Jødernes skæbne i arabiske lande

Det er en velkendt myte at jøderne i arabiske lande levede i harmoni med deres ikke-jødiske omgivelser under muslimsk styre. «Den gylne tidsalder» med lighed, tolerence, kulturel opblomstring og interreligiøs harmoni. «Den gylne tidsalder», en kort periode med jødisk opblomstring i det muslimske Spanien, er blevet taget ud af sin oprindelige kontekst og blevet til en historisk kendsgerning, der tegner et billede af såkaldt tolerence og harmoni under muslimsk styre. Myten går på at det alene var zionismen og stigende konflikt i Palæstina som ødelagde harmonien.

Det er meget rimeligt, at jøderne fik Israel i bytte for det, de mistede, og det er rimeligt, at Israel ligger i et område, der tidligere havde arabisk flertal.  Jøderne udgjorde omkring 2% af befolkningen i det arabiske område. Israel udgør knap 0,2% af arealet, mens jøderne i praksis er blevet fordrevet fra 99,8% af området.

Det kan diskuteres i det uendelige, hvorvidt jøderne havde brug for at flygte i 1948 og årene umiddelbart efter, og hvad der drev dem. Der kan argumenteres for, at deres flugt skyldes forskellige årsager i de forskellige lande.

Men vi kan se, at da den første store flugtbølge var forbi, fortsatte presset mod de jøder, der havde bevist deres loyalitet ved at blive. Volden, diskriminationen og chikanen fortsatte. Det betød at stort set alle de jøder, der ikke forlod de arabiske lande i første omgang, gjorde det på et senere tidspunkt. De forhåbninger, de måtte have haft, som fik dem til at blive smuldrede.

Den naturlige konklusion er, at jøderne ikke havde en fremtid i arabiske lande. Dagens situation for minoriteter i arabiske lande viser, at jøderne i dag heller ikke har en fremtid som minoritet i arabiske lande.

Her ses jødiske flygtninge fra Irak efter de landede i Israel i 1951.

Her gengives kap. (inkl. fodnoter), fra bogen Løgnindustrien, skrevet af den israelske veteran journalist Ben-Dror Yemini. MIFF udgav bogen på norsk i 2015 – download bogen gratis her.

De sagde at hun var utrolig smuk. Sol (Solika) Hachuel var 17 år da hun blev halshugget. En muslimsk ven fortalte at han havde konverteret hende til islam. Det afviste Sol, hun blev stillet for retten og dømt til døden.

Hendes sag blev fremlagt for sultanen. I forsøget på at forhindre hendes henrettelse, forsøgte medlemmer af det jødiske samfund at overtale hende til at leve som muslim. Hun nægtede og sagde: «Jeg blev født som jøde, og jeg vil dø som jøde.» Hendes skæbne var forseglet.

Det var i 1834. Sol var fra byen Tanger – hun blev henrettet i byen Fez. Selv i dag er der mange som besøger hendes grav. Historien om hendes skæbne blev bevaret takket være vidneudsagn, et berømt maleri og et skuespil, men hendes historie blev glemt. Kapitlet er dedikeret til Sol og ofrene for den jødiske nakba.[1]

[1] Juliette Hassine, «The Martyrdom of Sol Hachuel: Ridda in Morocco in 1834», i: Michael Laskier, Yaacov Lev (red.), The Convergence of Judaism and Islam: Religious, Scientific, and Cultural Dimensions, Gainesville 2011, s. 109–125; Budgett Meakin, «The Jews of Morocco», The Jewish Quarterly Review 4 (1892), s. 369–396; Eugenio M. Romero, Jewish Heroine of the Nineteenth Century: A Tale Founded on Fact, London 1839. Henrettelsen af Sol var tema for Alfred Dehodencqs «Execution of a Moroccan Jewess: <http://juifs-du-maroc.com/?p=8070>

Den jødiske nakba

Det er en velkendt myte at jøderne i arabiske lande, levede i harmoni med deres ikke-jødiske omgivelser under muslimsk styre.[2] «Den gylne tidsalder» med lighed, tolerence, kulturel opblomstring og interreligiøs harmoni. «Den gylne tidsalder», en kort periode med jødisk opblomstring i det muslimske Spanien, er blevet taget ud af sin oprindelige blevet til en historisk kendsgerning, der tegner et billede af såkaldt tolerence og harmoni under muslimsk styre. Myten går på at det alene var zionismen og stigende konflikt i Palæstina som ødelagde harmonien. .[3] Løgnen er blevet gentaget utallige gange og bør imødegås.
            Jøderne i arabiske lande blev ikke udsat for Holocaust-grusomhederne. Jøderne i Europa led mere frem til Anden Verdenskrig. Det betyder ikke at jøderne i muslimske lande havde det meget bedre – heller ikke før zionismen. Der var perioder hvor jøderne levede i relativ fred under muslimsk styre. Eksempelvis da jøderne blev udvist fra Spanien og den Tyrkiets sultan inviterede dem velkommen som gæster.[4]
                Men, det er vigtigt at påpege at de gode tider var undtagelsen – ikke reglen. For det meste levede jøder i muslimske lande på myndighedernes nåde. Jøder blev ofte udsat for ydmygelser, udvisninger, progromer og systematisk berøvelse af deres rettigheder. Det er værd at huske den tunisisk-jødiske filosof Albert Memmis (1920-2020) svar efter Libyens daværende hersker, Muammar al-Gaddafis inviterede jøder fra arabiske lande til at vende tilbage og myten om at det var zionismen som havde sat en kæp i hjulet for jødisk-arabisk harmoni:

Sandheden er at vi levede et liv i frygt og ydmygelse i arabiske lande. Jeg vil ikke se en gentagelse af nedslagtningerne før zionismen […] Sandheden er at de unge jøder i arabiske lande blev zionister før Auschwitz; staten Israel er ikke et resultat af Auschwitz, men af den jødiske situation generelt, inkl. situationen i arabiske lande.[5]

***

Man kan begynde med den oprindelige konflikt mellem jødene og profeten Muhammed. Som en del af processen med at føre araberne ud af uvidenhedens tidsalder (jahiliyya), tog profeten ideen om monoteisme (troen på en G_d) måske først og fremmest – fra jøderne. Muhammed ville gøre den arabiske halvø til et rent islamisk område. Det førte til en uundgåelig konflikt med jøderne som levede i området, en konflikt som endte med udvisning og massakre af flere hundrede jøder.[6]
            De religiøse ligheder mellem de to religioner og de hyppige konflikter mellem dem under islams formative fase, kommer til udtryk i en ambivalens overfor jøder i islams hellige skrifter. Der er mange referencer til jøder i koranen og haditherne – de er ikke alle negative.[7] Jøder har som en «bogens folk» religion, samme rettigheder som de kristne til at udøve deres religion.
            Fra tid til anden, fra generation til generation, ændrede forholdene sig. Jøderne levede ofte under Umar-pagten (opkaldt efter den muslimske hersker som indførte den), gav jøder mulighed for at leve som en «beskyttet» minoritet – også kaldt for dhimmi. Som dhimmi havde jøderne en lavere status end muslimer. Umar-pagten gav jøder ret til at udøve deres religion, de og deres ejendom blev beskyttet og de fik delvis autonomi i administration af deres jødiske samfund.[8]
            I bytte for rettighederne måtte jøderne leve med diskrimination. Som ikke-muslimer skulle jøderne betale en ekstra skat (jiza). Jøderne måtte ikke bygge nye synagoger, de måtte ikke ridde på heste eller kameler som var forbeholdt adelen og de måtte ikke ansætte muslimer. Jøder og kristne skulle gå med en bestemt hat og bestemt tøj så man kunne se at de ikke var muslimer. Jøder måtte ikke gå i grønt tøj som er tegn på islam og profeten Muhammeds farve. En dhimmi måtte ikke vidne i retten hvis en muslim var involveret. Nogle steder måtte jødiske mænd gå i et offentligt bad hvis de havde et særligt mærke i nakken så man kunne se at de var jøder. Jødiske kvinder måtte ikke bruge de offentlige bade. Jødiske mænd måtte ikke have seksuel omgang med muslimske kvinder. En muslimsk kvinde måtte gerne have seksuel omgang med jødiske kvinder.[9] Hensigten med lovene var at trække en klar linje mellem de muslimske herskere og deres ikke-muslimske undersåtter. Det var en del af den muslimske sociale orden.[10]
            Håndhævelsen af lovene varierede.[11] Jøder blev som regel ikke tvunget til at konvertere til islam, og de kunne leve i områder som var under muslimsk herredømme – men de var samtidig dømt til at leve i en underlegen position, dvs som anden- eller tredjerangs borgere. Der var både gode og dårlige perioder. Det fantes herskere som var tolerante, og dem som ikke var det. Nogle jøder formåede at nå høje positioner – eksempelvis som læger i herskerens hoff, som Maimonides blev. Som administratorer og til og få blev sågar militære ledere. Da modernismen nåede til Mellemøsten og nationalstater blev oprettet, var en jøde minister under de første regeringer i det uafhængige Marokko og Irak.
            Det var undtaelser – ikke regelen. Under muslimsk styre levede jøderne som en distinkt, ekskluderet og diskrimineret minoritet. Islamisk lov pålagde de muslimske herskerne at beskytte deres ikke-muslimske undersåtter, men herskerne levede ikke altid op til deres forpligtelser – især ikke i problematiske perioder eller. Når tiderne blev svære var det let at gøre minoriteterne til syndebukke.
            Det muslimske samfund så ikke positivt på udnævnelse af jøder til højtstående stillinger. I de få tilfælde hvor jøder formåede at få en højtstående stilling, udløste det store spændinger som ofte ramte hele det jødiske samfund. Muslimsk hieraki dikterede at jøder skulle være placeret lavere end muslimer – på godt og ondt. Så længe jøder ikke overtrådte hierakiets regler, blev deres ret til at styre deres eget samfund respekteret. Hvis en jøde vovede at tage imod en stilling forbeholdt muslimer, risikerede de ikke kun deres eget hoved, men hele det jødiske samfund. Det betød at minoriteter aldrig kunne helt kunne identificere sig med det muslimske styre eller det muslimske land de levede i, fordi landet var defineret ud fra et religiøst grundlag. Selv i rolige og stabile tider, følte jøderne sig ekskluderet fra fællesskabet under muslimsk styre.[12]
            Medio 1900-tallet blev flere hundrede tusind jøder i muslimske lande ikke blot ekskluderet fra deres lokalsamfund, de blev også ekskluderet fra deres land. Mange jøder fra Egypten, Irak, Yemen, Aden, Syrien, Iran og Libyen flygtede eller blev udvist. De blev frarøvet deres ejendomme og ejendele. Nogle af dem var zionister som ville immigrere til det historiske Israel. Andre ønskede ikke at forlade deres hjemland hvor de kendte sproget, kulturen og omgivelserne. Nogle af dem havde en høj status og der var dem som var vant til en lav status. Stort set alle jøderne blev tvunget til at forlade deres hjemland. I anden halvdel af 19-tallet skete der mange massakrer, pogromer, beslaglæggelser af ejendom og deportationer. Det stod klart for jøderne at de ikke kunne blive.
            Verden har glemt den «jødiske nakba». Jøder fra arabiske lande gjorde ikke deres tragedie til deres grundlæggende etos. Tvært imod: Som mange millioner af flygtninge i verden, ville de jødiske flygtninge lade sårene hele og ikke lade dem fortsætte med at bløde. Eksempelvis blev jøderne fra Aleppo i Syrien, tvunget til at flygte fra deres hjem efter pogromer og flytte til Israel. Palæstinenserne, som flygtede eller blev tvunget til at rejse, rejste til Aleppo som jøderne var blevet tvunget til at forlade eller eksempelvis områder som Gaza samt Judæa og Samaria, der allerede var blevet udpeget som deres hjemland. Jøderne er ikke længere flygtninge, men araberne valgte at lade deres sår fortsætte med at bløde i stedet for at blive rehabiliteret. I dag fortsætter flygtningene med at betale prisen.

***
Det er værd at huske hvad, der skete før Israels uafhængighedserklæring 14. maj 1948. Den arabiske ligas generalsekretær, Azzam Pasha, truede allerede i oktober 1947 med udryddelseskrig mod Israel.[13] Den tidligere mufti af Jerusalem, Haj Amin al-Husseini, som stod ved Hitlers side under Anden Verdenskrig, gjorde gav allerede tydeligt udtryk for sin mening primo 1940’erne i Berlin, hvor han kaldte jøderne for «muslimernes allerbitreste fjender» og «et ødelæggende element på denne jord». Han opfordrede arabere og muslimer i hele verden til at «ødelægge den jødiske grådighed, som ingen grænser kender».[14] I en radiotale fra Berlin 1. marts 1944 opfordrede muftien muslimerne til at «dræbe jøder, hvor end du finder dem. Det vil glæde G_d, historien og religionen».[15]
            Før afstemningen om delingsforslaget i FNs generalforsamling, november 1947 truede Egyptens ambassadør, Mohamed Hussein Heikal Pasha «hvis FN beslutter at dele Palæstina, vil en million jøder i muslimske lande være i fare». Og «hvis der spilles arabisk blod i Palæstina, vil jødisk blod blive spildt andre steder i verden».[16] Fire dage senere erklærede Iraks utenrigsminister, Muhammad Fadil al-Jamali: «Det vil være umuligt at holde masserne i skak i arabiske lande… Der er harmoni mellem muslimer, kristne og jøder [i Irak]. Men enhver uretfærdighed, der påføres arabere i Palæstina, vil påvirke sameksistensen mellem jøder og ikke-jøder i Irak.»[17]
                Der var ingen harmoni: Blot seks år tidligere, i 1941, skete den forfærdelig farhoud-en pogrom mod irakiske jøder. Men, al-Jamali løj også i en anden forstand: For det meste skete pogromerne mod jøderne ikke fordi masserne var ude af kontrol. Det var de arabiske myndigheder, ikke vrede masser som udstedte ordre om at inddrage jødernes statsborgerskab og konfiskere deres ejendom – på den måde gjorde de deres liv værdiløse.
            Grundlægger og leder af Det Muslimske Broderskab, Hassan al-Banna, udtalte i et interview med New York Times: «Hvis den jødiske stat bliver en kendsgerning, og det arabiske folk indser det, vil de kaste de jøder, der bor iblandt dem, i havet.»[18] Det er værd at lægge mærke til at der var frivillige fra Det Muslimske Broderskab blandt de første egyptere som indvaderede Israel, umiddelbart efter Israels uafhængighedserklæring. Selv om jødern ikke blev smidt i havet, blev de udsat for masseforfølgelse, pogromer, bortvisning fra deres arabiske hjemland og mange af dem blev tvunget til at flygte uden deres ejendele.
            I 1947 diskuterede de arabiske lande hvordan de kunne føre krig mod jøderne som levede i deres territorium.[19] Primo 1948 kom Den Arabiske Liga med et lovforslag om at medlemslandene skulle pålægge deres jødiske indbyggere sanktioner, inkl. beslaglæggelse af deres ejendom og lukning af deres bankkonti. I lovforslagets indledning står blandt andet: «… alle jøder – med undtagelse af indbyggerne fra ikke-arabiske lande – skal anses som del af den jødiske minoritet i staten Palæstina …»[20]
            flere love og forskrifter indført i flere arabiske lande kort tid derefter, ligner Den Arabiske Ligas lovforslag. Allerede i 1947 advarede myndighederne i arabiske lande om angreb fra den rasende folkemængde mod jøder. Men det var faktisk myndighederne som opildnede masserne. Det var baggrunden for jødernes massflugt fra muslimske lande og jødernes nakba. Det var ikke et pludseligt vendepunkt og det var ikke zionismen som var skyld i det. Det var fortsættelsen af en historie med perioder med velstand og samarbejde, men præget af undertrykkelse, ekspropriering og forfølgelse. Jøderne blev ikke smidt i havet – men de blev tvunget til at søge mod en tryggere havn.

Den gyldne tidsalder

Et af de påståede beviser på den før-zionistiske harmoni og sameksistens mellem jøder og muslimer var den såkaldte jødiske «gyldne tidsalder» i det muslimske Spanien. Der var faktisk tale om flere århundrede års velstand i det sydvestlige Europa, under både muslimsk og kristent styre.[21] Men det var et ekstraordinært tilfælde, ikke reglen, og periode endte også i en tragedie: Joseph ibn Naghrela, storvesiren for kongen af Granada, blev henrettet sammen med 5.000 af byens jøder. Det var en hård lektie for jøderne at turde bryde ud af deres traditionelle status som dhimmier.[22] I 1135 betalte det jødiske samfund en høj pris for at forstyrre den sociale orden. Efter en af jøderne i Córdoba havde dræbt en muslim, angreb vrede masser jødiske huse, ransagede dem og dræbte nogle af de jøder som boede der.[23]
            En af de sværeste perioder for spanske jøder begyndte, da Almoravid-dynastiet kom til magten. De regerede i Spanien og Nordafrika i det 12. og 13. århundrede. Den puritanske sekts militante forkyndelse gjorde alle modstandere til fjender – både muslimer og ikke-muslimer. Jøder og kristne blev tvunget til at vælge mellem at konvertere til islam, deportation eller død. Mange valgte den første mulighed. Der er dem, der siger, at Maimonides var blandt dem.[24]

Marokko

Det første møde mellem islam og jøderne i Maghreb [Nordafrika vest for Nilen og nord for Sahara] var traumatisk. Over for den arabiske hær stod en alliance af berberstammer – nogle af dem jødiske, og de blev ledet af den kvindelige jødiske kommandant Kahina. Kahina og hendes hær formåede at holde muslimerne tilbage, indtil de ultimo det 6. århundrede blev besejret.[25] Jøder i området led under flere forfærdelige massakrer. Hundrede år efter erobringen af Maghreb ødelagde grundlæggeren af Idri-dynastiet, Idris I, flere af de berber-jødiske stammer. Nogle mener, at andre jødiske samfund var forpligtet til årligt at give ham 24 jødiske jomfruer til hans harem, som et tegn på overgivelse.[26]
                Fra det 8. århundrede og frem nød det jødiske samfund i Fez både økonomisk og åndelig fremgang, hvilket vakte muslimernes misundelse.[27] I 1033 dræbte en muslimsk folkemængde 6.000 jøder i Fez grundet en magtkamp i byen.[28] Under Almoravid-dynastiet i 1040-1147, oplevede jøderne i Maghreb en ny periode med fremgang, men igen vakte deres succes jalousi og had fra muslimer.[29] I løbet af dynastiet blev jøderne angrebet af muslimsk vold. Også i Marokko måtte jøderne vælge mellem omvendelse til islam eller død. Kun få formåede at flygte.[30]
            Almoravidernes fald bragte jøderne tilbage til Marokko, og det jødiske samfund blomstrede igen. Med velstanden kom en ny bølge af pogromer mod jøderne i Fez, efter rygter om, at jøder havde bragt vin ind i en moske. Efter flere mord af jøder, blev jøderne samlet i historiens første ghetto – mellah. Ghettoen blev opført i 1438 for at beskytte dem.[31] Udnævnelsen af en jøde til storvesir for sultanen førte igen til blodige optøjer. I 1465 opildnede en folkemængde til lynchingen af den jødiske vesir, den muslimske sultan og masse-massakre af jøder i mellah i Fez, en massakre, der også spredte sig til andre byer i Marokko. I byen Fez var overlevede kun få jøder ud af et samfund på flere tusind jøder.[32] Med den alawittiske dynasti, som fortsat regerer Marokko i dag, og ustabiliteteten, som Marokko oplevede i sine tidlige dage medførte flere pogromer mod jøderne i Marokko. Den værste af dem var pogromen i Tetuan i 1790, med mord, plyndring og voldtægt. Lokalsamfundets ledere blev bundet levende til heste og slæbt gennem byens gader.[33]
            Da europæiske magter trængte ind i Mellemøsten og Nordafrika, blev den islamiske verden introduceret til europæisk antisemitisme. Konkurrencen mellem de forskellige samfund og kolonialismen, som slog dybere rødder, førte til flere pogrombølger. I 1864-1880 skete der flere pogromer mod jøderne i Marrakech som kostede flere hundrede jøder livet.[34] I 1892 udstedte sultanen et dekret, der forbød yderligere mishandling af jøderne.
            I 1903 blev 40 jøder dræbt i byen Taza. Fire år senere blev 50 dræbt i byen Settat.[35] I 1907 blev det meste af det jødiske kvarter i Casablanca ødelagt under en tre-dages pogrom. Omkring 30 jøder blev myrdet, mange kvinder blev voldtaget, og mindst 250 piger og unge kvinder blev kidnappet.[36] I 1912 var der endnu en pogrom i Fez, 60 jøder blev dræbt og omkring 10.000 blev hjemløse.[37] Til sammenligning døde der langt færre jøder under den berømte pogrom i Kishinev i 1894.[38] Frem til 1912 var jøderne tvunget til at tage deres sko af, når de forlod det jødiske kvarter, for at markere deres underlegenhed i forhold til muslimerne.[39]
           Intet af ovennævnte har noget med zionismen eller den israelsk-arabiske konflikt at gøre. I 1948 var der igen flere pogromer som kostede 42 jøder i byerne Oujda og Jérada livet.[40] I modsætning til tidligere hændelser var de et resultat af den israelsk-arabiske konflikt. Som en direkte konsekvens, emigrerede 12.000 jøder fra Marokko i løbet af de følgende måneder – et hidtil uset antal i de marokkanske jøders historie.[41] I de følgende år forlod flere tusind jøder Marokko.
En anden alvorlig hændelse skete i byen Petitjean (i dag Sidi Kacem). Den 3. august 1954 dræbte muslimske demonstranter seks jøder og brændte deres lig.

[42] Akademikeren Haim Saadoun fortæller om flere angreb mod jøder og jødisk ejendom i juli-august 1955 i Casablanca, Mazagan (i dag en del af El Jadida) og Safi. Ifølge ham var «den naturlige reaktion emigration fra Marokko, og Israel var i centrum for immigrationen».[43] Alene i 1955-1956 emigrerede omkring 60.000 jøder fra Marokko til Israel. Ovennævnte begivenheder var ikke et vendepunkt. De var fortsættelsen af den elendige situation, jøderne havde levet under.

Libyen

Libyens befrielse fra inkvisitionen og kristendommen medio 1500-tallet bragte jøderne tilbage til området. De jødiske samfund i Tripoli og Benghazi blev aktive igen under et lokalt dynasti underordnet det osmanniske styre. Grundet politisk ustabilitet og interne optøjer tog genopbygningen lang tid, og jøderne ofte var de første, der blev ramt. Eksempelvis oprøret i 1589, hvor mange jøder blev tvunget til at konvertere til islam.[44] I 1793-1795 sendte osmannerne en pirat som skulle være lokal hersker. Under hans styre blev jøderne udsat for alvorlige pogromer. Det jødiske samfund blev afpresset økonomisk, nogle blev dræbt – hvoraf flere blev brændt levende.[45]
            Jøders situationen i Libyens blev forbedret med Italiens erobring i 1911, men med Anden Verdenskrig blev jøders politiske og økonomiske situation igen forværret: Italien indførte en antisemitisk lovgivning og sendte jøder fra Cyernica-regionen til koncentrations- og udryddelseslejre.[46] I november 1945 udbrød der en pogrom i Tripoli. Pogromen underminerede fuldstændigt jøders tillid i Libyen til deres muslimske naboer. Voksende arabisk nationalisme og vilde rygter om nedslagtning af arabere og ødelæggelse af moskeer i det britiske mandat i Palæstina fik flere tusind muslimer til i flere dage at gå amok i de jødiske kvarterer i flere byer i Libyen. Synagoger blev vanhelliget, butikker blev sat i brand, med de jødiske ejere, der brugdt ind i jødiske hjem – 133 jøder blev dræbt, og endnu flere blev såret. I flere tilfælde blev hele familier udslettet.[47] En muslimsk folkemængde angreb jøderne i Tripoli den 12. juni 1948. Denne gang var jøderne bedre forberedt, og kun 14 jøder blev dræbt.[48]
Den voksende frygt i det jødiske samfund og den økonomiske nød, der fulgte, tog hårdt på jøderne. Libyen blev hurtigt tømt for sin jødiske befolkning. Ultimo 1952 var der kun 4.000 jøder tilbage ud af de 35.000 som levede der i 1948.[49] Situationen blev værre efter Libyen i 1953, blev medlem af Den Arabiske Liga. I 1950’erne lagde myndighederne strenge restriktioner på det jødiske mindretal. Ejendom blev konfiskeret, jøderne blev nægtet arbejde, og var generelt underlagt mange restriktioner.[50]
            Optøjer brød ud igen under Seksdageskrigen – 17 jøder i Benghazi og Tripoli blev dræbt. En rasende folkemængde råbte «Død over jøderne!» i Tripolis gader og satte ild til jøders huse med beboerne. En militærofficer massakrerede to familier. Jøderne i Benghazi blev evakueret til Tripoli og vendte ikke tilbage til deres hjem.[51] De tilbageværende jøder i Libyen blev evakueret til Italien. Flere anti-jødiske love fratog dem deres rettigheder og konfiskerede deres ejendom. Det blev også besluttet ved lov, at jøder ikke længere måtte arbejde i den offentlige sektor, og at al deres ejendom nu tilhørte staten.[52]

Algeriet

Jøderne i Algeriet blev udsat for samme behandling: Arabisk erobring, magtkampe mellem dynastier og dekreter udstedt af Almoraviderne. Inspireret af en ekstremistisk sharia-lærd, som tilbød en belønning på syv guldmønter for hovedet af hver myrdet jøde, gennemførte muslimer pogromer mod jøderne i det algeriske Sahara i 1490-1492. Dermed sluttede over 1.000 års jødisk liv i den del af Sahara.[53] Samme lærd medførte også at det lille jødiske samfund i Timbuktu blev udvist efter han overtalte Malis hersker til at erklære jødedom for ulovlig og forbyde jøder fra byen.[54]
           Algeriet blev delt mellem berbiske kongedømmer og territorier underlagt det kristne Spanien. Krigene mellem dem påvirkede også jøderne i området. I byen Tlemcen, som nød relativ fred, blomstrede det jødiske samfund, som også optog flygtninge fra det kristne Spanien. Nogle af dem blev brugt som “hoflejer” af herskeren – det vakte misundelse og vold mod jøderne.[55] I den osmanniske levede jøderne både i perioder med fremgang og forfølgelse. Medio det 16. århundrede blev jøderne i Algeriet anklaget for et oprør, og mange blev straffet med tvangsarbejde og offentlig ydmygelse. Det jødiske samfund blev tvunget til at betale for opførelsen af huse, hvor tyrkiske soldater skulle bo.[56]
De osmanniske myndigheder udnyttede deres provinser økonomisk – især de afrikanske. Jøderne blev derfor pålagt stigende økonomisk byrde – som dhimmier blev de også offentligt ydmyget. Frem til 1800-tallet blev jøderne sjældent forfulgt i praksis. De få jøder, der tjente ved herskerens hof som læger og diplomater, blev udsat for pres og misundelse fra andre magtcentre. I 1805 blev en jødisk rådgiver dræbt, og den første massakre mod jøder i Algeriet begyndte. Jøderne blev udsat for flere massakrer i 1815 og 1830.[57] Jøderne blev bedre i begyndelsen af den franske besættelse i 1830, men det forhindrede ikke en bølge af fransk inspireret antisemitisme og flere udbrud af anti-jødisk vold fra muslimer i løbet af 1880’erne.[58] Inspireret af den nazistiske ideologi blev 25 jøder massakreret i byen Konstantin i 1934, jøderne blev også forfulgt under Vichy-regimet.[59]
            Jødernes situation blev midlertidigt forbedret efter Anden Verdenskrig. Under Algeriets kamp for frihed fra franskmændene, blev jøderne fanget mellem deres franske statsborgerskab og den algeriske nationale bevægelse. Der var flere sager hvor hele det jødiske samfund blev afpresset og fysiske angreb fra muslimer var hverdag. Den nationalistiske bevægelses slogan var “Algeriet for muslimer”, ikke “Algeriet for algeriere”, som man skulle tro.[60] I maj 1956 blev en jødisk cafè i Konstantin angrebet, og 13 jøder blev dræbt.[61]
            Angrebene mod jøder fortsatte også efter Algeriets uafhængighed i 1962. Samme år blev love mod statsborgerskab for ikke-muslimer vedtaget, og konfiskation af deres ejendomme blev erklæret.[62] I praksis følte omkring 130.000 jøder ikke at de kunne leve i fred i den nye selvstendige staten – næsten alle jøderne forlod Algeriet sammen med europæerne, eller pied noirs, som de franske nybyggere i Algeriet blev kaldt.[63]

Tunesien

Jødernes situation i Tunesien var generelt bedre end i andre lande i Maghreb. Da byen Kairouan blev grundlagt (i centrum af det nuværende Tunesien), blev jøder inviteret til at bosætte sig der, og de blev endda fritaget for at betale skat. Byen blev hurtigt et åndeligt centrum, for både jøder og muslimer, og den blev et vigtigt transitsted for handel mellem Afrika og Levanten, en handel, hvor jøderne spillede en central rolle. Det jødiske samfund i Kairouan blev ødelagt, og alle i byen blev dræbt i successive beduin-razziaer i det 11. århundrede. Efter byen blev genopbygget, blev ikke-muslimer forbudt at bo der. Forbuddet gjaldt frem til Frankrigs erobring 700 år senere.[64]
            Efter Almoravidernes fald, som havde udstedt dekreter om “omvendelse eller død” mod ikke-muslimer, vendte jøderne tilbage til Tunesien, denne gang bosatte de sig i kystbyerne, især Tunis og Djerba. Det efterfølgende Hafsid-dynasti (1228–1535) fortolkede Umar-pagten strengt, især reglerne om påklædning og forbud mod at arabisktalende jøder måtte eje jord og ejendom. Jøderne blev ikke desto mindre sjældent forfulgt, og myndighederne var endda milde over for europæiske jøder, der ønskede at immigrere til Tunesien.
            På trods af det fortsatte muslimer med at betragte jøder som socialt underlegne.[65] Det var også tilfældet i den osmanniske periode og under Hussein-dynastiet. Da lederen af det jødiske samfund overdrog jizya-skatten, blev han slået i hovedet af beyen, som et offentligt tegn på hans underlegne status. Jøderne måtte kun bo i særlige kvarterer, og måtte ikke eje ejendom andre steder.[66]
            Der skete også hård forfølgelse, eksempelvis fra bey i 1752, i forbindelse med et oprør mod hans autoritet. Det jødiske kvarter blev plyndret, og indbyggerne blev udsat for pogromer. Et par år senere erobrede den algeriske hær Tunis, og det endte med ødelæggelse og blodsudgydelser. De koncentrerede deres vrede om det jødiske kvarter, som blev fuldstændig ødelagt og plyndret. Mange jøder blev myrdet, og kvinder blev voldtaget. Tunesiske jøder flygtede til Italien og Tripoli, indtil bey genoptog sit styre.[67] I 1823 indførte Bey også Umar-pagten i kolonien af toscanske jøder i Tunis («Grana»), som indtil da havde været undtaget fra reglerne. Med håndhævelsen af reglerne fulgte mange voldshandlinger.[68]
            Primo 1800-tallet skete der parallelt med reforminitiativer, igen fysiske angreb mod jøder og deres ejendom. Det mest alvorlige skete i midten af århundredet, da bey ville ophæve Umar-pagten til fordel for en ligeværdig forfatning, der ville afskaffe dhimmi-status og pålægge alle borgere skatter. Han udnævnte endda en jøde til finansminister. Det førte til optøjer over hele landet, og angreb mod det jødiske samfund blev i løbet af få år til hverdag, indtil forfatningsreformen blev aflyst.[69] Fuld lighed for loven blev først opnået med den franske erobring i 1881 og oprettelsen af et protektorat, selvom fransk antisemitisme også var med til at forgifte atmosfæren.
            Samtidig med forsøgene på at integrere jøderne i landet, og måske netop på grund af det, var der flere blodige udbrud af vold mod jøder i løbet af det 20. århundrede. En gruppe tunesere, som havde meldt sig frivilligt til den osmanniske hær under Første Verdenskrig, gennemførte en pogrom mod jøderne i Tunis i løbet af tre dage. Flere jøder blev dræbt, blandt dem kvinder og børn. Voldsudbrud skete også primo 1920’erne, men det lykkedes franske myndigheder og den tunesiske nationale bevægelse at forhindre dem i at udføre et blodbad.[70] Jødernes situation blev værre under Anden Verdenskrig, med opildning til antisemitisme og Vichy-regimet. I november 1942 etablerede tyskerne et direkte tysk styre i et halvt år. Jøderne var nu underlagt racelovene og tvunget til at bære en gul stjerne. Jødisk ejendom blev konfiskeret, tusinder blev sendt til arbejdslejre og mange blev dræbt – med hjælp fra muslimske kollaboratører. De muslimske myndigheder protesterede, og nogle greb endda ind for at redde jødiske liv, men ligesom i Europa var det meste af landet ligeglade med jødernes skæbne.[71]
            Som et resultat af delingsplanen blev der erklæret økonomisk boykot mod jøderne i Tunesien, og angreb mod dem blev nu hverdag. I august 1947 blev flere jøder dræbt under en anti-fransk demonstration i byen Sfax. Der blev ikke registreret alvorlige udbrud af vold, og på trods af tunesisk støtte til den arabiske kamp i det britiske mandat Palæstina, skete der ikke dødelige angreb, som det ellers var tilfældet i andre lande i Maghreb-regionen.[72] Med eskaleringen af den nationale kamp for befrielse fra franskmændene i juni 1952, blev det jødiske kvarter i Tunis bestormet af folkemængden. Angrebet varede i tre dage, en ung jøde blev dræbt under optøjerne.[73] På trods af den forsonende politik ført at Tunesiens præsident Habib Bourguiba over for landets jøder og staten Israel, blev jøder chikaneret i landsbyer og i provinserne i Syd-Tunesien – både før og efter deres selvstændighed i 1956.
            Jøderne blev mere og mere utrygge efter jødiske institutioner blev lukket, jødiske kvarter blev ødelagt og den gamle jødiske begravelsesplads blev flyttet til Tunis, som en del af et omfattende reformprogram. Efter flere ledere af det jødiske samfund blev anholdt, og den franske hær evakuerede sine baser i landet, følte jøderne sig usikre, og de fleste jøder forlod landet.[74] Jødernes bekymring viste sig at være berettiget: opildningen mod jøder steg fra primo 1960’erne, og i juni 1967 udbrød en ny bølge af ødelæggelse og plyndring af jødisk- og vestlig ejendom, inkl. vanhelligelsen af synagogen i Tunis.[75]

Irak

Jøderne i Irak (daværende Babylonien) oplevede både perioder med medgang og modgang. Muslimernes erobring af landet blev hilst velkommen efter mange års undertrykkelse. I de første århundreder med islam var tilgangen til jøder generelt tolerant. Det førte etablering af store jødiske læreanstalter – yeshivaerne – i Bavel,[76] selvom kalifernes magtkampe i 661-750 i området også ramte jøderne. Høje ejendomsskatter pålagt ikke-muslimer fik jøderne i Irak til at opgive landbrug. De flyttede ind i de store byer, som voksede hurtigt efter grundlæggelsen af Bagdad i 762.[77] Under det abbasidiske dynasti oplevede jøderne både op- og nedture. Jøderne blev forfulgt under kalifferne al-Ma’moun og al-Mutawakkil i det 8. århundrede. Sidstnævnte var den første hersker, der beordrede jøder (og kristne) til at bære den honningfarvede stjerne, en praksis, som senere blev vedtaget i Europa, og som sandsynligvis er oprindelsen til den velkendte gule stjerne som jøderne blev pålagt at bære af nazisterne.[78]

Jødernes situation blev bedre under Første Verdenskrig med den britiske erobring i 1917, men det sluttede i 1932, da det nu uafhængige Irak tog de første skridt i at modarbejde jøderne.[79] Tysk indflydelse steg i de år og nåede sit højdepunkt med den store Farhoud-pogrom i 1941. 182 jøder blev dræbt (historikeren Elie Kedourie anslår antallet til 600),[80] flere tusind jødiske hjem blev vandaliseret og tømt for indhold. Før det, da et pro-nazistisk regime kortvarrigt styrede Irak, havde den palæstinensiske stormufti Haj Amin al-Husseini brugt sin tid på at prædike mod jøder og opfordre til angreb mod dem.[81]
            Det jødiske samfund kom sig og blomstrede igen, men farhoud og chikane i 1946-1949[82] ændrede Iraks jøder fra at være et blomstrende samfund til at blive flygtninge. Den 15. maj 1948, umiddelbart efter Israels uafhængighedserklæring, gik Irak i krig mod den nye jødiske stat. Militærregimet, der blev erklæret i Irak, satte gang i systematisk forfølgelse af sine jødiske indbyggere. Flere hundrede jøder blev fyret fra deres stillinger i den offentlige sektor, jødiske købmænd blev udsat for drakoniske restriktioner som forværrede det jødiske samfunds økonomiske situation. Jøderne blev nægtet grundlæggende sundheds- og sanitetstjenester, og blev tvunget til at “donere” penge for at finansiere den militære kamp mod den nyetablerede jødiske stat.[83]

Det værste kom i løbet af de næste to år, hvor flere hundrede jøder blev anholdt for forskellige anklager og stillet for militærdomstole. Irakerne idømte dem lange fængselsstraffe og store bøder. Myndighederne anklagede en af de rigeste jøder i Irak, Shafiq Ades, for sammensværgelse, på trods af at han langt fra var tilhænger af zionismen. Efter en kvasi-retssag, og trods internationalt pres for at moderere beslutningen, blev Ades hængt i september 1948 foran sit hus i byen Basra. Det stod nu klart for Iraks jøder at de måtte flygte og begyndte at lede efter flugtmuligheder ud af landet.[84]
            I marts 1950 tillod myndighederne jøderne at forlade landet på betingelse af, at de afgav deres statsborgerskab. De, der rejste, blev tvunget til at sælge deres ejendele meget billigt. Et år senere, i marts 1951, beslaglagde de irakiske myndigheder ejendommene tilhørende flere tusind jøder, som allerede havde registreret at de ville emigrere til Israel, men ikke kunne forlade landet endnu.[85] Ultimo 1951 havde omkring 90% af Iraks 135.000 jøder forladt landet og efterladt ejendomme og store mængder kapital bag sig.[86]
            Allerede i februar 1949, præsenterede Iraks daværende premierminister, Nuri Said en plan for udvisning af landets jøder,[87] nogle år før premierministerens jødiske landsmænd blev tvunget til at flygte fra deres hjemland i al hast. I kapitel 4, så vi på Saids klarer udmnelding: “jøderne har altid været roden til alt ondt i Irak… Nej… det er bedre for os at slippe af med dem, mens vi har chancen.” Said foreslog endda en plan om at transportere jøderne gennem Jordan for at tvinge dem til at flytte til Israel.[88] Jordan modsatte sig planen, men Iraks jøder endte med tvungen udvisning fra deres hjemland.

Flere har påstået at jødernes masseudvandring fra Irak blev forårsaget af bomber kastet mod jøder i maj-juni 1950 og januar 1951. Akademikeren Ester Glitzenstein-Meir har undersøgt det nærmere og afviser påstanden.[89] I tiden omkring det første bombekast, havde de israelske udsendinge endnu ikke åbnet op for lister til immigration til Israel, og da der blev kastet en bombe som sårede mange og høstede stor opmærksomhed, havde de fleste jøder allerede meldt sig til emigration til Israel, med stor tilslutning at de israelske udsendinge ikke kunne følge med.
            De få jøder som blev tilbage i Irak, blev udsat for voldsom forfølgelse. I 1967 blev 14 personer, heraf 11 jøder, idømt dødsstraf efter falske spionageanklager. I Radio Irak blev irakerne inviteret til at se de dømte blive hængt som en festlig sammenkomst.[90]

Syrien

Den første blodanklage i et muslimsk land mod jøder, blev spredt i Syriens hovedstad, Damaskus i 1840. Det skal dog præciseres: Det var ikke muslimer, der spredte den, men den franske og senere den engelske konsul. Den osmanniske sultan tog jøderne i forsvar.[91] Blodanklagen som ramte mange jøder, voksede blandt muslimerne, der var misundelige på jøderne. Lignende anklager og pogromer skete i Aleppo (1810), Beirut (1824), Antiochia (1826), Hama (1829), Tripoli (1834), Deir El Kamar (1847), Damaskus (1848), Aleppo igen (1853) og Damaskus igen (1890).[92]
          I 1986 blev blodnaklagen i Damaskus omsat til en bog, The Matzah of Zion, skrevet af Syriens daværende forsvarsminister Mustafa Tlas. I bogen skrev forsvarsministeren blandt andet at jøder havde brugt blod fra en kristen munk til at bage matzah.[93] Bogen blev en bestseller i den arabiske verden, og og en inspirationskilde til flere lignende bøger.[94] Bogen blev således et bindeled mellem den gamle kristne antisemitisme og den nye antisemitisme – hadet til Israel.
Under optøjerne i jødiske kvarterer i Aleppo den 1. december 1947, blev 150 huse, 50 butikker og kontorer tilhørende jøder beskadiget, 15 skoler og 10 synagoger (inkl. synagogen, hvor den ældst eksisterende Bibel skrevet på hebraisk – Aleppo Codex blev opbevaret). I august 1948 blev det jødiske kvarter i Damaskus igen udsat for voldelige angreb. 13 jøder, heraf 8 børn, 26 blev såret.[95] Under uafhængighedskrigen blev flere jøder dræbt og mange såret i Aleppo og Damaskus. Ultimo 1949 blev To tredjedele af Syriens jøder tvunget til at flygte fra deres hjemland. De få tilbageværende jøder gik en grum skæbne i møde og mange måtte flygte med stort set ikke andet end tøjet på kroppen.[96]
           Primo 1949 beordrede Syriens regering at alle banker skulle indefryse jødernes opsparinger og give myndighederne detaljerede lister over hvad jøderne ejede.[97] Nogle af jødernes aktiver, inkl. mange huse, blev konfiskeret og givet til palæstinensiske flygtninge, som blev indkvarteret i den jødiske ghetto i Damaskus.[98] Den jødiske «Alliance»-skole blev overtaget af myndighederne og brugt til undervisning af de palæstinensiske flygtninges børn. En fransk diplomat klagede til myndighederne og fik besked om, at de syriske jøder skulle give plads til arabiske flygtninge, da sidstnævnte var blevet fordrevet fra Palæstina af zionisterne[99] – endnu et tegn på befolkningsudveksling. De jøder, der blev i Syrien efter oprettelsen af staten Israel, boede der i flere år som gidsler.
Her er et interessant aspekt fra Syrien: I 1936 sendte seks alawitter fra Syrien et brev til den franske udenrigsminister med krav om, at Frankrig skulle fortsætte sin kontrol over Syrien.

Jøderne bragte fred og udvikling og spredte guld og velstand i Palæstina, og de fordrev ikke nogen. På trods af det erklærede muslimerne hellig krig mod jøderne, massakrerede jødiske kvinder og børn uden at blinke, trods mandatmyndighedernes årvågenhed. En frygtelig skæbne venter jøderne, hvis mandatet ophører, og muslimerne forenes.[100]

En af underskriverne af det ekstraordinære brev var Syriens nuværende præsident og dybt antisemitiske hersker Bashar Assads bedstefar.

Iran

Det safavidiske imperiums fremkomst og udbredelsen af shia-islam i det 16. århundrede førte til en voksende afstand mellem Irans jødiske samfund og andre jødiske samfund i verden. Forfølgelsen var værre end under sunnistyret, og jøder blev betragtet som urene. Mens andre jødiske samfund også havde perioder med opblomstring, oplevede iranske jøder for det meste kun forfølgelse, undertrykkelse og isolation.[101]
            Et af højdepunkterne i forfølgelsen skete i 1839 i byen Mashhad. Jøderne blev udsat for plyndring og voldtægt, flere jøder blev dræbt, og medlemmer af det jødiske samfund blev tvunget til at konvertere til islam.[102] Lignende hændelser skete også i andre byer. Overrabbineren i Teheran fortæller i 1874 i brev til Alliance om endeløse lidelser i det jødiske samfund, som har viet hele sin eksistens til at forsvare sig mod ustoppelig vold. I 1910 var der en blodinjurie i Shiraz, 12 jøder blev dræbt og alle jødiske huse blev plyndret.[103]
            Fra ultimo 1800-tallet og frem til første halvdel af 1900-tallet var det forbudt for jøder at forlade deres huse på dage med regn eller sne, fordi regnen og sneen kunne sprede jødernes urenhed til omgivelserne. Derfor blev jøder også forbudt at bruge offentlige bade eller drikke på de lokale tehuse.[104] Alligevel skete der en vis forbedring i jødernes situation efter den forfatningsmæssige revolution i 1905 og med Pahlavi-dynastiet i 1921. Det omfattede en proces med sekularisering og inklusion i handelslivet. Trods forbedringen rejste mange iranske jøder til Israel – også før staten blev oprettet. Den største bølge kom i 1949-1953.
Me den islamiske revolution blev holdningerne til jøderne forværret. Irans jøder blev sammenkædet med monarkiet, Israel og Vesten. I 1979 blev lederen af det jødiske samfund i Iran hængt, flere jøder blev henrettet under forskellige påskud. En endeløs bølge af antisemitiske og Holocaust-benægtende publikationer oversvømmede den iranske republik, hvilket førte til en ny bølge af emigration til USA og Israel.[105]

Yemen

Jøderne i Yemen var en af de mest undertrykte jøder i den muslimske verden. I 1173 sendte lederen af det jødiske samfund i Yemen et brev til Maimonides, med beskrivelser af mange overgreb og tvangskonverteringer. På baggrund af forespørgslen sendte Maimonides sit berømte “Epistel til Yemen”, hvori han blandt andet diskuterede jødisk lidelse under islamisk styre.[106]
            Tre år efter imam al-Mahdi kom til magten i 1679, blev jøderne fordrevet til et af de mest golde områder i Yemen, kendt som Mawsa-eksilet.[107] Det menes at over halvdelen af jøderne døde i eksil.[108] Det Zaydi-styre vendte tilbage til undertrykkende dekreter. En af de værste var «dekretet om forældreløse», som krævede at forældreløse børn skulle konvertere til islam.[109] Med det osmanniske styre (1872-1918) skete der en midlertidig forbedring, før forordningerne igen blev fornyet med streng håndhævelse under Imam Yihya. Flere dekreter blev designet til at fremstille jøderne som underlegne i forhold til muslimer. Omkring 50% af Yemens jøder kom til Israel før 1948. Da det nærliggende britisk-styrede Aden blev etableret, brød der pogromer ud i 1947 som kostede 97 jøder livet. 106 ud af 170 jødisk-ejede butikker blev fuldstændig ødelagt. Flere hundrede huse og alle ejendomme tilhørende det jødiske samfund blev sat i brand.[110]
            Den 18. december 1948 druknede to muslimske piger tæt på det jødiske kvarter i byen Beer Sanaa. Muslimerne anklagede jøderne for mord, og det førte til en voldsbølge mod jøder – 60 jøder blev anholdt og det jødiske samfund blev pålagt store bøder. «Blodanklagen var hovedårsagen til jøderne i Sana’a flygtede hurtigt fra Yemen.»[111] Samme måned begyndte operation «Magisk tæppe», hvor stort set alle Yemens jøder i løbet af 22 måneder blev fløjet til Israel.

Egypten

Situationen for Egyptens jøder blev betuydeligt bedre, da Muhammad Ali kom til magten i 1805, men vidnesbyrdet fra den franske diplomat, Edmond Combes, efterlader ingen tvivl om deres sande status:
«I muslimernes øjne er der ingen race, der er mere værdig til foragt end den jødiske race.»[112] Efter blodanklagen i Damaskus begyndte lignende anklager også at brede sig i Egypten, og førte til gentagne angreb fra de opildnede masser – i 1870, 1880, 1881, 1882, 1890 og 1892.[113]
            Den 2. november 1945, på 28-årsdagen for Balfour-erklæringen, angreb demonstranter i Kairo og Alexandria jødiske butikker og huse. Nyhedsbureauer rapporterede, at demonstrationere «blev til voldelige anti-jødiske optøjer».[114] Massernes gentagne forsøg på at trænge ind i det jødiske kvarter i Kairo mislykkedes, takket unge jøders opfindsomhed – de opsatte barrierer og blokerede oprørernes vej. Alligevel blev synagoger i byen udsat for indbrud og plyndring og Torah-ruller blev brændt.
            I 1947 blev «Selskabsloven» vedtaget. Loven ramte jødiske virksomheder hårdt og deres ejendomme blev konfiskeret.[115] Samtidig med Egyptens hær invaderede Israel i maj 1948, blev flere hundrede jøder anholdt og fænglset i Egypten. De egyptiske myndigheder meddelte, at jøderne var kommunister og zionister. Myndighederne skelnede ikke mellem de to grupper.[116] Den 30. maj meddelte de egyptiske myndigheder, at de ville ekspropriere enhver borgers ejendom «hvis handlinger truer statens sikkerhed». Meget jødisk ejendom blev konfiskeret. I juni 1948 udbrød der voldelige optøjer, som kostede over 80 personer livet og sårede 34 .[117] Ifølge Ruth Kimhi nåede optøjerne nye højder i juli 1948: flere hundrede butikker blev plyndret og ødelagt, og masserne angreb jøder og udlændinge i gaderne. Over 100 jøder blev dræbt og mange blev såret i løbet af juli.[118] 20.000 jøder forlod Egypten inden 1950.[119]
            I november 1956, efter Sinai-krigen, indførte Egypten en lov, der reelt tilbagekaldte egyptiske jøders statsborgerskab. Det fik flere tusind jøder til at forlade deres hjemland. De fleste egyptiske jøder blev flygtninge over nat, mens Egypten massekonfiskerede deres ejendomme. Over 1.000 jødisk ejede fabrikker og virksomheder blev nationaliseret.[120] Værdifuld jødisk ejendom forblev i Egypten.[121] Som i Irak havde den egyptiske premierminister, Ibrahim Abdel Hadi, også fremmet ideen om, at ekspropriation af jødisk ejendom skulle ske i bytte for Israels nationalisering af ejendom efterladt af palæstinenserne.[122]

Palæstina

Under det Osmanniske Rige var der ingen politisk enhed kaldet “Palæstina”. “Palæstina” var et udtryk brugt af den romerske og senere den kristne verden. Jøder levede i regionen, men deres situation var dyster. I 1834 var der en masseplyndring af jøderne i Safed, i 33 dage blev jødiske mænd slået og kvinderne voldtaget.[123] I 1847, hundrede år før FN’s delingsforslag, var der optøjer mod jøderne i Jerusalem som følge af spredning af blodanklager.[124] «Jøder og andre dhimmier blev ofte angrebet, såret og endda dræbt, af lokale muslimer og tyrkiske soldater. Angrebene skete ofte på baggrund af trivielle grunde…»,[125] skrev historikeren Tudor Parfitt. Vidnesbyrdet fremlagt af Parfitt om chikane mod dhimmier i almindelighed og jøder i særdeleshed i det 19. århundrede, skildrer en brutal virkelighed.
            I 1900 tallet kunne situationen hurtigt eskalerer. I 1917, under Første Verdenskrig, udstedte de osmanniske myndigheder en udvisningsordre, som tilsyneladende var rettet mod både arabere og jøder, som led i forberedelserne til kampen mod det britiske imperium. Men i praksis var det kun jøder som blev udvist. Flere tusind indbyggere i Tel Aviv-Jaffa og flere hundrede indbyggere i Jerusalem blev tvunget til at forlade deres hjem, som blev plyndret. Frygten var en deportation svarende til den, armenierne havde oplevet – med andre ord et folkedrab, som det også var sket i Anatolien blot to år tidligere. Ifølge nyhedsbureauet Reuters havde Jamal Pasha, hersker over Syrien og det historiske Israel under Første Verdenskrig og en af lederne af “de unge tyrkere”, erklæret, at jødernes skæbne ville være den samme som armeniernes skæbne..[126]

***

Fra Marokko til Syrien, fra Iran til Yemen: hændelserne nævnt her, er en ufuldstændig liste over en lange række mord, forfølgelser og pogromer i muslimske lande. De skete længe før det zionistiske projekt opstod, de fortsatte med det zionistiske projekt og nåede et klimaks med oprettelsen af staten Israel. Der var selvfølgelig også perioder med fred og fremgang. Der var jøder, der opnåede succes og rigdom. Men i det store og hele var alle de jødiske samfunds liv underlagt de lokale muslimske herskeres velvilje og individuelle fortolkninger af Umar-pagten. Til trods for lidelserne forårsaget af den palæstinensiske nakba, var den jødiske nakba langt værre. Ikke alene havde Europas jøder brug for en løsning på “jødespørgsmålet”; Jøder fra islamiske lande havde også brug for et sted at søge tilflugt.

***

I hele sagaen om jødisk-muslimske forhold var der ikke et eneste tilfælde af jødiske pogromer mod muslimer som dem, muslimer begik mod jøder. Ikke en. Handlinger mod uskyldige fandt sted under den zionistiske kamp, men de var meget sjældne og skete bestemt ikke med støtte eller rod i den zionistiske ledelse. Jødiske overgreb mod arabere er, på trods af at de er ekstremt sjældne, blevet analyseret og diskuteret i det uendelige. De konstante angreb begået af muslimer mod jøder, uanset om de var religiøse jøder eller ej, bliver ofte overset.
            Løgnindustrien har forstørret myten om nakba og gjort den til den ultimative forbrydelse. Utallige publikationer og konferencer har beskæftiget sig med den palæstinensiske nakba, indtil et punkt, hvor alt andet bliver trivielt, indtil en total forvrængning af historiske fakta og begivenheder. Således bliver eksempelvis Deir Yassin-massakren beskrevet som en af milepælene i den palæstinensiske nakba-fortælling. Der er ingen grund til at dække over, hvad der skete der, selvom omstændighederne omkring massakren er omstridte.[127] Uskyldige mennesker blev dræbt. Der var andre tilfælde, ikke mange, af en sådan adfærd. De fortjener at blive afsløret og fordømt.
            Det skal huskes, at begivenhederne i Deir Yassin skete efter mange arabiske terroraktioner mod den jødiske civilbefolkning. I månederne op til Deir Yassin var de hårdeste: I december 1947 blev Hatikva-kvarteret i Tel Aviv angrebet af masserne. Det samme skete i Yemin Moshe-kvarteret i Jerusalem, også byerne Ef’al, Kfar Yaavetz og Kfar Uriya blev angrebet. I februar 1948 blev 58 personer dræbt af bombeangreb på Ben Yehuda Street i Jerusalem, to uger senere blev 12 jøder dræbt i et bombeangreb på det jødiske agenturs bygning (Jewish Agency).[128] Få dage efter begivenhederne i Deir Yassin blev 78 sundhedsarbejdere på vej til Hadassah Hospital i Jerusalem dræbt i et hævnangreb. Det kan lægges til de flere hundrede jøder, dræbt i samme periode i pogromer i arabiske lande. Det var den jødiske nakba, hvor ofrene sjældent blev nævnt i Israel eller i verden.
            Der er få ligheder mellem den jødiske og den palæstinensiske nakba. Det, der skete med jøderne i de arabiske lande, var langt værre, end det, der skete med araberne i Palæstina. De jøder, der levede i arabiske lande, erklærede ikke krig mod nogen. De truede ikke nogen. De var loyale undersåtter, som led under undertrykkelse og vold uden nogen provokation fra deres side. Deres eneste forbrydelse var, at de var jøder. Den arabiske verden havde svært ved at se de mindreværdige jøder løfte hovedet og lykkes med at opbygge et selvstændigt nationalt projekt, ligesom de i middelalderen havde svært ved at se jødiske guvernører og finansministre i tjeneste under muslimske herskere. Dengang som nu betalte jøder som gruppe en pris for at forsøge at forbedre deres situation. De jødiske samfund måtte lide, da individuelle jøder nåede høje positioner; da den jødiske stat blev oprettet, havde jødiske samfund i arabiske lande igen en pris at betale, i blod og ejendom.

***

Palæstinenserne hævder, at “der ikke er nogen forbindelse” mellem den jødiske og den palæstinensiske nakba. Det er en mærkelig påstand. Den Arabiske Ligas lovforslag mod jøderne var en del af det pan-arabiske svar på FN’s delingsforslag. Jøderne blev tvunget til at flygte fra de arabiske lande på grund af bølgen af pogromer i Egypten, Syrien, Irak, Marokko og Aden. Lovene, der fratog jøderne deres rettigheder, var et åbent og åbenlyst svar på oprettelsen af staten Israel og palæstinensernes flugt. Palæstinensiske flygtninge blev endda indkvarteret i jødiske huse, der var blevet konfiskeret. Jøderne fra arabiske lande blev flygtninge, fordi den arabiske verden – inkl. araberne fra Palæstina og nabolandene – afviste delingsplanen og erklærede total krig mod den nye jødiske stat. Araberne invaderede Israel den 15. maj, fordi palæstinensiske arabere nægtede at dele landet med jøderne på nogen måde. Hvordan kan man så hævde, at der ikke er en forbindelse mellem de to nakbaer, i særdeleshed når arabiske ledere udtrykkeligt sagde det? For at citere antizionisten Ronald Storrs: Man kan sige, hvad man vil, men fakta skal være hellige – og fakta viser, at sammenhængen er klar og åbenlys.
            Hvad værre er, de, der hævder, at der ikke er en forbindelse, modsiger sig selv ved at sige, at jøderne ikke led under muslimsk styre, og at zionismen var årsagen til deres problemer. Selv med det argument – hvis deres situation virkelig blev forværret af zionismen, og deres flugt, udvisning, mord og tab af ejendom blev forårsaget af zionismen – er der stadig en sammenhæng. Som tidligere nævnt, levede jøderne ikke i et paradis af sameksistens under muslimsk styre, og andre ikke-jødiske minoriteter har også lidt under muslimernes vrede.
            Ved deres første politiske organisation i 1919 erklærede araberne i Palæstina sig en del af stor-Syrien,[129] i den osmanniske administrative afdeling blev et særskilt “Palæstina” ikke nævnt. Selv Azmi Bishara, en af de mest nationalistiske palæstinensere og tidligere israelske araber, forklarede i et tv-interview, at “den palæstinensiske identitet er en kolonialistisk opfindelse”, og at “der derfor ikke er nogen palæstinensisk nation”, men kun en “arabisk nation” og at alle, der omtales som “palæstinensere”, er en del af den arabiske nation.[130] Det bør også nvænes, at mange af dem, der ledede den arabiske kamp i det britiske mandat Palæstina, såsom Fawzi al-Qaugji og senere Ahmad al-Shuqeieiri, ikke var født i det britiske mandat Palæstina. Helt fra begyndelsen handlede kampen ikke om en separat palæstinensisk identitet. Kampene var arabiske, og nogle gange muslimske, og antog ofte en antisemitisk tone.
            Et andet argument er, at de jødiske flygtninge flygtede til deres egen nationalstat – tyskere til Tyskland, indere til Indien, grækere til Grækenland og så videre. Palæstinensiske flygtninge flygtede derimod ikke til Palæstina. Det argument falder til jorden af to grunde: For det første havde de arabiske flygtninge mere tilknytning til indbyggerne i nabolandene (Jordan, Egypten, Syrien, Libanon), end eksempelvis etniske sudettyskere havde til Tyskland eller indiske muslimer til Pakistan. Det er mennesker med fælles religion, skikke, kultur og ofte også etnisk oprindelse. Forskellen mellem en muslim udvist fra Grækenland eller Bulgarien og en lokal tyrkisk muslim er langt større. Der er forskelle i sprog, kultur, skikke og endda etnisk identitet. Araberne fra Palæstina var derimod ikke kun en del af områdets arabiske folk – indtil 1948 anså de også sig selv for at være det.
            For det andet er argumentet underligt, fordi de fleste flygtninge rejste til Judæa og Samaria (Vestbredden) og Gaza – områder udpeget til den arabiske stat i delingsforslaget. De var internt fordrevne, som var i deres hjemland. Men hverken de eller den arabiske verden så noget behov for at skabe en separat stat i 1948-1967. Der var ingen besættelse dengang; havde de ønsket det, kunne de have skabt en arabisk stat ved siden af Israel, men de ville have en stat i stedet for Israel.

***

Der levede 750.000–950.000 jøder i arabiske land ved opprettelsen af staten Israel.[131] I dag er der kun meget få jøder tilbage. De fleste jøder flygtede efter pogromer og af frygt for deres liv. Ifølge den generelle viden, var modstanden mod zionismen årsdagen til at drømmen om sameksistens blev til et konfliktmareridt. I praksis er det modsatte tilfældet: Antisemitisme, dels den lokale og den importeret fra Europa, førte til antizionisme.[132] Blodsanklagerne fra Damaskus og frem, pogromerne i Nordafrika, dekreterne i Yemen – alt det gik forud for zionismen.
            Længe før vestlig antisemitisme kom til området, og før Herzl skrev sin bog om den jødiske stat, skrev en italiensk besøgende i Algeriet, at jøder udsættes for alle former for overgreb og chikane… de må ikke ride på heste, men må ride på æsler, fordi hesten er et ædelt dyr… jøder tør ikke gå til brønden eller kilderne, hvis en muslim drikker af dem… muslimen beordrer den jøde, der går forbi ham på gaden, til at være hans tjener. Andre morer sig ved at gnide mudder på jødiske børns hænder, ansigter, hår og tøj.[133]

Den britiske rejsende William Lane skrev om Kairo i 1836 at «jøderne er mere hadet af muslimerne end de kristne», og at «jøder ikke tør sige en lyd når arabere og tyrkere slår og forbanner dem. Ofte bliver en jøde henrettet på baggrund af falske beskyldninger om at han har skændet Koranen eller profeten Mohammed».[134] I 1963 besøgte historikeren Israel Yosef Binyamin Persien, han fortalte at «jøderne må leve i adskilte dele af byen fordi de anses for at være urene skabninger… Dewrfor bliver de angrebet med mudder og ste når de går i gader hvor der bor muslimer».[135] Situationen var åbenbart særlig alvorlig i Jerusalem: I et brev til den britiske udenrigstjeneste i London i 1839 skrev den britiske konsul:

Som en ynkelig hund uden ejer bliver han [Jøden] sparket af en for at krydse hans vej, og lagt i jern af en anden for at skrige – han er bange for at søge oprejsning, så han ikke udsættes for det, der er værre; han mener, at det er bedre at lide end at leve et liv i forventning om, at hans krav vil blive hævnet. Opdraget fra barndommen til at betragte sit sociale handicap overalt som et tegn på fornedrelse, bliver hans hjerte en vugge af frygt og mistænksomhed – ingen stoler på ham, og derfor lever han uden at stole på nogen.[136]

Behovet for et nationalt hjemland var et resultat af jødiske lidelser i eksil. Det gjaldt både jøderne i Europa og jøderne i muslimske lande. Der var således ingen modsætning mellem den zionistiske tankegang og det faktum, at jøder var flygtninge. Også her skal vi være præcise: Det var ikke kravet om et nationalt hjemland, der gjorde jøder til flygtninge – det var forfølgelsen, der gjorde nationalhjemmet til et eksistentielt behov for alle jøder i verden.
            Der var tidspunkter, hvor jøderne i Europa havde alternativer til det historiske Israel – eksempelvis immigration til USA. Mange rejste i stedet dertil. Da de jødiske samfund i arabiske lande blev ødelagt, havde de fleste jøder kun én mulighed: Israel. Det er grunden til, at de fleste europæiske jøder ikke rejste til Israel, mens broderparten fra arabiske lande gjorde. Ikke-jødiske minoriteters skæbne under muslimsk styre i dag viser, hvad der kunne være sket, hvis det ikke havde været for Israels omfattende redningsaktion.
            Det er rigtigt, at alle lande er forskellige: Der er et lille, men beskyttet jødisk samfund i Marokko. I Egypten, Syrien, Irak og Yemen er de syndebukke. Kristne, og selv muslimske minoritetssekters skæbne giver et bekymrende vidnesbyrd om, hvad der ville være sket med jøderne, hvis de var blevet. De blev flygtninge, og de gennemgik en jødisk nakba – men det kunne have været langt værre.
            Allerede før den arabiske nationalismes fremkomst, under Det Osmanniske Rige, led jøderne under undertrykkelse, diskrimination og vold. Før nationalstaternes opståen, som var et produkt af den moderne æra, levede jøderne i imperier. Dele af grusomhederne mod jøder skete allerede i den sammenhæng – men lige så meget Osmannerriget en multietnisk, multireligiøs og multikulturel størrelse. Mulighederne for, at et enkelt mindretal – et shia-mindretal blandt et sunni-flertal, kristne og jøder blandt muslimer, kurdere blandt arabere – kunne leve uden vold mod dem var således større. Imperier er bedre i stand til at indhegne minoriteter; imperier er i praksis ofte ikke andet end en gruppe af minoriteter uden dominerende etnicitet.
            Situationen ser anderledes ud når imperier bryder sammen, og nationalstater opstår. Brændende nationalisme gør det svært at gardere sig mod udenlandske minoriteter. I nogle lande udgjorde jøder faktisk en del af den nationale bevægelse. Der var jøder i det algeriske FLN, der var jøder i den egyptiske nationale bevægelse, der var jøder i det irakiske kommunistparti. Under det kortvarige hashemitiske styre i Syrien (1918-1920) var sloganet «Religion for G_d, landet for alle»,[137] det første som blev hørt. Det gav genklang – en kort stund – blandt nationale bevægelser over hele Mellemøsten.
            De stemmer forsvandt hurtigt. Allerede i 1929 blev der i Egypten vedtaget en ny statsborgerlov som understregede landets islamiske identitet.[138] I 1928 gjorde Transjordanien det klart at landet var en stat med islamisk identitet.[139] De muslimske og nationalistiske visioner vandt over andre ideer. Det er derfor, det tyrkiske imperiums sammenbrud førte til ond etnisk udrensning i det nye Tyrkiet. Det er grunden til, at imperiernes sammenbrud i Europa førte til massemigrering af minoriteter på tværs af kontinentet i det 20. århundrede. Det er grunden til, at jøderne aldrig havde nogen reel mulighed for at blive accepteret som fulde og ligeværdige borgere i de nye nationalstater. De blev betragtet som et fremmed element, som tiden var gået fra – selvom deres situation i de fleste tilfælde var nogenlunde stabil indtil primo/ultimo 1940’erne.
            Jødernes store rigdom i arabiske lande (eksempelvis Marokko) opstod primært i den vestlige koloniperiode i første halvdel af det 20. århundrede, hvor Storbritannien og Frankrig herskede over store landområder i Mellemøsten og Nordafrika. Jøderne var dhimmier i Det Osmanniske Rige, og da det brød sammen, forværredes deres situation kun under den fremvoksende arabiske nationalisme. Argumentet om, at jøderne havde det godt i arabiske lande, så længe zionismen ikke eksisterede, har ingen forbindelse med den historiske virkelighed.

***

Nogle forskere har forsøgt at vurdere værdien af ejendom taget fra jøder i arabiske lande sammenlignet med palæstinensisk ejendom, der forblev i Israel. Michael Fischbach, der skrev en bog om emnet,[140] påpegede med rette, at meget få israelere har anlagt retssager,[141] i modsætning til den dybdegående palæstinensiske dokumentation. Den israelske regering har forsømt emnet; en alvorlig historisk fejl.
            Det er ikke kun et juridisk spørgsmål. Det er også en historisk begivenhed, som bør undersøges i en bredere sammenhæng med fordrivelser, fortrængning af befolkningsudvekslinger, der skete i 1900-tallet. Sådan lyder tilgangen fra økonomen Sidney Zabludoff, en international ekspert på området. Ifølge Zabludoff er værdien af efterladt palæstinensisk ejendom 3,9 milliarder dollars, i modsætning til værdien af tabt jødisk ejendom på 6 milliarder dollars (jf. 2007-priser). Zabludoff bemærker, at op til 2007 udgjorde betalingerne til UNRWA 13,7 milliarder dollars – mere end tre gange mere, end hvad palæstinensiske flygtninge er berettiget til i kompensation for tab af ejendom.[142]
            Der findes andre og højere beregninger af erstatning.[143] Zabludoffs beregninger behøver ikke at blive accepteret som de eneste rigtige, men en af hans centrale påstande er særlig interessant: I andre konflikter fik de fleste forviste ikke kompensation – kun midler til rehabilitering. Selv jødiske ofre for nazisterne, med en indiskutabel ret til kompensation, modtog kun 20% af den kompensation, de var berettiget til.
            Selv når man undersøger det felt, er det vigtigt at få et bredere overblik: Den arabiske ledelse i nabolandene og i den arabiske befolkning i Palæstina erklærede krig. Der er ingen præcedens for, at den angribende part, som nægter at acceptere en FN-resolution, modtager kompensation for svigt i sin aggression. Under de særlige omstændigheder i de år står jødiske krav på langt mere sikker grund. Der var én juridisk præcedens, hvor en jødisk familie vandt en retssag for ejendom eksproprieret i Egypten,[144] men de egyptiske myndigheder nægtede at efterkomme rettens afgørelse. Først i 2007 nåede de egyptiske myndigheder til enighed med sagsøgeren, Patricia Metzger, om et latterligt beløb, langt lavere end det beløb, der blev besluttet i retten.[145]

Landeudveksling

Palæstinenserne hævder, at deres jord blev stjålet fra dem. Da staten Israel blev oprettet, havde de arabiske lande, hvor jøder levede, en samlet befolkning på 58 millioner mennesker, heraf var omkring 856.000 jøder. Det samlede landareal i de lande var omkring 7 millioner km2. Det svarer til 0,12 km2 pr. person. Hvis man antager, at jøderne fortjener en lige stor andel per person, svarer det til 102.000 km2.
            Lad os også antage, at ikke alle jøder blev fordrevet. Lad os antage, at nogle af dem forlod landene frivilligt (ligesom nogle af palæstinenserne). Lad os også antage, at nogen formåede at tage nogle af deres ejendele med sig (igen ligesom nogle af palæstinenserne). Deres relative andel af landarealet vil således kun være 50% af det tidligere skøn. Altså: Den jødiske andel af jord i Mellemøsten, der blev stjålet fra dem, er 50.000 km2.
            Staten Israels territorium inden for 1967-linjerne er kun 20.770 km2. Golanhøjderne tilføjer yderligere 1.800 km2 og Judæa og Samaria 5.640 km2.
            Således, med eller uden Golanhøjderne og Judæa og Samaria, er Israels samlede territorium mindre end det landareal, som jøderne i arabiske lande havde ret til fra de lande, der fordrev dem og tog deres ejendom. I Egypten og Irak var der jøder, som var velstillede og endda meget rige. Det er værd at antage, at deres ejendomme var forholdsmæssigt større end resten af befolkningens.
            Derfor har jøder, der forlod eller blev tvunget til at forlade deres land, også noget stærkere krav, når det kommer til ejendom. Staten Israel blev etableret på mindre end en fjerdedel af det land, som jøder fra arabiske lande havde ret til. Det nævnes ikke. Det skal nævnes – ikke for at stille nye krav eller hindre fredsprocessen, men for at vise de reelle og relative proportioner, når det kommer til deportation, ejendom og jord.

***

De anti-jødiske hændelser beskrevet ovenfor er langt fra en komplet liste. Formålet her er ikke at give efter for en tårevækkende forståelse af jødisk identitet, men blot at tydeliggøre over for palæstinenserne og deres tilhængere, at begge sider led voldsomt, og at det er på tide at lade fortiden og kravene blive historie.[146]
            Den jødiske nakba var langt mere alvorlig. Lidelsen var enorm. Hvis vi udarbejder en politisk og statslig beregning, vil den arabiske og palæstinensiske side stå i gæld. Men lidelsen deles af mange nationer i perioden hvor nye nationalstater blev oprettet, blandt dem er også jøder og arabere. Det er således korrekt at præsentere historien om den jødiske nakba. Ikke for at øge fjendtligheden, men for at fortælle sandheden, som vil åbne vejen for forsoning mellem nationerne. Inshallah.

[1] Juliette Hassine, «The Martyrdom of Sol Hachuel: Ridda in Morocco in 1834», i: Michael Laskier, Yaacov Lev (red.), The Convergence of Judaism and Islam: Religious, Scientific, and Cultural Dimensions, Gainesville 2011, s. 109–125; Budgett Meakin, «The Jews of Morocco», The Jewish Quarterly Review 4 (1892), s. 369–396; Eugenio M. Romero, Jewish Heroine of the Nineteenth Century: A Tale Founded on Fact, London 1839. Henrettelsen av Sol var tema for Alfred Dehodencqs «Execution of a Moroccan Jewess: <http://juifs-du-maroc.com/?p=8070>

[2] George Antonius, en af grundlæggerne af arabisk nationalisme, påstod at jøderne ikke led under forfølgelse under islams oplyste styre. George Antonius, The Arab Awakening: The Story of the Arab National Movement, Philadelphia 1939, s. 409–410. I sit vidnesbyrd for Peel-kommissionen sagde mufti Hajj Amin al-Husseini, at jøder kun havde fundet sikkerhed og hjælp under arabisk styre, inkl. i de moderne arabiske stater. Zvi Elpeleg, Den store Mufti [hebraisk], s. 49–50. Myten opstod faktisk blandt europæiske jødiske intellektuelle i 1900 tallet, som var frustrerede over den langsomme udvikling af jødisk frigørelse i Europa. Se: Mark R. Cohen, «Islam og jødedom: myte, mod-myte og historie» [hebraisk], i: Hava Lazarus-Yafa (red.), Muslimske forfattere om jøder og jødedommen Jerusalem 1996, s. 21.

[3] Grundig drøftelse af myten: Mark R. Cohen, I halvmånens og korsets skygge: jøderne i middelalderen [hebraisk], Lod 2001, kap. 1.

[4] Bernard Lewis, Jødene i islams verden [hebraisk], Jerusalem 1996, s. 50–51.

[5] Albert Memmi, Jøder og arabere [hebraisk], Tel Aviv 1975, s. 21.

[6] Forholdet mellem Muhammed og jøderne i den arabiske halvø drøftes i det klassiske studie: William M. Watt, Muhammad at Medina, Oxford 1956.

[7] Uri Rubin, «Jews and Judaism», Encyclopaedia of the Qurān, bd. III, s. 7–21. Se også Hagai Ben-Shamai, «Jødehad i islamisk tradition og korantolkning» [hebraisk], i: Shmuel Almog (red.), Had mod Israel og dets generationer, Jerusalem 1980, s. 183–192.

[8] N. A. Stillman, The Jews of Arab Lands, Philadelphia: Jewish Publication Society 1979, s. 157.

[9] Cohen, I halvmånens og korsets skygge [hebraisk], kap. 4.

[10] Lewis, Jøderne i islams verden, s. 30–31. Se også: Albrecht Noth, «Problems of Differentiation between Muslims and Non-Muslims: Re-reading the ‘Ordinances of Umar’ (‘Al-Shurūṭ Al-Umariyya’)», i: Robert Hoyland (red.), Muslims and Others in Early Islamic Society, Aldershot 2004, s. 103–124.

[11] Hava Lazarus-Yafa, «Mavo», i: Muslimske forfattere om jøder og jødedommen [hebraisk], s. 10–13.

[12] Albert Hourani, A History of the Arab Peoples, London 1991, s. 141.

[13] D. Barnett og E. Karsh, «Azzam’s Genocidal Threat», Middle East Quarterly 18, 4 (2011), s. 85–88.

[14] Jeffrey Herf, «Convergence: The Classic Case Nazi Germany, Anti-Semitism and Anti-Zionism during World War II», Journal of Israeli History 25, 1 (2006), s. 75–76.

[15] Norman Stillman, «Frenchmen, Jews, or Arabs? The Jews of the Arab World between European Colonialism, Zionism, and Arab Nationalism», i: Benjamin H. Hary, John L. Hayes, Fred Astren (red.), Judaism and Islam: Boundaries, Communication and Interaction – Essays in Honor of William M. Brinner, Boston 2000, s. 134.

[16] Meron, «Why Jews Fled Arab Countries»: <http://www.meforum.org/263/why-jews-fled-the-arab-countries<

[17] FNs generalforsamling, «Hundred and Twenty-Sixth Plenary Meeting», 28. november 1947: <http://unispal.un.org/UNISPAL.NSF/ 0/93DCDF1CBC3F2C6685256CF3005723F2>

[18] «Aim to Oust Jews Pledged by Sheikh», The New York Times 2. august 1948.

[19] <http://www.justiceforjews.com/jjac.pdf>

[20] «Jews Displaced from Arab Countries: A Story of Collusion»: <http://www.justiceforjews.com/collusion.pdf>

[21] Om opblomstringen af spansk jødedom under kristent styre i løbet af «reconquista»-en, se: Yom Tov Assis, Jewish Economy in The Medieval Crown of Aragon, 1213–1327: Money and Power, Leiden 1997. Om de kulturelle uttrykkene for «Den gyldne tidsalder», se Haim Shirman, Den hebraiske sang i Spanien og Provence [hebraisk], Jerusalem 1971.

[22] Lewis, Jøderne i islams verden [hebraisk], s. 4.

[23] Cohen, I halvmånens og korsets skygge [hebraisk], s. 371.

[24] Cohen, I halvmånens og korsets skygge [hebraisk], s. 247–248. Der er uenighed om hvorvidt Maimonides konverterde midlertidigt og under tvang til islam. Se: Sara Strumza, «Var Rambam egentlig Hoge Muwahdi?» [hebraisk] i: Daniel Lasker og Hagai Ben Shamai (red.), Ved årtiet: Ord fra tiårsudvalget for Samfundet for arabisk-jødisk kulturforskning fra middelalderen, Beer Sheva 2009, s. 155–156. <http://pluto.huji.ac.il/~stroums/files/Maimonides_Almohad.pdf#page=5>

[25] Haim Hirshberg, «Det berberiske præstedømme» [hebraisk], Tarbitz 26 (1957), s. 370–383.

[26] Idem., Jødernes historie i Nordafrika, [hebraisk] bd. 1, Jerusalem 1956, s. 68–69. Om de jødiske jomfruer, se: «Morocco», Jewish Encyclopedia: <http://www.jewishencyclopedia.com/articles/11020-morocco> Om berbisk-jødiske stammer, se Haim Hirshberg, «Nordafrikanske berbere som konverterede til jødedommen» [hebraisk], Zion 22 (1957), s. 10–20.

[27] Joseph Tedghi, «Fez», Encyclopedia of Jews in the Islamic World, Brill Online 2014.

[28] Maurice M. Roumani. The Case of the Jews from Arab Countries: A Neglected Issue, Tel Aviv 1978, s. 26. Hirshberg, Jødenes historie i Nord-Afrika [hebraisk], s. 76.

[29] Norman Roth, Jews, Visigoths, and Muslims in Medieval Spain: Cooperation and Conflict, Leiden 1994, s. 113–115.

[30] Roumani, ibid.

[31] Shalom Bar Asher, «Retningslinjer om Maghreb-jødernes historie og Mercaz-aliyah-en [jødisk immigration til Israel] i Algeriet (1391–1492)» [hebraisk], Peamim 31 (1987), s. 26. <http://www.ybz.org.il/_Uploads/dbsAttachedFiles/Article_31.2(1).pdf>

[32] Hirshberg, Jødernes historie i Nordafrika [hebraisk], s. 291–298.

[33] «Morocco», Jewish Encyclopedia: <http://www.jewishencyclopedia.com/articles/11020-morocco>

[34] Roumani, ibid.

[35] Gilbert, I Ismaels telt [hebraisk], s. 133.

[36] David Littman, «Jews under Muslim Rule – II: Morocco 1903–1912», Wiener Library Bulletin 29 (1976), s. 8–9.

[37] Ibid., s. 16–19.

[38] Gilbert, I Ismaels telt [hebraisk]ibid.

[39] Reuven Kashani, «Den arabiske verdens jøder: sandheden og myten» [hebraisk], Retninger 5 (efterår 1979), s. 144.

[40] Haim Saadoun, «‘Ha-Markiv Ha-Palestini’ Be-Hitzpartzut Alimut Bein Yehudim Le-Bein Muslemim Be-Artzot Ha-Islam» [hebraisk], Peamim 63 (våren 1995), s. 105–115. Se liste over jødiske ofre: «Victims of Riots in Oujda and Jérada: (Morocco): June 7 and 8, 1948», Sephardic Genealogy: <http://www.sephardicgen.com/databases/ oujdaDjeradaSrchFrm.html>

[41] Saadoun, ibid.

[42] Yaron Tsur, «Jøderne i kolonitiden» [hebraisk], i: Haim Saadoun (red.), Marokko, Jerusalem 2004, s. 75.

[43] Ibid., s. 119.

[44] Renzo De Felice, Jøder i arabisk land: Libyens jøder mellem kolonitiden og arabisk uafhængighed og zionisme, (1835–1970) [hebraisk], Tel Aviv 1980, s. 11.

[45] David Patterson, A Genealogy of Evil: Anti-Semitism from Nazism to Islamic Jihad, Cambridge University Press 2010, s. 55. Patterson tager med guvernørens navn og dato. Se også: Rachel Simon, «Khalfon, Abraham.» Encyclopedia of Jews in the Islamic World, Brill Online 2014. Gilbert, I Ismaels telt [hebraisk], s. 106.

[46] Rahel Simone, «Libyens jøder på tærsklen af Holocaust» [hebraisk], Peamim 28 (1986), s. 44–77. De Felice, Jøder i arabiske lande [hebraisk], kap. 6.

[47] Ibid.; De Felice, Jøder i arabiske lande [hebraisk], s. 245–248. <http://www.livluv.org.il/_Uploads/dbsAttachedFiles/224DemographyOfLibyanJews.pdf>

[48] Hagag-Liluf, «Pogromene i Libya » [hebraisk], s. 15–16; De Felice, Jøder i arabiske lande [hebraisk], s. 245–248.

[49] Yaakov Hagag-Liluf, «Migrationer og demografien af Libyens jøder» [hebraisk], Den nasjonale organisasjonen for Libyas emigranter: <http://www.livluv.org.il/_Uploads/dbsAttachedFiles/224DemographyOfLibyanJews.pdf>

[50] Maurice M. Roumani, The Jews of Libya: Coexistence, Persecution, Resettlement, Portland 2009, s. 100–104.

[51] G. Boukhobza, «Justice for Jews from Arab nations», The New York Times 1. juli 2003: <http://www.nytimes.com/2003/07/01/opinion/01iht-edbouk_ed3_.html>

[52] Roumani, The Jews of Libya, s. 199–203.

[53] John O. Hunwick, «Al-Mahîlî and the Jews of Tuwât: The Demise of a Community», Studia Islamica 61 (1985), s. 155–183; Jacob Oliel, «Tamentit», Encyclopedia of Jews in the Islamic World, Brill Online 2014.

[54] Aomar Boum, «Timbuktu», Encyclopedia of Jews in the Islamic World, Brill Online 2014.

[55] Norman Stillman, «Tlemcen», Encyclopedia of Jews in the Islamic World, Brill Online 2014.

[56] <http://www.daat.ac.il/daat/vl/tohen.asp?id=516> (s. 8–9).

[57] David Corcos et al., «Algeria», Encyclopaedia Judaica, Gale Virtual Reference Library; Roumani, The case of the Jews, s. 26.

[58] «Algeria», The Jewish Encyclopedia, <http://www.jewishencyclopedia.com/articles/1221- .58algeria>; David Schroeter, «Algeria», Encyclopedia of Jews in the Islamic World, Brill Online, juli 2013. Om antisemitisme i Algeriet og kolonialismen, se: Emmanuel Sivan, «Jødehad i Algeriet som følge af kolonitilstand» [hebraisk], Peamim 2 (sommeren 1979) s. 92–108, <http://www.ybz.org.il/_Uploads/dbsAttachedFiles/Article_2.9.pdf>

[59] Gita Amifaz-Zilber, «Algeriets jøder under Vichy-regimet» [hebraisk], Fakkel 12 (1984), s. 116–123; Idem., «Relationer mellem arabere og jøder i Vichy-Algeriet» [hebraisk], Fakkel 15 (1987), s. 140–150; David Cohen, «Den jødisk-algeriske komite for social forskning foran antisemitisme i Algeriet: Studie i notaterne» [hebraisk], Peamim 91 (2002), s. 79–104; <http://www.ybz.org.il/_Uploads/dbsAttachedFiles/Article_91.7(1).pdf>; Michael Abutboul, «Algeriets, Tunesiens og Marokkos jøder 1940–1943» [hebraisk], Peamim 28 (1986), s. 79–106; <http:// www.ybz.org.il/_Uploads/dbsAttachedFiles/Article_28.4(1).pdf>; Eve Evatt-Nitza, «Undervisningsforbud mod Algeriets jøder 1940–1943» [hebraisk], Rødder i øst 1 (1986), s. 121–144.

[60] Bernard Lewis, Mellemøsten og Vesten [hebraisk], Tel Aviv 1970, s. 104–105.

[61] Michael Laskier, Israel og aliyah-en fra Nordafrika [hebraisk], Jerusalem 2006, s. 293–308.

[62] Meron, «Why Jews Fled the Arab Countries».

[63] Martin Evans, «Algeria’s Jewish Question», History Today 62, 7, s. 10–16.

[64] Menahem Ben-Sasson, «Qayrawan», Encyclopedia of Jews in the Islamic World, Brill Online 2014.

[65] Pesah Shin’ar, «Jødisk-arabiske relationer i Maghreb i vores tid, i forskningens og litteraturens spejl» [hebraisk], Peamim 4 (1980), s. 15. David Corcos og Haim Saadoun, «Tunis, Tunisia», Encyclopaedia Judaica, Gale Virtual Reference Library.

[66] Haim Saadoun, «Tunisia», Encyclopedia of Jews in the Islamic World, Brill Online 2014.

[67] Hirshberg, Historien om jødene i Nord-Afrika, bd. 2, s. 132.

[68] Corcos og Saadoun, «Tunis, Tunisia».

[69] Corcos og Saadoun, «Tunis, Tunisia», Hirshberg, Historien om jøderne i Nordafrika, bd. 2, s. 145.

[70] Yaron Tsur, Hændelser august 1917 I Tunesien: Anatomien af muslimske optøjer under koloniregimet, MA-afhandling, Hebrew University 1981.

[71] Om tunesiske jøder under Anden Verdenskrig, se Robert Satloff, Among the Righteous, Public Affairs 2007.

[72] Haim Saadoun, «Ros for trofasthed og velvilje: Tunesiske jøder og franskmænd i Tunesien, 1948» [hebraisk], Mekdam ve Yamim 7 (2000), Universitat Haifa, 5760, s. 137–184: <https://www.ybz.org.il/_Uploads/dbsAttachedFiles/mikedem.umimaaim.2.pdf>

[73] Laskier, Israel og aliyah-en fra Nordafrika [hebraisk], s. 343–344.

[74] Gilbert, I Ismaels telt [hebraisk], s. 269; Laskier, Israel og aliyah-en fra Nordafrika [hebraisk], s. 362–366, 525 passim.

[75] Corcos og Saadoun, «Tunis, Tunisia».

[76] Stillman, The Jews of Arab Lands, s. 29.

[77] Abraham Ben-Yaacob, et al., «Iraq», Encyclopaedia Judaica, Gale Virtual Reference Library.

[78] Stillman, The Jews of Arab Lands, s. 167

[79] Ester Glitzenstein-Meir, «Iraks og dets jøder – generel oversigt» [hebraisk], i: Saadon (red.) Israels samfund i Østen i det 19.–20. århundrede: Irak, Jerusalem, undervisningsministeriet og Ben-Zvi-instituttet 2002, s. 9–18.

[80] Elie Kedourie, «The Sack of Basra and the Farhud in Baghdad», Arabic Political Memoirs and Other Studies, London, Frank Cass 1974, s. 298.

[81] Ester Glitzenstein-Meir, «Pogromerne mod Baghdads jøder: Ha-Shavu’ot, helligdage 1–2 i juni 1941» [hebraisk], Peamim 8 (1981), s. 21–37; Nissim Kazaz, «Rapport fra undersøgelseskomiteen på vegne af Iraks regering om hændelserne 1.–2, juni 1941» [hebraisk], Peamim 8 (1981), s. 46–59; «Pogromerne mod Baghdads jøder og bosættelse i Israels reaktioner» [hebraisk], Peamim 8 (1981), s. 60–91.

[82] Ester Glitzenstein-Meir, «Konflikten om landet Israel og relationer mellem jøder og muslimer i Irak i 40’erne» [hebraisk], Peamim 62 (1995), s. 111–131.

[83] Itamar Levin, Solnedgang i øst. Eliminering af de jødiske samfund i arabiske lande og ekspropriering af deres ejendomme [hebraisk], Tel Aviv 2001, s. 49–62; Dafna Tsimhoni, «Iraks regering og den store aliyah til Israel» [hebraisk], Peamim 39 (1989), s. 66–68.

[84] Nissim Kazzaz, «Jøderne i deres nærområde» [hebraisk], i: Haim Saadoun (red.), Iraq, Jerusalem 2002, s. 26. Moshe Gat, The Jewish Exodus from Iraq, 1948–1951, London 1997, s. 38–41.

[85] Der findes en rapport om at loven blev annullert i 1960 (<http://www.jta.org/ 1960/01/26/archive/iraq-cancels-law-abolishing-citizenship-for-jews-who-left-country>), men det førte ikke til tilbageførelse af ejendom, og i praksis kan jøder ikke sagsøge om deres ejendomme, fordi den nye statsborgerskabslov som trådte i kraft i 2006, forhindrer jøder i at få statsborgerskab, og nægter dem dermed enhver ret til deres eksproprierede ejendele. (<http://jewishrefugees.blogspot.co.il/2010/10/can-israelis-of-iraqi- origin-recover.html>)

[86] Ester Glitzenstein-Meir, «Den store aliyah fra Irak: årsager, omstændigheder og konsekvenser» [hebraisk], Peamim 71 (1997), s. 25–54.

[87] Moshe Gat, The Jewish Exodus from Iraq 1948–1951, Frank Cass 1997, s. 46.

[88] A. Kirkbride, From the Wings, London 1976, s. 115–116.

[89] Se Glitzenstein-Meir, s. 27.

[90] Gilbert, In Ishmael’s House, s. 295–296.

[91] R. Florence, Blood Libel: The Damascus Affair of 1840, University of Wisconsin Press 2004.

[92] Jacob Landau og Moshe Maoz, «Jøder og ikke jøder i Egypten og Syrien i den 19. århundrede » [hebraisk], Peamim 9 (1981), s. 7.

[93] A. Cooper, «Arabs’ Hatred of Jews: Can the Carnage Be a Surprise?» The Los Angeles Times, 9. desember 1986: <http://articles.latimes.com/1986-09-12/local/me-11775_1_jew-hatred>

[94] «The Arab Answer to ‘Schindler’s List’», MEMRI Dispatch 190, (hentet 16. september 2013): <http://www.memritv.org/report/en/428.htm>

[95] Michael Laskier, «I skyggen af den arabisk-israelske konflikt og den arabiske nationalismen» i: Relationer mellem jøder og muslimer i Syrien i 1948–1970 [hebraisk], Peamim 66 (1996), s. 77.

[96] Ibid., s. 70–127.

[97] Ibid., s. 77–78.

[98] Michael Fischbach, Records of Dispossession: Palestinian Refugee Property and the Arab-Israeli Conflict, Columbia University Press 2003, s. 171.

[99] Yaacov Meron, «Fordrivelsen af jøderne fra arabiske lande og den palæstinensiske holdning til det» [hebraisk], Stat, regime og internationale relationer 36 (1992), s. 34.

[100] Brevet i sin helhed kan læses på Dr. Mordechai Kedars hjemmeside: <http://www.jewishpress.com/indepth/analysis/dr-mordechai-kedar/assads- grandfathers-1936-letter-predicts-muslim-slaughter-of-minorities-praises-zionists/ 2012/09/20/0/>

[101] Walter Yosef Fishel, «Jøderne i Iran på 17–18-hundrede tallet: politiske, økonomiske og samfundsmæssige aspekter » [hebraisk], Peamim 6 (1980), s. 5–31; Amnon Nezter, «Forfølgelse og udrydning af jødernes historie i Iran på 17-hundrede tallet» [hebraisk], Peamim 6 (1980), s. 32–56.

[102] Amnon Netzer, «Historien om Anusei Mashad ifølge Yaakov Dilmaniyan» [hebraisk], Peamim 42 (1990), s. 127–156; Azaryah Levy, «Vidnesbyrd og dokumentation for Mashad-jødernes historie» [hebraisk], Peamim 6 (1980), s. 57–73.

[103] <http://www.bh.org.il/he/database-article.aspx?84450>

[104] David Menashri, «Jøderne under Palavit-riget og den islamiske revolution» [hebraisk], i: Haim Saadoun (red.), Iran, Jerusalem 2006, s. 56–57.

[105] David Yerushalmi, «Irans jøder – historie, samfund og kultur af en gammel diaspora» [hebraisk], Lys og skygger, 2011, i Vera B. Moreen et al., «Iran/Persia», Encyclopedia of Jews, s. 17–31.

[106] <http://www.daat.ac.il/daat/mahshevt/mekorot/teyman-2.htm>

[107] Joseph Tobi, «Islamisering blandt Yemens jøder under Zaidi-regimet– Zaidi-traditionens holdninger, Imami-regimet og det islamiske samfund» [hebraisk], Peamim 42 (1990), s. 105–126.

[108] Joseph Tobi, The Jews of Yemen: Studies in Their History and Culture, Leiden: Brill 1999, s. 48; Gilbert, In Ishmael’s House, s. 83.

[109] Bat-Zion Eraqi-Klorman, «The Forced Conversion of Jewish Orphans in Yemen», International Journal of Middle East Studies, 33, 1 (2001), s. 23–47.

[110] Reuven Aharoni, Adens jøder: et samfund som var [hebraisk], Tel Aviv 1991, s. 333–342. Saadoun, «Det palæstinensiske komponent», s. 94–95.

[111] Haim Saadoun (red.), Jemen, Jerusalem 2002, s. 122.

[112] Giselle Littman, Les Juifs en Egypte, Geneva 1971, s. 33.

[113] Landau og Maoz, «Jøder og ikke jøder i Egypten og Syrien» [hebraisk], s. 7.

[114] «3 dages optøjer mod Egyptens jøder» [hebraisk], Davar 4. november 1945.

[115] Gilbert, In Ishmael’s House, s. 202.

[116] Hagai Ehrlich, «Egypten og dets jøder» [hebraisk], i: Nahem Ilan (red.), Egypt, Jerusalem 2008, s. 22.

[117] Saadoun, «Den palæstinensiske ingrediens» [hebraisk], s. 92.

[118] Ilan (red.), Egypten, s. 204.

[119] Gordon Cramer, «Zionismen i Egypten, 1917–1948» [hebraisk], Pe’amim 16 (1983), s. 107–127; Robert Tignor, «Jøderne i Egypten: Spændinger i samfundet og zionismen» [hebraisk], s. 89–106.

[120] Gilbert, In Ishmael’s House, s. 251–264.

[121] Itamar Levin, Solnedgang i øst. Eliminering af de jødiske samfund i arabiske lande og ekspropriering af deres ejendomme [hebraisk], Tel Aviv 2001, kapittel 3–8.

[122] Michael Fischbach, Records of Dispossession, s. 172.

[123] Sherman Liber, «Hitpatchuta shel Ha-Uchlusiya Ha-Yehudit Bi-Tzfat», Cathedra 46, s. 13–44.

[124] Y. Bodansky, Islamic Anti-Semitism as a Political Instrument, Shaarei Tikva, Ariel Center for Policy Research 1999, s. 23.

[125] Tudor Parfitt, The Jews in Palestine, 1800–1882, Boydell Press 1987, s. 168.

[126] Yair Auron, Ligegyldighedens banalitet [hebraisk], Tel Aviv 1995, s. 60–97.

[127] Se, for eksempel, Uri Milstein, The Birth of the Palestinian Nation: The Myth of the Deir Yassin Massacre, Gefen 2012.

[128] Benny Morris, 1948: A History of the First Arab-Israeli War, Yale University Press 2008, s. 101–112.

[129] Benny Morris, Righteous Victims: A History of the Zionist-Arab Conflict, 1881–1999, New York 1999, s. 36; Daniel Pipes, «The Year the Arabs Discovered Palestine», Middle East Review, sommeren 1989. <http://www.danielpipes.org/8025/the-year-the-arabs-discovered- palestine>

[130] NowLearnAboutIslam1. Professor Azmi Bishara – «There Is No Palestinian Nation & There Never Was.» Online videoklipp. YouTube. 16. april 2012. (Hentet 21. juli 2013.)

[131] Adi Schwartz, «A Tragedy Shrouded in Silence: The Destruction of the Arab World’s Jewry», Azure 45 (2011), s. 47–79.

[132] Efraim Karsh, «The Long Trail of Islamic Anti-Semitism», Israel Affairs, 12, 1 (2006), s. 1–12.

[133] F. Pananti, Narrative of a Residence in Algiers, London 1818, s. 157.

[134] Gilbert, In Ishmael’s House, s. 104.

[135] Ibid., s. 105.

[136] Ibid., s. 106.

[137] Moshe Maoz, Syrien – Til arabismen og tilbage [hebraisk], Raanana 2011, s. 21.

[138] Gianluca P. Parolin, Citizenship in the Arab World: Kin, Religion and Nation-State, Amsterdam 2009, s. 81.

[139] Joseph A. Massad, Colonial Effects: The Making of National Identity in Jordan, New York 2001, s. 41.

[140] Michael Fischbach, Jewish Property Claims Against Arab Countries, Columbia University Press 2008.

[141] Idem., Records of Dispossession, s. 175–177.

[142] Sidney Zabludoff, «The Palestinian Refugee Issue: Rhetoric Vs. Reality», Jewish Political Studies Review, bd. 20, nr. 1–2 (2008).

[143] Følgende israelsk-palæstinensiske gruppe, ledet af professor Gavriel Benhayoun, anslår værdien af tabt palæstinensisk ejendom til 15-30 milliarder dollars i 2007-priser. Den overser de tab, som jøder fra arabiske lande har lidt. Aix Group, Economic Dimensions of a Two-State Agreement between Israel and Palestine, 2007: <http://www.aixgroup.org>

[144] Fischbach, Jewish Property Claims, s. 177.

[145] Adi Schwartz, «All I wanted was Justice». Haaretz 3. januar 2008: <http://www.haaretz.com/all-i-wanted-was-justice-1.236498>

[146] Se følgende palæstinensiske hjemmeside som benægter eksistensen af en befolkningsudveksling, men indrømmer følgende: «Nogle jøder blev udvist på grund af arabisk panik og en pludselig mistillid til jøder, der havde været deres naboer i lang tid.» Senere baserer palæstinenserne sig på en konspirationsteori som årsag til udvisningen af jøderne. Se: «Al-Nakba: the Palestinian Catastrophe»: <http://www.al-nakba-history.com/origins1948/jewishrefugees.html>

Se Remember Baghdad om Iraks jøder på Netflix

Filmen giver et unikt indblik i rig jødisk kultur som forsvandt fra Irak efter flere tusind år. I dag menes der at være 4 jøder tilbage og Irak har indført dødstraf for enhver kontakt med israelere. Irak anerkender ikke Israels ret til at eksistere.

Read More »

Fire jøder tilbage i Irak

For nylig døde den jødiske læge Dhafer Eliyahu i Irak. Hans død ramte hårdt, ikke kun fordi han var kendt for at behandle de fattige gratis, men fordi der nu kun er fire jøder tilbage i landet hvor jøder har levet i flere tusind år.

Read More »
Facebook
Twitter
Email
WhatsApp