Bosættelsen Ma´ala Amos på Vestbredden. (illustration: myhartinpalestinell, flickr.com)
Bosættelsen Ma´ala Amos på Vestbredden. (illustration: myhartinpalestinell, flickr.com)

– Ja til bosættelser: Uden dem bliver der ingen besættelse og heller ingen fred.

- Hvordan kan nogen tro på, at palæstinenserne vil gå på kompromis hvis Israel allerede havde standset bygning af bosættelser og opgivet kravet på Vestbredden? spørger Martin Sherman.

Tidligere Knesset-medlem Einat Wilf siger: “Ja til besættelse, nej til bosættelserne”. Hun ønsker at Israel trækker en grænse på Vestbredden og lader de jødiske bosættelser som ligger øst for grænsen sejle i sin engen sø.

Samtidig ønsker hun at beholde den militære kontrol over hele Vestbredden indtil der fremstår en palæstinensisk ledelse som accepterer at Israel skal forblive en jødisk stat.

Wilfs forslag bliver afvist af den fremstående israelske akademiker Martin Sherman.

For hvad nu, hvis en palæstinensisk partner for fred aldrig viser sig, selv om Israel har trukket bosættelserne bag en grænse, som inkluderer nogle få procent af Vestbredden på den israelske side?

I så fald vil den videre militære besættelse øst for grænsen kunne blive bekæmpet af palæstinensiske guerilla angreb. Et øgende antal dræbte israelske soldater vil resultere i et internt pres for at “Hente vores soldater hjem” fra “fremmed land”. Det vil samtidig øge den internationale modstand. En militær tilbagetrækning vil så blive tvunget frem, mener Sherman.

Det vil blive en kopi af presset til at forlade Sydlibanon i 2000. Når israelske styrker er presset til tilbagetrækning, vil Vestbredden blive et optrapningsområde for en krig mod Israel sådan som Sydlibanon er blevet (til trods for FN-styrker i området, der skulle forhindre dette). Med bomber og raket ramper bliver der tale om ny og meget større trussel på Vestbredden end i Sydlibanon, da der er meget kort afstand til Israels vigtigste transportveje, vitale infrastruktur og de mest folketætte bolig områder langs hele kysten.

Men hvad nu hvis – mod forventning – kan indgå i en fredsaftale med en kompromisvillig palæstinensisk ledelse? Hvilke garantier har Israel så for, aftalen bliver overholdt? Ledelsen kan skifte mening eller blive udsat for pres. Den kan blive styrtet fra magten både med et væbnet kup og i et valg. Den kan blive manipuleret og støttet af fremmede magter som ønsker at opretholde et væbnet pres mod Israel.

I begge scenarier sidder Israel tilbage igen, uden sikkerhedskontrol i Judæa og Samaria, over for et fjendtligt regime som sidder og kigger ned på storbyområdet Tel Aviv fra højryggen af Samaria.

Sherman spørger: – Hvad foreslår de [israelere], som taler for ensidig tilbagetrækning? Hvad er deres ”plan B”? “Protective Edge” [operationen mod Hamas, sommeren 2014] på steroider? – altså en meget kraftig og dødbringende krig.

Bosættelserne kan fremtvinge et kompromis

Sherman er særligt oprørt over Wilfs vilje til at opgive bosættelses- blokken Ariel og at stoppe al støtte til bosættelser øst for en optrukket grænse linje. Hvem tror på, at palæstinenserne vil indgå kompromis, hvis Israel allerede har standset byggerierne i bosætninger og har opgivet kravet på det meste af Vestbredden? spørger han undrende.

Kernen i zionismen har altid været, at få jøder, der lever under et fremmed styre, til at leve under jødisk suverænitet – ikke at overlade jøder, som lever under jødisk styre, til at leve under et fremmed styre – og slet ikke et decideret fjendtligt styre! Men det er lige nøjagtigt det Wilf støtter, hævder Sherman.

– Hævder Wilf virkelig at zionistiske principper kun kan blive sikret ved at etablere (ydermere) et homofobisk, kvindefjendtligt tyranni med muslimsk flertal, der vil få som kendetegn kønsdiskriminering, forfølgelse af homofile, religiøs intolerance og af undertrykkelse af politisk opposition? spørger Sherman. Støtter hendes type zionisme, at jøder bliver frataget livet og livsgrundlaget af ingen anden årsag end at åbne for muligheden for et sådant muslimsk flertals tyranni, som næsten med garanti vil blive en base for endnu mere Islamisk terror? afslutter han.

Noter, kilder, og henvisninger (med links)

Oprindeligt udgivet den 3. februar 2017 på norsk. På dansk ved Inger Irene Hansen, april 2018.

Facebook
Twitter
Email
WhatsApp

Leave a Reply

Your email address will not be published.