Search
7. oktober-massakren i Israel er den værste mod jøder siden Holocaust. Flere tusind Hamas-terrorister stormede ind over grænsen fra Hamas-kontrolleret Gaza og slagtede hele familier. På billedet ses sørgende græde under begravelsen af familien Zohar - far Yaniv, mor Yasmin og deres to døtre Keshet og Tehelet fra Kibbutz Nahal Oz myrdet af Hamas-terrorister. Tilbage står 13-årige Ariel alene uden forældre eller søskende, Rishon LeZiyyon, 17. oktober 2023. (Foto: Yossi Zeliger/TPS)

Danmarks ambassadør: 7. oktober-massakren har efterladt Israel i chok, sorg og vrede – der vil gå lang tid inden de er klar til at drøfte fred

Thomas Winkler: - Det gør ondt langt ind i sjælen på alle israelere, når folk i Vesten demonstrerer for ”from the river to the sea” og dermed i israelsk optik går ind for udryddelsen af den jødiske stat og måske endda det jødiske folk. 

Israel blev for altid forandret af 7. oktober-massakren, den værste massakre mod jøder siden Holocaust.

Den 6. januar publicerede Jyllands-Posten debatindlæg af Danmarks ambassadør i Israel, Thomas Winkler om 7. oktober-massakren. MIFF bringer debatindlægget nedenfor:

Den 7. oktober 2023 blev Israel angrebet af den palæstinensiske terrororganisation Hamas. Angrebet har efterladt et Israel i chok, i sorg og – ikke mindst – med en vrede, som vil styre Israels ageren i mange år fremover. Der vil gå lang tid, før Israel er parat til at drøfte varig fred. 

Jeg har set de film, som Hamas-terroristerne optog under angrebet den 7. oktober. Set, hvordan en terrorist uden videre dræber en syvårig pige, som gemmer sig under familiens spisebord, hørt, hvordan en anden terrorist ringer til sin mor og far for at prale med, at han selv har dræbt 10 jøder, og set civile i Gaza danse på liget af en israelsk soldat. Hvis man forsøger at skabe fred uden at tage de følelser, som dette har vakt i Israel, med i betragtning, så løber man panden mod en mur.

Det første chok efter den 7. oktober er ved at fortage sig, men sorgen over de dræbte og de civile, der fortsat er gidsler i Gaza, består. Daglige rapporter om dræbte israelske soldater i Gaza forstærker sorgen og den frygt, som familierne til de 300.000 indkaldte reservister lever med.

Israelernes raseri er navnlig rettet mod Hamas, men de fleste er også vrede på palæstinenserne, fordi de ikke forstår, hvorfor det palæstinensiske selvstyre ikke har taget klar afstand fra terrororganisationen. Det efterlader mange israelere med en følelse af, at de fleste palæstinensere støtter Hamas. 

Israelerne er også vrede over, at over 170.000 israelere har måttet forlade deres hjem ved Gaza og i grænseområdet ved Libanon. Siden den 7. oktober har terrororganisationen Hezbollah fra det sydlige Libanon dagligt beskudt mål i Israel. Det er helt uforståeligt for israelerne, hvorfor FN-styrken i Libanon (UNIFIL) ikke forhindrer dette. Det er en af grundene til, at tilliden i Israel til FN kan ligge på et meget lille sted. Og til, at ingen israelere tror på, at andre end dem selv er i stand til at genoprette trygheden i grænseområderne. 

Hezbollah er militært en helt anden størrelse end Hamas. Derfor overvejer man givetvis fra israelsk side, om man skal gennemføre et massivt forebyggende angreb mod bl.a. Hezbollah. Høgene argumenterer endog for også at angribe Iran, som man i Israel opfatter som en drivende kraft bag alle angreb på Israel. Hvis det sker, er der en risiko for, at konflikten breder sig til hele regionen.

Israelerne er også virkelig vrede på deres eget system. Det gælder efterretningstjenesterne og militæret, som ikke forudså eller forhindrede angrebet den 7. oktober. Og det gælder i den grad det politiske system og i særdeleshed premierminister Netanyahu. Når den igangværende fase af krigen i Gaza er afsluttet – måske i løbet af de kommende måneder – venter der et omfattende internt opgør i Israel. Det vil tage tid, før den indenrigspolitiske situation er afklaret, og dermed inden det internationale samfund ved, hvem man skal forhandle videre med i Israel. 

Endelig er israelerne vrede på dem, der ikke forstår, at dette er en kamp for Israels eksistens. Det er den klare israelske opfattelse, at Hamas, Hezbollah, Iran og andre ikke vil den tostatsmodel, som det internationale samfund arbejder for med en palæstinensisk stat på Vestbredden og i Gaza ved siden af Israel. De vil udrydde Israel som stat og fjerne jøderne fra det, der i dag er Israel. Det kan ingen stat selvsagt leve med. Det gør ondt langt ind i sjælen på alle israelere, når folk i Vesten demonstrerer for ”from the river to the sea” og dermed i israelsk optik går ind for udryddelsen af den jødiske stat og måske endda det jødiske folk. 

Mange israelere støtter tostatsmodellen, men mere som en langsigtet målsætning end som en løsning på kortere sigt. Det helt centrale for israelerne er sikkerhed: at alle israelere kan føle sig trygge. Hvordan det skal ske, savner de et klart svar på fra egne politikere og fra det internationale samfund. Israelsk accept af den eller de modeller, som skal stabilisere regionen på kortere sigt, vil forudsætte, at der findes et troværdigt svar på dette. 

Det er svært at finde nogen i Israel, som har et godt svar på, hvad der skal ske, indtil også Israel er parat til igen at drøfte en tostatsmodel. Efter den 7. oktober er der ikke mange fortalere for et tættere samarbejde med palæstinenserne. Den totale separation mellem Israel og de palæstinensiske områder ligger heller ikke længere ligefor. Israel vil påstå, at man har forsøgt det, da man trak sig ud af Gaza i 2005 og mere eller mindre overlod palæstinenserne der til sig selv. Den ”frihed” brugte de så til at forberede det angreb, der fandt sted den 7. oktober.

Kort tid før angrebet den 7. oktober syntes Saudi-Arabien og Israel klar til at indgå en normaliseringsaftale, som kunne have ændret balancerne. Den proces er nu sat i bero, men de interesser, som lå bag, er grundlæggende uforandrede. 

De, der vil samarbejdet både i Israel og de arabiske lande, har nok indset, at den aktuelle ustabile situation ikke er til deres fordel. Derfor kan det ikke udelukkes, at tilnærmelsesprocessen genstartes, og at den vil være startskuddet til et nyt samarbejdsklima regionalt – og måske endda kan rumme en nøgle til løsningen af konflikten. 

Du kan læse denne artikel gratis på grund af MIFFs over 12.900 medlemmer i Norge og over 1.000 medlemmer i Danmark. Men vi har brug for støtte fra mange flere nu!

Giv en gave her eller brug MobilePay 49739

Bliv medlem ved at udfylde formularen herunder og trykke på “send”!

Facebook
Twitter
Email
WhatsApp