I artiklen Fra Israel-fjende til Israel-forsvarer (norsk), har vi omtalt Nathan Weinstock. Han blev født i Antwerpen i 1939. I 60’erne, og en periode derefter, var han stærk modstander af Israel, selvom han er jøde. Vi har set på, hvad han gjorde, efter han blev en stærk forsvarer for Israel.
I Frankrig (Weinstock bor i den franske by Nice) bor der ca. 500.000 jøder, ifølge Wikepedia. De fleste kommer oprindeligt fra arabiske lande, især fra de lande som var franske kolonier i Nordafrika (Marokko, Algeriet, Tunesien og desuden Egypten, ifølge Wikepedia.)
Da Weinstock ville læse om disse menneskers historie og hvorfor de drog væk fra det, som havde været deres hjemlande i århundrede, blev han overrasket: Der fandtes ikke nogen bog på fransk, som omtalte historien om, hvordan de jødiske samfund i Nordafrika blev fjernet derfra i midten af 1900-tallet og derefter. Da bestemte han sig for at skrive bogen selv.
Bogen blev udgivet på Fransk: Une si longue présence: Comment le monde arabe a perdu ses Juifs, 1947-1967). (En så lang tilstedeværelse: Hvordan den arabiske verden mistede sine jøder, 1947-1967.) Nu er bogen blevet udgivet på hebræisk på forlaget Babel Books.
Weinstock er ”autodidakt historiker”. Bogen har over 900 fodnoter. Weinstock har hovedsageligt anvendt sekundære kilder. Men han har også brugt en del primære kilder, som han har fundet i arkiverne ved Alliance Israelite Universelle i Paris og andre steder.
Bogen er grundig og detaljeret, interessant og overbevisende, mener Adi Schwartz, som omtalte bogen i Ha’aretz den 29. maj 2014 (engelsk).
Dybe rødder i de arabiske lande
Weinstock havde troet, at jøderne i de arabiske lande gik og længtes efter at komme væk, og udnyttede muligheden til at rejse til Israel så snart de kunne. Men han fandt ud af, at det sædvanligvis ikke var tilfældet. Jøderne i de arabiske lande var stærkt knyttet til deres hjemland, hvor de ofte havde boet meget længe.
Weinstock fandt for eksempel ud af, at jødiske forfattere havde lagt grundlaget for den irakiske litteratur. Egypteren, som i midten af 1900-tallet fandt på slagordet ”Egypten og egyptere” og var kendt som ”den egyptiske Molière”, var en jøde som hed Jacob Sanna.
Jøderne i de arabiske lande følte godt nok en tilknytning til Israels land. Men den organiserede zionist-bevægelse var meget svag i de arabiske lande. Det store flertal af jøder rejste væk fordi de var nødsaget til det.
Det er beretningen om en tragedie. Hundrede tusinder af orientalske jøder blev drevet bort fra deres hjem og hjemlande med grusomme metoder. De blev forvist, forfulgt og likvideret.
Mange jøder forsøgte at blive en del af de arabiske, nationale frigørelsesbevægelser. For eksempel Overrabbineren i Egypten midt i 1900-tallet, Chaim Nahum, som ofte talte imod zionismen. I Irak grundlagde jødiske kommunister Den anti-zionistiske Liga. Også i Nordafrika gav jødiske kommunister udtryk for solidaritet med de folk, de boede iblandt, og var fremtrædende blandt de, som forlangte national frigørelse (fra de europæiske kolonimagter).
På den anden side havde de organiserede zionister vanskeligt ved at rekruttere nye medlemmer. Weinstock hævder bestemt, at det ikke var zionsmen der fjernede jøderne fra deres arabiske omgivelser.
Antallet af jødiske flygtninge
I 1945 boede der næsten en million jøder i den arabiske verden. I dag er det omkring 4500, hvoraf de fleste bor i Marokko. Intet andet sted i verden er de jødiske samfund blevet reduceret så dramatisk, ikke en gang de samfund, som blev udsat for Holocaust.
Pogromer
Vi hører af og til, at jøderne levede i fred og fordragelighed i den arabiske verden. Men det passer umiddelbart ikke. I sin bog nævner Weinstock, at der har været et stort antal angreb på jødiske ghettoer. Schwartz nævner nogle få af dem i sin anmeldelse af bogen: 12 jøder dræbt i Iran i 1912, 51 jøder dræbt i Fez i Marokko samme år, 25 jøder dræbt i Algeriet i 1934, 150 jøder dræbt i Irak i 1941 i en progrom som varede i tre dage.
Flugt fra Irak
Da Israel blev oprettet i 1948, indførte Irak undtagelseslove og befordrede dermed en bølge af forfølgelse af jøderne. Mange jøder blev arresteret, stillet for retten og dømt. Nogle fik dødsstraf, nogle kom i fængsel, nogle fik store bøder. Jøderne måtte ikke forlade landet. Men i marts 1950 tillod Irak jøderne at emigrere – hvis de opgav deres statsborgerskab og deres ejendom.
Deres situation blev forværret, og atmosfæren var hadefuld. Derfor rejste 90% af det samfund på 150.000 irakiske jøder. Myndighederne plyndrede deres ejendele. De kom til Israel og andre lande som rene flygtninge. (Resten af jøderne flygtede sidenhen lidt efter lidt. Da amerikanerne invaderede Irak i 2003, fandt de 34 jøder i hele landet.)
Flugt fra Egypten
I Egypten brød anti-jødiske optøjer ud i november 1945 på årsdagen for Balfour-erklæringen. Men da Israel blev oprettet tre år senere, begyndte en alvorlig forfølgelse. Hundredevis af jøder blev arresteret. Anklagen var, at de var indblandet i zionistiske eller kommunistiske komplotter. De fik deres ejendom konfiskeret. I juni 1948 begyndte stadige angreb på jøderne. Der blev lagt bomber i den jødiske del af Kairo og Aleksandria. Halvdelen af Egyptens jødiske befolkning (ca. 400.000 ud af 80.000) rejste derfra.
Resten blev fordrevet i forbindelse med Sinai-krigen i 1956. Politiet kom rundt i hjemmene og hev butiksejere, snedkere, træskærere, glarmestre osv ud af deres senge. De tog også berømte advokater (hvis de var jøder.)
Dhimmi-reglerne
Det var lidt forskelligt hvordan der var i de forskellige arabiske lande, både da jøderne blev fordrevet og i århundreder før. Men gennem historien var der en grundlæggende holdning til ikke-muslimer i alle de arabiske lande. Det gav sig udtryk i dhimmi-reglerne.
Jøder (og kristne) som boede i muslimske områder, var (og er) dhimmier. Det betyder ”beskyttede personer”. Disse personer fik lov til at leve, men samtidig havde dhimmien en mindreværdig, ydmygende og foragtet position.
Her er nogle af reglerne: Jøderne måtte ikke bære våben i disse lande (hvor det at bære sit eget våben blev anset som et tegn på mandighed.) I nogle tilfælde, som i Marokko i begyndelsen af 1800-tallet, måtte jøderne gå barfodet eller have ydmygende sko på (for eksempel forskellige farver på hver fod.)
Dhimmier måtte betale en speciel skat. Hvert år på en bestemt dato skulle lederen for hvert jødisk (og kristent) samfund betale penge til sultanens repræsentant. Og som kvittering slog sultanens mand jøden eller slog ham med kæppe. Denne ydmygelse tydeliggjorde forskellen mellem den troende (muslimen) og den vantro.
Dhimmier havde forbud mod at ride på hest, de måtte klæde sig, så det var tydeligt at se, at de var vantro. De måtte ikke vidne i retten. Det var forbudt at bygge et hus over en vis højde, osv, osv.
I Yemen havde det jødiske samfund ansvaret for at rense kloakkerne. De skulle også fjerne dyrekadavere som blokerede vejene. Loven var i kraft til de fleste jøder forlod Yemen i 1950.
Varierede i forhold til tid og sted
For at danne sig et rigtigt billede af jødernes situation i arabiske lande gennem adskillige århundrede er det vigtigt at være klar over, at ikke alle dhimmireglerne blev gennemført overalt og til enhver tid. For eksempel findes der et stort antal dokumenter, som stammer helt tilbage fra 800-tallet. Dér kan man se, at reglerne for hvordan jøder skulle være klædt, overhovedet ikke blev gennemført.
Til tider kunne den jødiske menighed være en del af eliten i samfundet. Men deres underordnede dhimmi-status, og den tilsvarende måde det muslimske flertal opfattede jøderne på, er alligevel central i deres status.
Som en marokkansk sultan sagde omkring 1850: ”Vores herlige religion mærker dem (jøderne) med skam og mindreværdighed.” Eller som en britisk konsul sagde i 1831 om jødernes stilling i Palæstina: Jøderne er udsat for så meget afpresning og undertrykkelse, at man sagde, at ”jøderne endog skulle betale for at trække vejret.”
Vi hører ofte fra pro-arabisk hold, at da jøderne blev fordrevet fra Spanien i 1492, og lidt senere fra Portugal, inviterede sultanen af Istanbul dem til sit rige. Det er sandt. Men det hører også med til historien, at mindre end hundrede år senere besluttede en af sultanens efterfølgere, Murat III, at alle jøder skulle dræbes. Det blev ikke gennemført, fordi sultanens læge fik sultanens mor til at gribe ind og forhindre blodbadet. Men det fortæller noget om jødernes skiftende og udsatte stilling.
Oprør mod dhimmi-statussen
Da jøderne for alvor begyndte at strømme til Palæstina i slutningen af 1800-tallet, blev de mødt af stærk modstand fra den lokale, arabiske befolkning. Fra pro-arabisk side bliver det fremstillet som modstand på grund af frygt for at jøderne ville overtage kontrollen med landet. Det er der sikkert noget om. Men Weinstock mener, at der er en anden faktor, som er vigtigere: Disse jøder optrådte ikke som dhimmier. De forlangte at være frie. Dette – at jøderne ikke længere godtog den underkuede position, som islam gave dem – var hovedårsagen til at araberne, både i Palæstina og andre steder, var så stærkt imod staten Israel. Weinstock går så langt, som til at sige, at ”dhimmi-statussen er roden til konflikten.” I arabernes øjne er jøderne i Israel de samme jøder, som i århundrede har været undertrykt og fornedret. At Israel er i stand til at handle som det gør opleves helt naturstridigt.
Hvorfor hører vi så lidt om de jødiske flygtninge fra arabiske lande?
Weinstock mener at det skyldes flere faktorer:
De europæiske jøder bryder sig ikke meget om de orientalske jøder, og ser ofte ned på dem.
I den arabiske verden er selvkritik generelt meget lidt udviklet, og det gælder også deres behandling af deres jøder.
For venstrefløjen er de jødiske flygtninge fra arabiske lande et forstyrrende element. De har deres billede af konfliktens årsager og mulige løsninger, og i det billede er det jøderne, som har skylden og som må komme med næsten alle indrømmelserne. Disse fakta svækker deres syn, så de springer ganske enkelt over det.
Ikke et koloniprojekt
Konklusionen er, at staten Israel ikke er et europæisk koloniprojekt, men en løsning på århundredes forfølgelser, fordrivelser og andre problemer. Det har været en løsning for jøder fra Europa, men endnu mere for jøderne i den arabiske og muslimske verden.
