Abraham-aftalerne indgået for to år siden mellem Israel, Emiraterne, Bahrain, Sudan og Marokko er unikke og er præget af et varmt venskab, der bakkes op af ægte tolerance og ideologisk mådehold, skriver David M. Weinberg i Israel Hayom. Wienberg er senior fellow ved The Kohelet Forum og Habithonistim Israel’s Defense and Security Forum. Weinberg er også blevet interviewet flere gange af MIFF.
Det er endnu vigtigere end stigende handel og fantastiske forsvarsrelationer mellem Israel Emiraterne, UAE, Bahrain og Marokko.
Læs hvorfor flere og flere israelere og jøder flytter til Emiraterne.
Under mine mange besøg i Golfen, har mine arabiske samtalepartnere understreget, at de ønsker at redefinere arabiske muslimers identitet og globale billede, og at de ser Israels blanding af tradition og oplysning som deres forbillede, påpeger Weinberg.
Forestil dig – Israel som et forbillede til modernisering af moderate arabiske samfund! Sikke en fantastisk nyhed!
Det er netop ligheden mellem israelske indbyggere på tværs af religion, etnicitet og køn, som har fået de arabiske øjne til at se nærmere på den jødiske stats helt særlige samfundsopbygning. Sumfundene i Israel, Emiraterne, Bahrain og Marokko værner om deres stærke etniske, kulturelle og religiøse identiteter og værdsætter modernitet. Samtidig opretholder de stolte nationalistiske følelser og en bredsindet tilgang til avanceret uddannelse, internationalt broderskab og regionalt samarbejde, skriver Weinberg.
At blande tradition med oplysning er en kompleks opgave, som Israel har formået at løse på en rigtig god måde. Landene som har indgået Abraham-aftalerne med Israel, ønsker at lære af Israels erfaring med det. Det er et kæmpe fremskridt i regionen, påpeger Weinberg.
Abraham-aftalerne er en positiv revolution som vælter generationer af arabisk og islamisk ideologisk delegitimering af Israel. Den positive revolution står i skærende kontrast til palæstinensiske leders kampagne som benægter jødisk historie og forsøger at kriminalisere Israel på den internationale scene.
Desværre er der fortsat nogle på venstrefløjen som afviser Abraham-aftalerne og kalder dem Trumpiansk forvirring som kun blev til takket være våbenaftaler på flere milliarder kroner eller andre diplomatiske belønninger. Ifølge dem ville aftalerne have kort levetid og smuldrer under iransk pres og Vestens manglende interesse, skriver Weinberg.
Tvivlerne kunne ikke tage mere fejl! Abraham-aftalerne bunder i et reelt ønske et fredeligt og tæt venskab med Israel. Abraham-aftalerne er dybt forankret i ægte ideologiske intentioner, presserende sikkerhedsrealiteter og vil varer ved mange år frem
Det er rigtigt, at Emiraterne ambassadør i USA Yousef Al Otaiba, som var en af nøglearkitekterne bag aftalerne, under fejring aftalerne på Atlantic Council i Washington her i september, omtalte palæstinenserne som “elefanten i rummet”, og opfordrede aftalepartnerne til at gøre mere for at fremme en to-statsløsning: – Aftalerne havde ikke til formål til at løse den israelsk-palæstinensiske konflikt, men til at købe plads og tid til at skabe plads til diplomati som vil kunne gennemfører to-statsløsningen.
Der er ikke noget argument for, at en israelsk-palæstinensisk aftale ville være god for alle parter. Faktisk håbede alle, at de palæstinensiske ledere ville tage imod indholdet i Abraham-aftalerne og indse, at tiden er inde til at indgå kompromiser med Israel. I dag er der så mange nye regionale fora om gasforsyninger, vandsamarbejde, miljøprojekter, turisme og forsvar, at palæstinenserne ville kunne opnå mange fordele ved at tilslutte sig Abraham-aftalerne! Abraham-aftalerne “tilsidesætter” ikke palæstinenserne, medmindre palæstinenserne selv sætter sig på sidelinjen.
Allerede forud for indgåelse af Abrahm-aftalerne, vidste de arabiske ledere at den nuværende palæstinensiske ledelse er lysår fra at være klar til at gå på kompromis eller samarbejde med Israel, understreger Weinberg.
De arabiske ledere vidste på forhånd og ved det uden tvivl to år senere, at de palæstinensiske myndigheders (PA) præsident, Mahmoud Abbas i de palæstinensiske selvstyre omårder i Judæa og Samaria og Hamas-terrorregimet i Gaza, har låst sig fast i dommedagsprofetier om ødelæggelse – både af Israel og en selvdestruktiv politik som er ødelæggende for det palæstinensiske samfund.
I skrivende stund kæmper Israel med endnu en palæstinensisk terrobølge. Terrorbølgen skyldes hverken “provokerende handlinger” fra Israels side eller at der mangler “en politisk horisont for palæstinenserne”. At dræbe israelere har været en del af DNA’et i den palæstinensiske nationale bevægelse, der går 50 år tilbage, fra Black Septembers OL-massakre af 11 israleske atleter i München i 1972, igennem Oslo-afterne fra primo 1990’erne, der gav palæstinenserne selvstyre og de palæstinensiske myndigheder (PA) som Danmark, EU og andre donorlande år efter år hælder milliarder i. PA misbruger i stor stil den internationale bistand til eksempelvis udbetaling af terrorløn til dømte terrorister med israelske liv på samvittigheden. De palæstinensiske ledere er ikke kommet videre og fortsætter med at modarbejde ethvert samarbejde eller fredelig sameksistens med Israel.
Derudover stiger spændingerne mellem Fatah som kontrollerer PA og den iransk-støttet terrorgruppe Hamas som tog kontrol over Gaza i 2007 efter et blodigt kup mod Fatah. Fatah og Hamas er i konkurrence med hinanden, begge er dysfunktionelle og korruptionen i palæstinensisk politik er enorm. Alt det fører til mere ekstremisme og konkurrence hvem af dem er mest anti-israelsk og antisemitisk.
Uanset hvad der vil ske på den palæstinensiske front, er det dømt til at mislykkes så længe de ikke indser at samarbejde med Israel er vejen frem for dem. Abraham-aftalelandene har for længst indset hvad de palæstinensiske ledere nægter at erkende.
Vejen frem for regionen er pleje af personlige, kulturelle- og forretningsmæssige forbindelser mellem mennesker. Jo mere samarbejde jo bedre, jo flere personlige relationer der plejes mellem israelere og arabere på tværs af grænser, jo bedre vil det være for Mellemøsten, slutter Weinberg.
