Nutidens Europa har to ansigter. På den ene side besluttede Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMK) i sidste uge, næsten uden at nævne Israel, at benægtelse af Holocaust ikke er en del af ytringsfriheden eller en menneskerettighed, skriver Ben-Dror Yemini i Yediot Ahronoth.
Forslaget blev fremsat af Udo Pastörs – medlem af det tyske højreekstreme NPD-parti, som tidligere er blevet dømt for sit hadefuldt sprogbrug i retten.
På den anden side fortsætter antisemitismen med at vise sig, og denne Yom Kippur førte det blandt andet til et antisemitisk angreb på en synagoge i Halle i Tyskland.
Hvad er antisemitisme? For tiden er det spørgsmål på alles læber i Tyskland.
For nyligt marcherede nynazister i gaderne i Dortmund og opfordrede palæstinenserne til at udslette Israel.
I mellemtiden er der en debat om, hvorvidt BDS-kampagnen er antisemitisk. Den tyske Bundestag besluttede allerede for et par måneder siden, at svaret var ja. Det samme gjorde mange andre europæiske lande, der vedtog samme definition af antisemitisme.
Ekstreme venstre kredse – også fra Israel, lavede kampagner mod beslutningen og mod definitionen.
Debatten blev intensiveret efter en række beslutninger, der forbinder politiske eller racistiske holdninger med ytringsfrihed og kreativitet.
Hvad ville der ske, hvis en by i Tyskland ville tildele en pris til Pastörs for sit litterære arbejde, og det først bagefter ville vise sig, at han var aktivist i en antisemitisk bevægelse?, spørger Yemini.
Ville det være rigtigt at fratage ham prisen på grund af hans meninger, selvom hans værker modtager kulturel anerkendelse?
Det er ikke et teoretisk spørgsmål. Dortmund Kommune annullerede en pris, der blev givet til en britisk forfatter af pakistansk oprindelse, Kamila Shamsie, fordi det viste sig, at hun støtter BDS. Denne aktion blev mødt med protest, især i Storbritannien.
Flere dage gik, og Aachen kommune annullerede en prestigefyldt pris til kunstneren Walid Raad, efter det viste sig, at han også støtter BDS.
Den tyske-israelske sanger Nirit Sommerfeld blev advaret om, at hendes optræden ville blive annulleret eller stoppet, hvis hun gav udtryk for lignende politiske holdninger.
Sommerfeld underskrev en protest med krav om ophævelse af Bundestags beslutning, og hun støtter boykot mod Israel.
I sommer annullerede Open Source-musikfestival den amerikanske rapper Talib Kwelis koncert, efter han nægtede at tage afstand fra BDS.
Den slags hændelser får debatten til at eskalerer. Ifølge Yemini er den slags handlinger mod kunstnere nytteløse, fordi Shamsie, Raad, Sommerfeld og Kweli er overbeviste om, at de er oplyste mennesker, der arbejder for menneskerettigheder.
De fleste af deres venner i kulturelle, litterære og kunstneriske kredse støtter dem, og de har svært ved at forstå, hvorfor en person nægtes en pris for “at handle for retfærdighed for palæstinenserne.”
De er sikre på, at de ikke hører til under Pastörs Holocaust-benægtelse. De er jo oplyste; det er han ikke, skriver Yemini.
Det er vigtigt at understrege, at der ikke er nogen forskel mellem nynazister, der kræver udslettelse af Israel og lederne af BDS-bevægelsen – deres holdning er fuldstændig den samme.
Definitionen på antisemitisme er vigtig, og det samme er Bundestags beslutning, men det er meget vigtigere at uddanne folk i, at påstanden om, at BDS-kampagnen kæmper for retfærdighed, er en af de største svindelnumre i moderne tid.
Lederne af BDS, Omar Barghouti, Ali Abunimah og As’ad Abu Khalil, indrømmer, at målet er udslettelse af staten Israel.
Hvad de iranske ledere, Hamas og nynazisterne siger på en barbarisk måde, siger BDS-ledere på en meget mere sofistikeret måde.
“Afslutningen af den israelske besættelse har ingen betydning,” siger den palæstinensisk-amerikanske politiske kommentator Ahmed Moor. “Målet er ødelæggelsen af den jødiske stat.”
Dette er en kampagne, der sigter mod at ødelægge én nation ud af alle verdens lande – hvis det ikke er antisemitisme, hvad er så.
Nogle BDS-tilhængere støtter ideen om selvbestemmelse for både en israelsk stat og en palæstinensisk stat, men de er de nyttige idioter i kampagnen, hvis ledere er imod den holdning, skriver Yemini.
De støtter ikke en retfærdig dialog og ytringsfrihed, tværtimod – de tier andre meninger.
De kommer til konferencer – sågar dem, hvor israelske talere som arbejder for fred deltager.
Der er ikke noget forkert i at kritisere Israel, men BDS er ikke kritik, og det faktum, at gode mennesker støtter det, er en advarsel for ethvert demokratisk samfund, hvor løgne frem for sandheden, hersker.
De fleste BDS-tilhængere ved, at benægtelse af Holocaust og opfordring til at ødelægge Israel af nynazister er manifestationer af antisemitisme. Det er på tide de indser, at lignende kald fra BDS-ledere også er antisemitisme.
Du kan læse flere af MIFFs artikler om BDS her.