Mandag den 18. november meddelte Trump-administrationen, at de ikke betragter israelske bosættelser som ulovlige i henhold til folkeretten.
USAs udmelding kommer efter et års gennemgang af det juridiske materiale af juridiske eksperter i det amerikanske udenrigsministerium.
Den socialdemokratiske udenrigsminister Jeppe Kofod og Lars Erslev Andersen, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, har begge ytret kritik af USAs udmelding, skriver DR Nyheder.
-Den amerikanske udmelding er desværre dårligt nyt for fredsprocessen. Den svækker udsigterne til en snarlig genoptagelse af meningsfulde fredsforhandlinger, udtaler udenrigsministeren i en mail til DR.
– Udmeldingen har den betydning, at den to-statsløsning, som man har haft som mål for en fredsproces, er endegyldigt lagt i graven, siger Lars Erslev Andersen.
Ifølge udenrigsminister Kofod vil Danmark fortsætte med at arbejde for en to-stats løsning. Ifølge Kofod er netop den model eneste mulige fredsløsning.
– Den fredsløsning, som Trumps regering vil præsentere næste år vil være med et Israel, der har fået både Jerusalem og Vestbredden. Og så er der indtil videre Gaza tilbage til palæstinenserne, siger Lars Erslev Andersen.
Både udenrigsministeren og Andersen er ikke opmærksomme på faktuelle oplysninger, som skal med i betragtning.
Jerusalem Center for Public Affairs gør blandt opmærksom på at USA retter op på en fejl, som skulle være blevet rettet for år tilbage. Bosættelserne er unikke – derfor har det aldrig været hensigten, at den paragraf i folkeretten, som nogle mennesker bruger som argument mod bosættelserne, skulle have fundet anvendelse.
Både besættelsen og bosættelserne er lovlige i henhold til folkeretten. Udenrigsminister Kofod og Andersen kommer med ubegrundede udsagn og forholder sig ikke til kendsgerningerne som de ser ud i virkeligheden. Her er nogle af argumenterne for, hvorfor bosættelserne er lovlige:
- 10 punkter som opsummerer Israels rettigheder på Vestbredden
- – Der har aldrig været krav til noget land om, at holde egne indbyggere væk fra et område, de kontrollerer
- Det juridiske kludetæppe på Vestbredden
Udenrigsminister Pompeo og amerikanerne ser ikke bort fra Israels militære kontrol over Vestbredden. Alle ved, at det er et dilemma, som også diskuteres internt i Israel. Pompeo understregede i sin tale, at situationen skal løses under forhandlingerne. ”International lov gennemtvinger ikke et bestemt resultat, og skaber heller ikke en retlig hindring for en forhandlet løsning,” sagde Pompeo.
Både udenrigsminister Kofod og Andersen ignorer det faktum, at de palæstinensiske myndigheder ikke ønsker at forhandle fred med Israel. PAs manglende vilje til at forhandle med israelerne skaber problemer for alle parter – der skal jo to til en tango. Så længe PA ikke vil forhandle en fredsløsning med Israel, vil der ikke komme fred. Ikke nok med det – PA oplærer palæstinensiske børn i had – se MIFFs artikel om de groveste eksempler i palæstinensiske skolebøger her. PA insisterer også på at udbetale terrorløn til dømte palæstinensiske terrorister med israelsk blod på hænderne – alt det sker med Abbas velsignelse. Det kan undre at udenrigsministeren og Andersen ikke forholder sig til PAs dobbelt spil, som en hindring for fred.
– USA er ikke kvalificeret eller autoriseret til at annullere folkeretlige resolutioner og har ingen ret til at give legalitet til nogen israelsk bosættelse, siger Mahmoud Abbas.
– Der vil komme demonstrationer, og der vil komme mere konflikt og alt sådan noget. Men det er jo ligegyldigt, for de har jo ingen opbakning fra nogen sider, så der vil komme en masse konflikter og en masse døde palæstinensere, og så vil det blive, som USA siger, siger Andersen.
Kofod, Andersen og Abbas er enige om, at Israel er problemet. Glemt er ethvert fokus på den reelle situation: Israels eksistensret, israelernes ret til at bosætte sig hvor de vil i deres land kan ikke og skal ikke diskuteres. Hvis fred mellem israelerne og palæstinenserne skal have en chance, kræver det at PA viser reel vilje til, at acceptere Israels eksistensret som en jødisk stat! Det kræver også at EU og resten af verden ikke tager parti eller blander sig i eventuelle forhandlinger.