Ole Andersen er teolog og tidligere generalsekretær i Ordet og Israel.
Den 19. juni advarede han i sin kronik i Kristeligt Dagblad om, at situationen i Danmark er ved at komme ud af kontrol.
MIFF bringer her den fulde tekst:
Antisemitismen hærger igen. Fra Sydney til London, fra Canada til Frankrig bliver jøder chikaneret og angrebet. Stigningen i antisemitisme siden Hamas’ terrorangreb den 7. oktober 2023 er dokumenteret af talrige rapporter. I Danmark giver årsrapporterne fra AKVAH, Det Jødiske Samfunds sikkerhedsorganisation, et ubehageligt indblik i, hvad danske jøder bliver udsat for, skriver Ole Andersen.
For Det Jødiske Samfund er den antisemitiske bølge faktisk ledsaget af en opblomstring af jødisk liv. Under pres rykker man sammen. Men det ændrer selvfølgelig ikke ved, at situationen er alvorlig.
Med god grund har regering og Folketing været klare i fordømmelserne af antisemitismen. Når jøder føler sig presset til at skjule deres identitet, er det vores fælles danske samfund, der er truet. Vi ønsker et samfund, hvor der er frihed til at leve som jøde. Hvor normalen ikke er høje hegn om en jødisk skole og konstant politibeskyttelse af synagoger.
Men fordømmelser er ikke længere nok. Problemet er blevet for stort. Derfor er vi nødt til at se på, hvordan det er gået så galt. Hvad er brændstoffet for den stigende antisemitisme?
Forpersonen for Det Jødiske Samfund i Danmark, Ina Rosen, sagde i maj, at antisemitismen er et “resultat af en retorik, der i stigende grad er blevet mere voldelig, mere polariseret og direkte hadefuld”.
Den dansk-israelske rabbiner Michael Melchior sagde i et interview til The Times of Israel, at i hans øjne går den røde linje i forhold til antisemitisme ved dæmonisering af Israel.
På Jødisk Kulturfestival kaldte tv-vært og forfatter Flemming Møldrup sit foredrag om antisemitisme for “Det begynder med ord”. Har de ret? Udspringer vold mod jøder af ord og en dæmoniserende retorik?
Der er ingen tvivl om, at retorikken ved demonstrationer og på sociale medier er blevet markant voldsommere siden den 7. oktober 2023.
En propalæstinensisk demonstrant på Kongens Nytorv i København beskyldte mig ophidset for at “støtte drab på børn”, da hun hørte, at jeg er ven af Israel. Mange jøder og ikke-jødiske venner af Israel har i de seneste to år mødt samme beskyldning. I april fik en ikke-jødisk Israel-ven denne besked på Facebook:
“I er ikke et hak bedre end nazisterne. I slår også børn ihjel. Mange af jer ligefrem nyder det.”
Slagordet “Død, død over IDF” (IDF er den israelske hær) er blevet almindeligt ved demonstrationer. Siden den 7. oktober 2023 har jeg deltaget i talrige arrangementer for Israel. Jeg har aldrig hørt danske Israel-venner råbe “død” over nogen som helst. Ved markeringen på Israels Plads i København af toårsdagen for den 7. oktober-terroren ønskede talerne fred for både israelere og palæstinensere, mens råbet fra de fremmødte moddemonstranter lød:
“Død, død!”
Et typisk træk ved den nye retorik er kravet på eneret til Danmark. I maj proklamerede et stort vægmaleri i København: “Hele Danmark hader zionisme.”
I indkaldelsen til demonstrationen mod mindearrangementet for den 7. oktober 2023 hed det: “Ingen zionister i vores gader. Lad os møde disse jordens afskum med et sprog, de kan forstå. De er IKKE velkomne i vores gader.”
Frie Grønnes skandaløse valgslogan “Befri København For Zionismen” er udtryk for samme tendens.
Hvornår har propalæstinensiske ekstremister overtaget ejendomsretten til København? Jeg er dansk. Jeg er zionist. Og jeg har ret til at være her.
For nylig har dæmoniseringen af israelere og jøder fået et ekstra nøk. Ved en demonstration i København i maj var det israelske flag gengivet med hagekors og teksten “Satans yngel”. På en dansk Facebook-side blev jøder kaldt “The Tribe of Satan” (Satans stamme).
Demonstranter og debattører udråber israelere, jøder og danske Israel-venner til børnemordere og Satans yngel, der skal nægtes ret til at gå på Københavns gader. Vil det være overraskende, hvis en eller anden, der har fået ørene tudet fulde af denne retorik, en dag tager næste skridt og begår overfald eller mord?
Dødsråbene i danske gader følges allerede op på sociale medier. “Den eneste gode zionist er en død zionist,” lød det i kommentarfeltet på en dansk Facebook-side i maj. Og på gebrokkent dansk skrev en person denne kommentar til en ven af Israel: “Du er det værste jødesvin. Dø […] Jødelort. Nu dø svin.”
Dæmoniseringen skaber et vrangbillede af israelere. I sin bog “Gidsel” fortæller Eli Sharabi om sine 491 dage som gidsel i Gaza. Han fortæller, at en af hans fangevogtere sagde til ham: “Det er en skam, at ikke alle i Israel er ligesom dig.” Fangevogterne var fuldt overbeviste om, at alle i Israel bare ønsker at myrde palæstinensere, og nu mødte de en, der var anderledes. Men som Eli Sharabi svarede: “De fleste israelere er ligesom mig.”
Sharabi har ret. Flertallet af israelere er helt almindelige mennesker, der bare ønsker at leve i fred. Uden frygt for, at terrorister trænger over grænsen og voldtager deres døtre og myrder deres forældre. Sådan som det skete den 7. oktober 2023.
Billedet af israelerne som blodtørstige mennesker, der nyder at myrde børn, har længe eksisteret hos islamisterne i Gaza. Siden angrebet den 7. oktober har en radikaliseret retorik udbredt denne dæmonisering til resten af verden.
Retorikken findes ikke kun ved demonstrationer og på sociale medier. Også hjælpeorganisationer bruger den.
I juni 2024 udførte den israelske hær et attentat på Fadi Al-Wadiya, der var ansat som sundhedsarbejder i Gaza af Læger Uden Grænser. Israel hævdede, at han var et fremtrædende medlem af den militante gren af Islamisk Jihad. Læger Uden Grænser beskrev attentatet som “mere end chokerende”, “kynisk og modbydeligt” og “endnu et eksempel på det sanseløse myrderi på palæstinensiske civile og sundhedsarbejdere i Gaza”.
I februar i år offentliggjorde Islamisk Jihad, at Fadi Al-Wadjya var officer i terrorgruppen. Det ændrede ikke noget for Læger Uden Grænser. Al-Wadiya optræder stadig med foto og beskrivelse på organisationens mindeside over “vores kolleger dræbt i Gaza”. Der er dog tilføjet en kort notits om, at Islamisk Jihad har identificeret ham som medlem.
Læger Uden Grænser ved godt, at deres beskrivelse af attentatet på Wadiya som et eksempel på “det sanseløse myrderi på palæstinensiske civile og sundhedsarbejdere” er falsk. Alligevel har organisationen afvist at trække den tilbage eller give en undskyldning.
Med sin retorik om “sanseløst myrderi” bidrager Læger Uden Grænser til den dæmonisering af Israel, der får folk til at gå på gaden med råbet “død, død!”.
Amnesty International gør det samme med sine gentagne beskyldninger om folkemord i Gaza. Organisationen ignorerer retsprincippet om, at den anklagede skal betragtes som uskyldig, indtil der er faldet dom. Amnesty International ophøjer sig selv til både anklager og dommer og afsiger uden retssag dommen: Skyldig i folkemord!
Amnesty Internationals tale om folkemord som en fastslået kendsgerning er ikke blot forkert. Den er også en væsentlig brik i den radikaliserede retorik, der siden den 7. oktober 2023 har skabt had til israelere, Israels venner og jøder.
Selvfølgelig fordømmer Læger Uden Grænser og Amnesty International antisemitisme. Men det er ikke nok, når de samtidig bruger en retorik, der er benzin på antisemitismens bål.
Kritik af Israel er absolut tilladt. Men en overdrevet retorik skaber had til israelere, Israels venner og jøder. Talrige eksempler beviser det.
Det begynder med ord. Så følger dæmoniseringen. Til sidst ender det i vold.
Derfor må vi tage et opgør med retorikken siden den 7. oktober 2023. Demonstranter, debattører og hjælpeorganisationer er nødt til at ændre deres sprogbrug.
Stop nu den radikaliserede retorik, slutter den danske teolog.
