Norges statsminister Jonas Gahr Støre mener Israels reaktion på Hamas-massakren 7. oktober, hvor over 1400 babyer, børn, kvinder, ældre og mænd blev massakreret, går «langt over stregen». Se og del Mapping October. 7th massacre
I'm an International Law Expert; Israel's Actions in Gaza Are Completely Proportional to the Hamas Threat
— Algemeiner (@Algemeiner) October 30, 2023
"Israel's response is not merely an expression of retributive justice ('an eye for an eye'), but of indispensable self-defense."
By Louis René Beres https://t.co/B3twhX7gVy
Her kommer Louis René Berres, der er pensioneret professor i folkeret fra Purdue University med klar besked om folkerettens bestemmelser:
Opsummering
I sin nødvendige krig mod palæstinensisk terror – en kriminel aktivitet med støtte fra Iran – handler Israel i overensstemmelse med relevant folkeret. Selvom den vurdering kan være svær at acceptere for mange, der kun ser de konkrete virkninger af Israels militære forsvarskamp mod terrorismen, præsenteres den her fra et informeret synspunkt i overensstemmelse med officielle juridiske standarder. Tabet af palæstinensiske civile under krigen mod Hamas efter 7. oktober-massakren mod Israel, var det forudsigelige og tilsigtede resultat af Hamas’ snedighed.
Juridisk set er det hævet over enhver tvivl, at Hamas-massakren den 7. oktober 2023, der inkluderede mord, voldtægt og gidseltagning, udgør åbenlyse overtrædelser af den humanitære folkeret på niveau med Nürnberg-processerne.
–
Blandt anklagerne rettet mod Israel i deres operationer i den igangværende Gaza-krig er «disproportionalitet». Men hvad betyder det præcist? Hvilke juridiske krav om «proportionalitet» bliver udtrykt inden for folkeretten?
Forpligtelserne ved proportional krigsførelse er nævnt i reglerne, der styrer beslutningen om at gå ind i væbnet konflikt («krigens berettigelse») og i regler, der styrer krigsførelsen. I det første tilfælde vedrører proportionalitet delvist «eksistentiel» i tilfælde af nationalt selvforsvar. I det andet tilfælde handler proportionalitet om den specifikke måde, en krigshandling bliver udført på. Proportionalitet er i høj grad afledt af det mere grundlæggende juridiske princip, at med retten til krigsførelse følger specifikke begrænsninger. For eksempel fastslår Haag-konventionen IV (1907), tillæg til konventionen, Del II (Fjendtligheder), Artikel 22: «Krigsførende parters ret til at anvende metoder til at skade fjenden er ikke ubegrænset.»
Når man skal afgive oplyste juridiske domme om det, der sker i den igangværende krig i Gaza, bør man identificere relevante detaljer og særpræg. I krigens love er ord vigtige. Selvom det ofte bliver misforstået, har den korrekte juridiske betydning af proportionalitet intet at gøre med ligevægt i anvendelsen af militær magt. Ligevægt eller symmetri er aldrig den korrekte fordring i krigens love.
I krigens love er spørgsmålet om proportionalitet aldrig blot et spørgsmål om intuition eller «sund fornuft». Det er et spørgsmål om rationalitet, en nødvendig grundpille i både systematiseret og almindelig folkeret. Denne standard forsøger først og fremmest at sikre, at krigsførende parters brug af våbenmagt begrænser sig til det, der er «nødvendigt» for at opnå lovbestemte militære mål.
En korrekt definition af det beslægtede princip «militær nødvendighed» lyder således: «Kun den grad af- og type magt, der ellers ikke er forbudt af folkeretten om væbnede konflikter, og som kræves for en delvis eller fuldstændig kapitulation fra fjendens side med minimal brug af tid, liv og fysiske ressourcer, kan anvendes.» [Kilde: Se USA, Department of the Navy, i samarbejde med Headquarters, U.S. Marine Corps; Department of Transportation, U.S. Coast Guard, The Commander’s Handbook on the Law of Naval Operations, NWP 1–14M, Norfolk, Virginia, oktober 1995, s. 5-1.]1
Selvom vi i dagens situation stadig taler om «folkeretten» i en snæver betydning, omfatter den også
«krigsførende» Ikke kun stater, men også oprørs- og terrorstyrker. Det betyder, at selv hvor en opstand formodentlig er lovlig – dvs. hvor den tilsyneladende opfylder det anerkendte kriterium «retfærdig sag» – skal de deraf følgende forventninger om «retfærdige midler» opfyldes. Når det gælder den konkrete konflikt, selv hvis Hamas og andre terrorgrupper havde en grundlæggende formodningsret til at bekæmpe israelsk «okkupation», er de forpligtede til at respektere de grundlæggende og lovbaserede begrænsninger «distinktion», «proportionalitet» og «militær nødvendighed». Når civile israelske områder angribes af raketangreb eller der placeres militæranlæg i civile palæstinensiske områder, vil det altid være en perfid krigsforbrydelse.
I lovens rammer er «perfiditet» den korrekte betegnelse på forbrydelsen det er at bruge «menneskelige skjolde». Perfid betyder troløs, falsk, lumsk og forræderisk.
Men der er stadig mange misforståelser. Princippet om proportionalitet fastslår under ingen omstændigheder, at nogen af parterne i en pågående konflikt skal påføre en fjende kun symmetrisk eller identisk skade.
Hvis «sund fornuft»-forslaget havde været accepteret, ville det ikke være muligt at finde moderne historiske analogier til USA’s åbenlyse «uforholdsmæssige» angreb på europæiske og japanske byer under Anden Verdenskrig. Set i den kontekst ville Dresden, Köln, Hiroshima og Nagasaki være rimelige eksempler på lavpunktet af umenneskelig og lovløs krigsførelse. Dvs at de amerikanske angreb ville repræsentere nogle af de mest alvorlige overtrædelser af international humanitær lov i moderne verdenshistorie.
Perfiditet udgør en større forseelse end blot umoral eller instinktiv fejhed. Den udtrykker en klart defineret og strafbar forbrydelse, sagt mere præscist: I Artikel 147 i Genève-konvention IV, omtales det som et «klart brud».
Bedrag kan være lovligt i en væbnet konflikt, men Haag-reglerne forbyder eksplicit enhver udstationering af militært udstyr eller personale i befolkede, civile områder. Beslægtede forbud mod forræderi findes i Protokol I fra 1977, et tillæg til Geneve-konventionerne fra 12. august 1949. Reglerne er bindende også på grundlag af anerkendt folkeret, en retskilde identificeret i Artikel 38 i vedtægterne for Den Internationale Domstol.
Alle de stridende parter, inkl. palæstinensiske terrorister, der kæmoper for «selvbestemmelsesret», er bundet af krigens love. Det centrale krav opridses i Artikel 3 og er fælles for de fire Genève-konventioner af 1949 – de kan ikke tilsidesættes eller ophæves.
Hamas’ påståede mål om palæstinensisk selvbestemmelse er i virkeligheden baseret på en åbenlyst planlagt forbrydelse – nemlig fuldstændig fjernelse af den jødiske stat gennem udmattelseskrig og udryddelse. Det juridisk set uacceptable mål er baseret på PLO’s ti-punkts program eller Faseplan fra 9. juni 1974. Under sin 12. session gentog PLO’s højeste rådgivende forsamling, Det Palæstinensiske Nationale Råd, PLO’s mål om «at opnå sin ret til tilbagevenden og selvbestemmelse over hele sit hjemland».
Den foreslåede rækkefølge af palæstinensisk vold er som følger: 1. «at etablere en kæmpende national myndighed over alle dele af det befriede palæstinensiske territorium» (Art. 2); 2. «at bruge territoriet til at fortsætte kampen mod Israel» (Art. 4); og 3. «at starte en pan-arabisk krig for at fuldføre befrielsen af hele det palæstinensiske territorie» (Art. 8).
Bemærk at ovennævnte er tilintetgørelsesplanen af Israel, fra en mere «normal» palæstinensisk terrorgruppe end Hamas og som Hamas ser som værende værende for moderat.
På et eller andet tidspunkt kan Hamas (med materiel støtte fra Iran) tænkes at forberede sig på et megastort terrorangreb mod Israel. En sådan forræderisk aggression, uden tidligere parallel og muligvis i samarbejde med flere ikke-palæstinensiske jihadister (fx shiitiske Hezbollah), ville kunne involvere kemiske, biologiske eller radiologiske (strålingsudbredende) våben.
Blandt truslerne kunne være et ikke-kernefysisk terrorangreb mod den israelske reaktor i Dimona. Der findes historisk dokumentation for fjendtlige angreb mod det israelske anlæg for plutoniumproduktion, både fra en stat (Irak) i 1991 og en palæstinensisk terrorgruppe (Hamas) i 2014. Ingen af angrebene lykkedes, men der blev etableret forskellige trusselpersonaler.
Folkeretten er ikke selvmordspagt. Selv midt i langvarig anarki i verden repræsenterer folkeretten et autoritativt sæt af regler og procedurer, der betyder at en belejret stat en beleiret stat – enhver belejret stat – i stand til at udtrykke en «naturlig ret til selvforsvar». Men når Hamas fejrer palæstinensiske civiles eksplosive «martyrium», og palæstinensiske ledere søger «frelse» eller magt over døden via massemord på «jøder» eller «zionister», har synderne ikke længere krav på immunitet på baggrund af skader på civile. Når Hamas fejrer martyrier, understreger det dobbeltmoralen i palæstinensisk terror/offer – dvs. ofringen af «jøden» og den omvendte ofring af «martyren». Et sådant ræsonnement er eksplicit opsummeret i Hamas’ charter som et «religiøst» problem.
I folkeretten anses terrorister for at være hostes humani generis, dvs. «menneskehedens fælles fjender». Dvs. at de tilhører en kategori af kriminelle, der skal straffes, uanset hvor de opholder sig. Myndigheden som skal sørge for at anholde og retsforfølge terrorster er «universel». Det er ogsp relevant at tage Nürnberg-tribunalet med her. Her blev universalitetsprincippet fulgt og bekræftede eftertrykkeligt det gamle lovprincip Nullum crimen sine poena, eller «ingen forbrydelse uten straff».
Det findes en ikke-juridisk, men alligevel vigitg observation, der også er relevant for Hamas’ påstande om israelsk «disproportionalitet». Mange palæstinensiske ledere, der kontrollerer terrorangreb mod Israel, skjuler sig nemlig trygt i byer langt væk fra Hamas-kontrolleret Gaza. Trods deres teatralske retorik og store armbevægelser, har Hamas-lederne ikke travlt med selv at blive «martyrer».
Så hvad nu? I forbindelse med loven – alle love – fritager sandheden for skyld. Hvad angår den igangværende Gaza-krig, er der ikke tvivl om sandheden: Israel kæmper igen en nødvendig krig mod en fjende som vil udslette Israel. Fjenden er en jihadistisk terrororganisation som vil begå folkemord på Israel, opnå udødelighed for sine «martyrer» og tryghed for sine kriminelle ledere. Når «det internationale samfund» vurderer de triste omstændigheter, burde de tage Hamas’ inderste sandhed i Hamas’ perfiditet alvorlig og og bruge den omvendte sandhed om israelsk «disproportionalitet».