I årevis har den iransk-støttet terrororganisation Hizbollah angrebet det nordlige Israel med raketter, missiler, droner og terrorangreb.
Hizbollah, der er det iranske regimes stærkeste terror-håndlanger, er en eksistentiel trussel mod verdens eneste jødiske stat.
Indbyggerne i det nordlige Israel har svært ved at få hverdagen til at hænge sammen med kun få sekunder til at løbe i dækning, når alarmen går i gang.
Mange familier må enten flygte til andre dele af landet eller leve i beskyttelsesrum. Det er ikke en holdbar løsning, der har alvorlige konsekvenser for indbyggernes fysiske og psykiske helbred og deres økonomi.
I går trådte en våbenhvile på 10 dage i kraft mellem Libanon og Israel, skriver B.T.
På Truth Social skrev præsident Trump: – Jeg håber, at Hizbollah opfører sig ordentligt og ansvarligt i denne vigtige periode.
Donald Trump tilføjede. – Det vil være et fantastisk øjeblik for dem, hvis de gør det. Ikke flere drab. Der skal endelig skabes fred, tilføjer præsidenten.
Hvorfor kræver Danmark ikke resolution 1701 håndhævet?
I februar 2024 skrev MIFF et brev til regeringen. I brevet skrev vi blandt andet:
Danmark må fordømme Hizbollahs dødelige angreb mod Israel og kræve øjeblikkelig implementering af FN-resolution 1701. Regeringen må snarest muligt komme med et klart krav om, at Hizbollah trækker sig helt tilbage fra grænsen med Israel og fjerner raketterne, der terroriserer Israels indbyggere.
FN-resolution 1701 af 11. august 2006 lagde det diplomatiske grundlag for at afslutte Anden-Libanonkrig. Det er vigtigere end nogensinde, at Danmark aktivt støtter resolutionen og kræver den overholdt efter systematiske brud.
Hvor er Europas støtte til Israel?
I går delte MIFF Dan Harders seneste analyse af Europas holdning til Israel og Hizbollah.
Han skrev blandt andet:
I den forgangne uge har en række europæiske ledere, herunder den franske præsident Emmanuel Macron, EU’s udenrigschef Kaja Kallas, og (ifølge TV2) også vores egen Lars Løkke Rasmussen, opfordret Israel til at indstille kampen imod den libanesiske terrororganisation Hizbollah. Men hvad er egentlig den dybere mening?
De fleste i vesten er enige om, at Hizbollah skal afvæbnes og ophøre med at terrorisere både den israelske og libanesiske befolkning. Enigheden deles også af den libanesiske regering, som i forbindelse med våbenhvilen i 2024 lovede at stå for afvæbningen af Hizbollah med særlig fokus på den sydlige del af landet, som grænser op til Israel.
Det må imidlertid være tydeligt for enhver, at de libanesiske myndigheder ikke magter at løse opgaven. Nu, halvandet år senere, kæmper israelske styrker atter fra hus til hus imod Hizbollah-krigere i de selvsamme områder, hvorfra der dagligt sendes byger af raketter indover israelske byer.
Han slutter:
Den eneste løsning er, som det var tilfældet med nazisterne under Anden Verdenskrig, at knuse jihadisterne militært. Hvorfor trække pinen ud længere end højst nødvendigt? Nu er der momentum i retning af en lysere fremtid for Mellemøsten. Næsten alle arabiske regeringer giver åbent udtryk for et langsigtet ønske om fred med Israel. Det samme gælder tilsyneladende hovedparten af den iranske befolkning. Lad os dog gribe chancen, støtte USA og Israel og se, om ikke vi kan gøre drømmen til virkelighed.
Hvad mener du at Danmark bør gøre for at give Israels indbyggere sikkerheden tilbage?
Skriv din mening i kommentarfeltet.







