På basis af UNHRC Resolution 31/36 (24 March 2016) arbejder FNs Menneskerettighedsråd på en sortliste – i databaseform – over organisationer, hvis aktiviteter gavner – eller måske kunne gavne “israelske bosættelser i de besatte palæstinensiske områder.” Og det går partilederne fra Alternativet, Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti, og Det Radikale Venstre stærkt ind for.
Dette har de gjort i resolutioner, spørgsmål til ministre, ministersamråd og erklæringer (se f.eks. henvisning til mere præcise vejledninger i “Otte tiltag skal få Israel til at droppe ulovlige bosættelser” – juni 2017 – som RV dog ikke har underskrevet) . Og de har – alle fire – i mandags, den 18. marts, skrevet i Politiken om, hvor relevant og vigtig de mener, at sortlisten er til at opnå en retfærdig fred mellem Israel og palæstinenserne.
Israels ambassadør til Danmark, Benny Dagan, pointerer i Politikens trykte avis i dag (21. marts), at den 18. marts var dagen, “hvor to israelere myrdet af en palæstinensisk terrorist blev begravet, og tilhængere af palæstinensiske terrororganisationer jublede i gaderne over det.”
Den slags interesserer måske ikke ALT, EL, SF og RV – men de var sikkert meget bevidst om, at den 18. marts 2019 var UNHRCs “anklage-Israel” – helt og aldeles viet til det permanente dagsordenspunkt 7. Problemer ved andre navngivne lande håndteres under punkt-4.
Formelt hedder punkt-7 “Menneskerettighedssituationen i Palæstina og andre besatte arabiske territorier”. I praksis er der altid tale om anklager mod Israel – fyldt med halvsandheder og hele løgne – en række rapporter og resolutionforslag uden noget som helst konstruktivt bidrag til at løse palæstinensernes problemer – ikke mindst deres problemer med egne ledere. (Man kan også undre sig over hvilke andre arabiske territorier, UNHRC betegner som besatte.)
Og tilbage til sortlisten, som var eet af punkterne på mødet den 18. marts – og navnlig fokus for artiklen underskrevet af Uffe Elbæk (ALT), Pernille Skipper (EL), Pia Olsen Dyhr (SF), og Morten Østergaard (RV)
I vores dækning har vi forklaret hvor problematisk sortlisten er juridisk, praktisk, og moralsk set. Og vi har henvist til, at Israel og USA åbent har kæmpet mod udarbejdelsen og udgivelsen af sortlisten. Ambassadør Dagan bragte noget andet frem: UNHRC Resolution 31/36 blev ikke støttet af ét eneste EU-land – og heller ikke Australien, m.fl. “Ydermere, udtrykte mange af disse lande tydeligt, at de var modstandere af at igangsætte en sådan database … [som] ville bygge på en partisk og hullet resolution fra et råd, der systematisk og åbenlyst diskriminerer Israel”.
Desværre er der ikke så mange af disse lande, som står åbent frem med deres mening.
Danmarks egen udenrigsminister, Anders Samuelsen, har dog offentligt fremhævet diskriminationen mod Israel som een af grundene til, at UNHRC trænger til massiv reform.
Og problemet er ikke kun diskrimination mod Israel, men forsømmelse af mange virkelig grelle brud på menneskerettigheder. UNHRC behandler meget, meget få resolutioner – om nogen – mod lande som Venezuela, Cuba, Saudi-Arabien, Rusland, Qatar, Iran, Syrien og Nordkorea.
Som professor Steven Greer (forsker i UNHRC ved unviersitet i Bristol) siger til Kristeligt Dagblad: “Der er for meget fokus på Israel, mens man ignorerer lande, der har en værre menneskerettighedshistorik.” – Samuelsen selv påpeger forfølgelse af kristne.
Martin Lidegaard (RV) har også ytret sig reformer – han er som partilederen og meningsfællerne ikke i stand til at fatte, at besættelsen med Israel sluger opmærksomhed, som burde bruges på en lang andre række problemer.
Steven Greer fortsætter:”Men stemmeafgivelserne i FN’s menneskerettighedsråd er basalt set storpolitik.”
Der er altså klart tale om en strukturel diskrimination, idet UNHRC – til trods for de oprindelige intentioner ikke består af nationer som er forholdsvist gode til at overholde menneskerettigheder – men er er domineret af diktaturstater med elendige profiler (se medlemsliste nederst).
Sammen med Ambassadør Dagan spørger vi de fire partileder (og for den sags skyld også Martin Lidegaard):
Vil I virkelig associeres med dikaturstater, som styrer FN’s Menneskerettighedsråd? Eller, for at give fred mellem Israel og palæstinenserne en virkelig chance, er I for engagns skyld klar til at arbejde sammen om at stoppe fordmme og moralsk forfald i FN’s Menneskerettighedsråd?
Vi venter i øvrigt spændt på at se en rapport om Danmarks faktiske handlinger. Bliver der holdt fast med Anders Samuelsens direkte opfordring til alle 47 UNHRC-medlemslande til at holde sig tavs under punkt-7-debatten? Blev det sådant, at Danmark adresserede eventuelle problemer i Israerl/Palæstina under punkt 4? Blev der holdt frugtbage møder?
OBS, at Storbrittaniens udenrigsminister, Jeremy Hunt, har lovet åbent at stemme imod anti-Israel resolutioner ved UNHRC – og at kæmpe for fjernelse af punkt-7. Dette bekræfter han i The Jewish Chronicle, ifølge Jerusalem Post i dag. Jeremy Hunts udtalelse findes også i Haaretz. Nu får vi se.
OPDATERING – Hvad har resultaterne været?
Læs “Samuelsen: Dansk nej til alle FN-resolutioner under særligt dagsordenspunkt imod Israel. Men kan man virkelig sige “NEJ” ved at undlade at stemme? OPDATERING: Den ene af fem resolutioner blev flyttet fra punkt 7 til punkt 2, så Danmark stemmede kun NEJ på fire resolutioner; den femte undlod Danmark at stemme på. Dette drypper lidt malurt i bægeret.” MIFF DK 2019-03-22.
UNHRC members per 1. januar 2019 (source: OHCHR)
Steven Greers kommentar til Kristeligt Dagblad: ”En række af de disse lande (afrikanske, mellemøstlige, og asiatiske, red.) ser Israel som et symbol på vestlig imperialisme, selvom det er meget mere komplekst, og de lande har stor magt, da de har flertal i rådet”
COUNTRY TERM EXPIRES IN
Afghanistan 2020
Angola 2020
Argentina 2021
Australia 2020
Austria 2021
Bahamas 2021
Bahrain 2021
Bangladesh 2021
Brazil 2019
Bulgaria 2021
Burkina Faso 2021
Cameroon 2021
Chile 2020
China 2019
Croatia 2019
Cuba 2019
Czechia 2021
Democratic Republic of the Congo 2020
Denmark 2021
Egypt 2019
Eritrea 2021
Fiji 2021
Hungary 2019
Iceland 2019
Iceland was elected on 13 July 2018 to serve as a member from 13 July 2018 to 31 December 2019 to replace the vacancy left by the United States following its decision to withdraw its membership
India 2021
Iraq 2019
Italy 2021
Japan 2019
Mexico 2020
Nepal 2020
Nigeria 2020
Pakistan 2020
Peru 2020
Philippines 2021
Qatar 2020
Rwanda 2019
Saudi Arabia 2019
Senegal 2020
Slovakia 2020
Somalia 2021
South Africa 2019
Spain 2020
Togo 2021
Tunisia 2019
Ukraine 2020
United Kingdom of Great Britain and Northern Israel 2019
Uruguay 2021