Den israelske regering planlægger at indføre civil israelsk lov og administration i dele af Vestbredden på et tidspunkt efter 1. juli. Tiltaget kommer som en del af Trump-planen. Der er fortsat stor usikkerhed knyttet til hvad der vil ske, og meget tyder på at hverken Trump-administrationen eller Israels regering har helt afklarede kort og tidsplaner.
Debatten for og imod en “annektering” raser både i og udenfor Israel. Er det klogt af Israel at annektere?
MIFF har gengivet stemmer både for og imod – læs dem her.
Det er et andet spørgsmål om Israel har lov til at gøre det ifølge folkeretten. Hovedparten af artiklen er en gengivelse af en artikel på hjemmesiden thinc.info (The Hague Initiative for International Co-Operation).
Hvad er “annektering”?
I Den Store Danske Encyklopædi defineres betydningen af ordet at annektere således: Annektere, (af lat. annectere, af ad- + nectere knytte), indlemme; udgive for sit eget. Annektering anses ofte for at være ulovlig fordi okkupationen er sket gennem brug af magt, og okkupantmagten ikke har gyldig krav på suverænitet over området.
Men er “annektering” altid ulovlig?
Annektering af et territorium som tilhører en anden stat er generelt ulovlig ifølge folkeretten.
Men…
… der er ikke præcedens for at forbuddet mod “annektering” gælder landområder som ikke tilhører en anden stat.
… der er ikke præcedens for at den generelle regel gælder når staten som “annekterer” har et tidligere og overordnet krav på suverænitet over området.
… der er debat om landområder tabt af en angribende stat til en stat som forsvarer sig mod angreb lovligt kan tages af den forsvarende stat.
Vil Israels planlagte handling udgøre ulovlig annektering ifølge folkeretten?
Der er mindst tre hovedgrunde til at israelske myndigheder og flere eksperter i folkeret mener at Israels planer IKKE er en ulovlig annektering.
1) Israel har et stærkt krav på Vestbredden ifølge folkeretten. Der er ikke en universel accept af at forbuddet mod at vinde landområder med magt forbyder stater fuldt ud at integrere landområder som de har et forudgående krav på suverænitet over.
2) Ingen andre stater har et legitimt krav på landområdet.
3) Israel tog kontrol over landområdet i en forsvarskrig i 1967.
Vil Israel bruge magt for at gennemføre sin plan?
Nej, det er en administrativ handling.
Fik Israel kontrol over Vestbredden ved brug af ulovlig magt?
Nej, Jordan var den angribende part under Seksdagskrigen i 1967.
Er Israels okkupation af Vestbredden ulovlig?
Nei, okkupation er ikke ulovlig i sig selv.
Det er flere gange blevet hævdet at fordi okkupation er ment at være midlertidig, vil der komme en tid hvor okkupationen skal ophøre. Men det betyder ikke i sig selv at Israel er forpligtet til ensidig at trække sig tilbage fra landområder.
Har Israel et gyldig krav til suverænitet over Vestbredden?
Israel har et meget stærkt krav til suverænitet over Judæa og Samaria (Vestbredden) ifølge folkeretten.
Det følger af:
1) bindene aftaler ifølge folkeretten – San Remo-resolutionen (1920) og Palæstina-mandatet (1920). Eksempelvis skal Norge være særlig forsigtig med at undergrave bindende aftaler fra den tid fordi landet fik suverænitet over Svalbard på samme måde.
2) uti possidetis juris – er et princip i folkeretten som skal sikre at grænserne til koloni- og madatområder på vej til at blive stater bevares
3) de facto gennem kontrol
4) juridisk og moralsk efter selvforsvar og nødvendighed
Er landområderne “okkuperet”, og hvad betyder det i sagen?
Der kan argumenteres for at selv om landområderne de facto er okkuperet (gennem militær israelsk kontrol), er de ikke de jure okkuperet (i folkerettens juridiske betydning) fordi de ikke er, og har aldrig har været en del af en anden stat. Denne tolkning er stort set blevet afvist, det faktum at en stat har taget kontrol over et landområde i en konflikt er tilstrækkelig til at lovene om okkupation er gældende.
Selv om Israel kvalificerer sig til at være en “okkupationsmagt” ifølge folkeretten, betyder det ikke at tidligere krav på suverænitet (baseret på Palæstina-mandatet etc) er nulstillet. En okkupant kan have og hævde suverænitet som man har fået før okkupationen startede. Det er netop det som er situationen for Israel på Vestbredden.
Er Palæstina en stat?
At “Staten Palæstina” er en stat ifølge folkeretten er blevet afvist af de fleste folkeretsjurister, også blandt mange tilhængere af palæstinensernes sag. Der er stor enighed om at palæstinenserne ikke (endnu) opfylder kriterierne til en stat ifølge folkeretten. Fremfor alt har de ikke en regering som kan operere effektivt og uafhængigt af andre regeringer.
Er Israel ansvarlig for at Palæstina ikke er en stat?
Nej, Israel er ikke alene ansvarlig for at Palæstina ikke er en stat. Palæstinenserne har afvist flere tilbud om statsdannelse som ville give dem det meste eller hele Vestbredden (1947, 2000, 2008). Læs MIFF artikel om emnet her. Systematisk og vedvarende palæstinensisk terror og afvisning af Israel som en jødisk stat er også årsager til sammenbruddet i forhandlinger.
Har palæstinenserne ret til at blive en stat?
Folkeretten har ikke en generel bestemmelse som siger at selvbestemmelse giver en ret til statsdannelse. Selvbestemmelse kan komme til utryk på mange andre måder. At mange FN-resolutioner siger at palæstinenserne skal have deres egen stat betyder ikke at de dermed har en juridisk ret til statsdannelse.
Har palæstinenserne i den nuværende situation suverænitet over Vestbredden?
Selvbestemmelse er en af de mest tvetydige koncepter i folkeretten. Der er en retning som argumenterer at “Staten Palæstina” har suverænitet over Vestbredden, eller at palæstinensernes ret til selvbestemmelse giver det palæstinensiske folk noget som svarer til territoriel suverænitet. Men påstanden om at selvbestemmelse juridisk er det samme som territoriel suverænitet er ikke generelt accepteret. Suverænitet er noget som tilhører statdannelser, kun stater kan have suverænitet over landområder. Fordi PLO ikke er en stat, kan de ikke have suverænitet.
Har det palæstinensiske folk ret til selvbestemmelse over hele Vestbredden?
Selv om hele Vestbredden er okkuperet område, betyder det ikke at det palæstinensiske folk har en absolut ret til selvbestemmelse over hele Vestbredden, inklusiv Øst-Jerusalem. Palæstinensernes ret til selvbestemmelse vil blive balanceret med Israels rettigheder som suveræn stat med ret til territoriel integritet, politisk ukrænkelighed og sikre grænser:
1) Israel har aldrig været i en position til at acceptere 1949-linjerne som grænser, fordi den arabiske side blankt afviste det.
2) Afgrænsningen af landområdet hvor palæstinenserne har ret til selvbestemmelse afhænger af mange faktorer, inklusiv kompatibiliteten med den territorielle ukrænkelighed til staten Israel.
3) Israel som en suveræn stat har ret til grænser som er sikre (fri fra magtbrug og trusler om magtbrug). Det er alment accepteret at “den grønne linje” (våbenhvilelinjen fra 1949) ikke er sikker.
Vil Israels handling krænke palæstinensrnes ret til selvbestemmelse?
Det er et kompleks spørgsmål, og det lader ikke til folkeretten giver et klart svar. Det palæstinensiske folk har en ret til selvbestemmelse, og Israel har en forpligtelse til at samarbejde og forhandle. Men forpligtelsen til at forhandle er ikke ubegrænset. Palæstinenserne har ikke en åbenbar ret til selvbestemmelse over hele Vestbredden, og deres ret til selvbestemmelse er heller ikke absolut. Hvorvidt et israelsk tiltag med at indføre israelsk lov i enkelte dele af Vestbredden vil ramme palæstinensernes rettigheder vil afhænge af de specifikke detaljer. Selv da er det muligt at folkeretten ikke kan give et definitivt svar.
Vil Israels handling bryde FN-resolutioner?
At Israels planlagte handlinger indebærer et “brud” mod FN-resolutioner gør dem ikke ulovlige.
For det første må FN-resolutioner tolkes i lyset af gældende folkeret. FN-resolutioner kan ikke ændre eller nulstille betingelserne i Palæstina-mandatet. Rettighederne og forpligtelserne i mandatet er beskyttet af artikel 80 i FNs charter. Resolutioner fra FNs generalforsamling er ikke bindende, og skaber IKKE folkeret. Heller ikke resolutioner fra FNs sikkerhedsråd er bindende når de vedtages under Kapitel VI af FNs charter. Selvom FNs sikkerhedsråd kommer med en resolution under Kapitel VI som fordømmer Israels “annektering”, vil det ikke dermed gøre handlingen ulovlig.
Forbyder Oslo-aftalen at Israel indfører sine egne love i disse områder?
Oslo-aftalerne er en serie aftaler mellem Israel og PLO med mål om at implementere FNs sikkerhedsråds resolution 242. Resolutionen beder om tilbagetrækning af israelske styrker fra “landområder okkuperet i den nylige konflikt”, men på betingelse af “slut på alle krav eller fjendtlighed og respekt for og anerkendelse af suveræniteten, territoriel integritet og politisk uafhængighed for hver stat i området” (inklusiv Israel) og etablering af “sikre og anerkendte grænser fri fra trusler og voldshandlinger”.
Oslo-aftalerne gælder fortsat og er bindene. Oslo II-aftalen fra 1995 forbyder parterne at gøre ensidige tiltag for at ændre status på landområderne.
Landområderne som Israel ønsker at hævde suverænitet over ligger alle i Område C, som efter Oslo-aftalen er under eksklusiv civil- og sikkerhedskontrol af Israel. Det er derfor usandsynligt at Israels handling vil “ændre status” i de områder på en betydelig måde. Området er allerede under de facto israelsk juridisk kontrol.
Selv om Israels handlinger vil indebære en “ændring af status på Vestbredden”, betyder det ikke at den israelske regerings planer bryder folkeretten. Israels udvidelse af sine civile love er i sig selv en lovlig respons til at de palæstinensiske myndigheder har brudt Oslo-aftalerne. PLOs brud på aftalerne gør det lovligt for Israel ikke at følge (dele af) sine forpligtelser.
PLO har kontinuerligt brudt Oslo-aftalerne på mangfoldige måder, blandt andet ved ikke at tage afstand fra målet om at ødelægge staten Israel og erstatte den med en palæstinensisk stat. I tillæg, og endda vigtigere, bør det påpeges at “Staten Palætina” handler på den internationale arena som en stat med Vestbredden og Gaza som sit landområde, som i realiteten er at ændre status på de landområder.
Læs også MIFFs artikel: Israelske bosættelser og folkeretten – hvad svarer Israel?
