Dr. Mordechai Kedar er seniorforsker ved Begin-Sadat Center for Strategic Studies. Han har aftjent i den israelske hær i 25 år i IDF’s militære efterretningstjeneste med speciale i Syrien, arabisk politisk diskurs, arabiske medier, islamistiske grupper og israelske-arabere. Kedar er ekspert i det muslimske broderskab (som terrorgruppen Hamas udspringer fra) og andre islamistiske grupper, skriver avisen The Algemeiner. Læs også hos Begin-Sadat Center for Strategic Studies.
Her er Kedars vurdering af de arabiske landes holdning til palæstinenserne:
Israel og hovedparten af den vestlige verden tror at den arabiske verden er forenet i sin støtte til palæstinenserne – at det den ønsker mest af alt er at løse det palæstinensiske problem ved at give dem en stat, og at alle arabere og muslimer elsker palæstinenserne og hader Israel. Det er en forenklet og ufuldstændig opfattelse, skriver Kedar. Selv om det er rigtigt, at mange, måske endda flertallet af arabere og muslimer hader Israel, er der en hel del som hader palæstinenserne lige så meget. Læs også MIFF’s artikel – Ben Dror Yemini: – Den arabiske verden er træt af palæstinenserne.
Israels succes mod alle odds skaber arabisk had
Arabernes had mod Israel stammer fra den jødiske stats succes med at overleve mod alle odds – krige, terror, boykot og konstant fjendskab. Hadet skyldes den jødiske stats eksistens, selvom jødedommen i henhold til muslimsk opfattelse blev afløst af islam som de anser for at være den “sande religion”. Deres had forstærkes af andre tydelige forskelle: Israel er et demokrati, mens mange arabere og muslimer lever under diktaturer, Israel er rig, mens mange arabere og muslimer er fattige, Israel er et paradis sammenlignet med flere arabiske lande. Kort sagt foragter de Israel, fordi de har været en succes på områder hvor araberne har fejlet.
Men hvorfor skulle de så hade de palæstinensiske arabere? Ifølge den arabiske myte blev palæstinensisk jord jo stjålet, og de blev tvunget til at blive flygtninge – så de fortjener vel de arabiske landes fulde støtte? Svaret er kompliceret, skriver Kedar. Svaret er at det er en del af mellemøstlig kultur, som langt fra alle israelere eller vesterlændinge forstår og anerkender fuldt ud.
I arabiske øjne er snyd det værste man kan blive udsat for
En af de værste ting man kan opleve i arabiske øjne er at blive udsat for snyd, at blive narret eller udnyttet, skriver Kedar. Hvis nogle forsøger at snyde en araber – og endnu værre hvis lykkes at snyde – vil det arabiske offer blive rasende vred, selv hvis den som snyder er hans egen fætter. Han vil opfordre sin bror til at hævne sig på fætteren i tråd med det arabiske ordsprog: “Min bror og jeg mod min fætter – og min bror, min fætter, og jeg mod en fremmed.”
De fleste palæstinensere er IKKE oprindelige palæstinensere
De fleste palæstinensere er IKKE oprindelige palæstinensere – de er indvandrere, der kom til landet Israel fra hele den arabiske verden under det britiske mandat for at finde beskæftigelse i byerne og gårdene som jøderne havde bygget. Indvandrerne har stadig navne som Hourani (fra Houran i det sydlige Syrien), Tzurani (fra Tirus i det sydlige Libanon), Zrakawi (fra Mazraka i Jordan), Masri (den egyptiske), Hijazi (fra Hijaz-provinsen på den arabiske halvø), Mughrabi (fra Maghreb) og mange andre navne, der peger på deres sande geografiske oprindelse. Hvorfor, spørger de andre arabere, får de særbehandling på bekostning af de arabere, der blev i deres oprindelige lande?
Israels Uafhængighedskrig – vendepunkt i arabisk politik
Efter Israels Uafhængighedskrig i 1948, begyndte den arabiske verden at koncentrere sin politik om Israel og det “palæstinensiske problem”, løsningen skulle opnås ved at udslette Israel – den spæde jødiske stat skulle fjernes fra landkortet. Derfor var det nødvendigt at holde de arabiske “flygtninge” i lejre med eksplicitte instruktioner fra Den arabiske liga om, at de skulle opbevares der og ikke integreres i andre arabiske lande.
UNRWA holder konfliktgryden i kog
FN-organet UNRWA sørgede for at de fik mad, uddannelse og lægehjælp uden beregning – det vil sige, at verdenssamfundet betalte regningen, mens de arabiske naboer til de evige “flygtninge” selv måtte arbejde for at skaffe mad, uddannelse og lægehjælp til deres familier. “Flygtninge”, der blev forsynet med gratis madvarer som ris, mel, sukker og olie, solgte ofte det videre til deres arabiske ikke-flygtninge naboer og tjente godt på det. Læs MIFF’s artikler om hvorfor UNRWA er en del af problemet frem for en del af løsningen.
Beboerne i flygtningelejrene betaler ikke kommunalskat. Skattefritagelsen har fået et betydeligt antal “flygtninge” til at udleje deres hjem til en høj leje sammenlignet med udlejede lejligheder i nærliggende byer. Med andre ord subsidierer verden flygtningenes skatter og flygtningene tjener på det.
I Libanon blev der opført flere flygtningelejre tæt på hovedstaden Beirut, men de blev indarbejdet i den ekspanderende by og derefter omdannet til luksuriøse højhuskvarterer. Nogle tjente mange penge på den fidus, men ikke den arabiske mand på gaden, derfor har han al mulig grund til at føle sig snydt, forklarer Kedar.
Terrorgruppers overtagelse af palæstinensiske “flygtningelejre” førte til libanesisk borgerkrig
De palæstinensiske “flygtningelejre” i Libanon blev overtaget af terrorgrupper som PLO, ISIS, Hamas, PFLP (som får dansk støtte – læs MIFF’s artikler om det her), Den Demokratiske Front og salafistiske, jihadistiske terrorgrupper. Terrorgrupperne var voldelige over for de libanesiske indbyggere – det førte til den libanesiske borgerkrig i 1975 som varede i 14 år med blodsudgydelse og ødelæggelse. I krigen blev hundredetusinder af libanesere tvunget til at forlade deres landsbyer for at leve et liv med frygtelig lidelse i teltlejre over hele landet. Mange søgte tilflugt i palæstinensiske “flygtningelejre”, men de libanesiske flygtninge modtog mindre end 10% af hvad de palæstinensiske arabere modtog. Det forårsagede også meget intern jalousi og had.
“Black September” i Jorden
I Jordan i 1970 forsøgte palæstinensiske terrororganisationer, ledet af PLO-leder Yasser Arafat at overtage landet ved at etablere egne autonome regioner i nord med vejspærringer og bevæbnede palæstinensiske arabere, der udfordrede monarkiet. I september 1970 – også kendt som “Black September”, besluttede kong Hussein, at han havde fået nok og ville vise dem, hvem der var chef i Jordan. Den krig han erklærede mod dem, kostede tusinder af menneskeliv på begge sider. Læs MIFF’s artikel om dansk hyldest af Den kristne, palæstinensiske terrorist Theresa Halsa som sidste overlevende medlem af gruppen Black September. Helsa var med til at kapre Sabena-fly 571 i 1972. Black September stod blandt andet også bag München-massakren på israelske atleter under sommer-OL i München i 1972.
I Israel derimod, er 20% af indbyggerne inden for grænserne før 1967 “palæstinensiske” araber, der ikke gør oprør eller kæmper mod staten. Med andre ord nyder de “palæstinensere”, der levede i Israel før 1967 livet i det eneste demokrati i Mellemøsten, mens de arabiske lande ofrer deres soldaters blod for at befri “Palæstina”. Mange arabiske soldater er blevet udnyttet med deres liv som indsats for den meningsløse sag, tilføjer Kedar.
Hvad der er endnu værre og som enhver araber ved, ifølge Kedar – palæstinensiske arabere har i mindst et århundrede solgt jord til jøder og tjent enorme summer på det – herefter klager de til deres arabiske brødre og beder dem befri “Palæstina” fra den “zionistiske besættelse.” Læs MIFFs artikler om hvordan de palæstinensiske myndigheder truer arabere som sælger deres ejendom til jøder i Israel: – Salg af ejendom til jøder er forræderi mod Jesus + Truer arabere som sælger ejendom til jøder i Jerusalem.
International bistand – lukrativ aftale for palæstinenserne
I årenes løb fik de palæstinensiske arabere mange mia. euro og dollars fra verden. Den årlige indkomst pr. indbygger er flere gange større end den er hos den gennemsnitlige egyptiske, sudanesiske eller algeriske araber. Deres liv er mange gange bedre end hos araberne som har levet i Syrien, Irak, Libyen og Yemen – i særdeleshed i løbet af de sidste syv år.
Arafat støttede Iraks invasion af Kuwait
På den politiske arena har palæstinenserne formået at vække hadet hos mange af deres arabiske brødre. I 1990 støttede Arafat Saddam Husseins irakiske invasion af Kuwait. Som hævn udviste Kuwait, efter de var blevet befriet for den irakiske erobring, omkring 400.000 palæstinensere, hvoraf de fleste havde levet i golfstaten i årtier – Kuwait efterlod dem i fattigdom. Det førte til en økonomisk krise for deres familier på Vestbredden og Gaza, som havde modtaget regelmæssig økonomisk hjælp fra deres slægtninge i Kuwait.
Iransk støtte til Hamas og Palæstinensisk Islamisk Jihad i Gaza
I dag støttes terrorgrupperne Hamas og Palæstinensisk Islamisk Jihad af Iran, et land afskyet af mange arabere, der husker, at flykapringer og den deraf følgende afpresning blev opfundet af de palæstinensiske arabere. Det var dem som kaprede et El Al-fly på vej til Algier i 1968 og startede terrorkrigen som verden fortsat lider under.
“Palæstina” – undskyldning for shiitisk overtagelse af Libanon
På trods af Taif-aftalen i 1989 som afsluttede borgerkrigen i Libanon og skulle føre til nedrustning og opløsning af alle de libanesiske militser, tillod Syrien den iransk-støttet terrororganisation Hizbollah at beholde sine våben og uhindret udvikle sin militære magt. Den gentagne undskyldning var, at våbnene var beregnet til at ”befri Palæstina” og ikke ville være rettet mod libaneserne. Det er logik for burhøns, skriver Kedar, at Palæstina-historien var en undskyldning som dækkede over den triste sandhed, at våbnene skulle rettes mod Hizbollahs syriske og libanesiske fjender. ”Palæstina” var blot en undskyldning for shiitisk overtagelse af Libanon. Læs om forskellen mellem shia- og sunni islam her.
Palæstinensiske krav hæmmer fred i Mellemøsten
Værst af alt er det palæstinensiske krav om at de arabiske lande skal undgå ethvert forhold til Israel indtil det palæstinensiske problem er løst til PLO’s og lederne i terrorgruppen Hamas-ledernes er tilfredse. En stor del af den arabiske verden kan ikke se fællesnævnerne som kan forene PLO og terrorgruppen Hamas. Da de så at deres endeløse skænderier ødelagde chancerne for fremskridt i forhold til Israel, opgav den arabiske verden troen på at en intern palæstinensisk forsoning var mulig, skriver Kedar.
Kort sagt- den del af den arabiske verden som ser Israel som deres eneste håb for at kunne håndtere Iran, sætter ikke pris på forventningen om, at skulle satse deres fremtid og eksistens på den interne magtkamp mellem PLO og Hamas. Og lad os ikke glemme at Egypten og Jordan har underskrevet fredsaftaler med Israel og bevæget sig uden om “befrielsen af Palæstina”, forladt deres palæstinensiske arabiske “brødre” og overladt dem til selv at tackle problemet. Læs MIFF’s artikler om PLO her.
En stor del af den arabiske- og muslimske verden er overbevist om at “palæstinenserne” ikke ønsker deres egen stat. Hvis der blev oprettet en palæstinensisk stat, ville verden stoppe med at udbetale de enorme summer som de giver nu. Der ville ikke være flere “flygtninge”, og palæstinensiske arabere ville være tvunget til at arbejde som araberne gør i den arabiske verden. Hvordan kan palæstinenserne arbejde for at brødføde deres familier, når de i generationer er blevet afhængige af at få udbetalt astronomiske beløb i bistand uden at der stilles krav til dem?
Læs MIFF’s artikel om hvordan dansk bistand til palæstinenserne bliver misbrugt af de palæstinensiske myndigheder til at udarbejde jihad-pensum som blandt andet opfordrer palæstinensiske skolebørn til at blive selvmordsbombere og dræbe israelere: Se hvordan palæstinensiske myndigheder spytter Folketinget og regeringen i ansigtet.
Læs også: Vigtigt gennembrud for MIFF: 30 millioner NOK i nedskæringer lægger pres på palæstinenserne.
Det kan med sikkerhed siges at den arabiske verden 72 år efter oprettelsen af ”det palæstinensiske problem” har indset, at ingen løsning vil tilfredsstille dem, der har gjort “flygtninge-isme” til et meget lukrativt erhverv. Det “palæstinensiske problem” er blevet en følelsesmæssig- og økonomisk fidus, der kun tjener til at berige de korrupte ledere i Ramallah og Gaza.
Hvis du også synes det er på tide at gøre op med dansk bistand som bliver misbrugt af de palæstinensiske myndigheder til at oplære palæstinensiske børn i had og begå terrorangreb mod israelere, udbetaling af løn til dømte terrorister med israelske liv på samvittigheden – listen af misbrug af danske skattekroner er lang.
Del artiklen, kommenter den nedenfor – giv din mening til kende!
Meld dig ind i MIFF her og få samtidig GRATIS medlemskab året ud ved at betale for 2021 nu
Giv en gave til MIFF her – hjælp os med at stå op for Israel.
Tak for din støtte!
