Bliv aktiv ven af ​​Israel nu!

Det jødiske folks og Israels historie – tidslinje

Hanna Ziadeh til palæstinenserne – sig nu JA til “Palæstina”

Den amerikanske præsident Donald Trump har inviteret Benjamin Netanyahu og Benny Gantz til Det Hvide Hus i forbindelse med offentliggørelse af den kommende fredsplan. Billedet er fra Netanyahus besøg hos Trump og Det Hvide Hus i 2017. (Foto: Avi Ohayon / Flickr)
-Historien siden den første palæstinensiske opstand i 1936 indtil i dag beviser, at hver aftale, palæstinenserne afviser, bliver til drømmeaftaler få år efter, at de bliver forkastet med afsky. Som FN-planen for opdelingen af Palæstina i 1947, Camp David i 1978 og Clinton-planen fra 2000, siger Ziadeh

Hanna Ziadeh er herboende palæstinenser med en Ph.d. i menneskerettigheder. Ziadeh har en klar opfordring til palæstinenserne om at sige JA til Trumps fredsplan. Ziadeh ved hvad han taler om da han har været medlem af Democratic Front for the Liberation of Palestine (DFLP) i Libanon.

MIFF gengiver Ziadehs artikel i Berlingske Tidende i sin fulde version. Det kan ikke siges bedre eller tydeligere hvad der skal til for at komme videre med fredsforhandlingerne mellem Israel og palæstinenserne (se i øvrigt MIFFs kommentar i bunden).

Læs Hanna Ziadehs artikel i Berlingske Tidende her:

I over 100 år har palæstinenserne, heriblandt min far, der var født i Jerusalem, og jeg, der var medlem af det radikale DFLP i Libanon, kæmpet for retten til at etablere en stat i det land, hvor deres forfædre gennem flere århundreder har levet.

I over 100 år har palæstinenserne i særdeleshed, og araberne og muslimerne generelt, insisteret på, at deres moralske overlegenhed i kraft af historien, retfærdigheden og endda folkeretten skal oversættes til reelle politiske fordele i fredsaftalen med Israel.

I over et århundrede har palæstinenserne og araberne fastholdt, at tiden, men også forskellige allierede fra Sovjet til Iran samt verdenssamfundet, vil sørge for at udligne magtbalancen, der altid i krigene faldt til Israels fordel. Historien har vist, at begge antagelser er faktuelt forkerte. En selvbedragerisk ønsketænkning.

Den selvmorderiske ønsketænkning om, at man ved at holde ud og nægte at se nøgternt på magtforholdene på et tidspunkt vil få Israel til at give sig eller verden til at fremtrylle en aftale, som ikke oversætter magtforhold til etablerede politiske realiteter, har kostet palæstinenserne umådelig smerte, tab af menneskeliv samt tab af territorier. Nu er Vestbredden fyldt af bosættelser, der gør det næsten umuligt at skabe en sammenhængende palæstinensisk stat, medmindre hundredtusinder af jødiske bosættere rømmer Vestbredden. Og den manøvre vil ingen israelsk regering turde udføre.

Som forventet vil palæstinenserne nu afvise denne dårlige aftale. Både de anstændige folk på gaden og de korrupte ledere. Kun for derefter at miste de territorier og den amputerede stat, som Trump tilbyder.

Historien siden den første palæstinensiske opstand i 1936 indtil i dag beviser, at hver aftale, palæstinenserne afviser, bliver til drømmeaftaler få år efter, at de bliver forkastet med afsky. Som FN-planen for opdelingen af Palæstina i 1947, Camp David i 1978 og Clinton-planen fra 2000.

Som vanligt modtog palæstinenserne fredsudspillet med højtråbende fordømmelse. Det er et kendt ritual, som bruges til at distrahere fra den åbenlyse sandhed, at palæstinenserne som de vedholdende skabere af deres lange nederlagshistorie ikke kan ændre denne nedadgående spiral. Medmindre de anerkender, at de har tabt krigen og løsriver sig fra den naive overbevisning om, at moralske »rettigheder« kan blive til politiske realiteter, og at fremtiden vil bringe dem bedre held.

Manglende selvransagelse
Palæstinenserne bebrejder dagligt Israel for at sørge for, at den palæstinensiske stat bliver afmilitariseret, fragmenteret og ubæredygtig. I stedet bør palæstinenserne se på sig selv og på, hvordan de har forvaltet den magt og de ressourcer, de fik til rådighed især siden de fik selvstyre efter Osloaftalen i 1995.

Spørgsmålet er, om palæstinenserne har gjort det, der er nødvendigt og i deres formåen for at få en mere retfærdig aftale?

Svaret er et klingende nej, og derfor gør det ondt at se på sig selv. Her er det bedre at ty til dæmonisering af fjenden, som man har gjort efter ethvert tab for at undslippe at se på egne fejltagelser.

Det gør ondt for palæstinenserne at indrømme, at de siden oprettelsen af selvstyret i 1995 har skabt alle forudsætninger for endnu en arabisk »failed state«. Det er muligvis første gang i historien, at et besat folk kaster sig ud i en borgerkrig allerede inden selvstændighed. Siden 2007 har de to styrende partier, Fatah på Vestbredden og Hamas i Gaza, bekriget hinanden og begår dagligt menneskeretttighedskrænkelser mod hinandens tilhængere i deres respektive kontrolområder.

Siden valget i 2005 har der ikke været valg hverken i Gaza eller på Vestbredden. Selvstyrets institutioner er lammet. Alt imens sidder den korrupte 83-årige præsident Abbas ved magten uden folkeligt mandat. Det palæstinensiske selvstyre er et af de mest korrupte arabiske lande ifølge Transparency International og er totalt afhængig af EUs bistand.

Udenrigspolitisk har Abbas tabt støtte fra USA og ses som et nødvendigt onde af EU. De rige arabiske golfstater, hvis repræsentanter sad til møde med den israelske premierminister Netanyahu under lanceringen af Trumps fredsplan, er nu mere interesseret i at have Israel og USA på deres side i konfrontationen med Iran end i at presse Israel for at give palæstinenserne en retfærdig fredsaftale.

For at gøre ondt værre praler Hamas med sin alliance med Hizbollah og det iranske præstestyre, som både åbent erklærer udslettelsen af Israel som sit mål, og ligger i kold krig med de fleste arabiske lande.

Således forventer palæstinenserne en retfærdig behandling af fjenden, når de selv bekriger hinanden. Palæstinenserne forventer også, at det land, de har dæmoniseret, skal opføre sig neutralt og som retfærdig dommer. Magen til naivitet har man næppe set før i historien.

Palæstinenserne var ikke alene om at dyrke denne virkelighedsfjerne forestilling om, at moralske overvejelser kan kompensere for dårlige politiske satsninger og forvaltning af egne ressourcer, når konflikten med Israel skal afsluttes. Europa har ydet en hjælpende hånd. Ønsker man den palæstinensiske befolkning en bedre fremtid, og ønsker man en afslutning på en konflikt, som har kastet mørke skygger over hele Mellemøsten, skal man kræve, at den palæstinensiske ledelse ser de hårde realiteter i øjnene.

Det er sejrherrerne, der bestemmer fredsaftalens betingelser. Det er ikke den, der mest indlevende begræder uretfærdigheden, men undlader at ændre på de forhold, der forårsagede tabet, splittelsen, korruptionen og den dårlige ledelse.


MIFFs kommentarer

Hvis palæstinenserne virkelig ønsker deres egen stat, hvorfor har de så gentagne gange afvist tilbud om “Palæstina”? De fik allerede tilbudt en stat i 1937. Seneste tilbud om “Palæstina” kom med Trump-planen, men også den blev afvist af palæstinenserne.

Det er ikke manglen på en palæstinensisk stat, der er problemet, det er palæstinensernes intense modvilje mod en jødisk stat. Hindringen for en to-statsløsning for to folk er, at Fatah og PLO, støttet af en samlet arabisk liga, afviser at Israel skal forblive en jødisk stat. Den Arabiske Liga gjorde det klart på sit møde den 25. marts 2014. Vedtagelsen var enstemmig: “Absolut og kategorisk afvisning af at anerkende Israel som en jødisk stat.”

Dansk bistand til palæstinenserne gør ondt værre
Danmarks officielle mål er to stater – Israel og Palæstina, der lever side om side i fred. Men organisationerne der modtager hundredvis af millioner kroner om året fra Danmark, har et alvorligt og pinligt problem: Ingen af dem kender en palæstinensisk politiker eller samfundsleder, der offentligt opfordrer til anerkendelse af Israel som et nationalt hjemland for det jødiske folk.

Hvis du også synes det er på tide alle danske Israel-venner står sammen og står op for Israel og det jødiske folk, så meld dig ind i MIFF allerede nu! For fra kun 160,- om året hjælper du MIFF med at tale Israels sag – sammen er vi stærke! Klik her for at blive medlem.

Du kan læse denne artikel gratis på grund af MIFFs over 13.000 medlemmer i Norge og over 1.000 medlemmer i Danmark. Men vi har brug for støtte fra mange flere nu!

Giv en gave her eller brug MobilePay 49739

Bliv medlem