Boykot-Israel bevægelsen – BDS – bygger på en “løgneindustri” mod Israel – og skader palæstinenserne

Når BDS … bilder palæstinenserne ind, at de har ret til at bringe Israels eksistens til ophør gennem en fantasi om “ret til tilbagevenden”, så er BDS en fjende af forsoning, af fred, af en løsning, af håb. BDS er, ligesom den ekstreme højrefløj i Israel, imod en anstændig løsning. Og på den måde forlænger BDS palæstinensernes lidelser i det uendelige.  

BDS har rødder i Løgneindustrien mod Israel
BDS har rødder i Løgneindustrien mod Israel
Dit medlemskab muliggør, at MIFF kan gøre meget mere for at afsløre løgn og dæmonisering, bringe sidste nyt om Israel og give israelske perspektiver i Danmark. 
Bliv medlem af MIFF nu

Jeg er pro-palæstinensisk, pro-israelsk og pro fred. Det er grunden til, at jeg er imod den anti-israelske kampagne i almindelighed og BDS i særdeleshed (Boycott, Divestment and Sanctions, altså Boykot, Afvikling af aktiviteter og investering og Sanktioner)

Mange mennesker tror, at BDS skader Israel. Forkert. BDS skader hovedsagelig palæstinenserne og freden. Økonomisk betragtet er virkningerne af BDS-kampagnen på Israel cirka nul. Når det gælder kultur, er det kun meget få kunstnere, der aflyser deres turneer til Israel. Det er alt. Den største skade rammer palæstinenserne, fordi BDS er en af hovedhindringerne for en opnåelse af fred. Den løser ikke palæstinensernes ulykkelige situation. Den forlænger den i det uendelige.

For at kunne forstå hvorfor, bør vi begynde ved begyndelsen. 

Kom og hør Ben-Dror Yemini og Rabbiner Carlos Tapiero tale om
bekæmpelse af angreb på Israels legitimitet i København
søndag eftermiddag den 6. januar 2019

Den israelsk-palæstinensiske konflikt er ikke særlig kompliceret. Tværtimod. De fleste af de mennesker, som håndterer dette problem, støtter en løsning, som skal resultere i to stater til to folk. Gennem de seneste årtier er der blevet fremsat adskillige forslag i denne retning af en hel hær af embedsfolk og statsmænd og af en lang række private aktører. Alle disse forslag og initiativer har én bestemt fællesnævner: anerkendelse af retten til selvbestemmelse for begge folk. Selv i 1947 udgjorde dette grundlaget for FN’s Delingsplan – en jødisk stat side om side med en arabisk stat.

Der er yderligere en fællesnævner, som kæder disse initiativer sammen: de er altid, altid blevet afvist fra arabisk og palæstinensisk side. De arabiske stater nægtede at acceptere Delingsplanen i 1947. Mellem 1949 og 1967 var der ingen besættelse, og alligevel blev der ikke dannet en palæstinensisk stat. I 1967, efter Seksdageskrigen, afviste den arabiske verden ethvert forsøg på at opnå fred og udtrykte i Khartoum-resolutionen de “Tre gange Nej” (nej til fred, nej til anerkendelse af Israel, nej til forhandlinger).

Da der opstod en ny mulighed med underskrivelsen af Oslo-aftalerne, hvoraf den første blev underskrevet for 25 år siden (den 13. september 1993), så det ud til, at freden var inden for rækkevidde. I 1999 foreslog den daværende israelske premierminister, Ehud Barak, for første gang både dannelsen af en palæstinensisk stat og en deling af Jerusalem under topmødet på Camp David med den daværende amerikanske præsident, Bill Clinton, som mægler. Palæstinenserne afviste hvert eneste forslag, som de fik forelagt.

Efter topmødets sammenbrud bad premierminister Barak og formand Arafat om, at præsident Clinton fremsatte et amerikansk forslag. Det var i december 1999. Præsident Clinton fremlagde et udkast (som den dag i dag bærer hans navn): Israelsk tilbagetrækning fra 94-96% af territorierne, udveksling af territorier som kompensation til palæstinenserne, en deling af Jerusalem, som muliggjorde en palæstinensisk hovedstad i Østjerusalem, og et internationalt initiativ til at løse flygtningespørgsmålet. Den israelske regering accepterede udkastet.

På sin vej til Det Hvide Hus mødtes Arafat med ambassadørerne fra de arabiske stater, anført af prins Bandar bin Sultan af Saudi-Arabien. Prinsen gjorde det klart, at den arabiske verden støttede præsident Clintons forslag, og tilføjede: “Hvis vi går glip af denne mulighed, er det ingen tragedie. Det er en forbrydelse.” Men det arabiske pres hjalp ikke. Arafat valgte både tragedien og forbrydelsen og afviste planen.

I stedet for at arbejde for fred udløste palæstinenserne en morderisk Intifada. Det var på dette tidspunkt, i begyndelsen af 2000-tallet, at forsøgene på at boykotte Israel startede. Selv på daværende tidspunkt hævdede boykotterne, at palæstinenserne udelukkende greb til vold og boykot, fordi de ikke havde udsigt til nogen gennemførlig diplomatisk løsning og ikke havde noget håb. Det var selvfølgelig ikke sandt. De var netop blevet tilbudt en stat med Østjerusalem som deres hovedstad og en international løsning for flygtningene.

I 2005 blev boykotterne en mere institutionaliseret bevægelse, hvor snesevis af palæstinensiske organisationer skrev under på et fælles manifest, som blev grundlæggelsesdokument for BDS-kampagnen. Lederne af denne nye bevægelse gjorde intet forsøg på at skjule deres hensigter og ytrede gentagne gange deres modstand mod enhver fredsaftale, som indebar en anerkendt stat Israel inden for nogen som helst grænser – en absolut og total afvisning, som strider mod international lov og internationalt vedtagne resolutioner vedrørende denne konflikt.

Omar Barghouti, en af BDS’s fremtrædende ledere, erklærede: “På det bestemteste, på det absolut bestemteste modsætter vi os en jødisk stat i nogen som helst del af Palæstina”. Professor As’ad AbuKhalil, en anden BDS-leder, gjorde det ligeledes klart, at: “…BDS’ egentlige mål er at omstyrte staten Israel … Det bør fastslås som et utvetydigt mål. Der bør ikke forekomme nogen dobbelttydighed vedrørende dette emne”. Ali Abunimah, en tredje BDS-leder, erklærede: “Der bliver ingen tostatsløsning på den israelsk-palæstinensiske konflikt”. Listen fortsætter. Der er talrige eksempler.

Dette er BDS, selvom måske ikke alle dens støtter er fuldstændig klar over kampagneledernes destruktive og fredsfjendtlige kurs. Selve hovedkravet fra BDS-bevægelsen, retten til tilbagevenden, er i realiteten et officielt og offentligt krav om at udslette Israel. For en sådan ret eksisterer faktisk ikke. BDS-lederne foregiver igen og igen, at de stræber efter retfærdighed. Men det, vi har brug for for at kunne skabe fred, er kompromis. Ikke retfærdighed.

Mange millioner mennesker blev flygtninge efter imperiernes fald, Woodrow Wilsons Fjorten Punkter og retten til selvbestemmelse, samt flere nationalstaters dannelse. Alle disse begivenheder forårsagede uundgåeligt befolkningsmæssige masseudvekslinger. Og i alle tilfælde var der flere jøder, der blev fordrevet eller flygtede fra arabiske stater end arabere fra Israel. “Den jødiske Nakba”, som næsten aldrig bliver drøftet, var langt mere katastrofal. Disse jøder kræver ikke deres “ret til tilbagevenden”, ligesom de millionvis af andre ikke kræver deres. Der ligger således en indbygget modsætning mellem ambitionen om at opnå en fredsaftale og kravet om tilbagevenden.

Palæstinensere har ret til selvbestemmelse side om side med Israel. Ikke i stedet for Israel. Og de, der støtter BDS, forstår ikke, at de støtter udslettelsen af én bestemt stat blandt alle verdens nationer, og dette fremmer bestemt ikke chancerne for fred. Det er vel unødigt at påpege, at en “énstatsløsning” med “lige rettigheder” for alle er den lige vej til endeløs krig. Det fungerede ikke i det tidligere Jugoslavien, ej heller i Tjekkoslovakiet, og mange arabiske lande kollapser på grund af interne stridigheder mellem rivaliserende samfund. Hvorfor tror nogen, at det ville fungere mellem jøder og arabere, når det ikke fungerer mellem arabere og arabere?

Nogle aktivister bruger Israels seneste konfrontationer med Hamas på Gaza-grænsen til at retfærdiggøre BDS. Vi bør huske, at belejringen eller blokaden af Gazastriben burde være ophørt for længe siden. Problemet er, at Hamas nægter at acceptere Kvartettens krav (på vegne af det internationale samfund) og foretrækker en dødsindustri frem for udvikling og velfærd. Hamas-lederen Yahya Sinwar har indrømmet, at han beordrede sine militser til at smide uniformen og sendte dem af sted til grænsen. Det må stå klart, at vi her ikke taler om fredelige demonstrationer. Vi har at gøre med provokationer, og resultatet er, at folk kommer til skade. Nogle af demonstranterne bar endda hagekors. Dette burde ikke overraske nogen, når man betænker, at Hamas’ tv-kanal opfordrer til at besejre jøder, kristne og kommunister “til sidste mand”.

Israel ønskede ingen ofre og hvert eneste offer er beklageligt. Hamas søgte derimod at maksimere antallet af ofre for at smøre hjulene i anti-Israel kampagnen. Sinwar indrømmede dette, da han sagde, at målet var “at forvandle det, der er os kærest – vore kvinders og børns kroppe – til en dæmning, der forhindrer sammenbruddet i den arabiske virkelighed”. Sommetider behøver vi blot at lytte. Desuden bør vi erkende virkeligheden: overalt, hvor radikal islam opnår indflydelse eller kontrol, fra Afghanistan til Somalia, fra Nigeria til Gaza, fra Irak til Syrien – er resultatet destruktion og blodsudgydelse. Dette er præcis tilfældet med Hamas, som har gjort palæstinenserne til ofre.

Israel er ikke fritaget for kritik. Det er et demokrati, som i dag er indhyllet i en hård og energisk debat om den nuværende regerings politik. Bosættelsespolitikken kan og bør kritiseres. Men støtte til BDS betyder støtte til staten Israels udslettelse, støtte til den ekstreme palæstinensiske højrefløjs stædighed og, mere end noget andet, støtte til en evig forlængelse af de palæstinensiske lidelser.

En række undersøgelser viser, at der på begge sider findes et snævert flertal til at skabe en aftale, baseret på Clintons udkast. Det kan gøres.Vi bør ikke miste håbet. Problemet er, at vi på begge sider har nogle ekstremister, som ikke anerkender den anden parts ret til selvbestemmelse. Palæstinenserne har, i endnu højere grad end israelerne, brug for håb og for en løsning. Når BDS kører en kampagne imod gensidig anerkendelse, når BDS afviser tostatsløsningen, når BDS bilder palæstinenserne ind, at de har ret til at bringe Israels eksistens til ophør gennem en fantasi om “ret til tilbagevenden”, så er BDS en fjende af forsoning, af fred, af en løsning, af håb. BDS er, ligesom den ekstreme højrefløj i Israel, imod en anstændig løsning. Og på den måde forlænger BDS palæstinensernes lidelser i det uendelige.

Der er behov for kompromis. Der er behov for fred. Der er behov for at bringe lidelserne til ophør. BDS står i modsætning til alt dette.

Ben-Dror Yemini er bl.a. klummeskribent for det israelske dagblad Yediot Aharonot, Senior Fellow ved Center for International Communication, Bar-Ilan University, og forfatter til INDUSTRY OF LIES: Media, Academia, and the Israeli-Arab Conflict (ISGAP, 2017) – en meget dybtgående analyse af løgneindustrien mod Israel. 

Oversættelse af Mette Thomsen.