IDFs ørkenrekognosceringsbataljon er unik – alle soldater i batalionen er frivillige og er israelske-muslimer, kristne tjerkesser.
I unikt interview til avisen Israel Hayom, fortæller soldaterne om deres IDF-batalion og om deres helt særlige uddannelsesmæssige og samfundsmæssige udfordringer.
MIFF bringer her et uddrag af interviewet.
IDF-soldaterne har tjent ved grænsen til Gaza i mange år, beskyttet Israel og sat deres liv på spil.
Nogle af de særlige IDF-soldater med minoritetsbaggrund tør ikke afslører deres identitet, fordi de frygter konsekvenserne i deres samfund, hvis det opdages at de har meldt sig frivilligt til at beskytte deres land – Israel.
Den særlige IDF-enhed blev etableret i 1986 for at regulere optagelsen af israelske-beduiner i IDF. Til at starte med var det en lille enhed, med tiden er enheden vakset til en bataljon.
Da Oslo-aftalerne blev underskrevet i 1993, blev den særlige IDF-enhed operationel og stationeret langs Gaza-grænsen. Under Anden Intifada i 2000-2005, deltog de israelske minoritets IDF-soldater aktivt i Gaza-operationer. Enheden bekæmpede især underjordiske terrortunneler og terrorangreb.
I 2002 blev fire af bataljonens soldater dræbt ved angreb på en forpost tæt på grænseovergangen Kerem Shalom, hvor den israelske IDF-soldat Gilad Shalit nogle år senere ville blive taget til fange af terrorgruppen Hamas.
Den 33-årige Oberstløjtnant Guy Madar fra Syd-Israel, har kommanderet bataljonen i tre måneder og udtaler at han super stolt over sine soldater. Indimellem er der dog en sproglige barrierer fordi der tales hebraisk i IDF, men soldater imellem ofte taler arabisk imellem sig: – Soldaterne kan hebraisk og nogle gange hjælper de mig med sprogbarrieren. Det er min ambition at lære arabisk. Det er første gang jeg er bataljonschef. Jeg opdagede hurtigt hvor fantastiske mine soldater er og hvor seriøs en batalion de aftjener i. Jeg er så stolt over mine soldater som er topmotiverede, stærke og gerne vil bidrage til deres land, Israel. Derudover kender de det arabiske samfund som deres egen bukselomme.
En af batalionens israelsk-arabiske soldater er sergant Hassan Fudi landsbyen Taibe tæt på byen Afula. Allerede som 20-årige overvejede Hassan at melde sig frivilligt ind i IDF, tre år senere blev han en del af beduinpatruljeenheden. Hassan betaler en høj personlig pris for at passe på sit land. Hans familie ville ikke accepterer hans valg og blev meget vred på ham da de anser sig selv for at være palæstinensere. Hassan fortæller: – Jeg har ikke talt med mine forældre siden jeg besluttede at blive IDF-soldat. Jeg bor i en nærliggende landsby som en enlig soldat – dvs en soldat som ikke kan bo hjemme eller få støtte fra sin familie.
Hassan fortsætter: – Jeg har ikke set min familie eller venner i flere år. Jeg kappede alle bånd til dem og ved ikke om vi nogensinde vil få kontakt igen. Det var virkelig svært i starten, men jeg vænnede mig til det, i dag er jeg er glad for min beslutning.
– Jeg var en vildbasse og havde lidt rod i mit liv. Jeg lægger ikke skjul på at min fortid er problematisk. Jeg blev trukket ind i det kriminelle miljø. På et tidspunkt besluttede jeg at tiden var inde til at skifte spor i livet. Jeg indså, at jeg enten ville havne i fængsel eller blive dræbt. Jeg besluttede at få styr på mig selv, hjælpe mig selv og mit land. Jeg indså at vi alle er brødre – jeg er født her. Ja, jeg er araber, men vi er brødre. Det er mit land, og vi skal beskytte det.
– Min familie og venner er ikke enige med mig. Da jeg fortalte dem, at jeg ville melde mig til tjeneste i IDF, kaldte de mig en forræder og sagde, at jeg var palæstinenser, men jeg er mere knyttet til jøderne end palæstinensere fra Nablus. Du spytter ikke på din tallerken – se hvad der skete under Operation Breaking Dawn hvor Israel blev ramt af raketangreb fra Gaza – i Israel tænkte på hvordan indbyggerne beskyttes bedst muligt, Jeg tænkte på soldaterne og hvordan vi beskytter hinanden. Vi spiser sammen og sover sammen, hvad betyder det, om jeg er araber eller jøde? De fleste af mine venner jøder, ikke nogen fra Nablus, som jeg aldrig har mødt.
Nogle af minoritets IDF-soldaterne starter deres frivillige militærtjeneste uden at kunne tale, læse eller skrive hebraisk. På deres militærbase får de daglig undervisning. I deres klasselokale hænger et verdenskort på væggen og en plakat med det hebraiske alfabet. I IDF starter de helt fra bunden og tilegner sig den basale viden de mangler.
Batalionen er unik fordi soldaterne både er soldater og elever som får fysisk træning og gennemgår undervisning i det hebraiske sprog og israelsk historie.
Sgt. Maj. Hila Demari er IDF’s eneste uddannelsesofficer. Hun leder et hold på fire underofficerer, som underviser soldaterne: – I modsætning til en almindelig bataljon er vores mål ikke kun at formidle pædagogisk indhold, men også at hjælpe soldaterne med at integrere sig i det israelske samfund efter endt militærtjeneste. Vi hjælper med at kunne bygge bro mellem dem og det israelske samfund. Vi underviser dem eksempelvis i aktuelle begivenheder og historie. Vi lærer dem også at skrive et cv eller tjekke deres konto så de står stærkere i det israelske samfund efter deres tid i IDF.
Et eksempel på hvor langt man kan nå, er 36-årige Chief Warrant Officer Ami Mazariv som er beduin og har lært at tale perfekt hebraisk. I 2004 meldte Ami som er fra landsbyen Zarzir i Nord-Israel sig til enheden. På det tidspunkt kunne han ikke læse hebraisk – i dag har han en BA i ledelse.
Efter sin obligatoriske tjeneste fortsatte Ami med at tjene i forskellige eliteenheder og tager nu sin kandidatgrad i jura. Nu er han tilbage sin gamle enhed hvor han bliver kaldt for “soldaternes far”. Ami forklarer: – Det her er mit hjem og min familie. Jeg lærte alfabetet her, og i dag har jeg en univeristetsgrad. Det ville jeg havde troet var muigt da jeg var 18. Kommandørerne gav mig så meget støtte og disciplin, de vidste, hvordan de skulle holde mig tilbage, når det var nødvendigt. Nu er jeg her for de fortabte børn. Jeg vil være her for dem og vise dem at de har valgt den rigtige vej.
– Min rolle som mestersergent er rehabiliterende. Soldater, der blev betragtet som problematiske og ikke lykkedes med noget, ringer i dag til mig for jobreferencer – jeg bliver så glad. De kalder mig nogle gange for ‘soldaternes far’, og det er sandt, jeg føler, at jeg er deres far
– Det her sted giver perfekt sameksistens. Du møder alle religioner og folk fra hele samfundet. Jeg siger altid, at det er mit mål er at være budbringer, at vise den gode side af beduinsamfundet. Her beviser vi, at vi er de bedste soldater – Israels menneskelige skjold.
Ami fortsætter og understreger:
– Jeg vil have hele verden ved at vi har en enhed, der gør staten Israel stolt, soldater med mod ud over det sædvanlige, som kæmper 24/7 for at beskytte landet mod terror. Vi har mistet 30 soldater, men vi giver ikke op, og fortsætter med at stå vagt. Israels borgere skal vide, at der er mennesker her, som blev afvist af deres familier, fordi de kom hertil, der er mennesker, der risikerer deres liv for at være her og de har valgt at gøre det som frivillige soldater – ikke fordi de skal, men fordi de vil.
Unge israelske beduiner og araber udsættes for et voldsomt pres i deres samfund om ikke at melde sig frivilligt til IDF. Eksempelvis udtalte Fayez Abu Sahibanen som er borgmester i Rahat, en by med arabisk flertal i Syd-Israel, for to måneder siden i et radiointerview, at unge beduiner ikke burde melde sig til Israels forsvarshær (IDF).
Alligevel er Ørkenrekognosceringsbataljonen meget efterspurgt, fortæller batalionens chef, Madar: – Mens andre soldater ikke kan vente med at fuldføre deres militærtjeneste, ønsker vores soldater at blive ved og bidrage endnu mere.
Sniper-divisionen ledes af sekondløjtnant M. Han voksede op i den arabiske landsby Manshiya Zabda i Nord-Israel.
Efter M. afsluttede sin militærtjeneste i patruljeenheden, vendte han tilbage et år senere som officer efter at have gennemført det nødvendige kursus. M fortæller: – Min fætter, premierløjtnant Malik Grifat, var næstkommanderende for enheden, før han blev dræbt ved Erez-overgangen. Jeg vil fortsætte i hans fodspor og holde hans arv i live. Regimentet respekterer dig, uanset hvor du kommer fra. Der er soldater her fra alle religioner – muslimer, tjerkessere, kristne og jøder. Du møder alle mulige typer. Personligt er jeg vokset op blandt jøder fra en relativt ung alder, men der er soldater som kommer hertil uden nogensinde at have mødt en jøde.
