Premierminister Benjamin Netanyahu sagde torsdag formiddag, at valgresultatet efter valget den 17. september ikke ville gøre det muligt at oprette en højreorienteret regering i Israel. Derfor har han nu kontaktet sin rival Benny Gantz i centrum-venstrepartiet Kahol Lavan i forsøget på at danne en bred samlingsregering.
– Benny, vi er nødt til at oprette en bred samlingsregering så hurtigt som muligt. Nationen forventer, at vi begge viser ansvar og prøver at arbejde sammen. Benny, lad os mødes i dag, uanset hvornår, for at gå videre med initiativet. Vi har ingen grund til at gennemføre et tredje valg, som jeg er imod, siger Netanyahu, ifølge den israelske avis Israel Hayom.
De fleste stemmer er talt op og Kahol Lavan står til at få 33 mandater i parlamentet. Netanyahus parti Likud har 31 mandater. Der kræves 61 mandater i parlamentet for at have et stærkt flertal. Netanyahus højreorienterede alliance har kun 55 mandater i alt. Nu ønsker hele den højreorienterede alliance at samarbejde med Kahol Lavan for at få et flertal til at kunne regere.
-Under valgkampen kæmpede jeg for en højreorienteret regering, men desværre viser valgresultaterne, at det ikke er muligt at opnå, forklarer Netanyahu.
Alle de højrefløjspartier, inklusiv de religiøse partier, har underskrevet en aftale om, at de kun vil gå i regering sammen. I så fald vil Gantz og Kahol Lavan blive tvunget til at regere sammen med alle partierne til højre.
Yaminas højreorienterede leder, Naftali Bennett, siger, at Gantz bør reagere på premierminister Netanyahus opfordring og ikke boykotte samtaler med ham.
“Vi har et land, der skal drives,” siger Yamina-lederen.
Kahol Lavan har hidtil afvist tilbuddet om en bred samlingsregering med højrefløjen. De omtaler det hele som et politisk spil fra Netanyahus side.
-Han har besluttet at gennemføre et tredje valg, og nu prøver han på at beskylde os. Hvis Netanyahu trækker sig tilbage, vil der være en samlingssregering i dag, siger en anonym kilde i partiet.
Onsdag sagde Gantz, at han håbede på en “god og effektiv samlingsregering”. Men han udelukkede også en alliance med Likud, så længe Netanyahu leder partiet. Gantz siger, at han ikke vil samarbejde med Netanyahu på grund af anklagerne om korruption mod ham. Netanyahu har afvist alle anklager.
Torsdag morgen var 96,5% af stemmerne talt op. Det endelige resultat forventes torsdag aften.
Her er den sandsynlige mandatfordeling i parlamentet:
Kahol Lavan 33
Likud 31
Faælleslisten (med arabiske partier) 13
Shas 9
Yisrael Beytenu 8
United Torah Judaism 8
Yamina 7
Labour-Gesher 6
Demokratisk Union 5