De seneste år har Iran, i samarbejde med lokale militser og yderligere forstærket med shia-muslimske krigere fra flere andre lande, haft succes med at tage kontrollen over større områder i Yemen og Irak. Iranernes fremstød er motiveret af, at fremme shia-muslimsk tro og levevis, samt styrke shia-muslimske minoriteter i den arabiske verden.
Men målet er også at skabe regionalt overherredømme, og her henter iranerne inspiration fra sin historie tilbage fra perserriget. “Perserne har en rig kultur og en lang historie, som overgår andre arabiske lande, måske med undtagelse af Egypten,” skriver Yaacov Amidror i en omfattende artikel, som blev publiseret på engelsk af The Jerusalem Institute for Strategic Studies den 16. september 2018. Amidror er tidligere generalmajor og har været national sikkerhedsrådgiver for statsminister Benjamin Netanyahu fra 2011 til 2013. Som nøglemedarbejder i Jerusalem Institute for Strategic Studies er Amidror fortsat tæt på vigtige beslutningstagere i Israels udenrigs- og forsvarspolitik. Her gengiver MIFF nogle af hovedpunkterne fra Amidrors artikel.
Målet er at ødelægge Israel
Helt siden den islamske revolution i 1979 har Irans officielle mål været at ødelægge Israel.
– Fordi kampagnen mod Israel har religiøse motiver, kan den af og til virke ulogisk. Iranerne, eller i den mindste iranske beslutningstagere, vil investere stor energi og enorme summer på denne kampagne. De er parate til at tage risikoen for væbnet konflikt med Israel til en høj pris. Dette på trods af at Israel og Iran ikke har nogen konflikt af betydning over landområder, skriver Amidror.
Hvorfor ser Iran på Israel som “den lille Satan”? Hadet kommer ikke bare fra Israels samarbejde med Shahens sikkerhedsstyrker i 1960’erne og 70’erne. Iranerne ser på Israel som en vestlig bastion i den muslimske verden. Hvis det lykkes dem at svække Israel, eller endda ødelægge Israel, vil det gøre Irans mål om regional kontrol og herredømme meget lettere opnåeligt. Israels nye alliancer med sunni-arabiske stater gør det endnu mere vigtigt for Iran at svække Israel. Hvis det skal lykkes Iran at blive storebror i Mellemøsten, må de vise, at de kan kæmpe mere effektivt mod Israel end de andre arabiske lande har kunnet. Krigen mod den jødiske stat er fortsat populær i den arabiske befolkning, og jo mere aggressivt Iran optræder overfor Israel, jo flere points får de på kontoen.
– Historien har lært realisterne blandt Israels ledere at tro på andre ledere som taler om at de vil ødelægge den jødiske stat, skriver Amidror. Det iranske droneangreb mod Israel i februar 2018 og den fortsatte militære udbygning i Syrien viser hvilken risiko iranske ledere er villige til at tage i krigen mod Israel.
Amidror deler Irans aktiviteter mot Iran inn i synlig og usynlig aktivitet.
Irans synlige aktivitet mod Israel har tre hovedelementer
- Styrke Hizbollahs offensive kapacitet mest mulig
Iran og Syrien har overført avanceret militært udstyr til terrororganisationen Hizbollah i Libanon. Næsten hvert eneste avanceret våbensystem som syrerne har har købt af Rusland er videresendt til Hizbollah, skriver Amidror. “Russerne ved tilsyneladende intet om disse overføringer, men Rusland kunne helt klart have haft en bedre oversigt.” Hizbollah har mere end 120.000 raketter. Mange af disse har en rækkevidde, der gør at de kan nå alle Israels storbyer.
De seneste år har der været fokus på at forbedre træfsikkerheden på Hizbollahs raketter. Teknologien kommer fra Iran, og bliver sat i produktion i Syrien og Libanon. Præcisionsraketter, som kan ramme Israels sårbare infrastruktur eller tætbefolkede områder, udgår en stor trussel. “Det er årsagen til, at Israel har investeret kraftigt i at bygge et tre-lags raketforsvarssystem til en pris af 80-120 milliarder kroner. Hvis der udbryder krig, vil Israel blive tvunget til at slå til med stor kraft og bruge alle til rådighedværende midler, for så hurtigt som muligt at neutralisere så meget som muligt af Hizbollahs raketkapacitet.” Amidror understreger, at Iran må tage ansvaret for de store konsekvenser en sådan krig vil få for Libanons civilbefolkning. “Iran er villig til at bekæmpe Israel på bekostning af hver eneste landsbybeboer i Libanon, selvom han er shia-muslim.”
FN-styrken UNIFIL har ikke gjort noget for at forhindre at Hizbollah har genopbygget sig i Libanon efter 2006. I en fremtidig konflikt vil Israel have lært at de ikke kan stole på en tilsvarende FN-resolution som 1701. Resolutionen forbyder ny styrkelse af Hizbollah i Syd-Libanon.
- Etablere militær tilstedeværelse i Syria og skabe en forsyningskorridor fra Iran til Middelhavet
Flere hundrede iranske officerer fra revolutionsgarden, støttet af tusinder af shia-muslimske militssoldater, er allerede på plads i Syrien. Irans plan er at skabe et Teheran-styret militært netværk i Syrien, som ikke er underlagt de syriske myndigheder i Damaskus.
Iran styrker også sin tilstedeværelse ved at flytte et stort antal shia-muslimer ind i de syriske områder, som mange sunni-muslimer har forladt. Myndighederne i Damaskus nægter mange flygtninge at komme tilbage til deres oprindelige områder. “Syrien bliver snart en iransk udpost, hvis ikke Assad eller en stærk udenlandsk enhed, som for eksempel Rusland, stopper denne proces som er ledt af Iran.”
For at styrke Hizbollah og irankontrollerede militser i Libanon og Syrien, forsøger Iran at sikre sig kontrollen over en forsyningskorridor gennem Irak. Til trods for amerikansk militær tilstedeværelse i det østlige Syrien, kommer Iran hele tiden tættere på at realisere dette mål.
Efter at Iran har sikret sig kontrollen i Syrien og Irak, vil revolutionsgarden uden tvivl øge sit pres på Jordan, tror Amidror. Han ser USA’s sanktioner med Iran som særdeles vigtige, men de gør intet for at hindre Irans opbyggelse af styrker i Libanon og Syrien.
- Styrke palæstinensiske terrorgrupper, særligt Islamsk Jihad, men også Hamas
Iran er villig til at støtte sunni-muslimske bevægelser, som for eksempel Hamas, hvis bare det giver dem en ekstra mulighed for at ramme Israel. Hvis palæstinenserne får deres egen stat, og Hamas får magten, hvad vil så kunne forhindre at Iran gør Vestbredden til en militær fæstning, som truer Israel, ligesom de har gjort det i Libanon? spørger Amidror.
Irans usynlige aktivitet mod Israel
- Atomvåben og langtrækkende raketter
På grund af sanktioner og atomaftalen fra 2015 er Irans atomvåbenprogram blevet forsinket. Men om 7 år udløber restriktionerne i atomaftalen. Til den tid vil Iran have mere træfsikre og langtrækkende raketter, og have centrifuger som er 10 til 20 gange mere effektive.
Israels afsløringer af Irans atomarkiver afslører, at landet har haft et militært atomprogram. Det viser også, at viden blev lagret med hensigt på at kunne genoptage programmet.
Hvilke vurderinger må Israel foretage?
Irans mål om at skabe regionalt overherredømme vil blive meget lettere at nå under en atomparaply. “Iran kan trygt regne med, at selv USA vil nøle med at konfrontere en militær atommagt,” skriver Amidror. Så snart Iran har atomvåben, kan landet og deres allierede militsgrupper udvise en hårdere adfærd mod Israel, men meget mindre bekymring for en respons.
Irans tidligere præsident Hashemi Rafsanjani har sagt, “Den dag Iran har atomvåben, må Vesten pakke sin strategi sammen. For en enkelt atombombe kan ødelægge Israel fuldstændig, mens er israelsk modangreb kun delvis kan skade den muslimske verden.” Hvis Iran får atomvåben vil Israel næsten helt sikkert blive tvunget til at acceptere iranske tiltag, skriver Amidror.
For at skaffe sig atomvåben må Iran reducere Israels vilje og evne til at tage en høj risiko for at standse atomplanerne. Dette er hovedforklaringen på styrkeopbygningen i Libanon og Syrien og samarbejdet med terrorgrupperne i det palæstinensiske samfund. Snarest muligt, og senest når atomaftalen udløber, ønsker Iran at have en så truende konventionel styrke så tæt på Israel som muligt, at det afskrækker Israel fra af stoppe deres atomvåbenprogram med militær styrke. Målet for Teheran er, at sikre god militær kontrol i Syrien såvel som i Libanon.
Når man ser dette strategiske billede, kan man forstå Israels luftoperationer i Syrien de seneste år. Hensigten med disse målrettede bombeangreb har været at standse leverancerne af avancerede våben til Hizbollah i Libanon og stoppe Iransk styrkeopbygning i Syrien og særligt i Golan. Hvis Iran bliver for stærke i Syrien, vil det kunne hindre Israel i at ramme Irans atomprogram i fremtiden. Hvis Iran kan ramme Israel med præcisionsraketter fra Syrien og Libanon, vil Israels strategiske situation blive betydeligt forværret. “Israel på forhindre det for en hver pris, selvom et israelsk angreb skulle føre til krig – det vil sige en stor operation med kraftig modstand i Syrien og Libanon, sammen med massive og smertefulde angreb på Israels hjemmefront,” skriver Amidror.
Israel er villig til at løbe risikoen for krig for at standse Irans forsøg på at skabe en krigsmaskine i Syrien, mener han. Dette gælder hele Syrien – et land som er mere end 1500 kilometer fra Teheran, men kun 250 kilometer fra Tel Aviv. Amidror mener, at Israel har ret til at foretage et forhåndsangreb mod Iran i Syrien, hvis behovet opstår, eller en passende anledning viser sig – hvis hensigten er at fjerne det som skal skræmme Israel fra at stoppe Irans atomprogram.
Israels udfordring, mener Amidror, er at sikre operationsfrihed i Syrien til trods for russiske styrkers nærvær, og få USA til at deltage aktivt i operationerne. Uden denne diplomatiske støtte vil Israel opleve, at det er vanskeligt at operere i et område hvor to stormagter er militært til stede.
“Iran udgør en af de mest komplicerede og farlige trusler Israel har stået overfor i sin 70 årige eksistens. Irskal skal vinde denne kamp mod Iran på den ene eller den anden måde,” afslutter Amidror.
