 2013.

[60] Fra ultimo 1800-tallet begyndte de at bruge den politisk – især en snæver gruppe af udannede (hovedsageligt kristne). For brederer gennemgang, se: Haim Gerber, «Zionismen, orientalismen og flygtninge», Det Nye Østen, (5762), s. 27–47.

[61] For processen, se: Avraham Sela, Israelspørgsmålet i det interarabiske system: fra oprettelsen af den Arabiske Liga til den arabiske invasion af Israel, 1945-1948 [hebraisk], doktorafhandling 1986, Det Hebraiske Universitet i Jerusalem.

[62] <http://www.meforum.org/2875/how-many-palestinian-arab-refugees>

[63] 711.000 er tallet vedtaget af en FN-komité, 23.10.1950, <http://domino.un.org/unispal.nsf/9a798adbf322aff38525617b006d88d7/93037e3b939746de8525610200567883> For yderligere diskussion om antallet, se: Benny Morris, Det palæstinensiske flygtningeproblems oprindelse 1947–1949, Tel Aviv 1991.

[64] Se §12, FNs Menneskerettighedsråds rapport, «The human rights dimensions of population transfer».

[65] Om befolkningsforflytning fra Karelen: <http://wwwedu.oulu.fi/tohtorikoulutus/jarjestettava_opetus/Alasuutari/The%20Narrative %20Construction%20of%20Karelian%20identity.pdf>

[66] Dominik J. Schaller, Late Ottoman Genocides: The Dissolution of the Ottoman Empire and Young Turkish Population and Extermination Policies, Routledge 2009, s. 20.

[67] Ferhad Ibrahim og Gülistan Gürbey (red.), The Kurdish Conflict in Turkey: Obstacles and Chances for Peace and Democracy, St. Martin Press Inc. 2000. Se også HRWs rapport: «Critical Still»; Ferhad Ibrahim Gulistan, The Kurdish Conflict in Turkey: Obstacles and Chances for Peace and Democracy, Gurbey, Palgrave Macmillan 2000.

[68] <http://edition.cnn.com/2007/WORLD/meast/06/20/damon.iraqrefugees/index.html>

[69] «Egypt’s Coptic Christians Fleeing Country after Islamist takeover», The Telegraph 13. januar 2013.

[70] Fra FN flygtningekommissionens data, medio 2013. Data forholder sig til 6,8 millioner flygtninge og forflyttede under borgerkrigen i Syrien. «2014 UNHCR Country Operations Profile – Syrian Arab Republic», UNHR, <http://www.unhcr.org/pages/49e486a76.html>
Andre taler om ca. 9 millioner: <http://syrianrefugees.eu/>

[71] Palestine Royal Commission Report, London 1937, s. 141:
«Q. Does His Eminence think that this country can assimilate and digest the 400,000 Jews now in the country? A. No.
Q. Some of them would have to be removed by a process kindly or painful as the case may be?
A. We must leave all this to the future.»
Ovennævnte er eneste direkte citat Peel-kommisionen valgte at bruge ud af flere hundrede vidnesbyrd kommisionen samlede sammen.

[72] Om Peel-planens zionistiske positioner, se: Yitzhak Gal-Nur, «Den territoriale opdeling af landet Israel: afgørelsen i 1937», Studier om Israels oprettelse 1 (1991) [hebraisk], s. 211–240; Elhanan Oren, «Reaktioner på delingsplanen (1937) og Haganahs del», Studier om Israels oprettelse 4 (1994) [hebraisk], s. 53–35. Om de palæstinenske positioner, se: Yehoshua Porath, Fra optøjer til oprør: Den palæstinensisk-arabiske nationalbevægelse 1929–1939 [hebraisk], Tel Aviv 1978, s. 275–263.

[73] William Robert Peel, var leder af Peel kommisionen og Storbritanniens tidligere Indien-minister. Med ham var også tilknyttet en tidligere ambassadør, en tidligere højstående embedsmand tilknyttet kolonimagten og en Oxford historieprofessor.

[74] Aviva Halamish, Mibayit Yehudi Lemedinah Baderech: Den jødiske bosættelse i landet Israel mellem verdenskrigene [hebraisk], bd. 2, Tel Aviv 2004, s. 230–231.

[75] Tom Segev, Anemonernes dage [hebraisk], Jerusalem 1999, s. 325–326.

[76] Det var også tidligere planer om deling af landet mellem jøder og arabere i autonome zoner, en føderation, kantoner og uafhængige stater. Især to af planerne er interessante (fremført af de højtstående palæstinensiske embedsmænd i mandat-administrationen): Musa al-Alami foreslog oprettelsen af en uafhængig jødisk kanton ved kystlinjen fra Tel Aviv til Atlit. Kantonen ville være en del af en uafhængig stat beskyttet af mandatet). Dr. Ahmad al-Khalidi foreslog at kantonen skulle udvides til Jizreel-dalen og Øst-Galilæa, og sikre etnisk separation mellem jøder og arabere. Se: Gabriel Cohen, Ideen om deling af landet Israel og en jødisk stat 1933–1935 (Italien-samtalerne, britisk regering, den zionistiske bevægelse og den arabiske ledelse) [hebraisk], Zionismen 3 (1973), s. 386–391; Netanel Katzburg, Mandatregimets andet årti i landet Israel, 1931–1939 [hebraisk], i: Moshe Lissak (red.), Historien om den jødiske bosættelse i landet Israel siden Første aliyah: den britiske mandatperiode [hebraisk], bd. 1, Jerusalem 1993, s. 385; Susan, L. Hattis, The Bi-National Idea in Palestine during Mandatory Times, Haifa 1970, s. 123–126.

[77] Palestine Royal Commission Report, s. 370.

[78] Katzburg, Det andet årti [hebraisk], s. 327.

[79] Segev, Anemonernes dage [hebraisk], s. 326.

[80] Palestine Royal Commission Report, s. 141.

[81] Ibid., s. 389.

[82] Benny Morris, Medinah Ahat, Shtei Medinot: Israel og Palæstina [hebraisk], Tel Aviv 2012, s. 53.

[83] Ibid., s. 53–54.

[84] Palestine Royal Commission Report, s. 390.

[85] Carlile A. Macartney, National States and National Minorities, Oxford University Press, London 1934.

[86] Ibid., s. 422.

[87] Ibid., s. 423.

[88] Se kap. 2.

[89] Den faste domstol for mellemfolkelig retspleje, 18. (ordinære) session, fil F. c. XIX. Resymé XVIII. I. Rådgivende udtalelse, nr. 17, 31. august 1930.

[90] «al-Alami, Musa» [hebraisk] i: Yaakov Shimoni (red.), Politisk leksikon over den arabiske verden, Jerusalem 1991, s. 323.

[91] Cohen, «Ideen om deling af landet Israel» [hebraisk], s. 387.

[92] «al-Khalidi–familien» [hebraisk] i: Shimoni, Politisk leksikon, s. 113.

[93] Cohen, «Ideen om deling af landet Israel», s. 390.

[94] Om hans liv og virke, se: Peter Slugett, «Nūrī al-Saʿīd», Encyclopedia of Islam, 2. udgave, Brill Online 2013.

[95] Benny Morris, The Birth of the Palestinian Refugee Problem Revisited, Cambridge 2004, s. 57.

[96] Ibid., s. 58.

[97] Ibid., s. 57–58.

[98] Benny Morris, Vejen til Jerusalem: Glubb Pasha, landet Israel og jøderne [hebraisk], Tel Aviv 2006, s. 78–79.

[99] Mary C. Wilson, King Abdullah, Britain and the Making of Jordan, Cambridge 1987, s. 122–123.

[100] Morris, The Birth of the Palestinian Refugee Problem Revisited, s. 58.

[101] Wilson, King Abdullah, s. 256, n. 51.

[102] Morris, ibid, s. 56.

[103] Se antihashemistisk kritik: Abdallah al-Tall, Abdallah al-Talls memoarer [hebraisk], Tel Aviv 1960.

[104] Benny Morris, «Kommentarer til den zionistiske historiografi og ideen om forflytning i 1937-1944» [hebraisk] i: idem., Tikun Ta’ut, Tel Aviv 2000, s. 43.

[105] Sa’id kom med lignende udtalelse til FNs forligskommision, 18. februar 1949, til amerikansk diplomat og britisk embedsmand i udenrigsministeriet den 8. Marts, i september til embedsmand på Storbritanniens ambassade i Bagdad og FN-repræsentanter. Ya’akov Meron, «Why Jews Fled the Arab Countries»Middle East Quarterly 2, 3 (september 1995), s. 47–55.

[106] Avi Shlaim, «Husni Zaim and the Plan to Resettle Palestinian Refugees in Syria», Journal of Palestine Studies 15, nr. 4 (sommeren 1986), s. 68–80.

[107] For debat om emnet, se: Itamar Rabinovitch, Hashalom Shhamak: Yahasei Yisra’el-Arav 1949-1952, Jerusalem 1991, ka. 3; Moshe Maoz, Yisrael-Syria Sof Hasichsuch?, Or Yehuda 1996, s. 28-34.

[108] Hans første initiativ mislykkedes fordi Israel kun var forberedt på at tage imod få tusind irakiske indvandrere per måned – det lå langt under de 50.000 som Said ville sende afsted. Hans andet initiativ blev mødt af stærk kritik fra Jordan, han tredje initiativ blev torpederet af Iraks kong Abd al-Illah. Se: Martin Gilbert, I Ismaels telt: Historien om jøderne i muslimske lande [hebraisk], Tel Aviv 2013, s. 245–246; Meron, ibid.; Alec Kirkbride, From the Wings: Amman Memoirs, 1947–1951, London 1976, s. 115–116.

[109] قد كانﻥ اﺍلﯿﻴﮫﮭﻬودﺩ دﺩاﺍئما وﻭاﺍبداﺍً مصدرﺭ شر وﻭضررﺭ اﺍلى اﺍلعراﺍقﻕ ٠۰ اﺍنﮫﮭﻬم جواﺍسﯿﻴس ٠۰ باعواﺍ ممتلكاتﮫﮭﻬم في اﺍلعراﺍقﻕ ،٬ وﻭلﯿﻴس لﮫﮭﻬم عندنا اﺍرﺭاﺍضﺽ يزرﺭعونﮫﮭﻬا. فكﯿﻴف يعﯿﻴشونﻥ؟ وﻭماذﺫاﺍ يفعلونﻥ لو بقواﺍ في اﺍلعراﺍقﻕ. كلا ،٬ يا صديقي ٠۰ اﺍنه خﯿﻴر لنا اﺍنﻥ نتخلص منﮫﮭﻬم ،٬ ما دﺩاﺍمت اﺍللفرصة سانحة للتخلص Fra: Aref al-Aref, Nakbat Falastin wal-Fardus al-Mafkud, bd. 4, Sidon og Beirut 1953, s. 853.

[110] Aref al-Aref (ibid., s. 894)- fortæller at han var overrasket over at høre om planerne.

[111] Blandt staterne som støttede implementering af Peel-planens anbefalinger var Norge, Letland, Polen, Tjekkoslovakiet, Rumænien, Jugoslavien, Mexico og Uruguay. Se: Shulamit Eliash, «De Valera og delingsplanen for landet Israel [hebraisk]», Cathedra 97 (september 2000), s. 122.

[112] Katzburg, «Det andet årti [hebraisk]», s. 392.

[113] Morris, The Birth of the Palestinian Refugee Problem Revisited, s. 59: «De var især motiveret af at delingen på længere sigt ville være den eneste levedygtige løsning, en relativ retfærdig løsning på det palæstinensiske virvar og en delingsløsning ville kun kunne gennemføres hvis der også ville ske en storstillet forflytning af arabiske innbyggere ud af den fremtidige jødiske stat; en stor og fjendtlig arabisk minoritet i den fremtidige jødiske stat ville være en sikker opskrift på destabilisering og katastrofe.»

[114] «Også her i Palæstina, er det muligt på baggrund af et menneskeligt grundlag, at fremme stabil bosættelse og befolkningsforflytning. Opmuntre araberne til at flytte ud i takt med at jøderne flytter ind. Giv dem generøs kompensation for deres land og sørg for at deres bosættelse et andet sted bliver vel organiseret og ordentligt finasieret. Araberne har mange store landområder; de må ikke gøre krav på at ekskludere jøder fra det lille område i Palæstina, som er mindre end Wales.» Se: Yosef Gorni, Den tvetydige kontakt: den britiske Labour-bevægelse og dens holdning til zionismen 1917–1947 [hebraisk], Tel Aviv 1982, s. 265.

[115] Se lang liste med alt lige fra statsmænd til filosofer som støttede befolkningsforflytning, se: Chaim Simons, International Proposals to Transfer Arabs from Palestine 1895–1947: A Historical Survey, Hoboken, N.J. 1988, s. 149–190.

[116] Benny Morris, «Kommentarer til den zionistiske historiografi og ideen om transfer» [hebraisk], i: Yehiam Weitz (red.), Mellem vision og revision: 100 års zionistisk historiografi, Shazar 1997, s. 208–219.

[117] Benny Morris, 1948Historien om den første arabisk-israelske krig [hebraisk], Tel Aviv 2010, s. 3–34; Yosef Heller, «Forflytning som besættelse» [hebraisk], Cathedra 99 (april 2001), s. 156.

[118] Derek Jonathan Penslar, «Herzl og de palæstinensiske arabere: myte og modmyte» [hebraisk], Israel 6 (2004), s. 149; Oren, «Reaktioner på delingsplanen» [hebraisk], s. 80.

[119] Oren, «Reaktioner på delingsplanen», s. 80

Med noen få klikk kan du gi med mobilen din.