Da Ceen Gabbai diskuterede konflikten mellem palæstinenserne og israelerne med sin lærer i første klasse, vidste hun ikke, hvor stor en risiko hun løb, skriver Times of Israel.
Året var 2000, og studerende over hele verden havde stærke meninger om den anden intifada. Men Gabbais situation var en anden: Hun var en af de få jødiske elever i Saddam Husseins Irak. At stå op for Israel i en grundskole i Bagdad var ikke en god ide.
-Saddam Hussein var skør i forhold til Palæstina,” fortalte hun til Jewish Telegraphic Agency. Jeg gik i skole, og de talte om, hvor forfærdeligt det var og at Israel var forfærdelig. Og jeg tænkte ‘det er en løgn.’
Gabbai blev kaldt til skolekontoret, hun fik et brev hjem til sine forældre, herefter blev de indkaldt til rektoren. Kort efter flyttede de, og hun skiftede skole. Efter den episode talte hendes forældre ikke med hende om Israel eller jødedom igen.
Gabbai har haft et farligt liv. Født som jøde under det irakiske diktatur, udholdt hun konstant antisemitisme allerede fra en ung alder, og overlevede derefter den amerikanske invasion af Irak i 2003 og årene efter krigen.
I 2015 fik Gabbai asyl i USA. I dag bor hun i et ortodoks kvarter i Brooklyn, hun har et barn, er folkeskolelærer og skriver børnebøger. Hun ser ikke tilbage med glæde på de vanskeligheder, hun måtte igennem – alligevel har de lært hende at holde ud uanset situationen.
”Jeg blev født som en arabisk jøde af en grund – jeg skal bruge det faktum til at få det bedste ud af det og være god til det,” sagde hun. ”Det er hvad jeg gør – at være god til de ting, jeg er i.”
Jøderne har en lang og rig historie i det nuværende Irak og det daværende Babylonien. Kong Nebudkadnesar tog en del af jerusalemitterne til fange i år 586 f.Kr. og førte dem til Babylonien.
Den babyloniske Talmud (Talmud betyder at studere på hebraisk) blev nedfældet på skrift i Babylonien. Frem til 1930’erne havde jøderne fremtrædende positioner i regeringen og erhvervslivet. Der var ca 150.000 jøder i Irak, før staten Israel blev oprettet i 1948.
Men forholdene blev dårligere i 1941, da irakere angreb deres jødiske naboer i det, der kaldes Farhud, et to-dages pogrom, hvor ca. 180 jøder blev dræbt. I begyndelsen af 1950’erne havde de fleste jøder forladt Irak til Israel.
”Der er en enorm nostalgi hos muslimer og kristne i de arabiske lande for det fælles liv, som jøder og ikke-jøder delte dér,” sagde Elhanan Miller, en rabbinsk studerende, der interviewede Gabbai til en serie, han skriver med jøder fra arabiske lande. ”[For jøder] er det en blanding af nostalgi og smerte.”
Gabbai sagde, at selvom irakere hævder at være imod zionisme, men tolerante over for jøder, følte hun sig aldrig accepteret for den hun var. Lærerene gjorde det svært for hende i skolen på trods af hendes gode karakterer. En af hendes lærer gav hende endda en kopi af Adolf Hitlers manifest – Mein Kampf.
”Det var svært at være jøde, fordi jeg følte, at du som jøde ikke hører til noget sted,” sagde hun. ”Uanset hvor du går, beder folk dig om at rejse. Hvis du er i Mellemøsten, beder folk dig om at rejse. I Amerika har du antisemitisme. Uanset hvor du går, beder folk dig om at rejse væk.”
Gabbais familie skjulte deres jødedom for venner og naboer og lod andre tro, at de var kristne eller agnostiske. Hvis hendes jævnaldrende havde fundet ud af det, ville de håne hende. Mens Gabbai voksede op, var familien nødt til at flytte fem gange på grund af antisemitisk chikane.
”Jeg sagde altid, giv mig en chance for at gøre noget dårligt først og så kan I hade mig,” sagde hun. ”Jeg ville være okay med det, men I hader mig uden grund. Det handlede om mig personligt, om noget, som jeg ikke havde indflydelse på.”
Der var dog også lyspunkter. Gabbai var bange for at fortælle en af sine bedste venner – en hengiven muslim, at hun var jødisk. Men da hun gjorde det, accepterede hendes ven hende, og de to forblev tætte venner (skønt Gabbai aldrig afslørede sin religion for sin vens forældre). Og lige inden Gabbai rejste, indspillede hendes venner “Hatikvah” – Israels nationalsang til hende. Det var deres måde at fortælle hende, at de elskede hende.
”Det følte jeg trøst i, fordi jeg vidste, at de ikke brugte mig som propaganda,” sagde hun. ”De havde det godt med at jeg er jøde og at jeg er en del af Israel. Derfor gjorde de noget smukt for mig. Det faktum, at det var farligt, gjorde det endnu smukkere.”
Sammen med antisemitismen måtte Gabbai også håndtere en anden fare, mens hun voksede op: Irak-krigen. Hun har en række frygtindgydende minder fra den tid. Hun boede sammen med sin bedstemor og familie i en kælder under den amerikanske invasion. En dag hvor hun gik i skole fandt hun bygningen jævnet med jorden efter bombardementer. Eller en dag, hvor hun kørte i taxa med sin far og en bombe sprang lige foran dem.
”Jeg husker ikke ret meget fra den dag,” sagde hun. ”Jeg kan huske glasset fra vinduet i bilen, der hele knækkede, og jeg kan huske, at der kom blod fra min fars hoved, og jeg tror, han besvimede.”
Mens krigen rasede, formåede Gabbai at få en bachelorgrad i jura i en alder af 19, som den yngste på holdet. Kort efter fik hun asyl i USA med hjælp fra HIAS – en amerikansk jødisk flygtningehjælpsorganisation. Hun bor nu midt i Brooklyn’s syriske jødiske samfund og elsker at se de ting, hun gik glip af – store, glade jødiske familier, der færdes frit sammen med deres naboer og familier.
Efter at have været igennem så meget i Irak, sagde hun, at flytningen ikke har været så hård for hende. Hun sagde, at en række amerikanere har sagt undskyld til hende for Irak-krigen.
”Jeg synes, det er OK for det meste,” sagde hun om sin flytning. ”Jeg har lært, hvordan jeg skal tilpasse mig forandringen. Flytningen var ikke et chok for mig.”
Gabbai er folkeskolelærer og har udgivet børnebøger. I sit arbejde fokuserer hun på at nedbryde stereotyper.
I en af hendes historier bliver en pige til ridder, men i stedet for at dræbe en drage, indser hun, at dragen er pæn og bliver ven med den.
”Hvis verden siger, at du er dårlig, at du er forkert – er det måske verden som er forkert,” sagde hun. ”Måske er du ikke den forkerte, måske er de forkerte. Måske burde du være stolt af den du er. ”