Den 12. april 2021, skrev MIFF blandt andet; Fotobevis: Her er den palæstinensiske leder i nazisternes koncentrationslejr i 1942. Haj Amin al-Husseini besøgte koncentrationslejren i Trebbin i 1942. Læs HER.
Mark Regev er tidligere rådgiver for premierministeren og er i øjeblikket senior gæstestipendiat ved Institut for Nationale Sikkerhedsstudier (INSS).
Her er Regevs indlæg i Jerusalem Post om palæstinensernes manglende opgør med deres rolle under Holocaust.
De fleste israelere ved ikke at den 11. november er en meget betydningsfuld dato i deres historie.
Den 11. november 1942 ved El Alamein i den nordafrikanske ørken blev den tyske blitzkrig på vej ind i Mellemøsten endelig stoppet da den britiske general Bernard “Monty” Montgomery besejrede Erwin Rommels Afrika Korps i en allieret sejr som afsluttede den eksistentielle trussel som nazisterne udgjorde for jøderne i det daværende britiske mandat.
For Winston Churchill var El Alamein et afgørende øjeblik. Efter alt for mange Dunkerque-lignende “gloriøse nederlag” havde den meget kritiserede britiske hær endelig vundet en afgørende sejr over den tyske Wehrmacht. For første gang siden Anden Verdenskrig begyndte i 1939, kunne Churchill få kirkeklokkerne til at ringe i hele Storbritannien og fejre den længe ventede triumf af de allierede.
Hvis El Alamein for briterne var en tiltrængt militær sejr, var den for de jøder som levede i det britiske mandatet en redning. Var tyskernes militære fremrykning ikke blevet stoppet i Egypten, ville Sinai og det britiske mandat have været de næste, og der er ingen tvivl om, hvad den nazistiske besættelse have betydet for de 500.000 jøder som levede der.
Hvert år på Holocaust-mindedagen afholdes der landet over mindeceremonier, hvor israelerne mindes de “seks millioner jøder, der blev myrdet under Holocaust af Nazityskland og deres allierede.” De sidste tre ord i den officielle liturgi er væsentlige, fordi de understreger rollen som ikke-tyskere spillede under Holocaust. Sammenhængen er veldokumenteret af historikere som har studeret sammenhængen mellem niveauer af samarbejde og omfanget af det industrielle massmord mod det jødiske folk.
I tyskbesatte områder, hvor befolkningen enten støttede folkedrabet eller var ligeglade med deres jødiske naboers skæbne – eksempelvis det besatte Ukraine og de baltiske stater, blev stort set alle jøderne myrdet.
Derimod, i de besatte områder hvor befolkningen aktivt hjalp det lokale jødiske samfund, var der tendens til at omfanget af massemordet var begrænset. Danmark og Bulgarien skiller sig ud – de er begge eksempler på lande, hvor de lokales indsats og den brede befolkning hjalp med at redde en væsentlig del af deres jødiske samfund.
Hvis Rommel havde vundet slaget ved El Alamein og Wehrmacht var nået til det britiske mandat, hvilken kategori ville de arabiske palæstinensere så være? Ville de have gjort som danskerne og bulgarerne og handlet for at redde jøderne, eller ville de gøre som letterne og ukrainerne, der med få undtagelser samarbejdede i massemordet på jøderne?
De tilgængelige data peger i en klar retning. Selvom der uden tvivl ville have været arabere som ville risikere deres liv for at redde jøder, er der næppe tvivl om, at tyskerne ved at besætte det britiske mandat, ville have fundet en samarbejdende ledelse som var ivrig efter at hverve lokalbefolkningen i massedrabet på jøder.
På det tidspunkt havde Amin al-Husseini været stormufti af Jerusalem siden 1921, præsident for Det Øverste Muslimske Råd siden 1922 og præsident for Den Arabiske Højere Komité siden 1936. Han var således den centrale figur i den palæstinensiske nationale bevægelse, og hans synspunkter var ingen hemmelighed. Han var en hardcore antisemit og en berygtet nazistisk kollaboratør.
Efter Hitlers magtovertagelse gennemførte Husseini sammen med andre arabiske nationalister en vellykket kampagne for at presse briterne til at holde portene til det britiske mandat næsten hermetisk lukket for europæiske jøder som flygtede fra nazisterne – jødernes skæbne var således beseglet.
Efter Anden Verdenskrig udbrød var Husseini med til at orkestrere det pro-nazistiske Rashid Ali-kup i april 1941 i Irak og efterfølgende Farhud-massakren (læs om massakren HER) mod jøder i Baghdad. Da briterne generobrede den irakiske hovedstad, flyttede Husseini til Berlin, hvor han forblev frem til det tyske nederlag. I Berlin blev han Hitlers mest åbenhjertige arabiske fortaler, og udsendte nazistisk propaganda til Mellemøsten, mens han rekrutterede bosniske muslimer til Waffen-SS.
Husseini kendte til den endelige løsning (Endlösung) og han støttede massemordet. Fra Husseinis perspektiv var det bedre at myrde halvanden million jødiske børn end at redde børnene ved at lade dem flygte til det britiske mandat. Efter Nazitysklands sammenbrud i 1945 flygtede Husseini fra Europa til Kairo for at undslippe international retsforfølgelse for krigsforbrydelser.
Symptomatisk for de fremherskende holdninger i palæstinensiske politik, og trods meget velfortjent fordømmelse af Husseini, blev han alligevel valgt som præsident for den palæstinensiske regering i september 1948.
Selv den uforskammede antizionistiske libanesiske intellektuelle Gilbert Achcar (forfatter til bogen The Arabs and the Holocaust), som ser politisk logik i, at arabiske nationalister finder fælles sag med Storbritanniens aksefjender, anser Husseinis antisemitisme og entusiasme for massemord for fuldstændig utilgivelig.
I betragtning af Husseinis skamfulde historie under krigen i fraværet af en tysk besættelse af det britiske mandat, er der næppe tvivl om hvad det ville have inkluderet, hvis Hitlers hære havde nået Israel. Führeren ville have været ivrig efter at udnytte Husseinis lederskab af araberne og sendt ham til Jerusalem for at lede en samarbejdende administration dedikeret til at arbejde med nazisterne om at “løse det jødiske problem.” Sammen ville de have været yderst effektive til at gøre det, idet Palmahs planer om at føre en guerillakrig i Tito-stil mod tyskerne fra Karmelbjergene kun havde symbolsk betydning, uden nogen realistisk mulighed for at forhindre massemordet mod jøderne.
Desværre er Amin al-Husseini i dag i de palæstinensiske myndigheder (PA) fortsat en respekteret figur, en æret grundlægger af den nationale kamp. Langt fra kritisk at konfrontere beviser på krigstidssamarbejde vælger palæstinenserne at pervertere historien.
Se hvor mange milliarder de danske skatteydere giver PA i 2021-2025 – læs HER.
PA-præsident Mahmoud Abbas som talte for Det Palæstinensiske Nationale Råd i 2018, hævdede, at Holocaust var forårsaget af jødernes “sociale adfærd, [opkrævning] af renter og økonomiske forhold.” Abbas dedikerede sin doktorafhandling fra 1982 og en bog fra 1984 til den løgnagtige påstand om, at zionister samarbejdede med nazisterne. (Tidligere London borgmester, Ken Livingstone, blev suspenderet fra Storbritanniens Labour Party i 2016 for at have opdigtet den absurde påstand).
Læs eksempelvis; PA: – Holocaust var Europas hævn over jødernes ondskab. De palæstinensiske myndigheder (PA) som hvert år modtager flere mio. danske skattekroner markerer den internationale Holocaust-mindedag ved at tilsværte ofrene.
Og; Du er med til at betale for PAs Holocaust fordrejning. PA-TV: – Jødisk indvandring var en del af et koloniprojekt for at dræbe palæstinenserne.
Palæstinensisk historisk revisionisme inkluderer også påstanden om, at palæstinenserne selv er Holocaust-ofre, idet de hævder, at de blev tvunget til at betale for Europas forbrydelser, og mistede deres hjemland, så Vesten kunne sone sine synder mod jøderne.
I 2019 tilsluttede den demokratiske kongreskvinde Rashida Tlaib, som selv har palæstinensiske rødder, det absurde argument, hun sagde at “det var mine forfædre – palæstinensere – der mistede deres land, og nogle mistede deres liv, deres levebrød, deres menneskelige værdighed, deres eksistens… i navnet på at forsøge at skabe et sikkert tilflugtssted for jøder,” meget passende undlod hun at komme ind på den palæstinensiske ledelses adfærd i de skæbnesvangre år.
Tysklands efterkrigsintegration i Europa var baseret på at landet skulle påtage sig det fulde ansvar for sine krigshandlinger. Over hele Europa, øst og vest fordømmer nationer de indbyggere som samarbejdede med den nazistiske og antisemitiske politik. Det er på høje tid, at palæstinenserne gør det samme.
Måske burde EU’s repræsentanter for de palæstinensiske myndigheder (PA) opmuntre dem til at gøre det. For uden en sådan entydig officiel fordømmelse af Amin al-Husseinis arv, vil tvivlen om den nuværende palæstinensiske ledelses karakter bestå, en tvivl som også har indflydelse på Israels nuværende politiske overvejelser.
