Nu falder maskerne i DR, skriver Bent Blüdnikow, der er historiker og journalist i sin kronik i Berlingske.
DR har udstedt nye regler for journalistiske medarbejderne efter at mindst 30 af dem anklagede Israel for folkedrab. Vil de nye regler have konsekvenser? Sandsynligvis ikke. Det er medarbejderne, der kører mediemastodonten, og sandsynligvis vil intet ændre sig.
DRs Lytternes og seernes redaktør Jesper Termansens vurdering har ifølge Bent Blüdnikow ingen konsekvenser haft over for DRs propalæstinensiske linje.
Det vakte betydelig forargelse i september i år, da mindst 30 journalistiske medarbejdere i DR skrev under på en erklæring om, at Israel begår folkemord i Gaza.
I opråbet lyder det, at dækningen af krigen i etablerede medier i Europa og USA har været »utilstrækkelig«. Mediernes ageren har bidraget til »at legitimere det, som de fleste folkemord eksperter og holocaustforskere nu betegner som det, det er: et igangværende folkemord«, lyder det i opråbet.
Nu er sagen blot, at både den amerikanske og britiske regering klart har erklæret, at der ikke er tale om folkemord.
Sydafrika har anlagt en sag ved Den Internationale Domstol (ICJ). Men journalisterne burde vide, hvilket aldrig omtales i DR, at Israel automatisk fordømmes i internationale fora, som er prisgivet et flertal af lande, der altid fordømmer Israel og stort set aldrig fordømmer de arabiske lande.
Opstandelsen over de journalistiske medarbejderes fordømmelse af Israel var omfattende, men det rørte ikke DR. DR-chefen Niels Kvale udtalte til pressen, at DR »stoler på vores journalisters faglighed og evne til at skelne mellem personlige holdninger og professionel integritet«.
Den nye generaldirektør for DR, Bjarne Corydon, udtalte til medierne, at mange af journalisterne ikke havde læst teksten, før de skrev under. Man måtte konkludere, at det så var i orden, og at de roligt kunne fortsætte med at beskæftige sig med Mellemøsten.
Lytterne og seerne måtte selvfølgelig spørge sig selv, om disse journalister overhovedet var kvalificerede til at være journalister i DR, og om man kunne have tillid til deres gøren og laden. Men det syntes ikke at bekymre Bjarne Corydon, som ikke var til at rokke ud af sin selvtillid efter at være kommet med årtiers morsomste undskyldning, som næsten overhalede Komiske Alis erklæringer om Iraks sejr under Golfkrigen.
Men så skete der alligevel noget.
»Måske er der håb om at stole på DR igen? Jeg har dog mine tvivl, og det skyldes erfaringer med DR, Jesper Termansen og generaldirektørembedet for DR,« skriver Bent Blüdnikow.
DR har en Lytternes og seernes redaktør, som hedder Jesper Termansen. Han er en slags ombudsmand for DR og kommer jævnligt med vurderinger, ofte underskrevet generaldirektøren, som journalisterne formodes at rette sig efter.
I en erklæring fra 10. oktober skrev han, at medarbejderne skal afholde sig fra bruge termen folkedrab: » … hvis DR allerede nu og uden ICJ’s dom bruger termen ‘folkedrab’, vil det være klar en politisk stillingtagen. Intet forhindrer i dag DR i at skrive, at den og den kilde mener, at der er tale om folkedrab. Med den vigtige sondring træder DR et skridt tilbage og refererer et udsagn frem for selv at gøre sig til aktør med en holdning.«
Han tilføjede, at DR nu skærpede reglerne for medarbejderne og i fremtiden vil sikre, at DR ikke bliver taget til indtægt for medarbejdernes personlige og subjektive udsagn:
»Nu står det tydeligt, at det ikke drejer sig om, at det er op til den enkelte medarbejder selv at vurdere hvornår skal skilles ad, men at det derimod er et spørgsmål om, hvorvidt den pågældendes chef i DR vurderer, hvordan omverdenen ser på en ansats ytringer i en sag, og om den kan skabe manglende tillid til upartiskheden hos en ansat og dermed DRs troværdighed.«
Og han tilføjede: » … hvis en ekspertkilde har lagt sit personlige lod i for eksempel palæstinensernes vægtskål, og det er offentligt kendt, bør det da nævnes for brugernes skyld. De har krav på at vide alt af betydning for deres egen bedømmelse af en kildes udsagn.«
Det lyder jo som en forbedring. Måske er der håb om at stole på DR igen? Jeg har dog mine tvivl, og det skyldes erfaringer med DR, Jesper Termansen og generaldirektørembedet for DR.
For sagen er jo, at de mindst 30 underskrivere blot lod maskerne falde for den ensidighed, der har præget DRs dækning af Israel.
For et år siden interviewede DR således lederen af den danske afdeling af Amnesty International, som uimodsagt fik lov til at beskylde Israel for folkedrab.
Der var ingen Israel-venlig modpart, der fik ordet. Jeg klagede dengang til Jesper Termansen over denne mangel på almen journalistisk norm, og han lod sagen gå videre til afdelingens chef, Michael Alsen, som straks afviste min klage.
Jesper Termansen konkluderede dog senere i sin egen vurdering, der kan findes på DRs hjemmeside, at min klage var berettiget i den forstand, at DR selvfølgelig skulle have spurgt en Israel-venlig repræsentant om anklagens rigtighed.
Næppe et tilfælde
Men Jesper Termansens vurdering havde ingen effekt. I den efterfølgende tid var der indslag, hvor Israel atter beskyldtes for at begå folkemord. Som regel uden Israel-venlige stemmer fik ordet for at imødegå denne anklage.
Var det et tilfælde?
Nej, absolut ikke.
En af de ofte anvendte såkaldte eksperter er professor i mellemøststudier ved Roskilde Universitets Center, Sune Haugbølle. Han var i 2021 initiativtager til en proklamation i Politiken, hvor en lang række såkaldte Mellemøsten-forskere anklagede Israel for alt muligt ondt og ikke nævnte Hamas med et ord.
Underskriverne opfordrede til boykot af Israel. Det fik Jesper Termansen til at vurdere, efter at lyttere og seere havde klaget, at Sune Haugbølle skulle deklareres som Israel-kritisk, når DR anvendte ham.
Det havde overhovedet ingen effekt. DRs medarbejdere, blandt andet Steffen Gram, anvendte Sune Haugbølle som ekspert uden at deklarere ham som Israel-kritisk. Han er faktisk hyppigt anvendt i DR-regi og systematisk uden deklaration.
Hvad skal lytterne og seerne mene om det? At Jesper Termansen blot lader som om, han mener noget, og så lader medarbejderne gøre, hvad de vil?
Intet skete.
Diskvalificerende?
Men det gjorde der i en anden sag. Jesper Termansen havde vurderet, at journalisten Jotam Confino, som er anvendt af mange udenlandske medier, også havde skrevet for det jødiske netmedie Jewish News.
Ifølge Termansen betød dette, at Jotam Confino ikke var objektiv. Hvad havde et jødisk medie overhovedet at gøre med Gaza-krigen? Er det at være jøde eller skrive for et jødisk medie i sig selv diskvalificerende?
Jeg har skrevet for Jødisk Orientering her i Danmark, skal jeg så deklareres som Israel-venlig, hvis jeg interviewes i DR? Svaret blæser i vinden, for Jesper Termansen har aldrig svaret på den kritik, som opstod efter, at hans vurdering blev publiceret på DRs hjemmeside.
Men sagen havde en konsekvens, idet DRs medarbejdere øjeblikkelig ophørte med at bruge Confino, der til forskel fra den massive hovedpart af danske journalister også har formidlet israelske synspunkter og har stillet sig skeptisk over for anklagerne om folkedrab, uden han dog på nogen måde er ukritisk over for Israels gøren og laden.
Ingen konsekvenser
Kort sagt er sagen, at Jesper Termansens vurdering ingen konsekvenser har haft over for DRs propalæstinensiske linje.
Vil det hjælpe med den nye generaldirektør Bjarne Corydons ankomst, som en ny Moses med 10 nye bud til DRs medarbejdere?
Sandsynligvis ikke.
Han har allerede tabt stentavlerne på jorden med sin komiske erklæring om, at journalisterne ikke havde læst teksten.
DR er en mangehovedet Hydra, hvor journalisterne bestemmer og ikke ledelsen.
DR har de seneste år med en række dokumentarer og nyhedsudsendelser vist, at den ikke lever op til et rimeligt journalistisk niveau og har kastet sig ud i en aktivisme, som Danmark ikke er tjent med.
Kan man håbe, at politikerne omsider forstår alvoren og griber ind, eller vil de blot naivt håbe på, at Corydon kan standse dansen om guldkalven og tilbedelsen af den falske Gud, der hedder aktivistisk journalistik?
Svaret i lille Danmark er sandsynligvis nej.
