Besættelsen myrdede ikke Ori Ansbacher – det gjorde had og jihadisme

Ifølge Yemini, er der i nogle tilfælde en sammenhæng mellem terror og den palæstinensiske frihedskamp. Men det gælder ikke den palæstinensiske terror, som i de seneste årtier er blevet blandet sammen med jihadistisk terror, ikke en frihedskamp. Terroristerne er ikke født som mordere, men de formes til at blive mordere igennem hjernevaskning, opildning til had og det miljø de vokser op i.

Samme uge Ori Ansbacher blev myrdet, blev ca 186 mennesker myrdet af jihadister andre steder i verden. Siden 1. januar i år er 712 mennesker blevet myrdet af jihadister og 11.769 er registreret som vidner til jihadistisk motiverede mord.

Ifølge Yemini kom majoriteten at disse terrorangreb ikke på forsiden af internationale medier, fordi de fandt sted i Asien og Afrika. Yemini spørger retorisk, hvem der egentlig interesserer sig for, hvad der fx sker i Congo, Chad, Somalien, Nigeria, Kenya og andre steder? Derudover forekommer jihadiske mord dagligt i lande som Irak, Afghanistan, Pakistan og Syrien. Hovedparten af ofrerne er muslimer og hvad deres synd kunne være er uklart.

Ifølge Yemini forekommer der også terror i fx Sverige, Belgien, London og New York, selvom der ikke er besættelse i de lande. Hovedårsagen til terror er opildning til had og hjernevask i moskeer og på de sociale medier. Men, der er også dem som kæmper imod jihadisterne. Imamer som fx Hassan Chalghoumi i Paris og Mohammad Tawhidi i Australien kæmper sammen med andre imamer imod den farlige ideologi.

Men til trods for, at disse imamer afslører mekanismerne bag hjernevaskning, bliver de ifølge Yemini ofte afvist. Yemini forklarer det med, at den “progressive” elite er mere interesseret i at fremhæve en “postkolonial” og anti-zionistisk årsagsforklaring på det rædselsfulde fænomen.

Ori Ansbacher blev myrdet, fordi hendes morder kommer fra et miljø, hvor mange dyrker død og had. Ori blev myrdet, fordi Sheikh Muhammad Hussein (højtstående religiøse embedsmand i den palæstinensiske myndighed) opfordrer til at myrde jøder. Ori blev myrdet, fordi det PA’s månedlige lønudbetalinger til terrorister tilskynder til at begå de mord, prædikanterne ansporer til.

Arafat Irfayia, Ori’s koldlodige morder, vidste, at der ikke ville ske noget med ham og hans familie efter hans angreb. Tværtimod, ville de rent faktisk få gavn af det. I det øjeblik Irfaiya blev arresteret, åbnede PA sin tegnebog, og belønningerne er allerede på vej til Irfyaia’s familie. Selv hvis hans hus eller hans værelse bliver ødelagt, vil det blive genopbygget inden for få dage af frivillige, der støtter ham, ved hjælp af de midler, som hans familie modtager.

Ifølge Yemini bør vi stræbe efter fred og forsoning – og stoppe en udvidelse af bosættelserne. Men det er ikke jihadisternes ønske – jihadisterne ønsker ikke en tostatsløsning. De har ellers fået det tilbud ved flere lejligheder: i 1937, 1949, 2000, 2008 og 2014. Men hver gang har de afvist det. Irfayia gik ikke ud for at myrde, fordi han støttede en fredsplan eller ønskede en ende på besættelsen, ligesom terroristerne, som myrdede 130 personer i Bataclan-koncertsalen i Paris i 2015, ikke havde behov for at bruge besættelsen som påskud for at myrde. Og han sagde selv, at han ønskede at dræbe en jøde og bliver martyr.

Ifølge Yemini bør det understreges, at vi en dag vil kunne opnå en eller anden form for aftale, som helt eller delvist vil få besættelsen afsluttet. Men vi skal ikke narre os selv til at tro på, at dette vil stoppe jihadismen eller terroren. Det vil ikke stoppe terrorangreb i Paris, i Jerusalem eller i Nigeria. Ifølge Yemini, er det enddog tvivlsomt at terrorniveauet vil falde.

Samtidigt med, at vi aldrig må stoppe med at stræbe efter en fredsaftale, må vi forstå, at en fredsaftale ikke vil stoppe terroren – fordi terrorens formål har aldrig været et ønske om at stoppe besættelsen.