Jeg havde aldrig troet det ville ske for min familie

Primo april blev Lucy Dee (48) og hendes døtre Rina (15) og Maia (20) dræbt i brutalt terrorangreb i Judæa og Samaria (Vestbredden). Terroristerne skød mod bilen som de tre kvinder kørte i og fik den til at crashe. Herefter skød terroristerne de tre forsvarsløse kvinder med mindst 22 Kalashnokov-skud. Maia og Rina blev dræbt på stedet, mens deres mor blev kritisk såret og lå i koma i nogle dage, hvorefter hun også døde. I forbindelse med Israels mindedag for sine 24.123 faldne soldater og 4.255 terrorofre, skrev Tali Dee et indlæg i Times of Israel om at miste sin mor og sine søstre i terrorangrebet.

I Israel markeres mindedagen dagen før Israels fødselsdag – det giver en hurtig overgang fra sorg til glæde, noget som er svært for mange, især de efterladte familier som sørger året rundt.

Her er MIFFs danske oversættelse af Talis stærke ord:

«Jeg kan huske, at jeg stod op, da mindesirenen lød, lukkede mine øjne og fældede en tåre over en følelsesladet passage eller en trist sang. Jeg har altid haft en stærk tilknytning til mindedagen (Yom Hazikaron). Det troede jeg i hvert fald. Sådan har du det, når du er stærkt engageret.

Men jeg havde aldrig troet at mindedagen også ville handle om min familie. Jeg ser billeder af dem – i nyhederne, omkring mig og i diasshows under ceremonien. Og det er stadig svært for mig at fordøje, at det er dem. At det er mig.

De seneste par dage har jeg faktisk haft det godt. Vi gik ud – far, Keren, Yehuda og mig. Vi tog hen på en restaurant og spiste rigtig god mad, og jeg kan låne bilen så meget jeg vil. Og så indser jeg pludselig, at det aldrig bliver godt igen. Der er et sort hul inde i mig. Og det er der hele tiden.

Selv når der sker noget godt, er alt ikke godt. Også om fem år eller ti år – selv ved mit bryllup – vil det sorte hul være der.

Vores hus er tomt. Alt skriger af deres fravær. Nogen efterlod en pose salat i køleskabet. Det ville mor aldrig lade ske. Jeg var nødt til at fylde bilen med gas. Det var kompliceret, men jeg kunne ikke ringe til min mor og bede hende forklare mig det. Jeg endte med at bede nogle fremmede om hjælp.

Jeg finder små sedler, som Rina skrev i soveværelset. Jeg ser kassen med sedler, jeg har gemt til min mor. Jeg ser hendes vielsesring på min hånd. I Maias skab hænger alt hendes tøj pænt og dekorativt. Det hænger bare der og venter.

For nylig fik jeg tilsendt en optagelse af min mor hvor hun synger morgenbønnen Modeh Ani (Jeg takker): «Jeg takker dig, levende og udholdende konge, for at du har givet min sjæl tilbage til mig», men han gav hende ikke hendes sjæl tilbage, og det er alt, hvad jeg har tilbage. En optagelse. Hvordan er det muligt at indse, at det er alt, jeg har tilbage? Jeg har ikke Rina at tale med, Maia til at vejlede mig eller mor til at vække mig om morgenen. At synge Modeh Ani for mig.

Jeg har altid følt en forbindelse til mindedage. Det troede jeg i hvert fald. Sådan føles det, når man er stærkt engageret.

Men intet kan forstå smerten. Ikke rigtig. Det er umuligt at forstå, hvordan det er at miste en, man elsker, uden at opleve det selv. Jeg har aldrig følt en sådan tomhed før. Jeg har aldrig vidst, hvordan det er at miste nogen før.

Jeg troede, jeg vidste det, men det gjorde jeg ikke. Og selv nu forstår jeg det ikke – jeg har ikke kunne affinde mig med, at det her virkelig er min nye hverdag. Fra at være en familie på syv er vi blevet en familie på fire. Det er umuligt at fatte. Og det er så skræmmende at være så ked af det.

Jeg vil springe frem i tiden, trykke på en knap, der spoler mit liv frem, når jeg skulle have lagt alt det her bag mig. Jeg venter på den dag, hvor jeg kan tænke på Rina, Maia og mor uden at miste pusten. Uden at græde. Men kan det ske? Jeg ved, at al den smerte ikke vil forsvinde. At det ikke vil blive nemmere for mig.

Jeg har altid følt en forbindelse til mindedage. Det troede jeg i hvert fald. Sådan føles det, når man er stærkt engageret.

Og jeg har altid vidst, at overgangen fra mindedag (Yom Hazikaron) til uafhængighedsdag (Yom Ha’atzmaut) var en ekstrem, men stærk overgang. Fuld af kraft. Og nu forstår jeg ikke, hvordan uafhængighedsdagen er startet. Jeg har ikke energi til at fejre. Hvordan får man den overgang fra sorg til glæde?

Rina var så begejstret for uafhængighedsdagen. Hun stod for flagmarchen sammen med sin ungdomsgruppe ved ceremonien, foran hele lokalsamfundet. Hun delte udfordringerne med os undervejs, hendes bekymringer og entusiasme. Men i morgen skal jeg deltage i ceremonien på min skole, og de vil tale om Rina der.

Nogle gange går det op for mig, hvad der er sket med os, og så fungerer jeg ikke. Og andre gange tager jeg afstand fra det, jeg tror ikke på, at det virkelig er mit liv. Og det er der ingen trøst for. Det sorte hul kan ikke fikses.

I de her dage er det svært at tro på de dødes opstandelse.

Alle fortsætter deres liv. Solen fortsætter med at skinne, og de fleste poster normale statusser om normale ting på sociale medier. Men jeg bliver hængende. Jeg vil ikke have billeder, der dokumenterer, at jeg vokser op uden Maia og Rina på dem. Om tre år er jeg ældre end Maia var. Hvordan er det overhovedet muligt?

Ikke engang folk, der har oplevet at miste én, har oplevet at miste tre på én gang. Og jeg er bange. Bange for at gå glip af noget. Bange for sorg. Bange for at føde uden min mor vil være der.

Jeg har altid følt en forbindelse til mindedage. Det troede jeg i hvert fald. Sådan føles det, når man er stærkt engageret.»