I 2013 udgav MIFF bogen Halvmåne og hakekors af Martin Cüppers og Klaus-Michael Mallmann, historikere som begge var tilknyttet Universitetet i Stuttgart. Bogen (som desværre er udsolgt) fortæller historien om alliancen som kunne havde kvalt den moderne stat Israel allerede før den blev født. Helt fra nazisterne kom til magten i 1933, havde muftien af Jerusalem, Haj Amin al-Husseini, set for sig at Adolf Hitler kunne løse hans «jødeproblem». Sommeren 1942 så alt lyst ud for muftien. Tyske divisioner rykkede østover i Nordafrika, stadig nærmere det britiske mandat i Palæstina. SS gjorde klar med en indsatskommando med mænd som havde personlig erfaring med massemord af jøder fra Øst-Europa. Halvmåne og hakekors dokumenterer hvordan nazisternes forsøg på å tilintetgøre jødisk nærvær i det britiske mandat i Palæstina fik omfattende og aktiv støtte fra arabisk side.
De to tyske forfattere peger på det dystre faktum at der aldrig er blevet taget et opgør med nazismen i den arabiske verden. Fører-dyrkelsen levede videre i de arabiske diktaturer. Jødehadet fortsatte med at brede sig og resulterede i store overgreb mod jøder i hele den arabiske verden. To årtier efter hagekorsets dødsskvadroner var blevet besejret i Europa havde halvmånens antisemitter jaget næsten alle jøder ud af den arabiske verden.
7. april 2021 publicerede magasinet Tablet tre relativt nyopdagede billeder som giver nyt fotobevis på den tætte forbindelse mellem stormuftien af Jerusalem, Haj Amin al-Husseini, og nazisterne. På billederne ses al-Husseini under sit besøg i koncentrationslejren i Trebbin sammen med nazistiske ledere og støttespillere for Hitler-Tyskland fra andre lande.
Al-Husseini hyldes også i dag af dagens palæstinensiske ledere.
Cüppers og Mallmann skriver i efterordet af sin bog:
«Al-Husseini tog aldrig afstand fra nazismen. I 1944, da krigen var ved at slutte og mens han var fortsat i eksil, skrev han godt nok at han aldrig ville være rejst til Tyskland hvis et andet arabisk land havde taget imod ham i 1941. Men den kommentar skyldtes nok mere hans skuffelse over at de fælles projekter var mislykket, end at han pludselig tog afstand fra alliancepartneren. Da han kom tilbage til Mellemøsten, viede han sig til sin hjertesag – kampen mod jøderne. Muftien mente at det også i efterkrigssituationen i Mellemøsten var på sin plads at opildne araberne til at de «burde gå sammen om at overfalde jøderne og tilintetgøre dem». Han sammenkaldte tusindvis af frivillige i det britiske mandat i Palæstina. Efter briterne ville være væk skulle de sørge for at virkeliggøre drømmen om at tilintetgøre jøderne. Derudover opbyggede han utrætteligt nye internationale alliancer som skulle hjælpe ham med at opnå målet. I 1951 var al-Husseini formand i muslimsk verdenskonference. Fire år senere deltog han desuden ved den første afroasiatiske konference i Bandung i Indonesien. Blandt palæstinenserne var han også meget populær. Da han besøgte Jerusalem marts 1967, trak han tusindvis af mennesker ud i gaderne.
Al-Husseini forsømte heller ikke spørgsmålet om en værdig efterfølger. Allerede i 1952 opfordrede han sin fjerne slægtning, Yasir Arafat til at lade sig vælge til leder af den palæstinensiske studenterforening. Det skulle blive starten på en lovende politisk karriere. De mødtes jævnligt helt frem til slutningen af 1960’erne. Efter alt at dømme gav møderne muftien indtryk af at Arafat var en egnet leder for en fremtidig palæstinensisk nation. Al-Husseini døde 4. juli 1974 i Beirut. Han blev begravet i Libanon, og flere tusind af hans tilhængere mødte op. I tråd med det som havde været hovedlinjen i hans livsværk, udviklede begravelsen sig til en antijødisk massedemonstration.»
