- De Forenede Nationer ofrer flere resurser – tid, penge og afstemninger – på det palæstinensiske problem end på alle andre undertrykte gruppers krav tilsammen. Nogle af disse andre grupper kan ikke engang få en høring i FN.
- Palæstinensernes lidelser, som ikke tåler sammenligning med andre gruppers lidelser, har stort set været selvpåførte. De kunne have haft en stat, uden besættelse, hvis de havde accepteret Peel Kommissionens Rapport i 1937, FNs Delingsplan i 1947, Clinton-Barak-tilbuddet i 2000-2001, Ehud Olmerts tilbud i 2008. De afviste alle disse tilbud – og reagerede med vold og terrorisme – fordi disse ville have betydet, at de skulle acceptere Israel som det jødiske folks nationalstat – noget de stadig er uvillige til at gøre den dag i dag.
- Den palæstinensiske ledelses ønske om, at der ikke skal eksistere en jødisk stat, har altid været større end dens ønske om, at der skal eksistere en palæstinensisk stat.
- Michele Alexander påstår, at der foregår en lovfæstet diskrimination af israelske arabere. Virkeligheden er, at israelske arabere har flere rettigheder end arabere noget sted i den muslimske verden. De deltager i frie valg, har deres egne politiske partier, taler åbent imod den israelske regering og modtager positiv særbehandling ved israelske universiteter. Hun siger, at der findes “veje kun for jøder,” hvilket er en kategorisk løgn.
Forsiden på New York Times Sunday Review indeholdt for en uge siden en af de mest fordomsfulde, ensidige, historisk ukorrekte, uvidende og fanatisk snæversynede artikler, der nogensinde er blevet trykt i den agtværdige avis. Den var skrevet af Michele Alexander og bar overskriften: “Time to Break the Silence on Palestine” (Det er på tide at bryde tavsheden om Palæstina), som om det palæstinensiske problem ikke har været den mest overopreklamerede sag på universiteterne, i FN og i medierne. Der er ingen tavshed at bryde. Det, der skal brydes, er fanatismen hos dem, der hæver de palæstinensiske krav op over kravene fra kurderne, syrerne, iranerne, tjetjenerne, tibetanerne, ukrainerne og mange andre fortjenstfulde grupper, som virkelig lider under tavsheden fra den akademiske verden, fra medierne og fra det internationale samfund. De Forenede Nationer ofrer flere resurser – tid, penge og afstemninger – på det palæstinensiske problem end på alle andre undertrykte gruppers krav tilsammen. Nogle af disse grupper kan ikke engang få en høring i FN.
Palæstinensernes lidelser, som ikke tåler sammenligning med andre gruppers lidelser, har stort set været selvpåførte. De kunne have haft en stat, uden besættelse, hvis de havde accepteret Peel Kommissionens Rapport i 1937, FNs Delingsplan i 1947, Clinton-Barak-tilbuddet i 2000-2001, Ehud Olmerts tilbud i 2008. De afviste alle disse tilbud – og reagerede med vold og terrorisme – fordi disse ville have betydet, at de skulle acceptere Israel som det jødiske folks nationalstat – noget de stadig er uvillige til at gøre den dag i dag. Jeg ved det, for jeg har stillet præsident Mahmoud Abbas dette spørgsmål direkte, og han sagde nej. Den palæstinensiske ledelses ønske om, at der ikke skal eksistere en jødisk stat, har altid været større end dens ønske om, at der skal eksistere en palæstinensisk stat.
Det palæstinensiske problem er ikke “en af vor tids store moralske udfordringer,” sådan som artiklen påstår. Det er et komplekst, nuanceret, pragmatisk problem, med fejl på alle sider. Det kunne løses, hvis de palæstinensiske ledere var indstillede på at acceptere de “smertefulde kompromisser”, som de israelske ledere allerede har erklæret sig villige til at acceptere. Havde den tidlige palæstinensiske ledelse – som samarbejdede med Hitler – ikke, sammen med de omkringliggende arabiske stater, angrebet Israel i samme øjeblik, landet erklærede sig som selvstændig stat, ville den have haft en levedygtig stat. Havde Hamas anvendt de resurser, som bevægelsen modtog, da Israel bragte sin besættelse af Gazastriben til ophør i 2005, til at opføre skoler, hospitaler og industri i stedet for at bruge disse resurser på at bygge raketaffyringsramper og terrortunneller, kunne Striben være blevet til et “Singapore ved [Middel-]havet” i stedet for den fattigdomsramte enklave, som dens ledere har gjort den til. Den palæstinensiske ledelse – Hamas såvel som Det Palæstinensiske Selvstyre – bærer mindst lige så meget af ansvaret for palæstinensernes tilstand, som israelerne gør.
Israel er ikke uden fejl, men den ensidige holdning med at lægge hele skylden på Israel, som Alexander udviser, er ahistorisk og snæversynet. Et eksempel på forfatterens fordomsfuldhed er hendes absurde påstand om, at “mange studerende er bange for at udtrykke deres støtte til palæstinensiske rettigheder” på grund af “McCarthy-lignende fremfærd” fra pro-israelske gruppers side. Har Alexander mon nogensinde faktisk været på et universitet? Nuvel, jeg har undervist og holdt forelæsninger på hundredvis af universiteter og læreanstalter, og jeg kan bevidne, at der ikke findes nogen international sag, som får større opmærksomhed – langt mere end den fortjener, sammenlignet med andre tvingende sager – end palæstinensernes. Det er pro-israelske studerende, der bringes til tavshed af frygt for at blive nedgraderet, blive nægtet anbefalinger og blive skyet af deres medstuderende. Der har været bestræbelser på at forhindre mig i at tale ved adskillige universiteter trods det faktum, at jeg faktisk taler for en tostatsløsning på konflikten.
Alexander påstår, at der sker en lovfæstet diskrimination af israelske arabere. Virkeligheden er, at de israelske arabere har flere rettigheder end noget sted i den muslimske verden. De deltager i frie valg, har deres egne politiske partier, taler åbent imod den israelske regering og modtager positiv særbehandling på israelske universiteter. Den eneste ret, de ikke har, er retten til at gøre Israel til endnu en muslimsk stat, regeret ved sharialov, i stedet for det jødiske folks nationalstat regeret ved sekulær, demokratisk lov. Det er, hvad den nye nationallov sikrer, når den nægter arabere “retten til selvbestemmelse i Israel.”
Alexander fordømmer, at “palæstinensiske hjem bliver fjernet med bulldozere,” uden at nævne, at der er tale om hjem for terrorister, som myrder jødiske børn, kvinder og mænd. Hun begræder dødstabene i Gaza – som hun kalder “besat,” selvom hver eneste israelsk soldat og bosætter forlod stedet i 2005 – uden at nævne, at mange af de døde var menneskelige skjolde, bag hvilke Hamas-terrorister affyrer raketter imod israelske civile. Hun siger, at der findes “veje kun for jøder,” hvilket er en kategorisk løgn. Der findes veje i de omstridte områder, som er forbeholdt biler med israelske nummerplader – af sikkerhedsgrunde. Men disse veje er åbne for alle israelere, herunder muslimer, drusere, kristne, zoroastriere og mennesker uden religion. Men som Martin Luther King Jr. (MLK) mindede os om: Nå man gentager en løgn ofte nok, tror folk på den.
Det mest oprørende ved Alexanders smøre er hendes påstand om, at MLK inspirerede hende til at skrive den. MLK var en overbevist zionist, som udtalte disse berømte ord: “Når folk kritiserer zionister, mener de jøder. Der er tale om antisemitisme.” MLK ville være blevet forfærdet over Alexanders ensidige angreb på det jødiske folks nationalstat og især over hendes misbrug af hans gode navn til støtte for anti-israelsk fanatisme.
