I januar skrev den københavnske lokal politiker Finn Rudaizky på Facebook: – Det er med stor glæde og stolthed, at jeg i dag har modtaget meddelelse om, at H.M. Dronning Margrethe har udnævnt mig til ridder af Dannebrogordenen. Jeg tager det som en anerkendelse af min indsats i den politiske verden gennem mere end 30 år.
Finn Rudaizky (DF) har i årevis arbejdet for at give det jødiske folk og Israel en stemme. Det arbejde er kun blevet intensiveret siden 7. oktober-massakren mod Israel. Den dag stormede flere tusind terrorister ind over grænsen fra Hamas-kontrolleret Gaza og gik til angreb mod forsvarsløse babyer, børn, kvinder, ældre, syge, handicappede og mænd. Massakren kostede over 1.200 livet, flere tusinde sårede, over 250 blev kidnappet til Gaza og Israel blev efterladt i dyb sorg. En fjerdedel af israelere har fået PTSD, omkring en halv million israelere er flygtet – flere af dem til Danmark og den globale antisemitisme er eksploderet.
I oktober valgte Christiansborg, Finansministeriet, Forsvarsministeriet og Udenrigsministeriet at flage på halv til minde om massakre ofrene. Flere storbyer, inkl. EU’s hovedkvarter mindede massakre ofrene med blå og hvide lys, men sådan blev det ikke på Københavns Rådhus.
I går skrev Rudaizky på Facebook: – Et politisk flertal i hovedstaden forventes kun at ville give skattekroner til Gaza, men ingen skattekroner til de israelske og det danske gidsel, som er bortført fra Israel. “Det vil jeg ikke være med til. Jeg bruger gerne min politiske VETO-ret, for at bremse uligheden og humanitær forskelsbehandling”.
Ankestyrelsen forventes at gribe ind, krigen mellem Hamas og Israel har fået flere danske kommuner op i det røde felt. Politisk uenighed om hvem man skal holde med, har for alvor flyttet udenrigspolitik ind på rådhusene. Den verbale mini-Gaza-krig har virkelig gjort sit indtog. Ankestyrelsen, som er kommunernes tilsynsmyndighed, vil snart indskærpe kommunerne, at udenrigspolitik ikke er et kommunalt anliggende.
Albertslund og Næstved bliver antagelig de første kommuner, som irettesættes, men jeg tror også, at turen snart kommer til København. I mere end 30 år, har visse københavnske partier konstant udbasuneret fra Borgerrepræsentationens talerstol på Københavns Rådhus, at de skam kæmper for menneskerettigheder i hele verden. De selverklærede “bevidste” partier elsker at understrege, at deres omsorg gælder hele verden. Men, det eneste land, disse partier har menneskerettighedsdebatter, er den jødiske stat Israel. Aldrig Iran, Rusland, Kina, Qatar eller Saudi-Arabien.
Ikke overraskende, det var egentlig ingen overraskelse, at de “bevidste menneskerettighedsforkæmpere” sagde nej til Israel flag på Rådhuset efter Hamas-terrorangreb den 7.oktober 2023, hvor mere end 1200 israelere blev myrdet. Hverken disse bestialske nedslagtninger eller at sætte pres på Hamas, for at frigive de mange gidsler, har ikke interesseret flertallet af politikere fra Københavns blodrøde alliance, som også altid omfatter Det Radikale Venstre.
Humanitær nødhjælp, København vedtog i 2006, at man godt kan yde humanitær nødhjælp. Det synspunkt er fornuftigt. Derfor støtter jeg også humanitær nødhjælp og bistand til de flygtende ukrainere, som er kommet til Danmark.
Men det er vigtigt, at der ikke kun ydes humanitær nødhjælp til de grupper af borgere, som man politisk sympatiserer med. Humanitær nødhjælp skal naturligvis gælde alle borgere og alle krigens parter, som har behov for humanitær nødhjælp.
Vil give 1 mio. kr til Gaza, det københavnske “blodrøde og radikale venstres” flertal, er imidlertid gået helt amok. På mødet den 14. december 2023, besluttede man, at ville undersøge, hvordan hjælp på en million kroner til Gaza kan gennemføres.
Israel har brug for humanitær nødhjælp, efter min opfattelse, ville det blive en ensidig økonomisk hjælp til kun den ene af krigens parter. Begge parter har brug for nødhjælp. Derfor foreslog Dansk Folkeparti, at “der ligeledes bevilges en million kroner i humanitær nødhjælp til støtte for de værst medtagne ofre, eksempelvis i relation til gidseltagningen, herunder misbrugte og bortførte kvinder, børn og unge”. Mit forslag fik en hård medfart. Kun Alternativet og Dansk Folkeparti stemte for.
Vetoret, nu skal hele sagen snart behandles igen. Som budget partner har man altid ret til at anvende sin Vetoret. Det har jeg imidlertid aldrig gjort. Men, jeg har besluttet mig til, i givet fald, at bruge vetoretten. Jeg kan bare ikke se på, at politikere udelukkende giver humanitær hjælp til den krigs part, som man støtter politisk.
Hvis der skal være mening med humanitær nødhjælp – skal det naturligvis gælde alle der har brug for nødhjælp. Også dem som “det blodrøde flertal og de radikale” ikke kan lide.
