Optøjerne langs grænsehegnet mellem Israel og Gaza-striben indebærer en lang række palæstinensiske brud mod folkeretten

I forbindelse med urolighederne langs grænsen mellem Gaza og Israel begår Hamas og Det Palæstinensiske Selvstyre en lang række alvorlige og åbenlyse miljømæssige og økologiske forbrydelser, samt forbrydelser imod internationale menneskerettigheder – ikke mindst børnenes rettigheder. Læs nærmere om dem, så er du forberedt på at tale sammen med dem, som ignorerer eller benægter forbrydelserne .

Brændende hvedemark 30. maj 2018
Brændende hvedemark (illustrationsfoto: 30 maj 2018, Yonatan Sindel/Flash90 via Times of Israel)
De sidste ti år er MIFF i Norge vokset fra under 2.000 til næsten 11.000 medlemmer. Såfremt Israel-vennerne i Danmark samler sig på samme måde, kan vi opbygge en organisation, som ikke mindst via hjemmeside og sociale medier afslører løgn og dæmonisering, bringer sidste nyt om Israel og giver israelske perspektiver.
Bliv medlem af MIFF Danmark nu

1. Indledning – Baggrunden for at udgive denne analyse

Det internationale samfund udsendte en ny runde i Israel-kritik ved FNs Generalforsamling den 14. juni 2018 over de Hamas-arrangerede optøjer og demonstrationer langs grænsehegnet imellem Israel og Gaza-striben.

Terrororganisationen Hamas, som regerer i Gaza, har – med velvillig støtte og samarbejde fra det palæstinensiske selvstyre/PLO i Ramallah – konkluderet, at det er indsatsen værd at forurene luften med brændende dæk, at flyve eksploderende drager imod Israel og at opildne civile indbyggere i Gaza-striben, specielt kvinder og børn, til at deltage i et ugentligt ritual med at angribe Israel-Gaza grænsehegnet.

Mens Hamas angiveligt dirigerer en “Tilbagevendelsesmarch” , er deres virkelige motiv, som indrømmet af Hamas’ ledere, at benytte de civile som menneskelige skjolde for Hamas-agenter, så disse kan placere sprængladninger på grænsehegnet, kaste bomber imod israelske grænsevagter, og om muligt ødelægge og bryde igennem hegnet, trænge ind i Israel, angribe israelere og ”befri Jerusalem”.

Denne asymmetriske krigsførelse pågår samtidig med den mere traditionelle krig med raketter, angrebstunneller og specialtropper såsom frømandskorps. Tunnellerne ligger blot nogle få meter under protesterne på overfladen. De to offensive operationer udføres på same tid og den ene supplerer den anden.

2. Hovedpunkterne ved analysen

  • Efter at FNs Generalforsamling d. 14. juni stemte om at fordømme Israel for den måde, hvorpå det har håndteret volden ved grænsehegnet til Gaza, er det besynderligt at iagttage, hvordan de alvorlige og åbenlyse forbrydelser imod internationale menneskerettigheder, og de miljømæssige og økologiske forbrydelser, som Hamas og palæstinenserne begår, bevidst bliver ignoreret.
  • Eftersom Det Palæstinensiske Selvstyre udnytter hændelserne i Gaza til at føre sin egen politiske og juridiske kampagne imod Israel i internationale fora, skal Selvstyret ses som medskyldigt med Hamas for disse forbrydelser.
  • Ved at iværksætte, opfordre til og støtte massiv forurening af grænseområdet gennem den organiserede indsamling og afbrænding af dæk, er den palæstinensiske ledelse ansvarlig for gentagne gange at skabe basiske røgskyer med sodforurening. Denne handling er sundhedsskadelig både for de palæstinensiske civile demonstranter selv såvel som for indbyggerne i de israelske samfund i nærheden af grænsen.
  • Pyroman-drager og –balloner har antændt enorme arealer af landbrugsland i Israel, ødelagt afgrøder og udsat israelske borgere for fare. Den Internationale Straffedomstols (ICC) vedtægter definerer ”udbredt ødelæggelse og beslaglæggelse af ejendom, som ikke er begrundet i militær nødvendighed, og som er udført ulovligt og hensynsløst” som en krigsforbrydelse.
  • Ud fra international humanitær lovgivning, og ud fra anerkendte humanitære normer, er det et brud på adskillige internationale traktater, som skal beskytte børn og forhindre dem i at blive involveret i krigshandlinger, at placere palæstinensiske civile – og specielt kvinder og børn – som menneskelige skjolde på frontlinjerne i voldelige demonstrationer og angreb på grænsehegnet for at skjule tilstedeværelsen af Hamas-terrorister.
  • Anvendelse af drager og balloner som våben ved at montere sprængladninger på dem, med henblik på at de skal eksplodere ved landing eller når de bliver fundet af israelske civile, er et åbenlyst brud på international humanitær lovgivning, specielt konventionen af 1997 om bekæmpelse af terrorbombninger samt konventionen af 2001 om konventionelle våben, som forbyder brugen af brandstiftende våben.
  • Den palæstinensiske ledelse må bringes til at forstå, at dens fiksering på at tilslutte sig internationale traktater ikke kun gælder den ene vej. Det indebærer en tungtvejende pligt til at leve op til forpligtigelserne i sådanne traktater. Det internationale samfund er nødt til at fastholde den palæstinensiske ledelse på deres forpligtigelser og ikke ignorere deres brud på de mest grundlæggende normer og principper i international lov (folkeretten).

3. Manipulering af det internationale samfund

Som man kan se ud fra det internationale ramaskrig imod Israel for at reagere på disse fjendtlige demonstrationer, garanterer billeder af dødsfald og sårede palæstinensere åbenbart en øjeblikkelig og maksimal mediedækning og automatisk fordømmelse af Israel fra EU’s udenrigschef Federica Mogherini, europæiske statsledere, FNs Menneskerettighedsråd, FN med flere.

På dette punkt er den palæstinensiske ledelse ”hoppet med på Hamas’ vogn”. Den er aktivt involveret i sin egen diplomatiske krigsførelse igennem en aggressiv PR-kampagne for at få Israel anklaget, i de internationale medier og ved forskellige FN-organer, for krigsforbrydelser og brud på Geneve-konventionerne samt for sin håndtering af volden ved grænsehegnet til Gaza.

Den palæstinensiske udenrigsminister blev udsendt til anklageren for Den Internationale Straffedomstol (ICC) for at indgive en formel klage og anmode om at få åbnet en undersøgelse imod israelske ledere og kommandører.

Den 1. juni 2018 støttede Frankrig, Rusland, Kina, Sverige med flere et Kuwait-støttet resolutionsudkast i Sikkerhedsrådet, som kritiserede Israels anvendelse af “overdreven, uforholdsmæssig og vilkårlig magt” imod palæstinensiske civile, og fordømte israelske styrkers brug af skarp ammunition imod civile demonstranter. Det søgte at opfordre FN til at handle for at ”garantere sikkerheden og beskyttelsen af den palæstinensiske civile befolkning, herunder anbefalinger om en international beskyttelsesmekanisme. <1>

Opfordringen i resolutionsudkastets indledning til at respektere international menneskerettighedslovgivning og international humanitær lovgivning virker desto mere kynisk set i lyset af den palæstinensiske ledelses og Hamas’ åbenlyse brud på international humanitær og menneskerettighedslovgivning. Dette er specielt tilfældet med deres forsætlige og bevidste brug af kvinder og børn, forurening af miljøet og afbrænding og ødelæggelse af afgrøder og landbrugsprodukter.

På trods af nederlaget i Sikkerhedsrådet forårsaget af et amerikansk veto blev denne resolution efterfølgende forelagt FNs Generalforsam-ling af Algeriet, Tyrkiet og ”Staten Palæstina” <2> Generalforsamlingen trådte sammen den 13. Juni 2018 i et hasteindkaldt særmøde (”Emergency Special Session”) – fornyelse af en session, som har været åben siden 1997 udelukkende for at vedtage regelmæssige resolutioner der fordømmer Israel.

Dette ”Emergency Special Session” vedtog resolutionen med en automatisk majoritet på 120 stater, der stemte for (inklusiv Norge, Schweiz og New Zealand), 8 imod, og 45 undlod at stemme. Denne resolution ikke blot frikender Hamas for alt ansvar for oppisken, optøjerne, demonstrationerne og dødsfaldene, men giver klart en stiltiende opmuntring til Hamas og andre om at fortsætte, i bevidstheden om at de ikke kan gøre noget galt i den Europæiske Unions og de Forenede Nationers øjne.

I denne sammenhæng blev den typiske, selektive blindhed overfor realiteterne i Gaza-situationen demonstreret specielt af EU-repræsentanterne, som, på trods af de grelle kendsgerninger, valgte at opfatte Hamas’ aktiviteter som en “fredelig protest” og kogte mere suppe på skrønen om, at “Israel skal respektere retten til fredelige protester”, såvel som den tåbelige og meningsløse begrænsning, at Israel skal benytte “proportionale virkemidler når det beskytter sine legitime sikkerhedsinteresser.” <3>

Generalforsamlingen afviste et amerikansk tillæg, der foreslog at tilføje følgende sætning:

Fordømmer Hamas for gentagne gange at afskyde raketter ind i Israel og for at opildne til vold langs grænsehegnet, hvorved civile bliver udsat for fare, forlanger at Hamas ophører med al voldelig aktivitet og provoke-rende handlinger, fordømmer endvidere afledningen af ressourcer i Gaza til at konstruere militær infrastruktur, inklusiv tunneller til at infiltrere Israel og udstyr til at affyre raketter ind i civile områder, hvor sådanne ressourcer kunne have været anvendt til at imødekomme civilbefolkningens kritiske behov, og udtrykker alvorlig bekymring over ødelæggelsen af Kerem Shalom-overgangen udført af aktører i Gaza. <4>

På trods af denne klart fejlagtige, skævvredne og ensidige resolution og de tilhørende erklæringer fra europæiske og andre statsledere, er det så meget desto mere besynderligt at iagttage, hvordan alle de forskellige ledere og organisationer åbenlyst ignorerede de alvorlige og klare forbrydelser mod internationale menneskerettigheder, og de miljømæssige og økologiske forbrydelser, som Hamas og palæstinenserne har fremkaldt, udført og støttet.

Den palæstinensiske ledelses ansvar

Samtidig med at Hamas og det Fatah-ledede Palæstinensiske Selvstyre befinder sig i en indædt konflikt med hinanden, udnytter Det palæstinensiske Selvstyre situationen til at føre sin egen politiske og juridiske kampagne imod Israel i internationale organer. Dette gør Selvstyret medskyldige til Hamas i bestillingen af diverse humanitære, miljømæssige og økologiske forbrydelser.

Dette er desto mere åbenlyst, eftersom Det palæstinensiske Selvstyre siden januar 2015 i form af “Staten Palæstina” er blevet anerkendt af det internationale samfund som en statslig deltager i mange internationale konventioner. <5> Denne kendsgerning forstærker det kriminelle ansvar hos lederne af Det Palæstinensiske Selvstyre og Hamas for brud på forpligtigelserne i netop de konventioner, som de tager del i.

Internationale konventioner brudt af palæstinenserne

Uanset den åbenlyst gennemskuelige og ensidige palæstinensiske PR-kampagne, støttet og tilskyndet af arabiske stater og drevet af FNs Menneskerettighedsråd, europæiske statsledere og den Europæiske Union, er det tankevækkende at analysere de relevante dele af international lov, som bliver åbenlyst brudt af palæstinenserne set i forhold til deres organisering, opildnen, opfordring og støtte til de voldelige handlinger langs Gaza-hegnet.

4. Miljøforurenings- og økologiske forbrydelser

Ved at iværksætte, opfordre til og støtte massiv forurening gennem grænse-området ved den organiserede indsamling og afbrænding af dæk, er den palæstinensiske ledelse ansvarlig for gentagne gange at skabe basiske røgskyer med sodforurening. Denne handling er sundhedsskadelig både for de palæstinensiske civile demonstranter og for indbyggerne i de israelske samfund i nærheden af grænsen.

Palæstinensere antænder dæk for at lægge et røgslør foran de terrorister, som forsøger at gennembryde Israels grænseforsvar.

Røgtaktikken forurener og forgifter miljøet og atmosfæren i en fuldstændig tilsidesættelse af det international samfunds store bekymring over miljøbeskyttelse, som demonstreret i internationale traktater og resolutioner fra forskellige organer, som er involveret i miljøbeskyttelse.

Mens den palæstinensiske ledelse tydeligvis ser bort fra sådanne miljømæssige og økologiske normer, så er det faktum, at ingen internationale statsledere eller organisationer (miljøorganisationer eller andre) har fundet det nødvendigt at forholde sig til disse brud på international lov, ikke mindre tankevækkende.

Landbrugsterror

At opfordre, opildne og organisere palæstinensere til at bygge, armere og flyve pyroman-drager og -balloner ind over israelsk territori-um er et åbenlyst brud på miljømæssige normer og principper i interna-tional humanitær lovgivning,

Konstruktion, fordeling og affyring af pyroman-drager er en del af en organiseret Hamas terrortaktik. Dette er især set i lyset af Hamas’ erklærede mål om at anvende sådanne angiveligt harmløse drager og balloner til at antænde store arealer med landbrugsjord i Israel, ødelægge afgrøder og udsætte israelske borgere i byer og landsbyer i grænseområderne for fare. Derudover indikerer rapporter, at Hamas beslaglagde helium-gas, leveret af Israel, fra hospitaler i Gaza til at give ballonerne opdrift. <6>

Bryder Oslo-aftalernes forpligtelser i forhold til miljøet

I henhold til den israelsk-palæstinensiske interimaftale om Vestbredden og Gazastriben fra 1995 (almindeligt kendt som “Oslo 2”), og specifikt i det tredje bilag til aftalen vedrørende civile forhold, er palæstinenserne forpligtede til at “beskytte miljøet og forhindre miljømæssige risici, farer og gener inklusiv alle typer af jord-, vand- og luftforurening.”

I denne sammenhæng er både Israel og palæstinenserne forpligtede til ”at reagere på hændelser eller ulykker, som kan forårsage miljømæssig forurening, skade eller farer” så vel som at “fremme borgernes bevidsthed om miljømæssige forhold.” <7>

Ved at opfordre, organisere og åbenlyst støtte basisk luftforurening og afbrænding af infrastrukturen i Israels landbrugssektor bærer den palæstinensiske ledelse, sammen med Hamas, det fulde ansvar for åbenlyse brud på deres forpligtigelser i henhold til Oslo-aftalerne.

Det er overraskende, at EUs ledelse, såvel som Rusland, Norge, Ægypten og Jordan (alle medunderskrivere som vidner på Oslo-aftalerne), og de Forenede Nationer (som godkendte aftalerne), hverken har fundet det passende eller tilstrækkelig vigtigt til at intervenere vis-à-vis palæstinenserne for at forhindre sådanne brud på aftalerne. Tværtimod har de foretrukket at vende det blinde øje til disse palæstinensiske brud og i stedet anklage Israel.

5. Krigsforbrydelser 

Den internationale straffedomstol (ICC)

Den internationale straffedomstols vedtægter definerer “omfattende ødelæggelse og beslaglæggelse af ejendom, som ikke er begrundet i militær nødvendighed, og som er udført ulovligt og tankeløst”, som en krigsforbrydelse og et groft brud på Geneve-konventionen. <8> Den betragter “bevidst at rette angreb imod den civile befolkning, som ikke tager direkte del i krigshandlingerne som sådan, eller imod individuelle civile,” såvel som ødelæggelse af ejendom som en krigsforbrydelse. <9>

Komponenterne i denne forbrydelse, som beskrevet i ICCs dokumentation, inkluderer tankeløs og omfattende ødelæggelse af sådan ejendom og “bevidst starte et angreb vel vidende at et sådant angreb vil forårsage tilfældige tab af liv eller fysisk skade på civile eller skade på civile ejendele eller udbredt, langvarig og alvorlig skade på det naturlige miljø, som vil være klart overdrevne i forhold til det forventede konkrete og direkte overordnede militære fordel.” <10>

Angreb, der forårsager dødsfald eller fysisk skade på civile eller skade på civile ejendele “eller udbredt, langvarig og alvorlig skade på det naturlige miljø,” såvel som “ødelæggelse af ejendom, som ikke er påkrævet af krigens nødvendighed”, er klart markeret som krigsforbrydelser, specielt når “gerningsmanden vidste at angrebet ville forårsage tilfældige dødsfald eller fysisk skade på civile eller skade på civile ejendele eller udbredt, langvarig og alvorlig skade på det naturlige miljø, og at sådanne dødsfald, fysiske skader eller ødelæggelser ville være så omfattende, at ville være klart overdrevne i forhold til det forventede konkrete og direkte overordnede militære formål.” <11>

Yderligere brud på international lov begået af den palæstinensiske ledelse og Hamas i forbindelse med deres aktiviteter i Gaza inkluderer den “tankeløse ødelæggelse af ejendom, ud over krigens nødvendigheder” <12> og “anvendelsen af kvælende, giftige eller andre [skadelige] gasser.” <13>

Brud på Konventionen af 1997 mod terrorbombninger

Anvendelse af drager og balloner som våben ved at montere sprængladninger på dem med henblik på at de skal eksplodere ved landing, eller når de bliver fundet af israelske civile, er desto mere et åbenlyst brud på international humanitær lovgivning, specielt konventionen af 1997 om bekæmpelse af terrorbombninger (”1997 Convention for the Suppression of Terrorist Bombings”). <14>

Denne konvention, som palæstinenserne, mærkeligt nok, har valgt ikke at tiltræde, kriminaliserer under international lov “ulovlig og bevidst levering, affyring eller detonering af en eksplosiv eller anden dødbringende mekanisme i, ind i eller imod et offentligt brugt sted, en stats- eller regeringsfacilitet, et offentligt transportsystem eller en infrastrukturfacilitet med henblik på at forvolde dødsfald eller alvorlig fysisk skade; eller at forårsage omfattende ødelæggelse af et sådant sted, facilitet eller system, hvor en sådan ødelæggelse resulterer i eller sandsynligvis vil resultere i et stort økonomisk tab.”

Man ville forvente, at FN og andre international organisationer, som bekæmper terrorisme, ville finde det passende at fordømme og straffe den palæstinensiske ledelse for at anvende sådanne ulovlige våben.

Brud på Haag-konventionen af 1907 vedrørende Love og Skikke for Krig på Land

Eftersom den palæstinensiske ledelse d. 2 april 2014 tiltrådte Haag-konventionen af 1907 <15 > som udgør en af de vigtigste søjler i lovene om væbnet konflikt, udgør palæstinensisk støtte, opmuntring og aktiv involvering i volden langs grænsehegnet til Gaza brud på denne konvention og indebærer et klart palæstinensisk ansvar. Denne konvention knytter et sådant ansvar “ikke kun til hære, men også til militser og frivillige korps.” <16>

Konventionen forbyder anvendelse af gift eller forgiftede våben og brug af våben, projektiler eller materialer beregnet til at forårsage unødvendig lidelse, såvel som at angribe eller bombardere på en hvilken som helst måde byer, landsbyer, boliger eller bygninger, som er uden forsvar. <17>

Brud på Konventionen af 2001 om konventionelle våben: Protokol III vedrørende Forbud eller Begrænsninger i brug af Brandvåben <18>

Den palæstinensiske ledelse, som tiltrådte denne protokol under navnet “Staten Palæstina” d. 5. januar 2015, er bundet af dens definitioner og forbud, og derfor ansvarlig for brud på dens bestemmelser.

I denne protokol er et brandvåben defineret som “ethvert våben eller ammunition, som primært er designet til at sætte ild på objekter eller til at forårsage forbrændingsskader på personer ved flammer, varme eller kombinationer deraf, fremkaldt ved en kemisk reaktion af en substans leveret på målet.” “Sådanne våben kan antage form af for eksempel flammekastere, raketter, håndgranater, miner, bomber og andre beholdere med brandbare substanser.” <19>

I sin materielle bestemmelse forbyder denne protokol “at gøre den civile befolkning som sådan, individuelle civile eller civile objekter, til genstand for angreb med brandstiftende våben,” såvel som “at gøre skove eller andre typer af plantedække til genstand for angreb med brandstiftende våben – på nær når sådanne naturlige elementer bliver brugt til at dække, skjule eller camouflere kombattanter eller andre militære mål, eller i sig selv er militære mål.” <20>

Den kendsgerning, at palæstinenserne har tiltrådt denne konvention og dens valgfri protokol placerer en tung ansvarsbyrde på den palæstinensiske og Hamas’ ledelse for deres engagement i at indlede og støtte brugen af brandbare materialer i deres aktioner imod Israel

Brud på tillægsprotokol I fra Genève-konventionen af 12. august 1949 vedrørende beskyttelse af ofre for internationale væbnede konflikter <21>

Med den palæstinensiske tilslutning til denne traktat d. 2. april 2014 påtog de det fulde ansvar for ethvert brud. Deres aktiviteter langs grænsen til Gaza overtræder således et antal bestemmelser i denne protokol, specielt paragraf 35, omhandlende beskyttelse af miljøet, som forbyder anvendelse af “metoder eller midler til krigsførelse, som har til hensigt, eller som må forventes, at forårsage vidtrækkende, langvarige og alvorlige skader på det naturlige miljø.” <22>

I sine officielle kommentarer til denne bestemmelse har den Internationale Røde Kors Komité (ICRC) tilføjet, at “anvendelsen af brandstiften-de våben er forbudt i skove og andre typer af vegetation, med mindre disse udgør militære mål eller skjuler militære mål.”
Derudover, “enhver metode eller middel til krigsførelse, som har til hen-sigt, eller som må forventes (omend uden hensigt), at forårsage alvorlige skader på det naturlige miljø, selv hvis denne virkning er tilfældig, er forbudt.” <23>

Med henvisning til den grænseoverskridende fare for afgrøder, plante- og dyreliv (flora og fauna) ved brug af brandstiftende våben, fortsætter kommentaren med at erklære:

Især på grund af dette problems tværnationale karakter er forbuddet absolut; det er endda fortsat gældende selv ved fraværet af en direkte trussel imod befolkningen eller imod dyre- og plantelivet i fjendestaten. Det er det naturlige miljø i sig selv, som er beskyttet. Det er almen ejendom og bør bevares til brug for alle og beskyttes.” <24>

Vedrørende spørgsmålet om beskyttelse af det naturlige miljø forbyder paragraf 54 i tillægsprotokollen “at angribe, ødelægge eller gøre gen-stande ubrugelige, som er uundværlige for den civile befolknings overlevelse, såsom fødevarer, landbrugsarealer til dyrkning af fødevarer, afgrøder, husdyr, drikkevandsinstallationer og -forsyninger og kunstvandingsanlæg, med det specifikke formål at berøve dem deres næringsværdi for den civile befolkning.”

6. Misbrug af børn i modstrid med international humanitær lov

Ud fra grundlæggende international humanitær lovgivning og anerkendte humanitære normer er det en kynisk og grusom krænkelse og misbrug af kvinder og børn at placere palæstinensiske civile – og specielt kvinder og børn – som menneskelige skjolde på frontlinjen i voldelige demonstrationer og angreb på grænsehegnet for at skjule tilstedeværelsen af Hamas-terrorister.

Dette er et brud på adskillige internationale traktater, som beskytter børn og forbyder deres deltagelse i krigshandlinger, og som ”Staten Palæstina” deltager i og derfor er forpligtet til at implementere.

Konventionen af 1989 om Børns Rettigheder og dens valgfri tillægsprotokol af 2000 om Inddragelse af Børn i Væbnede konflikter 

Eftersom den palæstinensiske ledelse d. 2. april 2014 tiltrådte både Konventionen om Barnets Rettigheder <25> og dens valgfri protokol om Inddragelse af børn i væbnede konflikter <26> er de forpligtede til at sikre, at børn under 15 ikke tager direkte del i kamphandlinger og at “bevæbnede grupper, adskilt fra en stats væbnede styrker, ikke under nogen omstændigheder må rekruttere eller bruge personer under 18 års alder i fjendtlige handlinger.” <27>

Genéve-konventionerne, Protokol 1 samt ICC vedtægter

Forbuddet imod rekruttering af børn fremgår også af International Humanitær Lovgivning og specifikt i paragraf 77 af den ovenfor nævnte Protokol 1 til Genève-konventionerne <28> såvel som i optegnelsen over internationale forbrydelser i ICCs vedtægter. I henhold til Rom-statutten er “indkaldelse eller hvervning af børn under 15 år i de nationale væbnede styrker eller brug af dem til at deltage aktivt i fjendtlige handlinger” et “alvorligt brud på lovene og skikkene væbnede konflikter inden for den gældende internationale lovs rammer.” <29>

Det faktum, at Hamas stolt reklamerer med billeder af tusindvise af børn, som Hamas har trænet i lejre i forskellige stadier af krigsførelse, og dimissionsceremonier, som inkluderer simulerede angreb på israelske baser, kidnapning og knivoverfald på soldater, stormangreb igennem tunneller og løb igennem militære forhindringsbaner, er klart tegn på palæstinensernes åbenlyse misbrug og palæstinensernes foragt overfor deres egne tungtvejende internationale forpligtigelser.

Den kendsgerning, at det internationale samfund vælger at vende det blinde øje til den slags åbenlyse overtrædelser af grundlæggende internationale normer, og foretrækker at anklage Israel, er tankevækkende.

7. Konklusion

Den palæstinensiske ledelse skal bringes til at forstå, at dens fiksering på at tilslutte sig internationale traktater som et middel til at styrke Selvstyrets opfattelse af at være en stat, ikke kun gælder den ene vej.

Det indebærer en tungtvejende pligt til at leve op til forpligtigelserne i sådanne traktater, såvel som aktivt at forhindre og tage ansvar for brud.

Et parallelt ansvar ligger hos det internationale samfund, som så ivrigt har budt tilslutningen af en ikke-eksisterende palæstinensisk stat til adskillige store internationale traktater velkommen som en måde at belønne det, som de opfatter som en “moderat” palæstinensisk ledelse. Denne “moderate” palæstinensiske ledelse opfordrer, støtter, opildner og taler lige nu for masseforurening af miljøet, grov krænkelse af børns rettigheder og omfattende økologisk ødelæggelse.

Det påhviler fornuftige stater at fastholde den palæstinensiske ledelse på dens forpligtigelser, uden politiske indrømmelser og uden selektivt at vende det blinde øje til dens brud.

Selv om det ikke er nogen nyhed, burde den lethed, hvormed det internationale samfund så velvilligt har knyttet an til en falsk palæstinensisk narrativ, som tillæger Israel den fulde skyld og ansvar for den Hamas-genererede vold langs Israel-Gaza grænsehegnet, vække bekymring.

Lederne af den Europæiske Union og andre medlemmer af det internationale samfund bør træde et skridt tilbage for at se situationen på en mere realistisk måde i lyset af palæstinensernes åbenlyse brud på nogle af de mest grundlæggende normer og principper i international lov, som den Europæiske Union og andre statsledere sætter så højt.

 

Noter og kilder
Oversættelse af The Many Ways Palestinians Violate International Law . Vol. 18, no. 18. Jerusalem Center for Public Affairs (i afdelingen Institute for Contemporary Affairs – Founded jointly with the Wechsler Family Foundation). 17. juni 2018, skrevet af tidligere ambassadør Alan Baker.  Oversat af Hans Knudsen. MIFF-DK redaktionen har tilføjet mellemrubrikker med nummerering –  og byttet rundt på et par af afsnittene i et forsøg på at gøre denne lange artikel lidt nemmere at finde rundt i. Originalartiklen har yderligere billedemateriale, som vi ikke har lov til at trykke.
Forfatteren Alan Baker er direktør for “Institute for Contemporary Affairs” ved Jerusalem Center for Public Affairs og leder af Global Law Forum. Han deltog i forhandling og udarbejdelse af Oslo-aftalerne med palæstinenserne samt aftaler og fredsaftaler med Egypten, Jordan og Libanon. Han har fungeret som juridisk rådgiver og vicegeneraldirektør for Israels Udenrigsministerium og som Israels ambassadør i Canada.
<Nummererede noter fra selve artiklen – desværre har vi ikke ressourcer til at oversætte bemærkningerne. Skriv til post@miff.dk hvis du har brug for hjælp til at forstå noget>
1 UN Security Council document S/2018/516 of June 1, 2018
2 https://documents-dds-ny.un.org/doc/UNDOC/LTD/N18/177/58/PDF/N1817758.pdf?OpenElement
3 https://www.un.org/press/en/2018/ga12028.doc.htm.
For a recent analysis of the accusation of “disproportionate force” by Israel in Gaza see “Did Israel Use “Disproportionate Force” to Protect the Gaza Fence?” May 28, 2018 http://jcpa.org/article/did-israel-use-disproportionate-force-to-protect-the-gaza-fence/
4 http://undocs.org/en/A/ES-10/L.24
5 Despite well-founded reservations to the legally flawed process by which the “state of Palestine” was accepted as a “state” party to the ICC Statute and to other international conventions, when no such state exists and the permanent status of which is an agreed negotiating issue between Israel and the Palestinian leadership. See “Palestinian Manipulation of the International Criminal Court” http://jcpa.org/will-the-international-criminal-court-disregard-international-law/. See also “The Palestinian UN Upgrade: Setting Things Straight” http://jcpa.org/article/the-palestinian-un-upgrade-setting-things-straight/
6 Helium requisitioned. http://www.israelnationalnews.com/News/News.aspx/247345
7 Israeli-Palestinian Interim Agreement on the West Bank and the Gaza Strip,  Annex III – Protocol Concerning Civil Affairs, Article 12, paragraphs 4, 15 and 17
http://www.mfa.gov.il/MFA/ForeignPolicy/Peace/Guide/Pages/THE%20ISRAELI-PALESTINIAN%20INTERIM%20AGREEMENT%20-%20Annex%20III.aspx
8 https://www.icc-cpi.int/NR/rdonlyres/EA9AEFF7-5752-4F84-BE94-0A655EB30E16/0/Rome_Statute_English.pdf Article 8(a)(iv)
9 ICC Statute, op. cit. article 8(2)(a)
10 Elements of Crimes document https://www.icc-cpi.int/NR/rdonlyres/336923D8-A6AD-40EC-AD7B-45BF9DE73D56/0/ElementsOfCrimesEng.pdf.
11 ICC statute, article 8(2)(b)(iv) as detailed in the Elements of Crimes document
12 ICC statute, Article 8 (2) (b) (xiii)
13 Ibid Article 8 (2) (b) (xvii)
14 https://www.unodc.org/documents/treaties/Special/1997%20International%20Convention%20for%20the%20Suppression%20of%20Terrorist.pdf
15 https://ihl-databases.icrc.org/applic/ihl/ihl.nsf/States.xsp?xp_viewStates=XPages_NORMStatesParties&xp_treatySelected=195
16 1907 Hague Convention, article 1 http://www.opbw.org/int_inst/sec_docs/1907HC-TEXT.pdf
17 Ibid, art. 23, 25
18 CONVENTION ON PROHIBITIONS OR RESTRICTIONS ON THE USE OF CERTAIN CONVENTIONAL WEAPONS WHICH MAY BE DEEMED TO BE EXCESSIVELY INJURIOUS OR TO HAVE INDISCRIMINATE EFFECTS
https://www.unog.ch/80256EDD006B8954/(httpAssets)/40BDE99D98467348C12571DE0060141E/$file/CCW+text.pdf
19 ibid, article 1(a) and (b)
20 Ibid, article 2(1) and (4)
21 https://ihl-databases.icrc.org/applic/ihl/ihl.nsf/Treaty.xsp?action=openDocument&documentId=D9E6B6264D7723C3C12563CD002D6CE4 at paragraphs 1440-1
22 Ibid Article 35(3)
23 https://ihl-databases.icrc.org/applic/ihl/ihl.nsf/Comment.xsp?action=openDocument&documentId=2F157A9C651F8B1DC12563CD0043256C
24 Ibid at para 1442
25 https://ihl-databases.icrc.org/applic/ihl/ihl.nsf/Treaty.xsp?documentId=B92BDC3CAE1B142DC12563CD002D6E8C&action=openDocument at article 38, referring to children under 15, which raises the limit to the age of 18
26 https://ihl-databases.icrc.org/applic/ihl/ihl.nsf/Treaty.xsp?documentId=24CAD49E85523D5941256937002F7220&action=openDocument
27 Optional Protocol, Ibid at article 4
28 Op. cit. footnote 17
29 ICC Statute, op. cit. at article 8(2)(b)(xxvi)