Hvorfor fejres arbejdernes internationale kampdag den 1. maj? På Arbejdermuseets hjemmeside står der blandt andet om historien bag fejring af 1. maj: Arbejdernes internationale kampdag 1. maj har siden 1889 været arbejderbevægelsens årlige markering af kampen for arbejderklassens politiske og faglige rettigheder. Det første 1. maj-møde i Danmark blev afholdt i en række provinsbyer og i Fælledparken i København i 1890.
Første maj-fejring blev kapret af anti-israelske demonstranter, Morten Skov Christiansen er formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation. Han fortalte B.T. om kaos, utryghed, grædende børn og unge som måtte flygte af frygt for at blive slået. Han fortæller: – Det er rigtig ærgerligt. Det er med til at skabe en ekstremt utryg stemning.
Morten Skov Christiansen tilføjer at han både er chokeret og skuffet over de voldelige demonstranter, han fortæller: – Jeg er ærgerlig over, at vi lønmodtagere ikke kan komme til vores første maj-arrangementer uden at frygte for vores sikkerhed, og uden at være bange for simpelthen at blive slået ned.
Grædende børn og unge der flygtede, Morten Skov Christiansen havde taget sine børn med i Fælledparken for at dele dagen med dem. Men demonstranterne fik hans børn til at føle sig utrygge. Flere unge følte sig også utrygge og flygtede for ikke at blive slået.
På spørgsmålet om han ikke mener det er ok at demonstranterne brugte 1. maj-fejring til at sprede deres politiske budskab, siger Morten Skov Christiansen: – Det med at sende et budskab ved at skabe et utrygt miljø, der gør at almindelige lønmodtagere ikke har lyst til at være der – der gør at unge bliver slået eller skubbet meget hårdt – at børn kommer grædende hen – det er no-go. Det er uacceptabelt, og det vil jeg ikke finde mig i. Se B.T’s interview med Morten Skov Christiansen og de anti-israelske demonstranter i baggrunden her.
I B.T.’s leder skrev Astrid Johanne Høg også om de kaotiske scener i Fælledparken. Her er et uddrag: – Det er efterhånden sikkert som amen i kirken, at hvis der findes et arrangement med store mediebevågenhed, så skal propalæstinenserne nok finde en måde at tildrage sig opmærksomheden.
Sådan gjorde de på Kvindernes internationale kampdag, sådan gjorde de til 1. Maj, og den kommende søndag, hvor vi fejrer Danmarks befrielse, er der også lige blevet planlagt en gigantisk propalæstinensisk demonstration.
Mange almindelige danskere har stor sympati med den palæstinensiske sag. Men de har ikke sympati med den bølleagtige adfærd, som netop disse demonstranter udviser.
Der findes et omrejsende cirkus af venstreekstreme autonome i sammenslutning med forkælede unge fra forstaden, der søger en identitet, der blot tilslutter sig tidens aktuelle sag.
De råber ukritisk og historieløst på udslettelse af verdens eneste jødiske stat, som de sammenligner med Nazityskland. Imens ser de igennem fingre med, at Hamas er lige så undertrykkende, menneskefjendsk og antijødisk i sin ideologi som Hitlers Tyskland.
Det er efterhånden tydeligt, at det for mange af demonstranternes vedkommende ikke handler så meget om sagen, som om at skabe kaos eller signalere sin egen godhed, imens man tvinger omverdenen til at kigge på.
B.T. glæder sig over, at den skandaløse adfærd med al sandsynlighed ikke bliver belønnet af danskerne.
Mætningspunktet er nået.
