Den 16. maj publicerede Berlingske Tidende interview med Tina Hvidbjerg Ilm og Sarah Rapaport Ilm som begge lever i Israel.
Sådan starter artiklen i Berlingske:
»Blev lige færdig med at snakke med dig, og så fik vi alarm igen.«
Tina Hvidbjerg Ilm lever i byen Ashdod som ligger 30 kilometer fra Gaza. Tina opholder sig mest muligt hjemme – det er for risikabelt at gå ud under Hamas’ gentagende raktangreb (der er maksimalt 45 sekunder til at nå i dækning ved raketangreb): Livet »er gået lidt i stå«, fortæller Tina til berlingske.
»Vi bliver hjemme, fordi det ikke er særlig rart, når alarmerne fanger dig udenfor. Det er meget skræmmende at køre i bilen, når der er alarmer, fordi så er man måske fanget oppe på en bro ved siden af busser, lastbiler og andre biler.
Alle skal stoppe og ud, og det kan de slet ikke nå. Det er meget, meget uhyggeligt, hvad der sker udenfor. Så vi bliver bare hjemme, så meget vi nu kan,« fortæller Tina.
Tina har levet i Israel i 33 år i Israel og leder en engelsksproget skole.
Ashdod ligger midt mellem Gaza og Tel Aviv, og derfor har Tina har oplevet de mange mange raketangreb fra Hamas på egen krop.
Det er nyt at terrorgruppen også angriber Tel Aviv og de omkringliggende byer. Byen Ashdod har været udsat for Hamas’ raketangreb i 20 år. I snit er Syd-Israel blevet angrebet af 2000 raketter hvert eneste år i 20 år. Læs MIFFs interview med Sderots borgmester HER.
Ifølge Tina er der en anden stemning i Ashdod end der var for syv år siden under de raketangreb der var dengang.
Under de nuværende raketangreb, affyrer Hamas mange raketter samtidigt i forsøget på at overbelaste Israels missilforsvarssystem Iron Dome, som er blevet brugt de sidste ti år – læs mere om Iron Dome HER. Iron Dome nedskyder omkring 90% af raketterne som Hamas angriber Israels civilbefolkning med. Nu bliver Israel angrebet af en enorm mængde raketter afsted og Iron Dome kan ikke nå at skyde dem alle sammen ned inden de eksploderer i israelske byer.
Tina fortæller:
»Så får vi skader og ødelæggelser og døde alligevel. Samtidig har vi også mange flere alarmer, end vi havde før, så vores situation ændrer sig fra krig til krig.«
»Heldigvis – og uheldigvis – bliver man nærmest vant til det. Lige så snart alarmerne begynder, så går man ind i en anden rutine igen, hvor man går ind og ud af beskyttelsesrummet, hver gang der er alarm. Vi bliver derinde et stykke tid og hører alle bragene. Og vi ved præcis, hvad hvert brag er, om det er fra Iron Dome, der skyder dem ned, eller om det er en raket, der slår ned.«
Raketterne som Iron Dome nedskyder kan også være dræbende – raketfragmenterne kan ramme alt og alle. Tina har oplevet at fragmenter fra nedskudt raket »borede sig ned i vejen, og lavede et stort hul 40 meter fra min lejlighed«. Elektriciteten røg og hun blev fanget i mørke under den næste raketalarm.
En boligblok blev ramt af raket som Iron Dome ikke formåede at nedskyde »tre etager blev ødelagt«, fortæller Tina.
Tinas tre børn er voksne, situationen er meget værre for små børn, fortæller hun. Derfor rejser mange familier med små børn væk fra Syd-Israel og samfundene tæt på Gaza (Otef Aza).
Selvom Tinas børn er voksne, har de konflikten tæt inde på livet. Én af Tinas børn aftjener sin værnepligt i den israelske hær (IDF) »og opholdt sig lige op ad Gazastriben, indtil det var for farligt, og hun blev trukket væk« fortæller Tina. Tinas søn er indkaldt som reservist, Tinas datter arbejder i Ashdod havn, Ashdod og havnen er blevet hårdt ramt af Hamas’ raketangreb. Tinas datter har oplevet raketangreb mens hun var alene på arbejde.
Sarah Rapaport bor i Tel Aviv forstaden, Holon, Sarah fortæller om angrebet i byen hvor en bus blev ramt af raketangreb tæt på hvor hun bor med sin mand og deres fire børn på 3, 4, 9 og 11:
»Vi bor i et hus uden beskyttelsesrum. Det har været okay de forrige gange, men denne gang måtte vi sammen med børnene kravle ind i et værelse, hvor der var så få vinduer som muligt.«
Der var 9 alarmer lige efter hinanden og lyden af raketangrebene og Iron Dome som forsøgte at nedskyde dem kunne høres på lang afstand. Sarah og hendes familie pakkede deres ting og tog hen til svigerforældrene som har et beskyttelsesrum, Sarah fortæller:
»Vi har valgt at kalde det en gemmeleg, for de små i hvert fald. Lyden i sig selv er jo skræmmende for dem. Så vi har sagt til dem, at der er nogen i Gaza, der leger gemmeleg med os,«
Sarah fortæller at de forsøgte at vende hjem igen til Holon som »svarer lidt til Lyngby«. Sarah lod børnene lege i swimmingpoolen, så lød raketalarmen igen…
Sarahs svigerforældre bor i byen Bat Yam som ligger tæt på Holon. Flere steder i Israel er volden mellem jøder og israelske arabere blusset op. For få dage siden døde en israelsk jøde efter han var blevet lynchet af israelske arabere.
Sarah fortæller:
»Vi mærker det jo ikke endnu, fordi vi ikke har været ude bortset fra nogle legepladser. Men jeg har en snart 12-årig datter, der bevæger sig frit rundt og tager busser, hvor hun skal hen. Altså teenagere i fuld udfoldelse. Jeg er da ikke helt sikker på, hvor meget hun skal gå rundt selv. Indtil der falder ro over tingene.«
Sarah køber kød hos en arabisk slagter: »det har jeg ikke tænkt mig at lave om på«. Sarah fortæller også at det gør ondt som mor at skulle lærer sine børn at de skal rulle sig sammen med maven mod jorden og hænderne over hovedet, hvis de bliver fanget uden for af raketangreb. Sarah siger til sine børn, at de ikke kan får folk i Gaza til at stoppe gemmelegen.
Sarah fortæller om livet i Israel:
»Hverdagen er jo stille og rolig, men mere livlig end i Danmark, og i Israel er der ingen vinterdepression – siger jeg gerne som en af dem, der går ned hver vinter i Danmark.«
Tina er meget bekymret over at de nuværende raketangreb mod Israel har medført at »meget ekstreme på begge sider« er gået til angreb på folk og biler:
»De kan virkelig ødelægge meget. Det er på begge sider. Jeg ville bare ønske, at vi kunne leve i fred sammen, men det er lidt svært. Det er et blødende sår i øjeblikket, og det er første gang, at det er sket, mens jeg har været hernede.«
Tina tilføjer:
»Mine børn er israelere. Hvis jeg ikke havde haft dem, så havde jeg taget til Danmark, det havde jeg.
Det kan godt være, at jeg så havde fortrudt det, for på godt og ondt er folk her også meget mere åbne og mere sammen. Og vejret. Man er meget mere udenfor. Men jeg synes, at der har været for mange konflikter. Man bliver træt af det på et tidspunkt.«
