Hvert år sender politikerne 129 millioner danske skattekroner i Mellemfolkeligt Samvirkes pengekasse.
NGO’en får hovedparten af sin statsstøtte fordi regeringen har valgt dem som sin ‘strategiske partner’ i 2022-2025.
Ifølge Mellemfolkeligt Samvirke, bruges hovedparten af deres indtægter til ‘udviklingsarbejde i syd’ som eksempelvis styrkelse af demokrati i fattigste lande.
I går kunne MIFF så dele B.T.’s afsløring af noget af det, som NGO’en bruger dine skattekroner på:
Skærmdump fra B.T.: https://www.bt.dk/politik/toppen-i-mellemfolkeligt-samvirke-anklages-for-antisemitisme-forperson-laegger-sig
Efter afsløringen slettede Mellemfolkeligt Samvirke de antisemitiske opslag, der var blevet spredt af bestyrelsesmedlem Sara El-Khatib og rådsmedlem Arif Qaraeen. Siden er de begge blevet frataget deres stillinger i NGO’en, skriver B.T.
Nu vil flere politikere have pengekassen smækket i.
Susie Jessen, der er Danmarksdemokraternes politiske ordfører, udtaler: – Vi vil lukke for hanerne for Mellemfolkeligt Samvirke, der, i mine øjne, har udviklet sig til en jødehadende organisation. Konflikten i Gaza har antændt noget, hvor Mellemfolkeligt Samvirke kommer ud og viser sit sande ansigt. Og nu er det på tide, at vi simpelthen får stoppet den støtte til dem.
I stedet for at give Mellemfolkeligt Samvirke 129 millioner af danskernes skattekroner, kommer partiet med følgende forslag til, hvad pengene kan bruges til: – Vi lader det indgå i vores finanslovsudspil som finansiering til noget andet. Vi har jo altid fokus på landdistrikterne og at sikre et Danmark i bedre balance, sikre nogle bedre levevilkår ude i landet. Det kunne sagtens være, at de her penge var mere fornuftige at bruge dér.
Charlotte Munch fra Danmarksdemokraterne har bedt udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) om at forholde sig til sagen.
Peter Kofod, der er retsordfører for Dansk Folkeparti, udtaler: – For det første er det ikke er nogen hemmelighed, at vi i DF ønsker støtten til de her organisationer lukket ned.
Han tilføjer: – Men det er jo ikke nok. Vi er nødt til at have en tilbundsgående undersøgelse af, hvad det er for nogle kræfter, som styrer de her organisationer rundt omkring. Er det to enkeltstående tilfælde, som B.T. har fundet – eller tegner der sig et bredere mønster, måske også i andre organisationer end Mellemfolkeligt Samvirke?
Peter Kofod mener desuden at regeringen bør stå for en undersøgelse af, hvad der sker i Mellemfolkeligt Samvirke og andre NGO’er
På X skrev kirkeminister Morten Dahlin (V): – Antisemitismen blomstrer desværre i @ActionAidDK (Mellemfolkeligt Samvirke, red.) I en tid med stigende jødehad er det beskæmmende at en så stor og magtfuld NGO har massive problemer med antisemitisme. Hvor dybt stikker det i organisationen, og hvad vil MS gøre for at rette op?
Som nævnt er de pågældende topfolk i Mellemfolkeligt Samvirke blevet fyret og deres opslag er blevet slettet. På B.T’s spørgsmål om politikerne overreagere, svarede Peter Kofod: – Undskyld mig, men holdningerne er jo ikke slettet. Det er to personer, der er blevet taget med fingrene i kagedåsen. Det er bare busted på fersk gerning. Super ærgerligt for dem. Og så tager man lige opslagene ned og siger, ‘jamen nu kan vi bare fortsætte’.