Med sin syriske baggrund og langvarige politiske karrierer, ved Naser Khader mere om Mellemøsten end de fleste. Derfor er han en vigtig dansk stemme, der kan kaste lys over spillereglerne i en region som kun de færreste i Vesten forstår. Udover sin viden om Mellemøsten, ved Khader også mere om USA, end de fleste danskere.
Her er hans debatindlæg i Jyllands-Posten om dansk USA-politik:
Siden Trump igen blev præsident, er debatten om hans person og politiske dispositioner nærmest blevet religiøs og fanatisk. Præget af unuancerede og polariserede positioner og synspunkter, som jeg ikke mindes at have set før. Jo, måske lidt for tre-fire år siden i debatten om vacciner og covid.
Venskaber går i stykker. Man unfriender folk på de sociale medier, hvis nogen tillader sig at mene, at Donald Trump har nogle pointer, eller fordi man prøver at forstå ham og hans over 77 millioner vælgere. Prøver man at nuancere debatten blot en lille smule, bliver man hurtigt mødt med skuffelse og indstillingen, at man er fortabt.
Vi ser det alle mulige steder i øjeblikket. »Vi ser jer, og vi husker jer,« skrev Enhedslistens leder i bedste Stalin-stil.
Lars Seier Christensen tillod sig at støtte Trump efter det pinlige pressemøde i Det Ovale Værelse med Ukraines præsident Zelenskyj og vicepræsident J.D. Vance. Reaktionerne faldt prompte, og hvis FCK havde fulgt de kritiske kommentatorers anbefaling, ville FCK indirekte sige, at FCK har en holdning til, hvem der er præsident i USA.
Det synes jeg ikke er en god idé. Det har FCK heldigvis heller ikke gjort. Tværtimod kom min klub med en god pointe om, at der er lige så mange holdninger blandt os fans, som der er fans. FCK blander sig jo heller ikke i, hvem der er statsminister i Danmark. Det stoppede debatten.
På min egen Facebook-væg er der også gang i diskussionen. Mange udtrykker mistillid til mainstreammedier, som beskyldes for propaganda og ensidig vinkling, ofte i tråd med statsminister Mette Frederiksens politiske linje. Andre forbløffes over, hvor nemt det er at piske en uforsonlig folkestemning op.
Hvorfra kommer denne uforsonlighed? Mediernes ensidighed har et medansvar. De er gode til at piske en følelsesstorm op. Frem for at gøre det, de er ansat til. Lytte efter – og rapportere så præcist og afbalanceret som muligt, hvad der bliver sagt. Sådan at mediebrugerne, dvs. borgerne, har mulighed for selv at tage stilling på det, som filosoffen Karl Popper kaldte ”et informeret grundlag”.
Ja, USA har fået en ny præsident, der kaster alting op i luften og skaber turbulens i sin kamp for revanche. Hans metoder er uortodokse i forhold til, hvad vi normalt oplever fra amerikanske præsidenter. Jeg er overhovedet ikke enig med ham, når det gælder Ukraine, han er galt afmarcheret i forhold til Putin, men jeg må indrømme, at hans metode i forhold til Mellemøsten virker.
Trumps idé om at flytte palæstinenserne i Gaza til Egypten og Jordan og de to landes afvisning af forslaget har tvunget de arabiske lande til at komme med alternative forslag. Idéen om at flytte folk fra Gaza handler om at få Hamas helt ud af Gaza og ødelægge dets tunneller. Planen er ikke at bygge højhuse og kasinoer.
Jeg genkender den uforsonlige tone, som især ramte Lars Seier i sidste uge. Jeg har prøvet det selv. I Trumps første periode, da jeg netop var kommet hjem fra Washington DC, blev jeg ofte bedt om at forklare Trump og hans politik.
Jeg mødte den amerikanske ambassadør, Carla Sands, i starten, og hun sagde: »Tak, fordi du forstår og forsvarer vores præsident.« Jeg svarede: »Jeg forstår ham, men jeg forsvarer ham ikke, jeg prøver at forklare ham. Jeg synes, man skal se bort fra hans hår, hans hudfarve og mærkelige tweets, men se på, hvad er det for en politik, han udfører. Det er det, der er afgørende.«
Min forklaring gik ud på, at amerikanerne først og fremmest bekymrer sig for, om de har et job og om immigration. Det var det samme dengang som i dag. I den første periode leverede Trump rent faktisk den laveste arbejdsløshed siden Richard M. Nixon.
Kun præsident Joe Biden har overgået Trump og Nixon, når det gælder lav arbejdsløshed. Skattelettelser, kampen mod Kina, afvisning af forhandlinger med Iran var andre klare resultater, som jeg tillod mig at rose.
Desuden skabte Trump fred mellem flere arabiske lande, så jeg synes godt, man kunne fremvise nogle af hans politiske præstationer. Da han lavede normaliseringsaftalerne, Abraham-aftalerne, mellem de arabiske lande og Israel, sagde jeg: »Han burde få Nobels fredspris. Havde det været en hvilken som helst anden præsident, havde vedkommende fået Nobels fredspris. Men fordi det er ham, så får han den ikke.« Obama fik Nobels fredspris for ingenting.
Hvordan kan du foreslå det, er du vanvittig? Jeg har det fint med det i dag, men jeg synes egentlig, det er lidt trist, at det skal være sådan. Mange – rigtig mange – var meget, meget utilfredse, og det blev bestemt ikke bedre af, at Berlingske på lederplads kritiserede mig for at nuancere dækningen af Trump.
Jeg mener stadig, at Abraham-normaliseringsaftalerne er noget af det bedste, der er sket i Mellemøsten siden Camp David-aftalerne i 1979. Og håber, de fortsætter.
Tonen i den danske debat om præsident Trump og hans administration var – og er – så uforsonlig, at jeg kun kan betegne den som udansk. Det, der sker, er simpelthen under normal menneskelig værdighed, ligesom Demokraternes dybt pinlige børnehaveoptræden forleden, da Trump talte i Kongressen.
Der er virkelig gået selvsving i den i Danmark. Jeg troede aldrig, at vi i Danmark vil opleve anti-amerikanisme og boykot af amerikanske varer – uanset hvem der sidder som præsident i USA. Tidligere var anti-amerikanisme kun udbredt blandt kommunister og venstreorienterede. Nu har smitten bredt sig til borgerlige. Det er trist!
Uenighed er en del af demokratiet, men uforsonlighed fører til den splittelse, som vi alle gerne vil undgå. Som Paulus skriver i Romerbrevet: »Vær ikke overvundet af det onde, men overvind det onde med det gode.«
Jeg håber inderligt, vi snart kan slå koldt vand i blodet, tale sammen, som vi plejer at gøre, og analysere begivenhederne frem for at føre en aggressiv mudderkastningskrig. Vi risikerer at give angst og uforsonlighed videre til vores børn. Hvis vi lader os opsluge af mistillid og foragt, taber vi alle. Det er kun ved at insistere på samtale og forståelse, at vi kan bevare den værdige og åbne debat, som kendetegner et sundt samfund.
