Boykot mod Israel – en moralsk glidebane, ikke det fredelige pressionsmiddel, man måske går og tror

Boykotbevægelsen mod Israel præsenteres tit som et fint ikke-voldeligt pressionsmiddel på Israel. Artiklen her graver ned under overfladen. Hvis man ikke vil udslette Israel som jødernes nationalstat , bør man nok finde andre måder hvorpå man kan udtrykke kritik af Israel på.

BDS er i bund og grund anti-zionistisk ... det vil sige, at Israels ret til at eksistere ikke anerkendes
Boykotbevægelsen "BDS" er i bund og grund anti-zionistisk ... det vil sige, at Israels ret til at eksistere ikke anerkendes (begrebet BDS forklares nærmere i artiklen)
De sidste ti år er MIFF i Norge vokset fra under 2.000 til næsten 11.000 medlemmer. Såfremt Israel-vennerne i Danmark samler sig på samme måde, kan vi opbygge en organisation, som ikke mindst via hjemmeside og sociale medier afslører løgn og dæmonisering, bringer sidste nyt om Israel og giver israelske perspektiver.
Bliv medlem af MIFF Danmark nu

 


BDS står for boykot, tilbagetrækning af investeringer (divestment) og sanktioner, og tilstræber en kulturel, økonomisk og politisk isolation af Israel. Del venligst denne artikel!


 

BDS er et fredeligt pressionsmiddel … eller hvad?

En stor del – måske størstedelen – af de mennesker, som tilslutter sig ”BDS” over alt i verden tror, at målsætningerne er ophævelse af “besættelsen” af Vestbredden, ophævelse af “blokade” på Gaza, og en på alle tænkelige måder forbedret retssikkerhed for palæstinenserne. Altsammen inden for det overordnede mål, som hedder en retfærdig to-statsløsning. Derfor er der mange, som siger at de ikke har noget imod Israel – ja, nogen vil sige at de ligefrem holder af landet – men at de mener at Israel er “den stærke part”, som skal presses til at tage hele ansvaret for palæstinensernes lidelser.  De synes, at BDS er en rigtig fin, “ikke-voldelig” måde at presse Israel på. Sådan forholder det sig nok for de mange udøvende kunstnere, som deltager i kaldet til boykot i disse dage – ja, jeg taler måske om og til DIG – eller (hvis du er venligsindet læser af MIFF.dk) nogen du kender og måske ligefrem holder af…

Kradser man gennem BDS-overfladen ser man noget andet.  

Tre eksempler:

⊕ Omar Barghouti, nok den allermest fremtrædende leder af BDS-bevægelse, og grundlægger af ”Palestinian Campaign for the Academic and Cultural Boycott of Israel” (Den palæstinensiske bevægelse for akademisk og kulturel boykot af Israel) skriver i CounterPunch, 2003 og Electronic Intifada, 2009:

[To-statsløsningen] var aldrig en moralsk løsning … En-statsløsningen er en enhedsstat, hvor jøder – per definition – vil være en minoritet.  …

Jeg er totalt imod bi-nationalisme fordi den forudsætter at der er to nationer med lige ret til landet.

⊕ BDS aktivisten, Professor As’ad Abu Khalil  skriver (i Alakbar, 2012):

Det egentlige mål for BDS er at nedlægge staten Israel… Dette bør fremsiges som et utvetydigt mål. Der skal ikke være nogen som helst tøven. Retfærdighed og frihed for palæstinenserne er uforenlige med, at staten Israel er til.

Førende BDS-aktivist Ali Abunimah har skrevet to bøger, hvori han argumenterer for en en-statsløsning: ”One Country: A Bold Proposal to End the Israeli-Palestinian Impasse” (2006) og ”The Battle for Justice in Palestine” (2014). Ali Abunimahs argumenter hviler på en antagelse om, at jøder ikke er et folk med ret til selvbestemmelse – mens palæstinensere er det. Han – og meningsfællerne ønsker en en-statsløsning, som ophæver den jødiske stat Israels eksistens.  Om jøderne overlever som mindretal eller ej er ikke en prioritet for ham, også selvom han indrømmer at chancerne nok ikke er så store.

Disse tre aktivister bygger i øvrigt på en lang tradition for fundamentalistisk anti-zionisme.

Hvor står DU?

Nu vil jeg henvende mig direkte dig, som måske mener at BDS trods alt er ok …. Hvis det ikke er DIG, så måske din ven, dit familiemedlem eller din kollega?

Det kan være at også du mener, at jøderne ikke er et folk med ret til selvbestemmelse, og at de således ikke bør have en stat – men i så fald bør du tone rent flag. Du skal også gøre dig klart, at der er store risici for, at den tiltænkte fredelige sameksistens ikke indtræffer. Som Ali Abunimah sagde i 2009:

Det bedste scenarie [for en en-statsløsning] er noget i retningen af Sydafrika og Nordirland fremfor Zimbabwe. Men man kan ikke udelukke, ved du, en form for katastrofe, så som Zimbabwe.

Vi kan tilføje en del andre eksempler, for eksempel de tilfælde, som kan rubriceres under overskriften, at ca. 900.000 jøder blev fordrevet fra arabiske og andre muslimske lande mellem 1920 og 1970.

Måske er du blandt dem, som mener at Israel har ret til at være til – og at BDS-handlinger kan adskilles fra de intentioner, som Ali Abunimah, As’ad Abu Khalil, og Omar Barghouti har.

Men i så fald er det nødvendigt at præcisere dine målsætninger. For eksempel:

Gaza:  Israel har allerede lempet sin i øvrigt helt lovlige blokade, ikke mindst i 2010 og i forbindelse med våbenhvile i 2014.  Hvad er det helt præcist du forestiller dig skal ske, førend du mener, at blokaden af Gaza i tilstrækkelig grad er ophævet? Skal Israel også stå til ansvar for Egyptens blokader og deres lukninger af grænseovergange?

Vestbredden: Israels tilstedeværelse på Vestbredden foregår inden for den ramme, som blev skabt af Oslo-aftalerne i 1993. Der er ingen tvivl om, at tilstandene er uholdbare, ikke mindst fordi de fleste byer, som allerede for længst er overdraget til Det palæstinensiske selvstyre, er omringet af Israel-kontrollerede områder af “type C”, således at de ikke er forbundet med hinanden. Vi kan kun give Abbas ret i, at en opdateret handlingsplan for aftale af de endelige grænser er tvingende nødvendig.  Men vil du stoppe med BDS når aftalen er indgået? Eller venter du til, at det hele er ført ud i livet? Skal Israel stå til ansvar for palæstinensiske aftalebrud? 

Hvis du ikke har præcise målsætninger, for hvad der skal til for at hæve BDS, er der intet, som Israel kan gøre, for at gøre dig tilfreds.  Og hvor er du så parat til at glide hen?

Kilder og noter
Bygger på Dina Grossman – “Boykot Israel” – en uendelig glidebane?” september 2014 på Dansk Zionistforbund.dk
Nogle artikler om det indeværende kald til boykot:
FOLKETINGETS FORMAND TAGER AFSTAND FRA BOYKOT AF ISRAEL SOM VÆRT FOR EUROVISION 2019.  Folketingets formand Pia Kjærsgaard tager i hendes blog (11. september 2018) på TV 2 afstand fra boykot af Israel som vært ved næste års Eurovision Song Contest i Israel i 2019 (BLOG: MGP i politisk korrekt spændetrøje”. I samme indlæg kan man også læse underholdningschefen fra Danmarks Radio Jan L. Lundme udtale følgende: “Melodi Grand Prix handler om alt muligt andet end at skabe splittelse, og derfor fastholder jeg også Israel som værtsland, da Eurovision handler om at samle Europa”:
Kunstnere i opråb mod Melodi Grand Prix i Israel: – Det, der foregår i Israel, skal ikke hygges væk (TV2 11 sept 2018)
141 kunstnere i åbent brev: Boykot Eurovision i Israel (Jyllands-Posten 10 sept 2018) 
Blandt underskriverne finder man 13 danske kulturpersonligheder.
Kendte danskere opfordrer til boykot af Melodi Grand Prix i Israel (10 sept 2018 – DR)
Kunstnere fra hele verden støtter op om Palæstinas opfordring til at boykotte næste års musikkonkurrence.
Norske artister med skjærende falske toner på internasjonal scene (8 sept 2018 – miff.no)
Ti norske musikere krever boikott av Eurovision i Israel i The Guardian.