Bliv aktiv ven af ​​Israel nu!

Det jødiske folks og Israels historie – tidslinje

Trump har ret vedrørende Golanhøjderne

Golanhøjderne. Israels kontrol over området har været status quo i mere end et halvt århundrede, og dets legitime behov for denne kontrol er kun vokset med tiden. (Foto: Wikipedia)
Golanhøjderne. Israels kontrol over området har været status quo i mere end et halvt århundrede, og dets legitime behov for denne kontrol er kun vokset med tiden. (Foto: Wikipedia)
Intet land i historien har nogensinde givet militært vigtige områder, som er blevet erobret i en forsvarskrig, tilbage til en svoren fjende.
  • Intet land i historien har nogensinde givet militært vigtige landområder, som er blevet erobret i en forsvarskrig, tilbage til en svoren fjende.
  • Det var til at forudse, at EU ville modsætte sig USA’s anerkendelse af annekteringen. Men de fremførte ikke nogen væsentlige argumenter ud over det sædvanlige krav om, at status quo ikke bør ændres.
  • Har noget europæisk land nogensinde givet højtliggende landområder, som er blevet erobret i en forsvarskrig, tilbage til en svoren fjende? Man må huske, at ved afslutningen på Første og Anden Verdenskrig foretog flere europæiske lande territoriale justeringer som en hjælp til at bevare freden. Hvorfor vil EU udsætte Israel for et dobbeltmoralsk krav om en særlig standard, som Europa aldrig har krævet af sig selv? Svaret er indlysende: EU har altid handlet hyklerisk, når det gælder Israel, og dette er ingen undtagelse.

Intet forstandigt menneske ville bede israelerne giver Golanhøjderne tilbage til den syriske massemorder Assad. Det ville være det rene selvmord at give disse højdedrag med udsigt over israelske byer og landsbyer til en gal mand, som vil bruge dem til at beskyde israelske civile med kemiske tøndebomber, sådan som Assad har gjort mod sine egne borgere. Intet land har nogensinde leveret et krigsskib, erobret i en forsvarskrig, tilbage til en fjende, der har svoret at ville udslette det. Golanhøjderne er sådan et stort krigsskib, som ville blive brugt til at angribe Israel.

Golanhøjderne er ikke som Vestbredden, som rummer en stor civilbefolkning, der betragter sig selv som besatte eller fordrevne. De civile, som boede i Golanhøjderne, før Israel indtog disse på den sidste dag i Seksdageskrigen, var hovedsagelig drusere. De, der blev boende, klarer sig meget bedre ved at leve i Israel end i Syrien. Siden Assad påbegyndte sin morderiske fremfærd, er mange drusere i Golan allerede blevet israelske statsborgere.

Som en af de 25.000 arabiske drusere for nylig udtalte i en Los Angeles Times artikel:

“Der er ingen tvivl om, at drusere og israelere i Golan lever et liv i tryghed og sikkerhed, som slet ikke kan sammenlignes med livet ovre på den anden side… Hver dag ved aftensmaden, siger han, minder han sin børn om, at mens de spiser godt, er der børn i Syrien, som intet har at spise.”

Så Israels kontrol med Golanhøjderne handler ikke om mennesker; den handler stort set om en militær fordel. Intet land i historien har nogensinde givet militært vigtige områder, som er blevet erobret i en forsvarskrig, tilbage til en svoren fjende.

Spørgsmålet er ikke, hvorvidt Israel skal give Golanhøjderne tilbage nu. Det er praktisk talt alle enige om, at de ikke skal. Desuden vil de ikke. Ingen israelsk premierminister, uanset hvor langt til venstre han/hun ligger politisk, ville nogensinde komme på den tanke at overlade Golanhøjderne til Assad. Området består af højdedrag, hvorfra syrerne plejede at skyde ned på den israelske landbefolkning, som arbejdede i dalen: det var en ren skydebane.

Israel vil bevare kontrollen over Golanhøjderne i al forudseelig fremtid. Det eneste spørgsmål er, hvorvidt Israels annektering af Golanhøjderne bør anerkendes af USA og andre lande. Det bør den blive, af flere vigtige grunde.

Virkeligheden på jorden er, at Israel aldrig vil opgive Golanhøjderne til Syrien, med mindre det sker som del af en forhandlet aftale med et fredeligt, demokratisk Syrien, som har erklæret sig villig til at ophøre med al krigsførelse og anerkende Israel som det jødiske folks nationalstat. Dette vil næppe ske i en forudseelig fremtid. Skulle det ske, vil der intet være, der forhindrer Israel i at overdrage de annekterede Golanhøjder til Syrien som del af en varig fredsaftale. Der er derfor intet skadeligt i Israels beslutning om annektering af højdedragene og USA’s beslutning om at anerkende denne annektering. Desuden vil beslutningen om at annektere og anerkende annekteringen fjerne Golanhøjderne fra en status som besat område og anerkende status quo som både de facto og de jure [faktisk og juridisk] virkelighed.

Jeg havde mulighed for at drøfte dette emne med USA’s præsident, Donald J. Trump, to uger før han bekendtgjorde sin beslutning. Jeg gav ham krigsskibsanalogien, som han så ud til at synes om. Jeg fortalte ham, at jeg mente, at den sunni-arabiske verden nok vil beklage sig, men at de i virkeligheden er ret ligeglade med Golan, som ikke har nogen religiøs betydning i islam. Der har faktisk været nogle mindre protester, men intet af betydning.

Det var til at forudse, at EU ville modsætte sig den amerikanske anerkendelse af annekteringen. Men de fremførte ikke nogen væsentlige argumenter ud over det sædvanlige krav om, at status quo ikke bør ændres. Israels kontrol over Golanhøjderne har været status quo i mere end et halvt århundrede; og Israels legitime behov for at kontrollere højdedragene er kun vokset med tiden, med krigen i Syrien og med Hizbollahs og det iranske militærs tilstedeværelse i tæt indbyrdes samarbejde. Ville EU mon kræve, at Israel i dag overdrager Golanhøjderne til Assad? Har noget europæisk land nogensinde overdraget højdedrag, som er blevet erobret i en forsvarskrig, til en svoren fjende?

Man må huske, at ved afslutningen af både Første og Anden Verdenskrig foretog flere europæiske lande territoriale justeringer som en hjælp til at bevare freden. Hvorfor vil EU udsætte Israel for et dobbeltmoralsk krav om en særlig standard, som Europa aldrig har krævet af sig selv? Svaret er indlysende: Den Europæiske Union har altid handlet hyklerisk, når det gælder Israel, og dette er ingen undtagelse.

Så tre hurraråb for præsident Trump, som har gjort det rigtige. Jeg vil blive ved med at kritisere ham, hvis og når han gør noget forkert – såsom at splitte familier ved USA’s sydlige grænse ad.

Det er, hvad tosidighed betyder: at rose den præsident, jeg stemte imod, når han gør det rigtige, og kritisere præsidenter, som jeg har stemt for (som f.eks. Barack Obama), når de gør det forkerte (såsom at afstå fra at stemme imod den Sikkerhedsrådsresolution, der erklærede jødiske helligsteder for besat område).

Israels fortsatte kontrol med Golanhøjderne øger muligheden for fred og mindsker risikoen for, at Syrien, Iran og/eller Hizbollah vil kunne bruge disse højdedrag som affyringsrampe imod israelerne. Det er godt nyt for verden, for USA og for Israel.


Se også følgende fra 2017

Beder verden anerkende Golan som israelsk


Redaktionens bemærkninger om yderligere argumenter

Analytikeren Evelyn Gordon påpeger, at folkeretten traditionelt har sondret mellem offensiv og defensiv krig. Men moderne fortolkninger – ikke mindst i forbindelse med omtale af Israel – udvisker sondringen.

Analysen går i dybde med FN Sikkerhedsrådets Resolution 242, som blev vedtaget lige efter seksdageskrigen. Indledningen fremhæver, at man ikke må overtage territorier ved hjælp af krig – men samtidigt er formuleringen af selve resolutionen sådan, at Israel ikke blev beordret til at give samtlige erobrede territorier tilbage.

Imidlertid bliver det mere og mere almindeligt at tolke Resolution 242, som om kravet var, at Israel skulle give afkald på alt, hvad der blev erobret. Og tilsvarende sondrer man ikke mellem erobringer via forsvar og erobringer via aggression.

Resultatet er, at man belønner aggression – og det kan nok se tydeligere i forbindelse med Golanhøjderne end i forbindelse med nogen som helst andre tilfælde. Argumentet om, at anerkendelse af israelsk suverænitet over Golanhøjderne vil gøre det nemmere for f.eks. Rusland at få anerkendelse af suverænitet over Krim, kan kun gælde, såfremt man udvisker forskellen mellem angreb og forsvar!

Evelyn Gordons artikel giver også detaljer om de mange syriske angreb på Israel fra Golanhøjderne, som Dershowitz nævner i herværende artikel.

Vi kan også anbefale Bjarte Bjellås artikel på norsk (2019-04-03) “Derfor er det viktig med israelsk suverenitet over Golan – Syria misbrukte området til å skyte mot israelske bønder og byer.” Artiklen bygger på en analyse af den tidligere israelsk FN-ambassadør Dore Gold, som nu driver forskningsinstittutet Jerusalem Center for Public Affairs. Som Evelyn Gordon, fremhæver Dore Gold forskel mellem forsvar og angreb. Men derudover forklarer han USAs positioner helt tilbage til 1975, og går mere i dybde med, hvordan israelsk kontrol over Golanhøjderne bidrager til den regionale stabilitet. Artiklen inkluderer også en 10-minutters video-præsentation af Dore Gold. Dore Gold taler langsomt og tydeligt, så lad dig ikke skræmme af, at præsentationen er på engelsk.

Endelig kan vi anbefale Dan Harders klumme “Golan” (2019-03-26), som kort og skarpt fokuserer på de virkelige forhold mellem Israel og Syrien.


Kilder og noter
Alan M. Dershowitz er Felix Frankfurter Professor of Law Emeritus ved Harvard Law School og forfatter til “The Case against the Democratic House Impeaching Trump,” samt Distinguished Senior Fellow ved Gatestone Institute.
Oprindelig artikel: “Trump is Right about the Golan Heights” – 2019-03-30. Oversat af Mette Thomsen, udgivet 2019-04-03. Genoptrykt med tilladelse af Gatestone Institute.
Seneste artikler af Alan M. Dershowitz

Du kan læse denne artikel gratis på grund af MIFFs over 13.000 medlemmer i Norge og over 1.000 medlemmer i Danmark. Men vi har brug for støtte fra mange flere nu!

Giv en gave her eller brug MobilePay 49739

Bliv medlem