Bliv aktiv ven af ​​Israel nu!

Kom til Nordic Israel Congress 10.-12. maj for at høre meget relevante foredrag. Vær hurtig med tilmelding, begrænset antal pladser. 

– Ja til besættelse, nej til bosættelserne

Einat Wilf kæmper for en ægte fred med gensidig anerkendelse af både jødernes og palæstinensernes rettigheder. (Foto: Tor-Bjørn Nordgaard - konference juni 2015)
Einat Wilf kæmper for en ægte fred med gensidig anerkendelse af både jødernes og palæstinensernes rettigheder. (Foto: Tor-Bjørn Nordgaard - konference juni 2015)
Så længe Israel viser vilje til at dele landet, er en militær besættelse nødvendig indtil palæstinenserne også viser vilje til at dele, mener Einat Wilf.

Einat Wilf er tidligere Knesset-repræsentant for det israelske Arbejderparti og Ha´atmaut. I 2015 var hun hovedtaler på MIFFs Israels Konference i Tønsberg.

Wilf er vokset op politisk på den israelske venstrefløj. Hun var overbevist om, at “Den dag palæstinenserne får deres egen stat, vil Israel endelig kunne leve i fred.” De sidste år er hun blevet mere tvivlende – ikke mindst fordi hendes jagt på en palæstinensisk freds partner ikke er lykkedes. Hun tror det vil tage “lang tid” før palæstinenserne vil acceptere at dele landet med det jødiske folk.

Men selv om ingen af de indflydelsesrige palæstinensiske partier eller politikere vil godtage, at Israel fortsat skal fremstå som en jødisk stat, bør regeringen i Jerusalem ikke lade dagens situation fortsætte på ubestemt tid, argumenterer Wilf.

– Dette skal være øjeblikket – lige nu, hvor den, der ønsker at lede Israel, nu og i fremtiden, skal tegne et kort – ridse grænserne op – ikke noget med at mumle i krogene om en to-statsløsning, “bosættelsesblokke”, “adskillelsesmuren”, eller “1967-linjer med justeringer”. Vi har brug for klar tale. Et kort der viser Israels østlige grænser og som klart viser hvortil Israels territoriale krav strækker, sig skrev Wilf i en artikel i Ha´aretz 31. december 2016 (engelsk – kræver abonnement).

Vest for grænsen vil Wilf give fuldt israelsk statsborgerskab til alle palæstinensere. Hun vil trække grænserne således, at flest mulige bosættelsesblokke vil høre under Israel, men hun vil f.eks. opgive Ariel og lade de palæstinensiske bydele af Øst-Jerusalem forblive på østsiden af linjen. Hun forestiller sig at man beholder 2 – 4 % af Vestbredden.

Øst for grænsen vil hun sige “ja til besættelse, nej til bosættelserne”. Så længe palæstinenserne ikke har accepteret, at Israel skal bestå som en jødisk stat, må de israelske soldater beholde sikkerheds kontrollen i de områder, som palæstinenserne har civil myndighed over.

– Indtil krigen er slut er militær besættelse et nødvendigt styresystem i områder, som man ikke regner med at annektere. Så længe Israel fører en politik som viser vilje til at dele landet, er den militære besættelse af landområderne berettiget indtil den anden side viser tilsvarende samarbejdsvilje, skriver Wilf.

Hun understreger at det jødiske folk har en historisk, juridisk og følelsesmæssig ret til hele land området fra Middelhavet til Jordan Floden, men indrømmer også at palæstinenserne har visse rettigheder. Wilf mener, at statslig støtte til alle bosættelser øst for grænselinjen som Israel trækker op, skal stoppes. Hun ser ikke noget behov for at evakuere dem eller give dem nogen form for kompensation. Bosættere, som insisterer på at bo omgivet af millioner af palæstinensere langt inde på Vestbredden, må gøre dette på eget ansvar, uden støtte eller beskyttelse fra Israel (udover den almene beskyttelse som andre indbyggere i området også nyder godt af, som beboere i et militært besat område). Vest for grænselinjen bliver alle israelere, øst for grænselinjen bliver alle – både palæstinensere og jødiske bosættere – borgere under militær besættelse.

Israel må formulere klart, hvad der skal til, for at besættelsen kan ophøre. Wilf tror at en sådan politik vil skabe største mulighed for at mindske gnidninger mellem de to folk. Israel vil vise vilje til at afgive land til palæstinenserne, men forblive som militær i områderne indtil fjenden nedlægger deres våben.

Wilf ser en mulighed for at trække grænserne op nu … “en klassisk zionistisk politik , hvor man benytter geopolitiske muligheder for at opnå vigtige resultater uden fare for messiansk grådighed”. Hun afslutter med at citere Talmud: “Hvis du rager for meget til dig, risikerer du at stå med tomme hænder”

Er du interesset i at udforske mere om samspillet mellem bosættelserne og besættelsen? Læs artiklen af den israelske akademiker, Martin Sherman, hvor han afviser Wilfs forslag. Han siger -Ja til bosættelserne, for uden dem bliver der ingen besættelse og heller ingen fred.

Noter, kilder, og henvisninger (med links)
Artiklen blev oprindeligt udgivet på norsk i februar 2017. På dansk ved Inger Irene Hansen, april 2018.
Vil du læse mere af Einat Wilf? Se “Jagten på en fredspartner” fra 2015, hvor hun var hovedtaler ved MIFFs Israeli konference.

– Ja til bosetninger, uten dem blir det ingen okkupasjon og heller ingen fred

 

Du kan læse denne artikel gratis på grund af MIFFs over 13.000 medlemmer i Norge og over 1.000 medlemmer i Danmark. Men vi har brug for støtte fra mange flere nu!

Giv en gave her eller brug MobilePay 49739

Bliv medlem ved at udfylde formularen herunder og trykke på “send”!