Du betaler gildet for ny anti-israelsk Mellemfolkeligt Samvirke-kampagne baseret på løgn

I 2024 stod Løkke fast på ikke at stoppe pengestrømmen til Mellemfolkeligt Samvirke til trods for flere skandaler i NGO'en, der hvert år kradser over 150 mio. skattekroner ind. (Foto: WDnet, 12. november 2020, iStock Photo)
Vores penge er med til at finansiere politiske kampagner, der bygger på usandheder. Hvert år kradser Mellemfolkeligt Samvirke over 150 mio. kr. ind, som blandt andet bruges på misinformation om Israel. MIFF kræver, at regeringen smækker kassen i for organisationer, der dæmoniserer Israel eller samarbejder med voldelige aktører.

I dag skrev Jotam Confino på Facebook: – Her er et glimrende eksempel på, hvordan misinformation spreder sig som en steppebrand.

Mellemfolkeligt Samvirke kører nu en kampagne baseret på decideret misinformation om, at Israels nationale sikkerhedsminister opfordrer til, at 30-40 vilkårlige palæstinensere skal slås ihjel hver dag i Gaza. Knap 2.000 mennesker har liket opslaget på Instagram indtil nu.

Som jeg redegjorde for tidligere på ugen, er det en overlagt løgn. Ministeren gjorde det soleklart i interviewet, at det var terrorister, der skulle slås ihjel – ikke civile.

Mellemfolkeligt Samvirke bruger altså nu – på samme måde som Enhedslisten – misinformation til at opfordre til sanktioner mod Israel.

Og endnu en gang må jeg bare sige, at vi som medier er vagthunde og derfor selvfølgelig skal oplyse befolkningen, når deres skattekroner går til organisationer, der spreder misinformation.

Det er bogstaveligt talt en del af vores arbejde. Så jeg håber, at andre medier vil følge op på denne sag, inden den spreder sig endnu mere.


Du betaler gildet

Det her handler ikke bare om et opslag på sociale medier; det handler om vores skattekroner. Mellemfolkeligt Samvirke modtager hvert eneste år massive beløb i direkte statsstøtte via Udenrigsministeriet og Danida. Gennem den nuværende strategiske partnerskabsaftale er organisationen sikret en fast kernebevilling på hele 129 millioner kroner om året, men pengestrømmen stopper ikke her.

Dykker man ned i Mellemfolkeligt Samvirkes officielle årsrapporter (se side 20), kan man se, at den samlede årlige offentlige støtte – inklusive særskilte projektmidler og EU-puljer – sniger sig helt op mellem 150 og 170 millioner kroner. Det er penge, som er givet i tillid til, at de går til uafhængigt udviklingsarbejde, og den politiske genbekræftelse af millionoverførslerne fremgår senest af Folketingets mødereferater. Netop derfor klinger det ekstremt hult, når organisationen misbruger sin platform til at sprede decideret manipulation.

Skærmdump: https://www.instagram.com/p/DcP9kGYjFKT/?img_index=1

Kan ikke garantere at vores penge ikke ender i terror-lommer

I kølvandet på den værste massakre mod jøder siden Holocaust og flere skandaler i Mellemfolkeligt Samvirke, kunne MIFF i september 2024 fortælle, at generalsekretæren for Mellemfolkeligt Samvirke ikke kunne garantere, at vores penge ikke ender hos terrorgrupper.

I et radioprogram sagde Tim Whyte: – Jamen, prøv at hør her. Det her er en krigszone. Der er rigtig mange mennesker i den krigszone. Så jeg kan ikke garantere noget 100 procent. Det tror jeg ikke, at der er nogen, der kan heller.

I forbindelse med skandalerne i Mellemfolkeligt Samvirke tilbage i 2024, kom det blandt andet frem, at NGO’en havde brugt vores penge til at hylde terrororganisationen PFLP, der har mange israelske liv på samvittigheden. 

Efter skandalerne i Mellemfolkeligt Samvirke kom frem, krævede flere politikere at NGO’en skulle fratages sin økonomiske støtte. Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen blev kaldt i samråd af en vred politiker, der ville have NGO’ens støtte stoppet.

Udenrigsministeren stod fast og nægtede at smække kassen i.

Mellemfolkeligt Samvirke må vælge side

I august 2025 bragte MIFF en leder skrevet af Niels Jespersen, der er chefredaktør på Netavisen Pio. I lederen fortæller chefredaktøren blandt andet om, hvordan Mellemfolkeligt Samvirke har samarbejdet med Torkil Lauesen, der var chefideolog i Blekingegadebanden.

– Torkil Lauesen, tidligere chefideolog i Blekingegadebanden, bliver modtaget som et forbillede af en ny generation af venstrefløjsaktivister. Lauesen er aktiv i Internationalt Forum, der står bag Palæstina-demonstrationer, som den offentligt støttede Mellemfolkeligt Samvirke samarbejder med

Chefredaktøren fortsætter: – Man kan ikke både være menneskerettighedsforkæmper og samarbejdspartner for folk, der prædiker voldens vej. Og man kan ikke påstå at bekæmpe antisemitisme den ene dag, og næste dag marchere side om side med dem, der hylder dem, der myrder jøder.

MIFF’s krav til regeringen

Det rejser et alvorligt spørgsmål om, hvad vores skattekroner egentlig går til. I MIFF har vi igennem flere år advaret om, at dansk Israel-politik er dybt problematisk og ikke tjener danske interesser. 

Det er på tide at vi står sammen og stiller krav om, at regeringen rydder op i NGO-pengestrømmen, som vi finansierer med vores hårdttjente penge.   

Vi kræver specifikt, at regeringen indfører fuld gennemsigtighed og øjeblikkeligt stopper al statslig støtte til organisationer, der dæmoniserer Israel, spreder antisemitiske narrativer eller samarbejder med voldelige aktører. Skattekroner skal bruges på reel humanitær hjælp, ikke på politiske kampagner, der bygger på usandheder.