- Internationale journalister, der er udstationerede i Mellemøsten, synes ikke at interessere sig synderligt for de hundredtusinder af palæstinensere i Libanon, som nu i flere årtier har protesteret imod den apartheid og diskrimination, som bliver praktiseret af et arabisk land.
- Som følge af disse love er forholdene for palæstinenserne i Libanon blevet forværret i en sådan grad, at 65% af dem lever under fattigdomsgrænsen, ifølge en rapport i Al-Jazeera.
- Den arabiske og vestlige tavshed om palæstinensernes problemer i Libanon fører kun til én ting: forværrelse af palæstinensernes kvaler. Men det eneste onde, de arabiske ledere og det internationale samfund ser, er det påståede onde, som de forbinder med Israel.
Mange palæstinensere synes omsider at have fået nok af den apartheid og de diskriminerende love, som de har været underkastet i Libanon gennem de seneste årtier. De synes at have fået nok af den eksisterende apati over for deres kvaler i det internationale samfund og i medierne. De synes også at være blevet trætte af de internationale mediers besættelse af Israel og palæstinenserne på Vestbredden og i Gazastriben. De eneste palæstinensere, de internationale medier fortæller om, er dem, hvis “problemer” er direkte forbundet med Israel.
I det forgangne år har snesevis af internationale journalister, udstationerede i Mellemøsten, dækket de ugentlige demonstrationer langs grænsen mellem Gaza og Israel. De samme journalists synes imidlertid ikke at interessere sig synderligt for de hundredtusindvis af palæstinensere i Libanon, som nu i flere årtier har protesteret imod den apartheid og diskrimination, som bliver praktiseret af et arabisk land.
I et forsøg på at tiltrække det internationale samfunds opmærksomhed over for deres lidelser har palæstinenserne i Libanon indledt en kampagne kaldet “Hakki” (“Min Ret”) for at kræve lighed og et ophør af diskriminationen. Kampagnen blev indledt på 18-årsdagen for en lov, som forbyder personer uden libanesisk statsborgerskab, herunder palæstinenserne, at besidde fast ejendom i Libanon.
Palæstinenserne siger, at denne lov, sammen tilsvarende andre love vedtaget af det libanesiske parlament gennem de seneste årtier, nægter dem deres basale rettigheder og muligheden for et liv i værdighed. Som følge af disse love, siger de, er forholdene for palæstinenserne i Libanon blevet forværret i en sådan grad, at 65% af dem lever under fattigdomsgrænsen.
“Den sociale og humanitære krise, som palæstinenserne oplever i Libanon på grund af disse love, har direkte påvirket andre sider af deres tilværelse, herunder uddannelse og sundhed,” hævder palæstinenserne. “Desuden har disse love skabt psykiske spændinger, som afspejler sig i forskellige sider af deres tilværelse. Der kræves øjeblikkelig indgriben.”
“Hakki”-kampagnen har som mål at “fastslå, at kravene fra de palæstinensiske flygtninge [i Libanon] er en humanitær ret ifølge de humanitære konventioner, som den libanesiske regering har underskrevet,” forklarede kampagnens arrangører.
Kampagnen falder sammen med rapporter om, at et voksende antal palæstinensere er begyndt at forlade Libanon. I februar 2019 rapporterede det Qatar-ejede Al-Jazeera-netværk, at 1500 palæstinensere har forladt Libanon på mindre end tre måneder. Rapporten, som bærer navnet “Det tavse asyl”, citeredepalæstinensiske kilder for at sige, at palæstinensernes udvandring hang sammen med USA’s planer om at “aflive retten til tilbagevenden” til Israel for palæstinensiske flygtninge og deres efterkommere.
Rapporten afslørede, at et rejsebureau i den libanesiske hovedstad Beirut har sørget for indrejsevisa for palæstinensere til Brasilien, Argentina, Chile, Etiopien og Bolivia. På deres vej tilbage fra disse lande gør palæstinenserne ophold i europæiske lande, hvor de indgiver en anmodning om asyl. Rapporten afslørede også, at de libanesiske myndigheder ikke forhindrede palæstinenserne i at forlade landet.
“En palæstinensisk flygtning i Libanon, som er registreret i UNRWA (United Nations Relief and Works Agency for Palestine Refugees/FN’s særlige agentur for palæstinensiske flygtninge) og som kan fremvise et libanesisk rejsedokument, har ret til at forlade landet når som helst, han eller hun ønsker det,” skrev avisredaktør Munir Al-Akiki. De libanesiske myndigheder, tilføjede han, kan ikke forhindre en palæstinenser bosiddende i Libanon i at forlade landet, så længe den pågældende rejser ud i overensstemmelse med lovens forskrifter.
Manden bag “Hakki”-kampagnen, journalisten Ahmed Al-Haj, sagde, at palæstinenserne i Libanon bliver “berøvet næsten alt, og det er grunden til, at vi har mange krav, herunder retten til arbejde og til at besidde fast ejendom.” Den kampagne, som han og hans venner har startet, opfordrer også til lempelse af de sikkerhedsrestriktioner, som de palæstinensiske flygtningelejre er påført, sagde Al-Haj.
“Kampagnens mål er at rette de libanesiske myndigheders opmærksomhed mod behovet for at ændre de uretfærdige love imod palæstinenserne,” forklarede han. “Hakki er designet til at kaste lys over palæstinensernes lidelser i Libanon og forklare disse loves farlige eftervirkninger.”
Arrangørerne af “Hakki”-kampagnen siger, at det tillige er deres mål at vinde støtte hos det libanesiske folk og de internationale menneskerettighedsorganisationer vedrørende palæstinensernes vanskeligheder i Libanon. Som del af deres bestræbelse har arrangørerne også planer om at afholde møder med libanesiske politikere og mediefolk for at opnå støtte til en ændring af de love, som diskriminerer mod palæstinenserne.
En rapport udgivet af det amerikanske udenrigsministerium oplyser, at:
“Palæstinensiske flygtninge [i Libanon] er blevet nægtet adgang til det offentlige sundhedssystem, undervisningssektoren og besiddelse af jord og er blevet afskåret fra ansættelse inden for mange erhvervsområder… En revision af arbejdsloven i 2010 udvidede ansættelsesretten og fjernede nogle af restriktionerne for palæstinensiske flygtninge; men loven blev ikke fuldt implementeret, og palæstinenserne forblev afskåret fra at arbejde inden for de fleste erhverv, som kræver en faglig uddannelse… Loven anser UNRWA-registrerede palæstinensiske flygtninge for at være udlændinge, og i flere tilfælde er de blevet behandlet værre end andre udlændinge.”
En rapport fra Associated Press oplyser, at:
“… Palæstinenserne i Libanon udsættes for diskrimination på næsten alle områder af dagliglivet, hvilket giver næring til en desperation, som river deres samfund fra hinanden.
“Mange lever i bosættelser, der officielt er anerkendt som flygtningelejre, men som bedre kan beskrives som betonghettoer omgivet af checkpoints og i nogle tilfælde sprængningssikrede mure og pigtråd…
“Palæstinenserne har forbud mod at arbejde inden for de fleste faguddannede erhverv, lige fra medicin til transport. På grund af restriktionerne mod besiddelse af fast ejendom er de få ejendomme, som de måtte have, blevet købt under libanesiske navne, hvilket gør dem sårbare over for underslæb og ekspropriation.”
Arrangørerne af “Hakki”-kampagnen er naive, hvis de tror, at Libanon, efter mere end 70 års diskrimination, pludselig vil ændre sin politik og sine love over for palæstinenserne. De er naive, hvis de tror, at de arabiske ledere, som afholdt endnu et topmøde i Tunesien for få uger siden, vil give palæstinensernes lidelser i Libanon eller noget andet arabisk land nogen som helst opmærksomhed. De er også naive, hvis de tror, at de internationale medier og menneskerettighedsorganisationer vil støtte en opmærksomhed over for den situation, som palæstinenserne oplever i Libanon.
Libaneserne er glade for at se palæstinenserne forlade Libanon, og de fleste arabiske lande er fuldkommen ligeglade, hvis palæstinenserne rejser væk – til Europa eller Brasilien eller Argentina, det gør ingen forskel for dem.
I sin tale ved den Arabiske Ligas topmøde i Tunesien den 31. marts havde den libanesiske præsident, Michel Aoun, intet at sige om den diskrimination og apartheid, som palæstinenserne udsættes for i hans land. I stedet valgte han at udtrykke sin bekymring over den nylige amerikanske beslutning om at anerkende israelsk suverænitet over Golanhøjderne. Aoun foreslog også, at Syrien, hvor hundredtusindvis af mennesker er blevet dræbt siden borgerkrigens begyndelse dér i 2011, skulle have lov til at vende tilbage til den Arabiske Liga. Syriens medlemskab blev suspenderet i 2011 på grund af styrets brutale fremfærd mod syrere, som protesterede mod den syriske diktator, Bashar Assad.
Den arabiske og vestlige tavshed om palæstinenserne problemer i Libanon fører kun til én ting: forværrelse af palæstinensernes kvaler. Men det eneste onde, de arabiske ledere og det internationale samfund ser, er det påståede onde, som de forbinder med Israel.
Den Hamas-sponsorerede vold på grænsen til Israel udbasuneres således i medierne og menneskerettighedsorganisationerne som “fredelige protester,” mens palæstinenserne i Libanon lider under medietavshed, mens de venter på at få lov til at leve i værdighed i et arabisk land.
Kilder og noter
Khaled Abu Toameh, prisvindende journalist med base i Jerusalem, Shillman Journalism Fellow ved Gatestone Institute.
Oprindelig artikel: “Why Palestinians are Fleeing Lebanon” 2019-04-01. Oversat af Mette Thomsen, udgivet 2019-04-21. Genoptrykt med tilladelse fra Gatestone Institute.
Fotografi: https://commons.wikimedia.org/wiki/File:Nahr_al-Bared.jpg – Creative Commons Attribution 3.0 Unported license.
Seneste artikler af Khaled Abu Toameh
Palæstinenserne: Abbas anklages for forræderi i skueproces, 2019-04-01 (også på MIFF 2019-04-02)
Palæstinenserne: “Journalistik” efter Hamas’ hoved, 2019-03-24 (også på MIFF 2019-03-26)
Palæstinenserne marcherer baglæns, mens Israel forbereder sig på valg, 2019-03-18 (også på MIFF 2019-03-19)
Forberedelse på fred – på palæstinensisk vis, 2019-02-17 (også på MIFF 2019-02-20)
Den “særskilte” palæstinensiske stat, 2018-12-21 (også på MIFF 2018-12-21)
Hamas’ plan om at overtage Vestbredden, 2018-12-16 (også på MIFF 2018-12-17)
Derfor er fornyede amerikanske sanktioner mod Iran godt nyt for palæstinenserne, 2018-12-05 (også på MIFF 2018-12-06)
