Forhistorien
For to til tre tusinde år siden var der en jødisk stat i området mellem Middelhavet og Jordandalen gennem nogle århundreder. Administrationssproget var hebræisk og hovedstaden var Jerusalem. Her blev den jødiske kultur og religion født.
Styret fra udlandet
Den jødiske stat overlevede mange angreb. Mange tusinde jøder blev forvist af erobrerne – fx til Babylonien – hvor jødiske lokalsamfund udviklede sig.
Men Romerriget lagde de sidste rester af den jødiske stat i grus, og gav det geografiske område navnet Palæstina efter jødernes gamle fjender, filistrene. Jøder blev bandlyst fra mange del af hjemlandet, ikke mindst Jerusalem.
Og siden den gang har en række udenlandske herskere, såvel kristne som muslimske, kontrolleret området. Det kom på muslimske hænder, da araberne erobrede Mellemøsten og Nordafrika i 600-tallet. Men der blev aldrig etableret en lokal arabisk eller muslimsk stat. Jerusalem blev regeret fra byer som Damaskus, Bagdad, Beirut og Istanbul. Sidst blev ”Mandatområdet Palæstina” regeret fra London i perioden 1917 til 1948.
Det moderne Israel bliver født
Uanset hvor jøderne boede i udlændighed havde de aldrig mistet deres religiøse længsel om at komme tilbage til Zion (Jerusalem). I slutningen af 1800-tallet, århundredet for nationalstaterne i Europa, var det mest naturligt for jøderne at rette sine nationale og politiske ambitioner med området, hvor de havde deres historiske rødder. Dermed var zionistbevægelsen født, og jødisk indvandring til området begyndte for alvor. Allerede i midten af 1800-tallet var flertallet i Jerusalem jøder.
Jødernes situation i Europa og de arabiske lande gjorde udsigterne til et eget hjemland meget tillokkende. Som minoritet var de som hovedregel blevet udsat for kraftig diskrimination og forfulgt gennem århundrede. Under første verdenskrig gik Storbritannien ind for at oprette et jødisk hjemland i dele af området, som de havde erobret fra Det Osmanniske Rige.
Forståelsen for jødernes nationale agenda blev kraftigt styrket i verdenssamfundet efter Holocaust, da seks millioner jøder blev dræbt af nazisterne, og ingen lande ville give de overlevende jødiske flygtninge en ny fremtid.
I november 1947 vedtog FN at dele det britiske mandatområde i en jødisk og en arabisk del. Arabiske ledere afviste resolutionen, og intensiverede krigen mod jøderne. Det kunne ikke forhindre jøderne i at erklære staten Israel i oprettet i maj 1948. Til trods for lille eller ingen støtte fra vestlige lande, sejrede den nyfødte jødiske stat i vigtige militære slag.
Udvidelser – og tilbagetrækninger!
Israel sejrede også i 1967, da naboerne stod klar til udryddelseskrig. I løbet af seks dage vandt landet kontrol over Sinai, Golan-højderne, Gaza og Vestbredden.
Efter krigen tilbød Israel at trække sig fra det meste af de erobrede områder i bytte for varig fred. Det var et åbningstilbud, som der kunne forhandles om. Men araberne samlede sig til et topmøde i Khartoum i Sudan, og svarede med tre gange nej: Nej til at forhandle med Israel, nej til at anerkende Israel og nej til fred med Israel.
Siden dengang har Israel trukket sig ud af Sinai og fået en kølig fred med Egypten. Landet har også trukket sig ud af Gaza, og fået raketter og granater i retur fra Hamas.
Til trods for dårlige erfaringer med tilbagetrækninger, er de fleste israelere villige til at forlade næsten hele Vestbredden, hvis det kan ske i bytte for varig og ægte fred.
Israel kan ikke risikere raketregn mod sine storbyer fra højdedragene på Vestbredden. Derfor må en palæstinensisk stat være demilitariseret, uden mulighed for at opruste med tunge våben eller indgå militære alliancer med lande som Iran og Syrien. Israel erobrede Vestbredden i en forsvarskrig, og har som sejrherre ret til at sætte vilkår for at forhindre, at der kommer ny aggression fra området. Palæstinenserne må også acceptere, at Israel bliver bevaret som en stat med jødisk flertal.
Støtte til to stater
For et stort flertal af israelerne er det ikke aktuelt, at annektere hele Vestbredden og Gaza-striben, og give palæstinenserne statsborgerskab i et ”Stor-Israel”. Dette ville medføre, at jøderne kan komme i mindretal i deres egen stat. Denne demografiske situation er en vigtig grund til at de fleste israelere støtter en eller anden form for selvstyre eller egen statsdannelse for palæstinenserne.
Bosættelserne behøver jo ikke være en hindring for en palæstinensisk stat. Israel har afviklet alle sine bosættelser i Gaza-striben. Og i forhold til Vestbredden (Judæa og Samaria) og Jerusalem, kan erstatningsområder (den røde farve på kortet) kan afstås mod at beholde de største bosættelser (den blå farve på kortet).
Derfor er der faktisk kommet flere forslag fra såvel USA som Israel til hvordan grænserne kunne blive tegnet.I F.eks. i 2000 blev et forslag baseret på de såkaldte ”Clinton-parametre” fra Camp David fremsat og afvist. I 2008 blev et israelsk forsalg udarbejdet af Ehud Olmert – kortet i starten af artiklen er baseret på forslaget. Dette kort blev forkastet af PA-præsident Mahmoud Abbas i forandlingerne mellem Israel og de palæstinensiske selvstyremyndigheder. Abbas nægtede at skrive under på en aftale, hvor palæstinenserne frasagde sig alle fremtidige territorielle krav.
Det er meget vigtigt at holde in mente, at der aldrig er blevet fastlagt nogen formel, international grænse mellem Israel og Vestbredden. ”Den grønne linje”, som går rundt om Vestbredden, var våbenhvile-linjen mellem israelske og jordanske styrker fra 1949 til 1967. I denne periode var Vestbredden ulovligt annekteret af Jordan. Israel erobrede Vestbredden i en forsvarskrig. Israel kontrollerer derfor lovligt området til de endelige grænser er afklaret i forhandlinger. Når grænsen er fastsat i forhandlinger, vil det per definition afslutte konflikten om landområdet.
Kilder og henvisninger
Artiklen blev oprindeligt udgivet på norsk den 7. juli 2010. På dansk ved Jane Hoffmann marts 2018. Ariklen er en del af introduktionsartiklerne, som indeholder vigtige fakta om Israel Den norske samling på miff.no er forholdsvist stor. Den danske samling er under opbygning.
Indtil vi har mere materiale på dansk vil vi gerne henvise læserne til følgende links til artikelsamlinger på miff.no: Vestbredden ; palæstinensisk stat ; Gaza ; Jordan ; fredsforhandlinger i Annapolis (USA) i september 2008 ; Oslo-aftalerne / Oslo processen.
Relaterede artikler (alle på norsk, men beskrevet her på dansk)
Netanyahu siger ja til demilitariseret en palæstinensisk stat: Den 14. juni 2009 ved Bar-Ilan universitet erklærede statsminister Benjamin Netanyahu (Likud) støtte til at oprette en palæstinensisk stat, hvis Israel får internationale garantier for at den vil forblive demilitariseret. Men der vil ikke blive nogen stat, hvis palæstinenserne ikke anerkender Israel som det jødiske hjemland og løser flygtningeproblemerne udenfor Israels grænser.
Netanyahu ønsker fremgang i fredsprocessen: Statsminister Benjamin Netanyahu er oprigtigt interesseret i fremgang i fredsprocessen med palæstinenserne. Det er ikke en påstand fra Netanyahus pressechef eller fra eller fra ivrige Likud-tilhængere, men en konklusionen draget af diplomatiredaktør Aluf Benn i den venstreorienterede avis Ha’aretz.
Et stort flertal i Israel støtter en varig fred med en to-statsløsning – i princippet, og kun hvis det er et led i en ægte og varig fred, hvor der også er plads til en jødisk stat med jødisk flertal.
To-statsløsning eller enden på Israel: Frygten for en én-statsløsning, hvor palæstinenserne kan få flertal i et valg, var en af hovedårsagerne til, at statsminister Ehud Olmert arbejdejde for en to-statsløsning.
Sharons vej til fred: Ariel Sharon så en fremtidig palæstinensisk stat for sig, som skulle omfatte hele Gaza og næsten hele Vestbredden.
Israels vigtigste sikkerhedskrav: Jerusalem Center for Public Affairs har lavet en video, som på 5 minutter præsenterer Israels vigtigste sikkerhedskrav, og forklarer hvad der kan give landet grænser, som er mulige at forsvare. Video’en gør det muligt at se, hvordan geografien spiller ind. Linket i starten er til den 2010-versionen af video’en. Her er linket til 2015-versionen.
