MIFF har skrevet utalige artikler om stigende antisemitisme i Danmark og hvad der bør gøres for at komme den til livs – læs mere HER. Det er nu 6 år siden det forfærdelige terrorangreb mod synagogen i København og vi har fortsat ikke fået en dansk handleplan mod antisemitisme i Danmark – læs mere HER. Vi har ikke indført en definition af hvad antisemitisme er – læs mere HER eller et nationalt forskningscenter i antisemitisme.
I mellemtiden lever vores danske landsmænd i Det jødiske samfund under stigende pres, bag pigtråd, bevæbnet politi og sikkerhedsforanstaltninger som gør det mere og mere svært at leve et jødisk liv i Danmark. Hvem lytter egentlig til de danske jøder eller tager deres bekymring alvorligt?
I mere end tre år har debatten for/imod omskæring raset på sociale medier, i pressen og andre steder – alle gør sig kloge på hvad jødedom er og hvordan danske jøder bør leve et jødisk liv. Danske jøder bliver i stigende grad mødt med beskeden om at de ikke er velkomne i Danmark, landet som for knap 400 år inviterede de første jøder hertil. Er vi ved at vende ryggen til vores jødiske landsmænd?
Læs også: Jødisk liv i Danmark presset til det yderste. Omskæringsdebatten i Danmark er kørt helt af sporet og har skabt stor utryghed blandt danske jøder – der skal handles nu hvis vi virkelig ønsker at bevare jødisk liv i Danmark.
Den 19. april skrev Maja Gildin Zuckerman, Ph.d., Antropolog og historiker, Postdoc, Copenhagen Business School følgende debatindlæg i Weekendavisen, vi bringer her den fulde tekst:
Skær ned på politibeskyttelsen og flyt nogle millioner til forskning i antisemitisme
Den jødiske højtid pesach, som foregår over otte dage, var næsten omme, da medlemmer af den nationalsocialistiske gruppe Nordfront skændede den jødiske kirkegård i Aalborg. På deres hjemmeside kalder de det en »oplysningsaktion«. Nordfront ønskede at gøre den danske befolkning opmærksom på de morderiske rødder, som de mener er indlejret i jødisk historie, de bolsjevikiske tendenser, som de ser jøderne have allerede i 1200-tallet f.v.t., samt de barbariske leveformer, såsom dyreplageri, som jøderne åbenbart dyrker den dag i dag, når vi praktiserer vores pesach traditioner. Disse »oplysninger« er selvfølgelig det rene volapyk. Det er en sammenskrivning af forskellige klassiske antisemitiske konspirationsteorier og stereotyper, såsom jøden som børnemorder, bolsjevik og irrationel barbar. Men hvad stiller vi egentlig op med disse former for antisemitisk hærværk og propaganda i dag? Hvor udbredte er de? Hvorfor bliver de ved med at finde nye fortalere og udtryksformer? Hvordan relaterer antisemitisme sig til det danske samfund, dets grundværdier og dets historiefortælling i dag?
Det er spørgsmål, som vi ikke har svar på i Danmark, fordi vi endnu ikke har etableret et videnscenter, der kan samle de nødvendige data, følge relaterede udviklinger i ind- og udland samt perspektivere denne viden i forhold til andre hadforbrydelser. Der er brug for et nationalt, centraliseret forskningscenter, der kan tilbyde upartisk og samfundsanvendelig viden om antisemitisme. Og det ville være konstruktivt, hvis et sådant center også undersøgte islamofobi og racisme generelt, så både befolkningen og politikerne kunne have et forskningsdedikeret sted at henvende sig. Ikke et lukket efterretningscenter eller et midlertidigt bestillingsarbejde, men en fastforankret analyse- og forskningsenhed. Et sådant sted eksisterer ikke p.t. i Danmark, selvom der er akut behov for det.
Efter mere end et år lader regeringens handlingsplan for bekæmpelse af antisemitisme stadig vente på sig. Det samme gør den annoncerede lovgivning, der skal definere, hvad antisemitisme er, og således adskille antisemitisme fra hadforbrydelser mere generelt. Der har stort set ikke været nogen offentlig debat derom, og vi eksperter på området er, så vidt jeg er underrettet, ikke blevet inddraget til at belyse problemerne ved denne tilgang. Der mangler kort sagt offentlige aktører, der med aktuel og historisk viden og overblik kan fremlægge perspektiver og nuancer til offentligheden og de folkevalgte, som derefter kan beslutte sig på et oplyst grundlag.
Læs mere om IHRAs definition af hvad antisemitisme er HER.
Ved de seneste antisemitiske tilfælde af hærværk er formanden for Det Jødiske Samfund, Henri Goldstein, oftest blevet brugt af medierne som en form for ekspertkilde, der bliver påkrævet svar om, hvad der bør gøres. Goldstein svarer tit, at der er behov for mere undervisning i skolerne omkring jøder og jødisk historie. Ud over den urimelige præmis om, at Goldstein, der ikke er forsker i jødiske anliggender eller hadforbrydelser, bør kunne svare på dette spørgsmål, er mantraet om mere undervisning også et utilstrækkeligt respons. Vi aner faktisk ikke, om undervisning hjælper, da vi knap ved, hvad det præcis skal afhjælpe. Først må vi afdække og undersøge de forskellige former for antisemitisme og antisemitiske miljøer, der eksisterer i Danmark i dag. Så skal vi se på, hvordan disse former og miljøer korrelerer med anden social adfærd såsom radikalisering og marginalisering, men også udbredelsen af historieforfalskning og konspirationsteorier mere generelt. Dette er ikke én forskers job eller midlertidige projektansættelse. Dette er et arbejde, der skal rodfæstes i dansk samfundsviden og -forskning på lige fod med det arbejde, som for eksempel Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, VIVE, udfører for det danske velfærdssamfund.
I vores nabolande Norge og Tyskland er sådanne centre allerede etableret. I Norge arbejder The Norwegian Center for Holocaust and Minority Studies både med uddannelse og forskning inden for antisemitisme og racisme, mens Zentrum für Antisemitismusforschung (ZfA) i Berlin bedriver innovativ og vidtfavnende analyse og forskning inden for området. Senest har ZfA udgivet en rapport, der analyserer, hvordan AI kan være med til at identificere antisemitiske og hadefulde ytringer og billeder online. Selvfølgelig skal vi i Danmark finde den model, der passer bedst ind i vores forskningslandskab. Men lige nu har vi intet centralt organ, der kan være med til at udveksle og høste erfaringer lande imellem for slet ikke at tale om at videreudvikle nye og bedre måder at identificere og bekæmpe antisemitisme.
I stedet fortsætter vi blot med at investere uanede pengesummer i politi- og millitærbeskyttelse af jødiske institutioner. Denne beskyttelse har været nødvendig for at sikre, at terrorangrebet i 2015 ikke gentager sig. Men ville vi ikke alle være bedre tjent, hvis bare en promille af disse investeringer blev brugt på forskning, samarbejde og innovation inden for bekæmpelse af antisemitisme?
Etableringen af et nationalt forsknings- og videnscenter for bekæmpelse af antisemitisme, islamofobi og racisme kræver politisk mod og fremsynethed, der peger ud over populistiske dagsordener. Et sådant center er baseret på troen på, at humanistiske og samfundsvidenskabelige metoder og analyser kan bringe samfundet videre og styrke det inkluderende fællesskab. Det er samtidig en erklæring om, at vi kan og skal have upartiske vidensinstitutioner, der er sat i verden for at belyse politiske bevægelser og samfundsspørgsmål, og at den viden, der bliver produceret, er anvendelig og tilgængelig for hele befolkningen. Et sådant nationalt center vil således være en investering i et pluralistisk og oplyst civilsamfund, der arbejder for lige medborgerskab for alle borgere, både i juridisk og social forstand.
