Flertallet af Likud-vælgerne – Benjamin Netanyahus parti, støtter en samlingsregering med centrum-venstre alliancen Kahol Lavan. Det viser en spørgeundersøgelse foretaget af den nye aktivistgruppe New Likudniks. De er en gruppe partimedlemmer, der ønsker at udfordre partiets samarbejde med de religiøse partier og højrefløjspartierne, skriver Jerusalem Post.
Ifølge undersøgelsen siger 57 procent af Likud-vælgerne, at de støtter en samlingsregering med Kahol Lavan. 30 procent af vælgerne er imod en sådan løsning. Et overvældende flertal af Kahol Lavan vælgerne – 89 procent, støtter en samlingsregering med Likud. Kun 4,8 procent er imod et samarbejde med Likud.
Netanyahu og Likud har underskrevet en aftale med alle partierne på højrefløjen om, at de kun vil gå i regering sammen. Men vælgerne er ikke enige i en sådan aftale. 35,2 procent af vælgerne siger, at Netanyahu bør opgive blokken på 55 pladser på højrefløjen. 22,2 procent siger det modsatte. Mens 42,7 procent er usikre på, hvad de synes om aftalen.
New Likudniks, der består af flere tusinde Likud-medlemmer, ønsker at gøre partiet mere moderat. De købte også store reklameplakater med sloganet “Vi stemte for Likud, ikke blokken! Samlingsregering nu!”.
Hverken efter valget i april eller efter nyvalget i september kunne Netanyahu og højrefløjen danne regering. Blokken har kun 55 pladser, men skal have minimum 60 pladser for at få det nødvendige flertal. Nu er Benny Gantz og Kahol Lavan blevet bedt om at forsøge at danne regering. Hvis det ikke lykkes, går Israel mod et tredje Knesset valg, hvilket vil koste flere mia. Shekel.
-Vi, Likud-vælgere og medlemmer, opfordrer politikerne og centraludvalget til at gøre alt, hvad de kan for at danne en samlingsregering med Kahol Lavan, baseret på fælles retningslinjer mellem partierne, baseret på nationens vilje og stemmer fra over to millioner vælgere, udtaler New Likudniks i en erklæring.
En samlingsregering mellem Likud og Kahol Lavan vil have det nødvendige flertal for at få en regering på benene. En samlingsregering vil også modtage støtte fra Avigdor Lieberman og hans parti Yisrael Beytenu.