I januar skrev vi, at meget tyder på Amnesty International planlægger at intensivere deres hetz mod Israel i 2019. Desværre viste det sig, at vi fik ret i vores antagelse. En verdensomspændende kampagne er blevet sat i gang og allerede d. 31 januar var Amnesty i Politiken med påstande om at virksomheder som fx. Airbnb, Expedia, og Booking.com, ulovligt tjener på at formidle ferieboliger i bosættelserne, og at de derved bl.a. frarøver indtjeningsmuligheder fra palæstinensere.
Økonomisk aktivitet i omstridte områder er ikke ulovlig – medmindre Israel er involveret?
Men udlejning af boliger i de israelske bosættelser i “Østjerusalem” og på “Vestbredden” er slet ikke ulovlig. Flere europæiske domstole har slået fast med syvtommersøm, at handel med omstridte og besatte områder ikke er ulovligt. Langt mere alvorligt er det dog, at boykot af turistudlejning og turistrejser i bosættelserne i realiteten udtrykker og danner yderligere præcedens for en dobbeltstandard og grov diskriminering af jødiske israelere.
Samtidigt med, at Amnesty dyrker deres anti-israelske kampagner, er de jo tilsyneladende uvidende om eller ligeglade med, at der på verdensplan er ca 150 omstridte områder som ikke udsættes for samme behandling. Emnet er omfattende og man kunne skrive bøger om det. Derfor vil vi blot nævne to eksempler nedenfor (og man kan læse om flere her):
Vestsahara er besat af Marokko, og Marokko har flyttet et stort antal bosættere til området. Udenlandske virksomheder er økonomisk involverede i området og EU har indgået store aftaler, som tillader import til og eksport fra Vestsahara. Derudover tillader EU, at produkter produceret i Vestsahara mærkes som marokkansk producerede.
Nordcypern er besat af Tyrkiet og tyrkiske bosættere er flyttet til området. Tyrkiet er det eneste land, som anerkender Nordcypern som værende tyrkisk territorium. Alligevel har hverken EU eller noget europæisk land lagt op til, at tyrkiske selskaber, som er involveret i besættelsen af og bosætning på Nordcypern, skal boykottes.
Og der er klare europæiske juridiske afgørelser i forbindelse med Vestbredden; her er et par eksempler fra 2014:
I Frankrig fastslå en fransk domstol, at det var i orden at mærke SodaStream produkter som “Made in Israel”, da dele af produkterne blev fremstillet i en israelsk industripark på Vestbredden. (Husk at Oslo Zone 3 i Vestbredden er helt lovligt fortsat under israelsk styre.)
Og i forbindelse med produkter fra Det Døde Hav slog Storbrittaniens Højesteret fast, at israelsk økonomisk aktivitet på Vestbredden ikke er et brud på international humanitær ret. Ydermere slog retten også fast, at selv hvis der var tale om brud, ville salg og eksport af produkter ikke være i strid med folkeretten. Der er jo ikke tale om bistand til eller medvirkning til bosættelsesaktivitet.
Dvs. at Amnesty International ikke kan bruge folkeretten som argument for at kræve af Airbnb, Expedia, og Booking.com, at israelske boliger på Vestbredden og i Østjerusalem fjernes fra deres fortegnelser over de udbudte lejemål.
Eller for at forlange, at TripAdvisor ikke længere formidler information om udvalgte besøgsmål. Det er slående, at de mål, som ønskes ramt, er historiske, kulturelle, og religiøse bygninger og steder, som primært betyder noget for jøder og jødedommen.
Giftige løgne om Israel og palæstinenserne
Udover at antyde, at lovlige aktiviteter er ulovlige, bruger Amnesty kampagnen også for at udbastionere det budskab, at bosættelserne er årsagen til palæstinensernes lidelser. De påstår, at palæstinensere sommetider tvinges til at forlade deres hjem og fratages basale behov som fx drikkevand. Sidstnævnte er en myte (kort introduktion her – med henvisning til større artikler); førstnævnte kan forekomme, men i meget begrænset omfang.
Og situationen bliver ikke forbedret af at kvæle økonomisk aktivitet i Vestbredden og Østjerusalem. Tværtimod. Jo mere fælles økonomisk aktivitet der er, desto bedre er chancerne for, at de forskellige folkeslag kan komme til at leve i fred med hinanden. Hvis en palæstinenser har lyst og talent – men mangler mulighed – for at arbejde f.eks. som turistguide eller kioskbestyrer, er det ikke klagesang og boykot, der skal til. Nej, der er behov for et konkret arbejde på at fremme lige muligheder for og samarbejde mellem de forskellige grupper. Den infrastruktur, som bygges i dag “for” israelere kan blive del af en fælles fremtid.
Amnesty er i øvrigt også uvidende om, eller ligeglad med, at bosættelserne ikke fylder ret meget af det samlede areal på Vestbredden. Ifølge CIA World Factbook har Vestbredden et areal på 5640 kvartratkilometer, hvoraf bosættelserne udgør 93 kvadratkilometer. Omregnet til procenter udgør bosættelserne kun 2,7% af arealet – også selvom israelerne har bygget i omkring 50 år. Det oplagte spørgsmål er derfor, hvilken trussel israelsk aktivitet i 2,7% af det samlede areal udgør for palæstinenserne? Det er korrekt, at de palæstinensisk-styrede områder på Vestbredden ikke er sammenhængende – og at dette indebærer mange gener for palæstinensere, som vil bevæge sig fra by til by. Men løsning af problemerne med grænser og sikkerhed er næppe noget som bliver fremmet af et kald for boykot.
Hvad har Amnesty gang i?
Amnesty International profilerer sig på at være et talerør for menneskerettigheder og retfærdig behandling af mennesker – alle mennesker.
Samtidigt promoverer Amnesty en boykotpolitik, som kun gælder for Israel – og som i de omstridte territorier, kun gælder for israeleske statsborgere (hovedsagelig jøder).
Værre er det endda, at Amnesty underminerer egen troværdighed ved at udelade faktuelle oplysninger som modsiger deres påstande om, at økonomisk aktivitet i Vestbredden og Østjerusalem er ulovlig, og at boykot vil skabe bedre vilkår for palæstinenserne.
Der ses stort på, at denne måde at argumentere på bliver en del af løgneindustrien mod Israel og fører til, at israelere og jøder diskrimineres og udsættes for had – ikke just flatterende for Amnesty.
Det helt naturlige spørgsmål der melder sig er derfor – hvis interesser tjener kampagnen?
