Wilf er nu ikke så sikker længere. I løbet af de sidste to årtier har hun set hvordan den palæstinensiske ledelse gang på gang har afvist flere muligheder for at få sin egen stat. Hun har set hvordan selvmordsbombere fulgte i kølvandet på Oslo processen (1993-1994), og den anden Intifada i kølvandet på Camp David-forhandlingerne i 2000. Hun har oplevet den giftige anti-israelske retorik som er bygget på et had, ikke kun mod staten Israel, men også mod hele det jødiske folk.
Wilfs skepsis blomstrede frem af hendes personlige oplevelser og erfaringer. I mange år arbejdede hun med politik for Arbejderpartiet, endda fra 2010 til 2013 sad hun i Knesset. Gennem dette arbejde fik hun mulighed for at møde mange unge palestinensiske ledere. De var “moderate” på den måde, at de havde et realistisk syn på dagens virkelighed. De erkendte, at Israel er en realitet, og at en stat, der er så stærk, ikke bare forsvinder med et fingerknips. Men ellers måtte hun lægge øre til mange forskellige udtalelser, så som: “Jøderne er ikke et folk, det er kun en religiøs gruppe og en religion har ikke ret til selvbestemmelse.” De såkaldte moderate palæstinensere anser forbindelsen mellem det jødiske folk og landet Israel som en konstruktion eller rettere “ikke eksisterende”.
Det gik mere og mere op for Wilf, at konflikten ikke “bare” drejede sig om ”bosættelserne” eller “besættelsen”, sådan som mange palæstinensiske talsmænd har bildt de israelske venstreorienterede ind (og mange med dem i Norge, Danmark, og andet steds i Europa).
I Israel findes der flere venstreorienterede, der seriøst mener, at palæstinenserne har ret til deres egen stat. ”Der findes ingen tilsvarende palæstinensiske venstreorienterede, som anerkender det jødiske folks ret til suverænitet i deres gamle hjemland”, skriver Wilf. Også blandt palæstinensernes venner i Norge – og Danmark, og andetsteds i Europa – er det yderst vanskeligt at finde nogen som tydeligt står frem og støtter det jødiske folks ret til deres nationale hjemland.
De mest moderate palestinensere siger, at de ønsker sig “en uafhængig palestinensisk stat med Øst-Jerusalem som deres hovedstad, hvor de kan leve i fred side om side med staten Israel”.
Wilf er ikke tilfreds med dette. De sidste år har hun forgæves været på udkig efter palestinensere, som samtidig kan anerkende det jødiske folks ret til at have deres egen stat i deres eget hjemland. Denne jagt har over længere tid haft et meget magert udbytte, selvom Wilf har sendt efterlysninger ud, målrettet mod palæstinensiske grupper, som siger, at de vil i dialog med israelerne. Det lykkedes i februar-marts 2014 at få een eneste palæstinenser til at komme Wilf i møde, Professor Mohammed S. Dajani Daoudi ved Al-Quds Universitetet, som også leder en palæstinensisk bevægelse kaldet ”Wasatia”.
De to nåede til enighed om følgende måde at udtrykke grundlaget for etablering af to stater, idet det kun var nødvendigt at ændre to ord i Wilfs udkast:
Det jødiske og palæstinensiske folk rundt omkring i hele verden har begge rødder i landet Israel/Palæstina og har derfor lige – og ens legitim ret til at bosætte sig og leve hvor som helst i landet Israel/Palæstina. Men da begge folk har et ønske om hver sin suveræne stat, som er istand til at afspejle deres unikke kultur og historie, tror vi, at ved at dele landet mellem en jødisk stat, Israel, og en arabisk stat, Palæstina, vil det bibringe begge folk en værdighed og suverænitet, i deres egne nationale hjemlande. Hverken Israel eller Palæstina skal være “kun” for deres eget folk. Der skal – på begge sider – være plads til at huse minoriteter, af det modsatte folk.
Professoren er desværre en enlig svale, som bekendt ikke gør en sommer.
Det hører i øvrigt med til historien, at Professor Dajani blev udelukket af sine egne kollegaer efter han tog med nogle palestinensiske studerende til Auschwitz i marts 2014.
