MIFF har igennem længere tid skrevet om at de palæstinensiske myndigheder (PA), som Danmark pumper milliarder af skattekroner i, har mistet kontrollen i flere af sine byer i Judæa og Samaria – især byen Jenin hvor terrorgrupper nu truer Israels sikkerhed.
PA har ikke vist vilje eller evne til at stoppe terrorgrupperne i deres selvstyeeområder, hvilket PA ellers er forpligtet til, jf. Oslo-aftalerne.
Derfor har Israels forsvarshær (IDF) i en lang periode gennemført daglige anti-terroraktioner for at beskytte sin befolkning mod terror.
Allerede før Operation Breakwater blev sat i værk i april 2022, stod det klart, at Jenin og området omkring Jenin, udgør en ekstraordinær sikkerhedsudfordring for Israel. Området blev allerede beskrevet som problematisk under Anden Intifada, der blev støttet af PA med Yasser Arafat i spidsen og kostede over 1.100 israelere livet i 2000-2005. PA’s manglende kontrol med Jenin betyder at unge palæstinensere uden problemer kan blive aktive terrorister og angribe IDF.
For at forstå hvorfor problemet er så stort i Nordsamaria – især i Jenin, er det afgørende at forstå regionens geografi. Øst for det nordlige Samaria-område ligger Nahal Tirza-området. Det er det største område i Judæa og Samaria, der er under PA’s kontrol. Området grænser op til Jordandalen, hvilket gør det let at smugle våben fra kongeriget Jordan. Læs mere om Jenin her.
Dagens IDF-operation i Jenin, er den største siden Anden Intifada.
Israels forsvarshær (IDF) har netop udgivet en statistik over det seneste år (fra juni 2022 til juni 2023), over deres anti-terroroperationer i Jenin. Rapporten viser blandt andet at 52 israelere har betalt med livet for palæstinensisk terror fra juni 2022 til juni 2023 – 15 af de israelske terrorofre blev dræbt af terrorister fra Jenin. MIFF har samlet hovedpunkterne fra IDF-rapporten her.
I skrivende stund fortsætter IDF’s anti-terroroperation i Jenin. På nuværende tidspunkt er mindst 20 terrormistænkte blevet anholdt, oplyser IDF.
Mindst 7 terrorister er blevet dræbt i dagens anti-terroroperation som over 1.000 IDF-soldater deltager, inkl. droner. Som nævnt er det den største operation i Judæa og Samaria siden Anden Intifada (Anden Intifada, der blev støttet af PA med Arafat i spidsen, hærgede Israel i 2000-2005 og kostede over 1.100 israelere livet).
Brigadegeneral Avi Blot, som er øverste militærleder i Judæa og Samaria, udtaler at målet med anti-terroroperationen er “at ændre situationen i Jenin”. Han tilføjer at den PA-kontrolleret by er blevet en farlig terrorrede, hvorfra terroren breder sig til hele Judæa og Samaria og andre dele af Israel.
Brigadegeneral Avi Blot tilføjer: – Vi igangsatte anti-terroroperation for at ændre situationen på jorden og udvide vores handlefrihed. Det er vores mission er at skabe operativ kontrol, forhindre terror, anholde terrorister, ødelægge terroristernes infrastruktur og konfiskere våben,
Netop nu er der hårde gadekampe mellem bevæbnede palæstinensiske terrorister og IDF tæt på en af moskeerne i Jenin.
Israelsk-arabisk-kristne Yoseph Haddad, der i sin tid meldte sig til frivillig IDF-tjeneste og blev såret i kampe mod terrorister, tweetede: – Hvis du snart hører, at IDF angreb en moske i Jenin, bør du vide, hvad der egentlig er sket. Bevæbnede terrorister barrikaderer og skjuler sig i moskeen mens de skyder mod IDF-soldaterne. Terroristerne ser det som heroisk at dø mens de vanhelliger et helligt sted for at sprede terror og propaganda mod Israel!
Israels forsvarsminister Yoav Gallant udtaler at anti-terroroperationen forløber som planlagt og tilføjer: – I løbet af de seneste timer har vi ramt terrorgrupperne i Jenin hårdt og gjort store operationelle fremskridt.
Forsvarsminister Gallant udtaler desuden IDF har fuld støtte til at gøre det, der skal til for at beskytte Israels indbyggere mod terror og enhver anden trussel.
Operationen mod terroristerne i Jenin har bred politisk opbakning i Israel. Oppositionsleder Yair Lapid udtaler at han støtter beslutningen om at slå ned mod terrorgrupperne i Jenin.