Siden Hamas-massakren i Israel den 7. oktober, er det strømmet ind med meldinger om en global bølge af antisemitisme. Bølgen af jødehad har også ramt Danmark og resten af Skandinavien. I dag kunne MIFF i Norge fortælle om en pro-palæstinensisk demonstration i Oslo, hvor der blev råbt: «Dommedagen vil ikke komme før muslimerne har besejret jøderne».

I Danmark er der kommet mange meldinger om, at jøder bliver chikaneret og truet som aldrig før. I går skrev Jyllands-Posten blandt andet: – I Danmark meldes, at mindst ét medlem af Det Jødiske Samfund er gået under jorden efter dødstrussel. Fra Tyskland og Berlin rapporteres om mangedobling af antisemitiske hændelser. Israel har opfordret statsborgere til at forlade flere lande.

Den 11. oktober skrev justitsminister Peter Hummelgaard på Facebook: – Jeg synes det er dybt bekymrende, at jeg er nødt til at skrive dette: Danske jøder SKAL kunne færdes og leve i fred. Det er forkasteligt at læse beretninger om danskere med jødisk baggrund, der i disse dage skal frygte for deres sikkerhed. En mor har f.eks. frarådet sin søn af bære en Davidsstjerne synligt og fortæller til tv2: – Hver gang, at der sker noget i Mellemøsten, spreder det ringe i vandet til resten af Europa, og de fleste jøder er lidt bange for at vise, at de er jøder.

Det Jødiske Samfund skriver blandt andet: – Vi har fået flere henvendelser fra medlemmer og andre, der føler sig utrygge, og enkelte har modtaget trusler på sociale medier og andre steder.

Den 17. oktober, skrev 24NYT blandt andet: – En uhyggelig sag fra Syddansk Universitet mere end antyder, at også veluddannede unge på landets universiteter bærer antisemitismen og fascismen med sig, skriver Christian Egander Skov, der er ph.d., forfatter til bogen ”Borgerlig krise”, konsulent ved Tænketanken Prospekt og redaktør på Årsskriftet Critique.

Den 18. oktober skrev TV2 Øst-Jylland: – Danske jøder fortæller deres børn, de ikke må sige, de er jøder. Østjyske jøder føler sig utrygge og frygter chikane og angreb.

Den 20. oktober skrev Jyllands-Posten’s chefredaktør Marchen Neel Gjertsen, hvad må være den mest ærlige artikel længe set i danske medier – læs, del og gem!

Jyllands-Posten stod på den forkerte side i 1938. Det gør vi ikke nu. Men er vi alligevel der, hvor historien går baglæns?

Vi troede, der var et før og et efter Krystalnatten i 1938. Vi troede, at informationskrigen stadig kunne vindes. Vi troede, at antisemitisme kunne bekæmpes. Nu ved vi ikke længere, hvad vi skal tro.

Der tegner sig et sammenbrud. Et kapitel i verdenshistorien, som ligner et sted, vi naivt troede, vi var forbi. 

Den danske landsholdsstjerne Nadia Nadim turnerer stadig med en påstand om, at Israel har angrebet et hospital i Gaza og dræbt flere end 500 mennesker, især børn og kvinder. Tillad mig at opfordre DBU til straks at suspendere hende fra landsholdstruppen. Landsholdet er et godt eksempel på det sammenbrud, som vi er vidner til i disse uger. 

For hvor er den autoritet, der kan slå ned på højt profileret spredning af misinformation? DBU, der havde så travlt med at snakke menneskerettigheder og verdensmål, ser nu til, mens angriberen kaster sig selv forrest ind i informationskrigen på terroristernes side.  

Var hun blot den eneste, så betød det fejlskud mindre. Nadim er desværre billedet på en offentlig debat i opløsning. Vi så også RUC-professor Sune Haugbølle relativere Hamas’ terrorangreb ved at sidestille det med Israels metoder. Israel, der ifølge ham er et apartheidstyre, som han politisk har engageret sig i at bekæmpe. At en dansk underviser og forsker forklarer et koldblodigt terrorangreb som indirekte krigslogik, er forstemmende, og RUC burde øjeblikkeligt reagere. I stedet får denne ekspert såmænd skattekroner for at turnere med sine udeklarerede synspunkter i danske medier og herved bane vejen for en yderligere fordummelse og radikalisering.  

Som en Treo – brusetabletten, der på kort tid kan forplumre postevands klarhed – opløses journalistikken og forskningen nu i grums og vildfarelse. På Jyllands-Posten har vi fredag besluttet at deklarere alle udsagn af Sune Haugbølle som værende israelkritiske. Det var ikke dansk forskning, vi burde bruge researchkræfterne på. Politiseringen og misinformationen er rigeligt stor i verden omkring os. Evner danske journalister overhovedet at søge den tilstræbte objektivitet i længden, når alverdens misformation bruser op? Jeg håber det, og vi gør alt, hvad vi kan, men jeg er ikke sikker på, at sandheden vinder i længden. 

Der var også Kristendemokraternes byrådsmedlem og folketingskandidat i Brøndby, Elif Demir Gökce, som på Facebook afviste både terrorangrebet mod Israel den 7. oktober i år og angrebet på World Trade Center i 2001 som konspirationer. Der var den veluddannede dansk-palæstinensiske læge på Odense Universitetshospital, som Jyllands-Posten interviewede i denne uge. Hun mere eller mindre fuldstændig benægtede, at Hamas havde dræbt civile israelere. Der var den store gruppe demonstranter i Aarhus, som afviste, at Hamas havde angrebet civile.  

Brik for brik tegner der sig et uhyggeligt billede af en informationskrig, som alle har tabt allerede. Internettet flyder over med manipulerede billeder, videoer og løgn. 

Imens ser vi konsekvenserne: en eskalerende krig med potentialet til alvorligt at destabilisere hele verdenssamfundet yderligere. Og en voldsom fremfærd for antisemitismen i Europa. I Danmark meldes der om en markant stigning, herunder i antallet af dødstrusler. Også i Tyskland og Storbritannien rapporteres hændelserne i hastig vækst. 

Weekendavisens chefredaktør, Martin Krasnik, beskrev i sidste uge rørende og rammende frygten for at aflevere sine børn i en skole, der er under konstant bevogtning. Min egen syvårige datter går på naboskolen. Her er den enorme legeplads i åben forbindelse med stier og gader. En dejlig folkeskole. Carolineskolen få meter derfra er gemt væk bag høj mur, port og overvågningskameraer. Et jødisk barn i Danmark kan ikke lege frit, men det kan mit. Den israelske ambassadør i Danmark lever under konstant beskyttelse og kan ikke færdes frit i sit ellers civiliserede arbejde. Da et socialdemokratisk folketingsmedlem forsvarede det jødiske samfund og fordømte Hamas, førte det til så mange hadbeskeder og trusler, at han nu vil anskaffe sig hemmelig adresse.  

Sådan kunne listen fortsætte. Der tegner sig i den danske offentlighed et totalt sammenbrud, hvor falsk og sandt sidestilles. Hvor hele udgangspunktet for den nuværende situation i Israel og Palæstina tilsyneladende er glemt, før vi straks er videre til endnu en halv vind og vores egne individuelle konspirationer. Da et hospital i Gaza i denne uge eksploderede, var Hamas først på informationsbølgen og fik spredt påstanden i hele verden om, at Israel dræbte 500 civile. Al dokumentation i sagen tyder på, at det var pure opspind. 

Som sikkerhedseksperten Jacob Kaarsbo skrev efterfølgende: »Nærmest hele verden faldt for det. Jeg gik i fælden, indtil vi fik billeder fra hospitalet onsdag.« 

Intet tyder på, at Israel stod bag ulykken, og intet tyder på så store tabstal.  

Er der et før og efter historiens lavpunkter? Man hører for sig vinduerne splintre, de grædende børn, deres fædres sidste udåndinger, tumult og optøjer. Knust glas, der glimter i mørket på gaden, da der igen bliver stille. Jøder systematisk dræbt og kidnappet. Det var scener i Israel for to uger siden, da terroristerne den 7. oktober gennembrød det israelske forsvarsværk og gennemførte et nøje tilrettelagt overraskelsesangreb på Israel på en helligdag. 

Scenen kunne også være den 9. november 1938, da nazister systematisk angreb de tyske jøder. Krystalnatten mindes vi stadig. Dengang døde færre end 100. I år blev mere end 1.000 israelere dræbt. Uskyldige civile bortført som gidsler i terroristernes menneskeskjold.  

Der var et før og efter Krystalnatten i 1938, sagde vi. En af vores dygtigste korrespondenter skrev også om den 7. oktober 2023, at der vil være et før og efter. Som for at understrege alvoren. Sådan har vi forestillet os historiske lavpunkter. Men man bliver i tvivl, når man følger den offentlige debat i dag. Er vi i så fald før eller efter 1938, hvis der nu viser sig at være det samme på begge sider af historien? 

Der var i 2001 lommer på den yderste venstrefløj, som mente, at USA havde fortjent det tragiske terrorangreb 9/11. Men i dag er det mere end lommer, der drager den konklusion i analysen af Benjamin Netanyahus fejlslagne politik i Israel: at ergo må civile jøder forventeligt henrettes og bortføres i balancens navn.

På den måde er 2023 mere sammenlignelig med situationen i 1938 end med den i 2001. Også i 1938 var der en uhyggelig bred forståelse for antisemitismen og Tysklands udryddelsespolitik.  

Få dage efter Krystalnatten skrev Jyllands-Posten en leder, som siden har stået som det mørkeste kapitel i avisens historie, fordi både den og flere tekster i perioden tjener som nogle af samtidshistoriens tydeligste eksempler på antisemitisme i den offentlige debat. 

»Man kan indrømme Tyskland, at det har ret til at skille sig af med sine jøder. Men til gengæld kan man stille det krav, at det sker på anstændig vis,« skrev lederen og tilsluttede sig idéen om oprettelsen af en jødisk stat, så Europa kunne slippe for at huse dem. 

Lederen omtalte i nedsættende vendinger den jødiske befolkning og udtrykte forståelse for Tysklands forfølgelse, og også i tekster i Jyllands-Posten af digterpræsten Kaj Munk finder vi i disse år forherligelsen af diktaturtanken og forståelsen for jødeforfølgelsen.  

Kaj Munk skiftede mening i 1938 og blev senere selv likvideret af nazisterne. Skæbnens drabelige ironi. Men den mørke skygge af skam fra de antidemokratiske og antisemitiske tekster hviler stadig over os. De hænger som en dyster påmindelse om, at vi aldrig nogensinde igen vil stille os på den forkerte side af verdenshistorien. Man frygter lige nu for de historiebøger, som skal skrives til vores børn, de frie og de ufrie. Her vil det ikke være Jyllands-Postens leder, som finder vej til kapitlet om antisemitisme. Der vil til gengæld være endeløst mange andre indlæg. 

Er vi så før eller efter – eller netop lige midt i verdenshistoriens dybeste mørke?

Præcisering: Vi har præciseret teksten, som først angav Kaj Munk som forfatter til lederen om Krystalnatten. Den var ikke skrevet af ham. Hans problematiske tekst er trykt tidligere end Krystalnatten, og Kaj Munk, der op gennem 1930’erne forherligede diktaturet og den italienske fører Benito Mussolini, tog afstand fra Krystalnattens metoder.