Vi får igen og igen at vide, at vi skal anerkende den palæstinensiske “fortælling” om konfliktens oprindelse for at forstå deres smerte og skabe fred.
Sandheden er, at vi skal gøre det modsatte. Den palæstinensiske fortælling er allerede blevet bredt godkendt af mange i den akademiske verden, og jo mere den bliver ved med at vinde anerkendelse, desto mindre bliver chancerne for fred. For at opnå fred har vi brug for historiske fakta – ikke fortællinger, skriver veteran journalist Ben-Dror Yemini i Yediot Ahronot.
Blandt dem, der dyrker den palæstinensiske fortælling om konflikten mere end nogen anden, er den israelske prof. Ilan Pappé, den mest ikoniske internationalt anerkendte anti-israelske propagandist nogensinde, påpeger Yemini.
Det er kun få dage siden han skrev: “Nazi-Tyskland valgte den forkerte side af historien, og Tyskland i dag tager igen fejl på grund af deres støtte til Israel.”
Nu lader det til at Pappé er ved at lancere en ny kampagne mod Tysklands Bundestag, hvor han forsøger at “ophæve” Israels ret til at eksistere. Pappés ekspertise-manipulation her er virkelig bemærkelsesværdig: Tidligere forsøgte Tyskland at udslette jøderne; nu forsøger Pappé og hans tilhængere at presse Tyskland til at validere propaganda, der opfordrer til at udslette verdens eneste jødiske stat. Pappé promoverer principperne om Nakba som markeres den 15. maj – mens han fuldstændig fordrejer historien undervejs.
Nakba, også kendt som den palæstinensiske katastrofe skete og det er forståeligt at den har bragt smerte med sig, skriver Yemini. Der var massefordrivelse og beretninger om massedrab. Naturen af Nakba er indlejret i datidens historie, hvor befolkningsfordrivelser skete jævnligt og nærmest altid blev ledsaget af forfærdelige begivenheder, skriver Yemini.
Det skete også under den jødiske Nakba, hvor jøderne blev drevet ud af arabiske og muslimske lande blot fordi de var jøder. Eneste forskel er, at forud for palæstinensernes Nakba blev jøderne udsat for forfærdelige forfølgelser.
Arabernes leder i det daværende britiske mandat – Amin al-Husseini, den tidligere stormufti af Jerusalem – opholdt sig i Tyskland under hele Anden Verdenskrig og tjente nazisterne i kraft af sin særlige talent i propaganda, hvori han opfordrede muslimer verden over til at udslette deres jødiske naboer.
Amin al-Husseini handlede ikke alene, flere arabiske ledere truede med at udslette jøderne i arabiske lande, hvis der blev etableret en jødisk stat.
Det vigtige spørgsmål er imidlertid, om araberne i Det britiske mandat støttede nazisterne? En af de tilbagevendende påstande er, at de palæstinensiske arabere, ligesom jøderne (den jødiske brigade), meldte sig frivilligt til den britiske hær under Anden Verdenskrig. Eksempelvis påstod historieekspert prof. Mustafa Kabha og prof. Mustafa Abbasi at palæstinenserne kæmpede mod nazisterne.
Ikke desto mindre, formåede Al-Husseini lige efter krigen at undslippe retsforfølgelse for at have optrådt som en nazistisk kollaboratør og generobrede sit politiske lederskab over araberne i Det britiske mandat. Fawzi al-Qawuqji, en førende arabisk nationalistisk militærskikkelse i mellemkrigstiden, tilbragte også Anden Verdenskrig i Tyskland for at hælde ekstra brænde på den nazistiske propaganda-maskin. Qawuqji blev senere øverstbefalende for den arabiske befrielseshær, som opfordrede til at smide jøderne i havet.
Spørgsmålet er om den omstændighed at flere tusind palæstinensiske arabere meldte sig til den britiske hær, beviser, at kun et lille mindretal af palæstinenserne støttede nazisterne? Ifølge den israelske forsker og forfatter Yoni Rainey er svaret nej.
I sine bøger – “Lukket sag” og “The Hidden Side of Nazism and the Holocaust” – hævder han, at omkring 9.000 palæstinensiske- og jordanske arabere meldte sig til den britiske hær under krigen (til sammenligning meldte omkring 27.000 jøder sig). Men fra det øjeblik det stod klart at tyskerne kunne passere gennem Egypten og nå Det britiske mandat i foråret 1942, skiftede de palæstinensiske arabere side.
Omkring 78% af de arabiske frivillige deserterede fra Den britiske hær og stjal ofte våben for at hjælpe tyskerne med at bekæmpe jøderne, når tiden kom, skriver Yemini. Derudover viser en undersøgelse foretaget i 1941, at 88% af de palæstinensiske arabere støttede Nazityskland, mens kun 9% støttede Det britiske mandat.
Alt det er fakta! De er vigtige af samme grund som jøderne må erkende, at der var tilfælde af massakre rettet mod palæstinenserne, selv om det kun var få, og at der var fordrivelse, ikke blot desertering af de lokale arabere.
Ligeledes skal den arabiske side tage ansvar for deres kollektive støtte til nazisterne. Muftien og Qawuqji repræsenterede trofast det arabiske folk. Og hvis, krigen var endt med tysk sejr, ville der ikke have været en Nakba, derimod ville alle udryddelsen af alle jøder i Mellemøsten være begyndt.
Så nej, der er ingen grund til at undskylde. Og skulle der være nogle som undrer sig, har aggressoren, der nægtede alle delingsplaner og planlagde at udslette en nation, ingen ret til restitution eller kompensation, og bestemt ingen ret til at vende tilbage, understreger Yemini.
De knap 1 million jøder fordrevet fra de arabiske lande som fik konfiskeret alt hvad de ejede, har ret til at få det tilbage.
Dem som dyrker den palæstinensiske fortælling, nærer had, opildning til terror og blodsudgydelser. Vejen til fred kræver at vi vælger den modsatte tilgang, anerkender historiske fakta og starter et nyt kapitel med fred og forsoning, slutter Yemini.
