-Ligesom millioner af mennesker i Tyskland, er jeg også chokeret og trist over denne forbrydelse,” sagde den tyske forbundskansler Angela Merkel efter synagogeangrebet i Halle torsdag den 9. oktober.
Dana Regev, en israelsk journalist, der arbejder som reporter for Deutsche Welle, blev ikke chokeret over angrebet af nynazisten.
-For os jøder, der bor i Tyskland, er “chok” den sidste reaktion, vi kommer til at tænke på efter det forfærdelige angreb. Det var kun et spørgsmål om tid, før ekstremister i dette land ville vende søgelyset mod den sande, evige fjende af Tyskland og den vestlige civilisation: Jøden, skriver Regev i et blogindlæg i Times of Israel.
Der blev begået cirka 1.800 antisemitiske forbrydelser i Tyskland i løbet af 2018, det er en stigning på 20 procent i forhold til 2017. Voldelige forbrydelser mod jøder steg fra 37 i 2017 til 62 i 2018. En lignende stigning ses også i antallet af forbrydelser mod udlændinge, fra 6434 hændelser i 2017 til 7701 hændelser i 2018.
Terroristen, der dræbte to mennesker i Halle i sidste uge sagde i sin livestreaming under angrebet, at han havde overvejet at angribe en moske, men ombestemte sig derefter. ”Han forstod, at han var nødt til at fjerne det virkelige problem og ikke kun symptomerne, og antydede, at det er jøderne,” skriver Regev.
I juni præsenterede Tysklands indenrigsminister Horst Seehofer en rapport om, at der er 24.100 højreekstreme i landet. Bundesamt für Verfassungsschutz (BfV) mener, at mere end halvdelen, 12.700, er potentielt voldelige, rapporterede nyhedsbureauet NTB. Den samme rapport siger, at der er 32.000 venstreorienterede ekstremister (9.000 potentielt voldelige) og 25.560 islamister i Tyskland (NTB oplyser ikke, hvor mange af disse, BFV betragter som potentielt voldelige).
-I et land med næsten 13.000 aktive, voldelige højreekstremister, som ikke kun bevæbner sig i stigende grad og træner i voldelige angreb, men også med succes infiltrerer politiet og væbnede styrker, bør dette massakreforsøg ikke komme som en overraskelse. Og alle, der troede jøder ikke længere var i billedet af hadkriminalitet på tysk jord, er nu tvunget til at møde den barske virkelighed: den yderste højrefløj stoppede aldrig med at gøre os et mål, siger Regev.