Raketangreb fra Gazastriben mod det sydlige Israel (arkivfoto: IDF)
I løbet af mindre end to døgn har terrorister i Gaza affyret over 1ooo raketter mod Israel. (Arkivfoto: IDF)(arkivfoto: IDF)

Efter Israel bøjede sig for at reducere friktion eksploderede det med terrorraketter og vold

Var det israelske tegn på svaghed som førte til raketregnen?

Først blev der sagt at de palæstinensiske voldsmænd på Tempelpladsen gjorde oprør fordi nogle få palæstinensiske familier som nægtede at betale deres husleje skulle smides ud af deres boliger.

For at lette trykket valgte Israel at udsætte sagen (selv om det har været en retsproces som er foregået i årtier).

Så var det Jerusalem-dagen 10. maj. For at begrænse konfrontationen, sagde israelsk politi at en jødisk-nationalistisk flagmarch ikke kunne gå gennem den arabiske del af den gamle bydel i Jerusalem. Til sidst blev marchen aflyst, igen for at reducere friktionen.

På det tidspunktet havde terrorgruppen Hamas for længst meldt sig ind i den interne palæstinensiske konkurrence om at være Israels mest dødelige fjende. Der blev skudt granater og raketter og sendt sprængstofballoner ind i de israelske områder tæt på rundt Gaza for at “beskytte det arabiske Jerusalem”.

Israel viste tilbageholdenhed også her.

Professor Hillel Frisch ved BESA (Begin-Sadat Center for Strategic Studies) mener israelsk tilbageholdenhed virkede lige så godt som Chamberlains “fred i vores tid” og den britiske premierministers eftergivenhed overfor Hitler. For Chamberlain tog det elleve måneder at få testet resultatet. I Israel tog det blot få timer at få testet resultatet.

Frisch skriver: “I stedet for at blive imponeret af den israelske olivengren [ønsket om at reducere friktion], øgede Hamas sine krav. “Vi vil affyre raketter mod Jerusalem hvis okkupationsstyrkerne ikke trækker sig tilbage fra Damaskusporten,” advarede de. Da Israel ikke bøjede sig for kravet, faldt der nogle raketter i Judæas bjergskråninger uden at forårsage personskader og få materielle skader. Men i løbet af nogle timer udviklede [raket-] angrebene til tæppebombning mod flere byer og landsbyer i Syd-Israel, hvor to mennesker ble dræbt og større materielle skader blev forårsaget.”

På Tempelpladsen fortsatte volden. Men endnu mere oprørende og skræmmende for israelerne var det at se resultatet blandt nogle af Israels arabiske statsborgere. I flere israelske byer har der været vold begået af arabisk folkemængde. I Lod gik arabisk pøbel til angreb på jødisk ejendom og situationen var livstruende for mange jøder i byen. Synagoger blev sat i brand. Politiet var overbelastet, og mange måtte skyde varselsskud i luften for at holde angriberne på afstand fra dem og deres familier. Frisch skriver at en af de arabiske anførere i vandaliseringen blev dræbt i selvforsvar af en af Lods jødiske indbyggere.

Professoren trekker som konklusion at tilbageholdenhed og eftergivenhed ikke virker mod Israels fjender. Fasthed og retfærdighed virker, skriver han.

Frisch mener det er vigtigt at den arabiske pøbel som de seneste dage og uger har ødelagt og vandaliseret offentlig og privat ejendom skal retsforfølges. Der må statueres et klart eksempel. “Når det gælder Israels eksterne fjender – Hamas, Islamisk Jihad og Fatah, må de møde den fulde vægt af Israels militære magt, jo tidligere desto bedre. Troen på at noget andet end et knusende nederlag vil føre til deres moderation er et lige så stort selvbedrag som Chamberlains tilbageholdenhed overfor Nazi-Tyskland,” konkluderer Frisch.

Share on facebook
Facebook
Share on twitter
Twitter
Share on email
Email
Share on whatsapp
WhatsApp