Bliv aktiv ven af ​​Israel nu!

Det jødiske folks og Israels historie – tidslinje

I kibbutzen tæt på Gaza er der ikke noget der hedder tilbage til ‘normalen’

For 5 år siden blev 4 årige Daniel Tragerman dræbt i sit hjem i Kibbutz Nahal Oz af en raket affyret af Hamas fra en UN-skole i Gaza. (Foto: Eye On Antisemitism @AntisemitismEye)
Beboerne i kibbutz Nahal Oz er bevidste om, at næste angrebsrunde kun er et spørgsmål om tid. Samtidigt er der ikke noget andet sted de hellere vil være.

Efter to døgn med raketangreb kunne de fleste israelere over hele landet vende tilbage til deres normale hverdag, efter der blev opnået våbenhvile mellem Israel og terrorgruppen Islamisk Jihad i Gaza. Men i kibbutz Nahal Oz, som ligger blot få hundrede meter fra Gaza-grænsen, er definitionen af normalitet relativ, skriver Times of Israel.

Under angrebene forblev kibbutens gader øde – mange familier var flygtet nord på. Familierne var stadig ikke vendt tilbage, og at komme ind i byen viste sig at være en udfordring.

I løbet af de to dages raketangreb var der nærmest sirener hele tiden i Nahal Oz. Kibbutzen angribes ofte af raketangreb og mortærangreb. I torsdags stoppede angrebene pludseligt.

-Du kan ikke skifte over til normalitet så hurtigt. Det er umuligt at dreje 180 grader på den måde, sagde kibbutzens talsmand Daniel Rahamim.

-Hvad mere er, vi vender tilbage til normalitet i en kontekst, der ikke er normal, fordi vi ved, at stilheden kun er midlertidig.

Våbenhvilen er skrøbelig og blev brudt flere gange i løbet af dagen, da terrorister fra Gaza affyrede sporadiske raketter ind i Israel. I Netivot talte en kvinde med kanalen Kan om formiddagen, da en sirene pludseligt lød i baggrunden. Kvinden råbte og kaldte på sine børn, for at få dem til at komme ind. Kvinden gjorde sit bedste for at berolige dem mens de skreg og græd, samtalen med kvinden blev afbrudt. Men sirenen varede ved. En journalist, som tilfældigvis kørte i byen, indså, at sirenen ikke bare kom fra radioen.

-Jeg kørte hurtigt ind til siden og lagde mig på jorden ved siden af bilen. Hjemmefrontkommandoen havde opretholdt de ekstra forholdsregler, af frygt for nye raketangreb fra Gaza. Derfor blev hovedvejen, der fører ind i kibbutzen, for det meste holdt lukket og kun tilladt for kibbutzens beboere.

Talsmanden Rahamim fortæller, at ca. 30 familier forlod kibbutzen under de seneste raketangreb, hvor mere end 450 raketter blev affyret mod Israel fra Gaza. Angrebe udløste mange sirener i Nahal Oz.

-Vi opfordrer folk til at rejse, hvis de vil. Det er ikke et sted for børn. Det er noget af en slagmark, indrømmede talsmanden.

Talsmanden fortæller, at kibbutz-ledelsen havde forberedt sig på en mere organiseret udrejse af de fleste af de resterende 350 familier til Kibbutz Mishmar Ha’emek i nord, men planerne blev sat på pause, efter våbenhvilen faldt på plads. Alligevel var gaderne i kibbutzen øde. Den eneste lyd, der kunne høres i Nahal Oz, var fuglene. Ingen skole, ingen børn – de børn som fortsat var i kibbutzen, var i beskyttelsesrum.

Næsten hvert eneste hjem i kibbutzen har en have, men hvem har tid til plukke frugter når raketterne regner ned over området? Den rutine, som israelere i andre dele af landet kunne vende tilbage til, var endnu ikke tilbage Nahal Oz.

– Ingen her spekulerer på, om der vil komme en ny runde af raketangreb – det er kun et spørgsmål om, hvornår det vil ske, siger Rahamim.

Kibbutzmedlem Tom Oren-Denenberg fortæller at dagen efter volden midlertidigt er aftaget, altid er den sværeste.

-Vi har lige været igennem 48 timers helvede, og så slutter det, og du spørger dig selv, hvad skal det til for? Hvis vi havde opnået en aftale, som ville sikre langvarig ro, ville jeg personligt trygge premierministerens hånd, siger Tom. Men her har vi blot fjernet en terrorist – han kan let ersttates af en anden. Det kan ikke være målet i sig selv, tilføjer Tom.

Toms kone og datter sover i beskyttelsesrummet.

-Vores datter er kun 5 år gammel, så det hele er en slags eventyr for hende, forklarer Tom.

-Der er ingen skole, og der er ingen regler. Vi kan ikke begrænse hendes skærmtid – hvad skal hun ellers lave i beskyttelsesrummet?

Alene udfordringen med at justere familiens søvnmønster er endnu en grund til, at tilbagevenden til normalitet ikke sker øjeblikkeligt.

-Det tager et par dage. Heldigvis kan vi nå at komme os lidt i løbet af weekenden, fortæller Tom.

-Adrenalinen kører under alle sirenerne og raketeksplosionerne, når stilheden vender tilbage, tager udmattelsen over, fortæller Tom.

Selvom Tom godt kan forstå de familier med yngre børn, som forlod kibbutzen under angrebene, siger han at det er svære at rejse end at blive.

-At opleve, hvad der sker på afstand, ville være langt værre og jeg føler mig mere tryg her, fortæller Tom.

Rahamim siger at han håber regeringen en dag vil udarbejde en diplomatisk løsning på en konflikt, som han ikke mener kan løses med militære midler.

Don og Elinore derimod siger at: -Enten bliver vi elimineret eller også gør de.

-Det er ikke en våbenhvile. Vi stopper med at reagere på deres raketangreb, og de fortsætter med at affyrer raketter mod os, siger Elinore.

-Du vågner op, og det hele sker igen, tilføjer Don. Vores børn har tigget os om at forlade stedet på grund af situationen, men det er vores hjem. Vi ønsker ikke at forlade det, tilføjer Elinore.

-At køre ud af Nahal Oz kan være farligere end at blive der, fortæller Don. Don henviser til en bil uden for Gan Yavne, som nær blev ramt af en raket.

-Vi tager den vej hele tiden, tilføjer Don.

Dons og Elinores hund viser også tegn på stress efter raketangrebene.

-De sidste par dage har gjort Lucky meget skør. Han ryster, går rundt i cirkler, går hen til beskyttelsesrummet. Dyrlægen gav ham en beroligbende pille. Jeg er ikke bange for mig, jeg er bange for min hund, siger Elinore.

Parret har boet i Nahal Oz i 49 år efter de lavede aliyah fra USA.

-Vi følte os straks hjemme her. Folk er venlige og spørger hvordan det går – nogle gange lidt for meget, forklarer Elinore.

Rahamim fortæller, at der de seneste fem år er kommet 150 familier til i kibbutzen, hvilket han ikke ser som en selvfølge.

-Nye familier fortæller os, at de straks føler de sig hjemme her. Noget i luften transmitterer varme og tilhørighed. Vi ved ikke helt hvad det er – vi har været her så længe, siger Rahamim om kibbutzens ældre beboere.

-Livet her giver mening – det er zionisme. Der er ikke noget galt i at sige det, tilføjer Rahamim.


Du kan læse denne artikel gratis på grund af MIFFs over 13.000 medlemmer i Norge og over 1.000 medlemmer i Danmark. Men vi har brug for støtte fra mange flere nu!

Giv en gave her eller brug MobilePay 49739

Bliv medlem