Afsløring af 25 venstrefløjs- og arabiske myter fra et arabisk venstrefløjs-perspektiv

Venstrefløjs- og arabiske fjender af Israel kommer med en del anklager, som de gentager, som om disse var fakta. Her piller kommentator Fred Maroun disse myter fra hinanden fra et arabisk venstrefløjsperspektiv. Artiklen inkludere rigtig mange henvisninger til troværdige (engelsk-sprogede) kilder. Derfor mener redaktionen, at artiklen vil være meget nyttig for mange brugere af miff.dk – og vi er meget glad for at Fred Maroun og Times of Israel har givet miff.dk lov til at oversætte og trykke den.

Fred Maroun
Fred Maroun
De sidste ti år er MIFF i Norge vokset fra under 2.000 til næsten 11.000 medlemmer. Såfremt Israel-vennerne i Danmark samler sig på samme måde, kan vi opbygge en organisation, som ikke mindst via hjemmeside og sociale medier afslører løgn og dæmonisering, bringer sidste nyt om Israel og giver israelske perspektiver.
Bliv medlem af MIFF Danmark nu

Venstrefløjs- og arabiske fjender af Israel kommer med en del anklager, som de gentager, som om disse var fakta. Her piller jeg disse myter fra hinanden fra et arabisk venstrefløjsperspektiv.

Jeg opsummerer fakta, men inkluderer links til andre artikler, som bringer dybere baggrund. Nogle af de refererede artikler er mine egne, hvori jeg henviser til seriøse kilder, som ikke anses for pro-Israel, inklusive Haaretz, BBC, The Guardian, The Washington Post, The New York Times, CNN, og The Huffington Post. Jeg refererer også pro-Israel kilder, som er kendt for deres journalistiske integritet, herunder The Times of Israel, The Jerusalem Post, og The Gatestone Institute.

Artiklen er ikke for alle. Den er kun beregnet for en afgrænset læserskare: Folk, som er villige til at basere deres holdninger på fakta og ikke løgne.  Andre rådes venligst til at holde sig væk, for ikke at blive smittet med fakta, som de hellere vil være foruden.

  1. “Israel kan slutte konflikten ved at trække sig fra “Vestbredden””

Jeg  ville byde oprettelsen af en palæstinensisk stat velkommen, men jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at muligheden er realistisk under de nuværende omstændigheder. Israels tilbagetrækning fra Gaza, og den heraf kommende transformation af Gaza til en terroristbase, viser, hvad der sker, når Israel trækker sig tilbage uden betingelser. Siden Israel forlod Gaza i 2005, er mange tusinde raketter blevet affyret ind i Israel fra Gaza, og mange tunneller er blevet bygget for at prøve at infiltrere Israel. Som reporteret af Haaretz i 2014, har et online ur vist “hvor lang tid, der er gået siden sidste raket blev affyret; Det er sørgeligt at se, at der aldrig går længere end en time.”

Israel har ikke råd til at begå den samme fejltagelse i Judæa & Samaria (det korrekte navn for ”Vestbredden”) er meget tættere på Israels storbyer end Gaza er. Hvis Israel trak sig betingelsesløst fra Judæa & Samaria , er det praktisk talt sikkert , at det nyligt evakuerede landområde ville blive kontrolleret af terrorister, som er meget fjendtlige overfor Israel. Indtil arabere går ind på en fornuftig løsning, som giver Israel den sikkerhed, som er krævet, er Israels militære tilstedeværelse i Judæa & Samaria fuldt ud retfærdiggjort , og selv som araber, hvis jeg skal være ærlig overfor mig selv, har jeg intet andet valg end støtte dette.

  1. “Israel bliver ved med at stjæle palæstinensisk land”

Israel’s sejre i defensive krige er ikke landtyveri. Israels landområder inden for våbenhvilelinjen  efter krigen i 1948 (som regel omtalt som de Grønne Linjer) blev lovligt erhvervet af Israel i en anden selvforsvarskrig. Judæa & Samaria og Gaza blev også lovligt erhvervet af Israel i en anden selvforsvarskrig i 1967, da flere arabiske hære samlede sig omkring Israel med det formål at tilintetgøre det. Israel  gav senere størstedelen af det landområde tilbage i forbindelse med en fredsaftale med Egypten.  Israel gav frivilligt afkald på Gaza, og gik frivilligt ind på at tillade de palæstinensiske myndigheder at administrere en stor del af Judæa & Samaria, omtalt som zonerne A og B. Hvad der piner mig som araber er, at arabere hver gang har taget de forkerte beslutninger, som har efterladt dem med mindre land, og selv nu hvor palæstinenserne har haft en chance for at vise deres administrative evne i Gaza og dele af Judæa & Samaria, har de omdannet Gaza til en terroristbase og de vælger at finansiere terrorisme   i Judæa & Samaria.

  1. “Gaza er et friluftsfængsel / under belejring”

Da Israel under den høgeagtige premierminister Ariel Sharon frivilligt forlod Gaza i 2005, og evakuerede samtlige israelske bosættelser, blev der ikke pålagt nogen blokade mod Gaza. Selv det anti-Israelske Al Jazeera  indrømmer,  at blokaden “har eksisteret siden Hamas voldeligt overtog magten fra Fatah i 2007”, to år efter Israels tilbagetrækning. Blokaden blev kun pålagt af Israel og Egypten efter at Hamasmyndigheden i Gaza begyndte på angreb mod Israel. Formålet med blokaden er at stoppe Hamas og andre terrorist grupper fra at få fat i våben, som de kan angribe Israel med. Lovliggørelsen af blokaden blev endog  i 2011 anerkendt af FN , som ikke er kendt som ven af Israel, da FN er kontrolleret af et flertal af lande, som er fjendtligt stillede overfor den jødiske stat.

”Belejring” er defineret som omgivelse af-  og angreb på et forstærket område på en sådan måde, at området bliver  isoleret fra hjælp og forsyninger, med det formål at mindske forsvarernes modstand og dermed muliggøre overtagelse. Denne model gælder ikke for Israels blokade mod Gaza, da Israel sørger for regelmæssig tilførsel af ikke-militære varer til Gaza fra Israel, og gennem Israel , selv når Israel bliver angrebet fra Gaza. Hver dag “kører et gennemsnit på 800 lastbiler ind i Gaza-striben med madvarer, medicinsk udstyr, brændsel, byggematerialer, land­brugsma­te­ri­a­ler, tekstil produkter mm.”

I 2005 havde palæstinenserne i Gaza et valg. De kunne have brugt deres nyerhvervede frihed til at bygge en stærk økonomi i det kystnære og frugtbare land, eller de kunne bruge den til at bekæmpe Israel. Det faktum, at de valgte det sidste er ikke Israels ansvar, og det er ikke for sent for Gazas palæstinensere at vælge en anden vej. Som araber  håber jeg, at de gør det for deres egen skyld.

  1. “Israel er en apartheid/racistisk stat”

Israelske love og politipraksis gør ikke forskel på nogen på baggrund af etnicitet. Alle etniske grupper, inklusive arabere, bliver behandlet lige. Religionsfrihed er også garanteret og strengt håndhævet, ligeledes beskyttelse af hellige steder inden for alle religioner. Et bevis på at Israel værdsætter mangfoldighed er dens hurtigt voksende muslimske befolkning. Den eneste præference, der gives til jøder, er at jøder har ubegrænset ret til at vende tilbage til Israel, under retten til tilbagevenden, som er forståelig , når man tager i betragtning, at en af grundene til, at Israel eksisterer er at være et tilflugtssted for jøder, som er forfulgte andre steder. Hvilket som helst af mange muslimske såvel som kristne lande, hvoraf mange er meget rige, kunne sørge for sådan en lov for muslimer eller kristne, hvis de ønskede det, men det gør de ikke. Israel burde roses af venstreorienterede som jeg, for at ignorere race køn, uddannelsesniveau og økonomisk baggrund så de kan acceptere og støtte enhver jøde, som ønsker at vende tilbage til Israel.

Israel garanterer også forsamlingsfrihed, bevægelsesfrihed og valgret til alle borgere, inklusiv arabere. Der er et dusin arabere i Knesset (Parlamentet) og en arabisk dommer i Højeste Ret. Ydermere er arabere vel-repræsenteret på israelske universiteter, både blandt studerende og personale. Som en venstreorienteret araber, som kender niveauet af fordomme og racisme, som findes i den arabiske verden, er  Israel som et frisk åndepust. Jeg vil have det samme for os!

  1. “Vestbredden har en endnu værre apartheid”

Judæa & Samaria er i sandhed et apartheidsystem, men til jødernes ulempe, ikke arabernes. Arabere kan bo og rejse overalt i Judæa & Samaria (med een undtagelse: arabere, som ikke har israelsk statsborgerskab,  kan ikke bo i den 1% af Judæa & Samaria, som består af jødiske bebyggelser, og de skal have sikkerhedstilladelse til at besøge området). På den anden side kan jøderne kun bo i det pågældende 1% og kan endog ikke rejse til større områder, som er kontrollerede af Det Palæstinensiske Selvstyre (PA). I det store hele har araberne langt flere rettigheder og langt færre restriktioner i Judæa & Samaria end jøderne har. Forbuddet mod jøder i de PA- kontrollerede områder genspejler den arabiske verdens holdning til jøderne siden arabiske lande stort set har udvist alle de jøder, som engang boede der.

Som en venstreorienteret araber, mener jeg, at den  manglende arabiske evne til at acceptere jøder blandt dem er skamfuld og giver bagslag. Religiøs og etnisk mangfoldighed er et aktiv, ikke en svaghed.

  1. “Jødiske bosættelser på Vestbredden er ulovlige”

Der er rimelige juridiske holdninger på begge sider af spørgsmålet om, hvorvidt jødiske bosættelser i Judæa & Samaria er ulovlige. Men der er ikke nogen strid om det faktum, at de arabiske deportationer af jøder fra Judæa & Samaria under krigen i 1948 var ulovlige og ligefrem kriminelle. Jødernes tilbagevenden til det land er kun retfærdigt, og der er ikke noget rimeligt rationale hvorfor jøder i Judæa & Samaria ikke skulle være velkomne inden for en palæstinensisk stat, hvis en sådan skulle dannes, med mindre man accepterer at arabere ikke er i stand til at leve i fred med jøder.

Som araber ved jeg, at mange, hvis ikke de fleste individuelle arabere er i stand til at leve i fred med jøder. Hvis arabiske regimer ikke er  stand til det, bør jøderne ikke være dem, der straffes ved at blive forbudt bosættelse på land, der har jødisk historie, som går langt dybere  end palæstinensisk historie.

  1. “Det er den Israelsk-Palæstinensiske konflikt”

Da Israel vandt uafhængighed i 1948, var de, der refererede til sig selv som palæstinensere, jøder. Zuheir  Moshan (PLO ”kommandør” fra 1971 til 1979) sagde, “Det palæstinensiske folk eksisterer ikke. Oprettelsen af en palæstinensisk stat er kun et middel for at fortsætte vore kamp mod Israel for vores forenede arabiske identitet.” Men selv hvis vi accepterer en særskilt arabisk palæstinensisk identitet, er det meget klart, at konflikten ikke er mellem israelere og palæstinensere, men mellem hele den arabiske verden og jøderne, som indikeret af den arabiske verdens fornægtelse af FNs delingsplan fra 1947 om at give jøderne en lillebitte stat, hvor de kun havde et minimalt flertal.

Araberne havde et valg fra starten og det har de stadig: accepter den jødiske stat og drag fordel af Israels bidrag til Mellemøsten, eller bekæmp jøderne med næb og klør. Det er uheldigt for arabere som jeg, at de valgte det sidste. Den arabiske verden er meget langsomt på vej til at acceptere Israel, men vi er der ikke endnu, og den støtte, som den arabiske verden stadig giver de palæstinensiske ekstremister i kampen mod Israel udgør en vigtig hindring til en løsning på konflikten.

 

  1. “Trump forudsagde araberes optøjer i Jerusalem”

Angrebene på jøder i Jerusalem går meget længere tilbage end den dag, USA’s præsident Donald Trump blev involveret i politik på landsplan.  Efter krigen i 1948, bevarede Israel blot en meget lille del af Jerusalem, de jødiske beboere blev tvangsfjernet fra den del, som var besat af araberne, og jødiske religiøse steder blev ødelagt og skændet. Efter krigen i 1967, hvor Israel vandt hele Jerusalem tilbage og annekteret det, blev ingen arabere deporteret af Israel, og Israel gav endda frivilligt Jordan værgemål over “Haram al-Sharif”, det hellige muslimske sted på Tempelbjerget.

Haj Amin al-Husseini, som var Stormufti I Jerusalem på den tid, påstod i 1929, at jøderne ønskede at ødelægge Al Aqsa moskeen, og dette forårsagede en massakre på jøderne af arabere. Israel har klart den militære kapaciteter til at ødelægge Al Aqsa moskeen, hvis man ønskede det, men det gør det ikke. Dog bliver løgnen stadig gentaget, og det fremprovokerer muslimske optøjer.

Trump’s deklaration om Jerusalem var blot en anerkendelse af et faktum. Efter min mening gik Trump ikke langt nok, han skulle have erklæret Jerusalem udelelig og en fuldstændig del af Israel; en position som Barack Obama udtrykte seks måneder før han blev præsident. Arabere som mig, som virkelig støtter beskyttelse af alle religiøse steder og rettigheder i Jerusalem, er meget tilfredse med Israel’s administration deraf.

  1. “Israel truer Libanon”

Som libaneser ønsker jeg det, som er bedst for Libanon, og det ville være fred med Israel. Israel har overhovedet ingen interesse i at besætte eller true nogen del af Libanon. Dets eneste interesse har været at forebygge terroristangreb fra libanesisk jord, først fra PLO, dernæst Hizbollah. Det er det Hizbollah-kontrollerede Libanon , som insisterer på at vedholde en krig mod Israel, og det gavner ikke libaneserne. Det gavner kun Hizbollah og dets iranske hærfører ved at give Hizbollah en undskyldning for at opretholde bevæbning og illegitim kontrol af libanesiske institutioner.

  1. “Israel styres af en højrefløjsregering som ikke er bedre end Hamas. “

At drage analogier mellem Hamas og Israels Likud parti er  blot et uærligt forsøg på at dæmonisere Israel. Israel har accepteret, og endog ved flere lejligheder opstartet delingsplaner, som kunne have resulteret i en palæstinensisk stat ved siden af Israel. Mange israelere stemmer i dag typisk for højrefløjspartier på grund af deres tvivl om, hvorvidt der nogensinde bliver enighed om en rimelig fredsplan. Imidlertid har selv den nuværende israelske regering, som er en koalition af flest højrefløjspartier, konsekvent anmodet om at forhandle fred med palæstinenserne, hvorimod Det Palæstinensiske Selvstyre (PA) konsekvent har nægtet. Den israelske Statsminister, Benjamin Netanyahu, har endog løsladt forhærdede terrorister i et forsøg på at kickstarte fredsforhandlinger, og som araber, der er imod terrorisme, mente jeg, at han gik for langt. Men det er helt sikker et bevis på hans vilje til at indgå fred. Før ham forhandlede Menachem Begin fred med Egypten, og Ariel Sharon trak sig betingelsesløst fra Gaza; begge blev anset for at være høgeagtige højrefløjsstatsministre.

De palæstinesiske myndigheder fortsætter på den anden side med at opmuntre til terrorisme og nægte at stræbe efter fred. Det er den virkelige hindring for fred.

Netanyahus regering tilhører, efter israelsk og vestlig standard, højrefløjen, men den er faktisk længere over mod venstrefløjen i sammenligning med nogen arabisk regering, inklusive hvad angår holdningen til fred og fredsforhandlinger. Venstrefløjens tilhængere, såvel som fredelige arabere, har alle tænkelige grunde til at støtte Israel, og ingen rimelig grund til at gå imod.

  1. “Israel begår folkedrab mod palæstinensere”

Dette er den mest absurde af alle myterne. Den palæstinensiske befolkning i Gaza, Judæa & Samaria vokser med rekordfart. Selv Ma’an News Agency, en palæstinensisk nyhedsbureau, rapporterede i 2011, at siden Israels uafhængighed i 1948, er den palæstinensiske befolkning steget 8 gange. Det svarer gennemsnitligt til en årlig vækstrate på 3,4%, langt højere end den gennemsnitlige vækst i  verdens befolkning, som varierede mellem 0,8% og 2,1% i den samme periode. Hvis Israel forsøger på at massakrere palæstinensere, er det det mest ineffektive folkedrab i historien.  Dog ved vi, at Israels militær er stærkt og ekstremt effektivt. Israel har helt klart aldrig vist nogen tendens til folkedrab.

Men selv om anklagen er let at tilbagevise, bliver Israels fjender alligevel ved med at gentage den, fordi de ved, at det smerter mange jøder dybt, som stadig bærer arrene fra Holocaust, og som har sværget at folkedrab ”aldrig mere” skulle tillades. Som venstreorienteret araber skammer jeg mig dybt over at mine ligesindede og arabere synker så dybt, at man kan komme med denne meget afstumpede og beregnende anklage.

  1. “Hvis nogle palæstinensere opfører sig dårligt, er det pga. desperation”

Der er hundredevis af grupper på verdensplan, som aktivt søger uafhængighed, og under langt værre betingelser og med langt færre muligheder end palæstinenserne. Disse inkluderer armeniere i Azerbaijan; Jumma folket og bengali hinduer i Bangladesh; et halvsnes forskellige grupper i Burma; mongoliere, tibetanere, og uyghurianere i Kina; abkhazianere, ossetianere, og armeniere i Georgien; syv grupper i Indien; og mange flere ud over samtlige kontinenter. Hvis nogle af disse blev tilbudt en stat, som palæstinenserne er blevet det flere gange, er det højst usandsynligt, at de ville takke nej. Men terrorisme er typisk et meget sjældent fænomen blandt disse grupper.

Palæstinenserne er blevet, og bliver stadig dårligt behandlet af arabiske regimer, og de møder apartheid i arabiske lande (hvilket, jeg som araber, skammer mig over), og nogle er forståeligt nok frustrerede over, at de endnu ikke har en uafhængig stat, men de modtager stor støtte og finansiering, og de er ikke truet af udryddelse. Sammenlignet med praktisk talt enhver anden gruppe, som søger en uafhængig stat, har palæstinensere langt mindre grund til at føle sig desperate; imidlertid er de dybt involverede i terrorisme. Hamas indrømmer endda, at de sigter efter civile, mens de forudsigeligt påstår, at de har gode grunde til at gøre det.

Palæstinensere har haft mange valg at træffe de sidste 70 år, og for det meste har de valgt forkert. Palæstinensisk terrorisme fortsætter faktisk fordi palæstinensere ikke er desperate, og har råd til – takket -være international støtte – at modstå en løsning  indtil de kan få, hvad deres terroristorganisationer altid åbent har krævet – tilintetgørelsen af den israelske stat.

  1. “Israel skabte den palæstinensiske flygtningekrise”

Der ville ikke have været en eneste palæstinensisk flygtning, hvis den arabiske verden havde accepteret FNs delingsplan i 1947, hvilket Israel gjorde. Selv præsidenten for Det Palæstinensiske Selvstyre, Mahmoud Abbas, indrømmer, at den arabiske ”nej” var en fejl. Både jødiske og arabiske flygtninge var resultatet af en krig, som Israel ikke ønskede, men som den arabiske verden påtvang Israel. Mens den israelsk-arabiske konflikt skabte 711.000 palæstinensiske flygtninge, blev der også skabt  856.000 jødiske flygtninge fra arabiske lande. De jødiske flygtninge blev modtaget af andre lande, mest Israel, men den arabiske verden nægtede at modtage arabiske flygtninge, og holdt dem i lejre med begrænsede rettigheder. Som araber sørger jeg over, at den arabiske verden mistede den rige forskelligartethed, som jødiske arabere tilbød, og jeg er vred over, at den arabiske verden bruger palæstinensiske flygtninge som skakbrikker mod Israel.

I 1952 tog direktøren for UNRWA (United Nations Relief and Works Agency for Palestine Refugees), Sir Alexander Galloway, bladet fra munden, da han sagde, “Det er helt klart, at de arabiske lande ikke ønsker at løse det arabiske flygtningeproblem. De ønsker at lade det være et åbent sår, som en anklage mod FN og som et våben mod Israel. Arabiske ledere er totalt ligeglade med,om flygtningene lever eller dør.” Den arabiske verden, ikke Israel, skabte den palæstinensiske flygtningekrise og sikrede, at den 70 år senere stadig ikke er løst. Forestil dig, at Canada stadig anså en syrisk flygtning, som kom her, stadig ville blive betragtet som flygtning 70 år senere, tillige med hans børn, børnebørn og oldebørn, og havde langt færre rettigheder end canadiske borgere? Der er ingen tvivl om, at det ville blive fordømt som racisme og fremmedhad. Men den arabiske verden kommer fortsat af sted med den samme krænkelse, når det angår palæstinensere.

  1. “Konflikten er en strid om landområde”

Israel er mindre end 0,2% af hele den arabiske verden, for ikke at nævne Israels andre fjender, såsom Iran. Da den arabiske verden i 1947 afviste FNs delingsplan, var Israel endnu mindre og langt mere da den arabiske verden benægtede muligheden i 1947 UN´s fordelingsplan, Israel var endnu mindre og endda yderligere fragmenteret. Konflikten har aldrig været om landområde, men om arabernes afvisning af jødisk  selvbestemmelse i Mellemøsten. Efter krigen i 1967, hvor Israel vandt et betydeligt område i en selvforsvarskrig, søgte Israel at give jord tilbage for at få fred, men den arabiske verdens svar var 3 x nej; nej til fred, nej til forhandlinger, og nej til anerkendelse af Israel.

Hvorfor er mine arabiske fæller så bange for en lille jødisk nabo? Det har jeg aldrig kunnet forstå.

  1. “Zionister er de nye nazister”

Ligesom anklagen om folkedrab, er den anklage let at tilbagevise, og den er hovedsagelig ment som et middel til at vække smertefulde minder til live for jøder. Nazismen var kendetegnet ved to væsentlige træk: Militær ekspansionisme og en form for racisme/fremmedhad, som førte til det koldblodige mord på 10 millioner civile, herunder 6 mio. jøder. Men Israel er ikke indblandet i nogen form for racistisk aktivitet, og langt mindre i folkedrab. Israel’s krige blev altid iværksat som selvforsvar for at stoppe militære og terroristangreb. Ethvert landområde, som blev taget af Israel, var lovligt under krigens love, og Israel har allerede returneret størstedelen af dette (især Sinaihalvøen, som alene er mere end dobbelt så stor som Israel) i bytte for fred. Og landet ville have returneret  endnu mere, hvis Syrien og palæstinenserne havde accepteret fredsaftaler, som Israel kunne acceptere.

Ud over det faktum at jøderne ikke er “de nye nazister”, så er det, som bekymrer mig mest som araber, at det faktisk var palæstinenserne, som dengang havde forbindelser til nazisterne, og som idag opfører sig på måder, der minder om nazister, ifølge den palæstinensiske forfatter Bassam Tawil.

  1. “Selv jøder tror, at Israel er en terrorist stat”

Nogle naive jøder føler sig skyldige over anklager om, at Zionisme er en moderne form for nazisme, og nogle få er ganske enkelt antisemitiske. Imidlertid er det antal jøder, som går ind for den uærlige anti-zionistiske retorik, meget lille og meget marginal. De er et praktisk værktøj i hænderne på Israels fjender, så de bliver ofte citeret, og deres betydning forstørres langt mere end deres antal. Faktisk demonstrerer deres eksistens, Israels og det jødiske samfunds demokratiske væsen. På den anden side tåler den arabiske ikke nogen uenighed om påtvungne holdninger.

I mit hjemland, Libanon, er det endda ulovligt at kommunikere med en israeler på enhver måde. På grund af min støtte til fred med Israel, kan jeg aldrig besøge mit fædreland.

  1. “Israel skyder efter civile og børn”

Når civile eller børn bliver utilsigtet dræbt i IDF operationer, er det forsidestof i aviser over alt i verden, og  Israel får meget negativ omtale.  Israel vinder intet ved at dræbe civile palæstinensere, men palæstinensiske terroristorganisationer vinder verdens sympati, hvilket ofte er årsagen til, at de placerer civile på udsatte steder under konflikter med Israel. Israel går meget langt for at undgå civile tab. Når civile bliver dræbt, er det på trods af Israels bedste bestræbelser, ikke på grund af dem.

De, der mishandler palæstinensiske børn, er faktisk de palæstinensiske myndigheder, som lærer dem at hade jøder og Israel, og derved sikrer, at konflikten aldrig kan løses på fredelig vis

De palæstinensiske terroristers skyden til måls efter israelske civile bliver ofte ignoreret af den bredde presse (MainStream Media). Men hvad der overrasker mere er, at mens modige arabere såsom Khaled Abu Toameh og Bassam Tawil ofte fremhæver problemet med de palæstinensiske terroristers vold og misbrug af palæstinensiske civile, bliver det også ignoreret af den bredde presse. Som araber, tror jeg, at dette er en form for racisme mod arabere, som tyder på, at verden hverken forventer meget fra araberne eller bekymrer sig om deres velvære.

  1. “Israel er et imperialist projekt”

Jøder er det oprindelige folk i Israel. Det er dem, der har været udsat for imperialisme. De har lidt under mange massakrer, inklusive den romerske belejring af Jerusalem (63 f. Kr og 37 f. Kr), romerske massakrer (4-6 f. Kr, 36, 66, 115-117, 132-136), den persiske belejring af Jerusalem (614), de kristnes massakrer (605 og 1099), kurdernes og muslimernes angreb i Hebron og Safed (1517), drusernes og arabernes ødelæggelse af Tiberias og Safed (1660), den franske hærs belejring af Jaffa (1799), Egypternes massakrer i Hebron  (1834), druserne og arabernes angreb på Safed (1838), arabernes angreb på Petach Tikva (1886), optøjerne  i Jerusalem fremprovokeret af Stormuftien (1920), Jaffa arabernes optøjer (1921), ”De Arabiske Optøjer” i Safed (1929), Hebron massakren fremprovokeret af Stormuftien (1929), ”Den Store Arabiske Opstand” (1936-1939), og arabernes massakre i Tiberius (1938). Som et resultat af disse massakrer blev mange jøder tvunget til at flygte.

Som araber er det min pligt at anerkende det arabiske ansvar for mange af disse massakrer, og jeg ønsker, at mange arabere ville gøre det samme, hellere end fabrikere anklager om imperialisme. Det zionistiske projekt med at tillade jøders tilbagevenden til deres land, er faktisk det modsatte af et imperialistisk projekt. Det er et forsøg på at rode bod på århundreders imperialistiske angreb på jøderne på en lille skala. Selvfølgelig kan de døde, og deres potentielle efterkommere, aldrig bringes tilbage, men Israel tillader overlevende efterkommere at vende tilbage til det land, de aldrig burde være blevet tvunget til at flygte fra.

  1. “Israelske jøder er europæere ”

Nogle af Israels jøder har Europæiske forfædre, men det ville være usandt at sige, at alle eller de fleste har. Der er lidt over 6 mio. jøder i Israel idag. Mange af dem er jødiske flygtninge fra arabiske lande, eller deres efterkommere. Vi ved, at der oprindeligt var 711.000 Palæstinensiske flygtninge, og UNRWA påstod I januar 2015 at nulevende flygtninge og deres efterkommere udgjorde 5 mio. Det er derfor logisk at antage, at fra de oprindelige 856.000 jødiske flygtninge , har vi nu mindst 5 millioner jødiske flygtninge og deres efterkommere. Ud fra den vurdering, udgør de arabiske jøder størstedelen af de 6 millioner israelske jøder. Der er også mange israelske jøder, som nedstammer fra jøder, som aldrig forlod Israel. Selv blandt de jøder med europæiske forfædre, er de eneste, som ikke har mellemøstligt blod, dem, som har konverteret til judaisme, men konvertisme til judaisme er relativt sjælden, siden jøder, ulig muslimer og kristne, ikke missionerer.

Israel’s officielle tal fra 2015 viser de nedenstående figur er baseret på oprindeligt fædreland for et total antal israelske jøder på 6,3 mio.

Israel: 2,8 mio.

Afrika: 0,9 mio.

Rusland: 0,9 mio.

Asien: 0,7 mio.

Europa: 0,7 mio.

Amerika and Stillehavslande: 0,3 mio.

Og det er fornærmende, hvis man antyder at israelere, som emigrerede fra Europa på en eller anden måde er mindre værd end israelere, som har været i Mellemøsten i generationer. Som araber, immigreret til Canada, ville jeg ikke ønske, at canadiere anså mig for mindre værd end dem, der blev født her. Det er hvad vi immigranter kalder fremmedhad.

  1. “Jøder har ikke ret til at have deres egen stat.”

Den jødiske stat har lige så meget ret til at eksistere som noget anden stat i verden. Jøderne har en kontinuerlig historie, der går 3000 år tilbage i Israel på trods af gentagne gang at være blevet udsat for massakrer og tvunget til at flygte. Hvis det jødiske folk ikke får lov til at være uafhængigt i det land, skulle ingen have lov til at være uafhængige noget sted. Hvordan ville jeg kunne forlange, at mine libanesiske landsmænd skulle være uafhængige, hvis jeg ikke kan acceptere et andet folks uafhængighed? Virkeligheden er, at afvisningen af det jødiske folks ret til selvbestemmelse ikke kan beskrives som andet end antisemitisme, ligegyldigt om man er araber som jeg, eller venstrefløjseuropæer.

  1. “Europa støttede Zionisme på grund af skyldfølelse over Holocaust”

Det modsatte er faktisk tilfældet: Europas støtte til zionisme, selvom den altid har været svag, var stærkere før Holocaust end under og efter Holocaust.

Den første zionistiske kongres fandt sted i 1897, 36 år før nazist partiet kom til magten i Tyskland. Storbrittaniens  Balfour Erklæring,  som støttede oprettelsen af et fædreland for det jødiske folk I Palæstina, skete i 1917, to årtier før starten på Holocaust. Men i stedet for at hjælpe zionister, påtvang Storbrittanien restriktioner for jødernes immigration ved hjælp af Hvidbøgerne af 1922, 1930, og 1939, alt imens Holocaust fandt sted i Europa.

Et forbud mod salg af våben til Israel og palæstinensiske arabere blev påtvunget af USA, og støttede af europæerne, i december 1947, snart efter, at FN foreslog en delingsplan for (Mandat-)Palæstina.  Forbuddet forhindrede ikke araberne i at få fat i våben, men det gjorde stor skade på Israel,  som kun var i stand til at overleve ved hjælp af hemmelige salg af våben fra Tjekkoslovakiet med stiltiende accept fra Sovjetunionen. Ingen af de lande, som burde have skyldfølelse over Holocaust, mest nævneværdigt Tyskland, hjalp Israel med at blive oprettet eller overleve den arabiske stormløb.

  1. “Israel’s støtte til LGBT rettigheder er et dække for dets forbrydelser”

Israel’s støtte til LGBT rettigheder burde roses, ikke dæmoniseres. Anklager om ”hvidvaskning” eller ”pinkvaskning” er i sig selv et røgslør for at støtte Israels fjender, som vedvarende bruger terrorisme og had til at sikre, at konflikten fortsætter.

Som venstreorienteret araber har jeg støttet LGBT rettigheder hele mit liv, og jeg har altid været foruroliget over det faktum, at LGBT rettigheder  praktisk talt er ikke-eksisterende i den arabiske verden. I stedet for at at fordømme Israels støtte til LGBT rettigheder, bør venstre-orienterede vise deres støtte til araberne ved at forlange, at arabiske stater efterligner Israel.

  1. “BDS bevægelsen er et rimeligt svar til Israel”

BDS – Boykot, Divest (frasælg), Sanction – bevægelsen er ikke et passende svar til Israel, fordi Israels handlinger er lovlige og retfærdiggjorte. BDS bevægelsen – etableret af Omar Barghouti, som går imod selv ideen om en jødisk stat – er faktisk skadelig for freden, og den drives af antisemitisme, ikke fredelig idealisme. Selv hvis man ignorerer den antissemitisme, som er bredt fremhæves af BDS talsmænd på universiteter, sociale medier, og andre steder, viser alene de BDS-bevægelsens erklærede krav sandheden om den. BDS bevægelsen præsenterer et billede af respektabilitet, men det er langt fra sandheden. Da dens målsætninger ville – hvis de opnås – resultere i drab på jøder og returnering af de tilbageblivende jøder til det statsløse og usikre status, som de havde før maj 1948, så repræsenterer BDS bevægelsen en antisemitisme på linje med Hamas.

Som en araber, der ønsker at se den arabiske verden blive moderne, liberal, demokratisk og opfindsom, så ville jeg ønske at se udvekslinger mellem Israel og dets naboer, og mange af dem,  inkl. handel, turisme, økonomisk samarbejde, kulturel udveksling, og meget mere.

  1. “Had til Israel er ok, fordi anti-zionisme ikke er antisemitisme”

Had til et helt folk kan aldrig retfærdiggøres, og det er i særlig grad forkert, når det gælder hadet til Israel, da det helt klart er baseret på antisemitisme og ikke legitime årsager. Den beslægtede påstand om, at arabere ikke kan være antisemitiske,fordi de er et semitisk folkeslag, er en fordrejning baseret på en misvisende og falsk fortolkning af begrebet antisemitisme. Som det står forklaret i  Encyclopedia Britannica, “Begrebet antisemitisme blev opfundet i 1879 af den tyske agitator Wilhelm Marr for at navngive de anti-jødiske kampagner, som var undervejs i  Centraleeuropa på den tid. ” Anti-zionisme er faktisk antisemitisme, hvad enten personen, som har den tro, er en araber som jeg, en venstreorienteret som jeg, eller ingen af delene.

  1. “Israel er årsagen til konflikter I Mellemøsten”

Israels fjender har anklaget Israel for at indlede eller opmuntre konflikter for at aflede opmærksomheden fra sig selv. De har for eksempel anklaget Israel for at have støttet ISIS. Ingen af disse anklager har nogensinde været støttet af troværdige beviser. Virkeligheden er, at Mellemøsten har været involveret i krige og erobringer i mange århundreder. Jøderne blev flere gange udsat for massakrer og udvist. Mellemøstlige krige har en lang historie og blev forårsaget af flere faktorer, som ikke er relaterede til Israel, inklusive de to verdenskrige,  shia/sunni rivalisering, tyrkisk imperialisme, romersk imperialisme, persisk imperialisme, de islamiske imperier, europæisk imperialisme, og  tribalisme.

Israel har på den anden side kun haft et mål, at leve i fred, som de hidtil ikke har fået lov til. Som en araber, der ønsker at kunne besøge mit fædreland, Libanon, uden at risikere fængselsstraf for kommunikeren med israelere, så kan freden ikke komme hurtigt nok.

Kilder og noter 
Artiklen udkom som blogindlæg den 24. april 2018.  http://blogs.timesofisrael.com/debunking-25-left-wing-and-arab-myths-from-a-left-wing-arab-perspective/. Den er oversat af Inger Irene Hansen, Dina Grossman, og Jane Hoffmann med tilladelse fra Times of Israel og forfatteren, Fred Maroun.
Fred Maroun er canadier med arabisk baggrund. Han boede i Libanon indtil 1984, herunder 10 års borgerkrig. Fred støtter Israels ret til eksistens som jødisk stat, og han støtter et liberalt og demokratisk Mellemøsten, hvor alle religioner og nationaliteter, inklusive palæstinensere, kan leve sammen i fred med hinanden og med Israel, og hvor menneskerettigheder bliver respekteret. Fred er ateist, socialliberal, og fortaler for lige rettigheder for LGBT medlemmer overalt. Fred Maroun skriver for Gatestone Institute.