Lammet af frygten for at begeå en fejlberegning, var embedsmænd bekymrede over, hvad der ville ske hvis IDF rykkede ind i Hamas-kontrolleret Gaza. Frygten var at kampe ville knuse de seneste års “ro” i Hamas-enklaven.
Det var Israels sindstilstand før Hamas i samarbejde med andre terrorgrupper, begik 7. oktober-massakren mod den jødiske stat i 2023.
Chefen for Shin Bet, der er Israels indenrigssikkerhedstjeneste, sammenligner situationen med en patient, hvis vitale tegn er i tilbagegang, skriver Amit Segal – en af Israels førende analytikere i Wall Street Journal.
Årtiers inddæmning, tilbageholdenhed og overbærenhed havde fået Israel til at virke langsom og sårbar, skriver Segal.
To et halvt år efter massakren, topper Israels magt i Mellemøsten. Transformationen skete først efter den jødiske stat lagde årtiers regler på hylden.
Selvom IDF hedder Israels forsvarshær, var IDF’s historiske præstationer forebyggende angreb – eksempelvis Seksdageskrigen i 1967. I de seneste årtier mistede Israel sin offensive fordel, og IDF blev tvunget til at føre kompliceret bykrig. IDF’s edelse undlod at gengælde missilangreb fra Irak under 1. Golfkrig i 1991 og IDF’s gengældelser på Hizbollah- og Hamas-angreb i 2000’erne var symbolske. Den 7. oktober 2023, betalte Israel den ultimative pris for sin defensive politik, understreger Amit Segal.
Her er Israels nye spilleregler:
• Fjenden eksisterer i en af to stater: forfølger eller forfulgt. I årevis har Israel undgået målrettede drab og givet terrorledere og iranske embedsmænd tid og ro til at konspirere mod den jødiske stat. IDF’s nye taktik er stik modsat: Hvis terrorister løber for livet, har de ikke tid til at dræbe os. Der er poetisk retfærdighed i, at Irans øverste leder Ali Khamenei, manden bag påståede mordforsøg på Donald Trump og Benjamin Netanyahu i sommeren 2024, blev elimineret i 2026.
• Når fjender bekendtgør deres intention om at ødelægge dig, så tro på dem. Det er ikke valgretorik (de afholder ikke valg); det er ikke tomme ord. “Død over Amerika” og “Død over Israel” er mission statements.
• At ignorere små sikkerhedsproblemer inviterer til større problemer. Israel flygtede fra Gaza for at undgå improviserede eksplosive anordninger og skydeangreb, kun for at blive angrebet af to kommandodivisioner med verdens største tunnelnetværk til rådighed. De trak sig tilbage fra Libanon, fordi det ikke kunne klare 20 faldne soldater om året; til gengæld forskansede Hizbollah sig ved grænsen med et missilarsenal, som få globale magter kan konkurere med.
• Der kan ikke være nogen modus vivendi med terrororganisationer. Morderiske ambitioner kan ikke dulmes med “gentlemanaftaler”, internationale garantier eller økonomiske incitamenter. Israel prøvede det i Gaza, og resultatet var katastrofalt.
• Når du reagerer, så overvæld din fjende. I årevis affyrede fjenden raketter, og Israel svarede igen med “proportional” styrke. Det normaliserede beskydningen af civile, kidnapninger og invasion. Men det ændrede sig efter 7. oktober-massakren. Hizbollah-lederen Hassan Nasrallah troede, at han stadig spillede efter de gamle regler og affyrede et par raketter dagligt. Det endte med hans eliminering, halshugning af hans organisation og ødelæggelse af 80% af deres missilberedskab.
• Fundamentalister samler våben for at bruge dem, ikke til at afskrække. I årevis ignorerede Israel de enorme ammunitionsdepoter i Gaza og Libanon under den antagelse, at de simpelthen ville “ruste”. Det gjorde de ikke.
• Når man er på den stærke side, er det fjenden, der skal frygte en fejlberegning.
De nye regler gælder også i den igangværende operation lanceret i lørdags. Den jødiske stat kan ikke acceptere eksistensen af produktionsfaciliteter og tusindvis af ballistiske missiler i Iran, hvor hver affyring sender halvdelen af Israel i beskyttelsesrum og truer med masseofre. Israel kan ikke leve med at det iranske regime, der fortsat finansierer Israels største fjender med mere end en milliard dollars om året.
Præsident Trumps beslutning om at slutte sig til Israel i angrebet på Iran beviser, at gode ideer smitter. Barack Obama troede oprigtigt, at iranerne kunne tilfredsstilles med økonomiske fordele. Bill Clinton sluttede fred med et voldeligt Nordkorea og fik et atomvåbenbaseret Nordkorea som tak. Joe Biden pressede på for aftaler, der ville have gjort terrorgruppen Hamas til Gaza’s ultimative hersker.
I modsætning til de isolationistiske instinkter hos dele af MAGA-bevægelsen forstod Trump, at Iran er en fare for regional og global fred. Irans angreb på fredelige Golfstater og Cypern viser, hvad de ville have gjort, hvis de havde fået lov til at udvikle atomvåben. Den igangværende krig vil redde os fra mange fremtidige krige. Hele verden ser nu, hvad der sker med dem, der brugte 47 år på at råbe “Død over Amerika” og “Død over Israel”, kun for at opdage, at Amerika og Israel endelig lyttede – og tog noter, slutter Segal.
